Other Events and Attributes:

• Occupation: 29 Jun 1698; Korporal ved Følckersams nasjonale dragoner Sønnenfjeldske regiment.
• Occupation: 01 Jan 1702; Kaptein ved Følckersams nasjonale dragoner Sønnenfjeldske regiments gevorbne dragoner.
• Occupation: 20 Jun 1702; Fenrik ved Følckersams gevorbne dragoner Sønnenfjeldske.
• Occupation: 01 Aug 1702, Ungarn; Sekondløitnant ved Endens 4.Danske gevorbne infanteriregiment i keiserlig tjeneste.
• Occupation: 30 Jan 1706; Premierløitnant ved Følckersams gevorbne dragoner Sønnenfjeldske regiment.
• Occupation: 15 Mar 1710; Regimentkvartermester ved Følckersams gevorbne dragoner Sønnenfjeldske regiment.
• Occupation: 05 Dec 1710; Kaptein og kompanisjef ved gevorbne dragoner Sønnenfjeldske regiment.
• Occupation: 26 Mar 1719; Kaptein ved Paulsens gevorbne dragonregiment.
• Occupation: 24 Apr 1719; Brigademajor til hest.
• Occupation: 03 Aug 1719; Sekondmajor.
• Occupation: 18 Nov 1720; Major.
• Occupation: 08 Mar 1723, Hedmark, Innlandet, Norge; Oberstløitnant ved Nordenfj. nasjonale dragonregiment, og sjef for Ringsakerske kompani.
• Occupation: 10 Apr 1730, Norge; Oberst og sjef for Nordenfjeldske nasjonale dragonregiment.
• Residence: 1733, Øye, Melhus, Sør-Trøndelag, Norge

Notes:

Occupation:
En eller flere gårder, kalt dragonkvarter eller utrederkvarter, skulle stille en rytter med hest og utrustning til kavaleritjeneste.

Dragon er dessuten betegnelsen for en kavalerist som også var utstyrt for å kjempe til forts, som infanterist. Altså en soldat som bruker hest til forflytning og strider til fots, men helst med hesten i nærheten under striden i tilfelle rottefelle.
Ble vanlig på 1600-tallet. Mest brukt til oppklaring, eskorte, objektsikring og det som på godt norsk kalles - skirmishing - men også i - regulære - slag der mobilitet kombinert med en viss ildkraft og utholdenhet var nødvendig.

Litt fra - Den norske hærs organisasjon - utdrag basert på kaptein Lars Kiærlands oversiktsplansje, utgitt av Forsvarsdepartementet 1946:

1628 (1641)–1701:
Båhus inf.regiment: 100 dragoner
Akershus inf.regiment: 200 dragoner
Trondhjems inf.regiment: 300 dragoner

Senere vekslende antall inntil det i 1663 ble utlagt 1.096 gårder (dragonkvarter) til nasjonalt rytteri i Norge:
Sønnafjells: 5 kompanier rytteri og 1 kompani dragoner.

1701-1719:
2.sønnenfjelske dragonregiment:
Vesterlenske kompani, Smålenske kompani, Oplandske kompani, Østerlandske kompani, 3 gevorbne kompanier.

Litt om Frants Vilhelm Folckersam (Følckersam) (1649-17I3):

Han var sønn til Gotthard Friedrich von Folckersam til Lautzensee i Kurland og Sophie von Sieberg.

Han kom til Norge som forvalter ved Eidsvoll jernverk, men trådte senere inn i den norske hær.

I 1676 ble han Kapitajn for en Skiløber- og Fyrrørerafdeling og skapte seg, under
Gyldenløvefeiden, navn som - en tapper Partigænger, dog efter al Krigsanstændighed.

Under den påfølgende fredsperioden tjente han ved de norske nasjonale (utskrevne) dragoner - det senere 2.søndenfjældske Dragonregiment - hvor han i 1681 ble Major og i 1686 Oberstlieutenant.

I 1693 ble han Oberst for smaalenske Infanteriregiment,
men byttet i 1698 dette med det forannevnte 2.søndenfjældske Dragonregiment. Her blir han i 1708 forfremmet til Brigadér, i 1710 til Generalmajor og kommenderte inntil april 1711.
Da fikk han kommandoen over 2.500 mann ved Kongsvinger festning skulle forhindre svenskene i å trenge inn i Norge via Magnorbro-veien.

Folckersam viste seg imidlertid ikke denne oppgaven voksen. Han hadde blitt gammel og uskikket til å agere på egen hånd. Den norske almue bevarte derimot sin sympati for Folckersam - thi senere, da man syntes, at det gik for langsomt med Landets Forsvar, siden Folckersam for Alder havde taget Afsked, besang gemen Mand hans Ære og Landets Savn i en liden Vise.

Hans første hustru var Edel Marie Sybille Marschalck (1663-1694), datter til - Norges Kansler, Gehejmeraad -
Joh.Fred. Marschalck og Margrethe Bielke.
Hans andre hustru var Else Kaas (d.1729), datter til Erik Kaas til Bremersvold og Beate Reedtz.

Folckersam døde 5.juni 1713.

Occupation:
Han var kaptein - des armes - ved Følckersams nasjonale dragoner Sønnenfjeldske regiments gevorbne (vervede) dragoner.

Occupation:
Han var fenrik ved Følckersams gevorbne (vervede) dragoner Sønnenfjeldske til 12.juli 1703, da hand er employeret udi Danmark.

Occupation:
Fra - Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 2 (1880 - 1881) 1 - Det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste fra 1704—1709 og Rejsningen i Ungarn:

For det Korps' Vedkommende, der stod i østerrigsk Tjeneste, standser Jahn ved Udgangen af Aaret 1703, da - det ikke mere brugtes mod de Franske - (J. H. F. Jahn, De danske Auxiliærtropper, et krigshistorisk Udkast. Kbhvn. 1840-41).

Foranledningen:

Freden i Karlovitz havde 1699 endt den langvarige Tyrkekrig, der var begyndt saa faretruende med Wiens Belejring 1683. Tyrkernes Herredomme over største Delen af Ungarn, der havde varet over 150 Aar, havde ophørt; kun Strækningen mellem Maros, Theis og Donau, Banatet Temesvar, forblev i Tyrkernes Besiddelse.

Under selve Krigen var der 1687 blevet udskrevet en Rigsdag i Presburg, hvor Kejser Leopold havde faaet sat to vigtige Bestemmelser igjennem, dels Indførelsen af Arvefølgen efter Første fødslen i det habsburgske Hus i Stedet for den tidligere Valgret, dels Afskaffelsen af den gamle Ret, hvorefter hver Adelsmand kunde modsætte sig Kongen med væbnet Magt, hvis han krænkede Forfatningen.
Saaledes var nu Ungarn og tillige med det ogsaa Siebenbiirgen bragt i uadskillelig Forbindelse med de østerrigske Lande og den første Grundvold til en ny Statsordning lagt; men der behøvedes en Række Fredsaar til at læge alle de Saar, som det tyrkiske Regimente og den langvarige Krig havde slaaet, og der krævedes stor Visdom og Maadehold fra den kejserlige Regerings Side for at forsone de frihedselskende Magyarer med den nye Tingenes Tilstand.

Men allerede Aaret efter Karlovitzer Freden udbred den spanske Arvefølgekrig, der lagde Beslag paa alle det østerrigske Monarchis Strids- og Penge-Kræfter, og selv om de Ord, man har lagt Kejser Leopold i Munden: Faciam Hungariam captivam, postea mendicam, deinde catholicam, aldrig ligefrem ere udtalte, ligge deri dog de Regeringsprinciper, som Kejseren, ledet af sine tydske Omgivelser og Jesuiterne, fulgte i Ungarn. De Indfødte tilsidesattes for Udlændinger, især Tydskere, det udsugede Land trykkedes med høje Skatter, og Protestanterne, der ikke havde lidt noget særligt Tryk under Tyrkernes Overherredømme, bleve nu overalt forfulgte. Misfornøjelsen var almindelig baade i Ungarn og i Siebenburgen, og en ny Skat paa 4 Millioner Gylden, der übarmhjertigt inddreves, gjorde Udslaget. Paa forskjellige Punkter saavel i Nedre- som i Øvre-Ungarn udbrød der Oprør i Begyndelsen af Aaret 1703; kun manglede man en Fører.

I en Skrivelse fra den engelske Minister i Konstantinopel af 31. Marts findes den første Antydning af, at Grev Frantz Råkdezi levede i Polen paa Ludvig den 14des Bekostning, og at den franske Gesandt i Konstantinopel stod i Brevvexling med ham. Frankrig var jo særlig interesseret i, at der rejste sig en Bevægelse i Ryggen paa Østerrig.



Den 4de Juni 1701 afsluttedes en defensiv Alliancetraktatpaa Slottet Laxenburg mellem Kongen af Danmark og den tydske Kejser.
I den første hemmelige Artikel lover Hans danske Majestæt at overlade Hans kejserlige Majestæt 8000 Mand, bestemte til at tjene i Arvefølgekrigen. Kejseren skal betale dem og behandle dem som sine egne Tropper.
Saalænge Kongen har Fred, kan han ikke kalde dem tilbage.

Dertil udsaa Kongen største Delen af det Troppekorps, som da stod i Sacbsen. Til Anfører udnævntes (ved Reskript af 20. Aug. 1701) Generalfeltmarschallieutenant Christian Gyldenlave.

Den 15. September fik han Befaling til at gaa med Korpset, der bestod af to Rytterregimenter, i Alt 1020 Mand, og 7 Batailloner Fodfolk, i Alt 5172 Mand, til Italien saa hurtigt som muligt.
I flere Afdelinger gik Tropperne over Alperne og samledes ved Rivoli.
Den 29. November stødte Korpset til Prindsen af Commercys Hær, der af den øverstkommanderende, Prinds Eugen, var sendt til Mantuas Blokering.
Her indtoge de danske Tropper deres Vinterkvarter, og foran Mantua forefaldt flere Smaatræfninger, hvori vore Tropper deltoge med Hæder, indtil Commercy sidst i Maj 1702 ved den franske Hærs Fremrykningmaatte hæve Mantuas Belejring og trække sig tilbage til Hovedhæren.
Sidst i Juli tvang Slaget ved St. Vittoria østerrigerne til yderligere Tilbagetog.

For at gjenoprette det tabte foretog Prinds Eugen i August et Angreb paa den franske Lejr ved Luzzara. Angrebet, hvori de Danske under Prinds Commercys Anførsel deltoge paa hejre Fløj, begyndte Kl. 5 om Eftermiddagen; Commercy kastede de Franske tilbage, men faldt selv, og hans Tropper maatte vige. Tre Gange fornyedes Angrebet; først da Eugen selv satte sig i Spidsen for de danske Batailloner, maatte de Franske efter en morderisk Kamp trække sig tilbage.
Slaget var forøvrigt uden Følger. I Begyndelsen af December gik den østerrigske Hær i Vinterkvarter i Omegnen af Mirandola, men Kampene vedbleve, og ved Aarets Slutning var den kejserlige Hær — det danske Hjælpekorps deri indbefattet — i en meget svækket Tilstand.

Ifølge Traktaten i Laxenburg skulde det danske Korps stilles paa samme Fod som de kejserlige Regimenter. Denne Omordning foregik i Foraaret 1703, derved kom Korpset til at bestaa af et Dragonregiment paa 1000 Mand og tre Regimenter Fodfolk, hvert paa 10 Kompagnier å 150 Mand. De overflødige Officerer afgik.

I Sommeren 1703, da Grev Guido Stahremberg havde Overanførselen over den østerrigske Hær, foregik der Intet af Betydenhed i Italien. Hærene stode ligeoverfor hinanden ved Pofloden i Egnen om Ostiglia og Revere.

Gyldenløve var imidlertid bleven afløst i Overanførselen over de danske Tropper af Generallieutenant, Grev Adam Friederich v. Trampe.

Medens Krigsskuepladsen i Italien flyttedes til den nordvestlige Del, førte Trampe sine stærkt medtagne Tropper til Tyrol. Forstærkningsmandskab udskreves om Efteraaret, men om Vinterhvile blev der, som vi skulle faa at se, heller ikke dette Aar Tale.

Fra denne Tid have vi Lister over den kongelig danske
i kejserlig Tjeneste sig befindende store og lille Stab (25. Jan. og 13. Marts 1704), hvorefter denne bestod af:

Generalfeldtmarschallieutenant A. F. v. Trampe.
Generalwachtmester v. Haxthausen (var allerede dod Dec. 1703, og aflostes af F. v. Gersdorff (for 13. Marts 1704)).
Brigadier v. Boynenburg (Sept. 1703, opført som død).
General-Adjudant v. Trarape.
General-Adjudant Lieut, v. Mo sting.
Overkrigskommissaer Rosbach med en Kancellist.
Generalauditer Uckermann (1705 nævnes I.I. Sverdfeger som Generalauditør) med en Retsskriver.
Feltkrigssekretaer Jiirgen Hesse med en Kancellist.
Feltprovst Johan Trellund (nævnes sidste Gang Okt. 1704; Jan. 1705 nævnes som Feltprovst Severinus Theiste. — Hans Trellund f. 1669, blev senere Prof. theol. og døde som Biskop i Viborg 1735 (Historiske Aarbøger 3. Del. S. 169)).
Generalkvartermesterlieutenant Vilhelm Bohne.
Stabsmedicus Philip Jacob Meinrath.
Stabschirurgus Friederich Schneider.
Generalvognmester Lieutenant Heinrich Gross (?).
Generalprofos Lieutenant Woilers.
Freyman Hendrik A eke rm an.

Desuden havde hvert Regiment sin Stab;
denne bestod ved et Rytterregiment af 1 Oberst, 1 Oberstwachtinester, 1 Kvartermester, 1 Auditør med sin Sekretær, 1 Feltpræst, 1 Adjudant, 1 Proviantmester, 1 Vognmester, 1 Pauker og 1 Profos.

Foruden det Korps, der stod i Italien, var Kongen af Danmark forpligtet til at stille 2000 Mand, for at det bestemte Tal, 8000 Mand, kunde naas. Efter en Del Vanskeligheder lykkedes det at slutte en Kapitulation med Oberst Nicolai Heinrich v. Dithmarsen om Dannelsen af et Kyradserregiment og med Oberst Christian Vollrath v. Enden om et Infanteriregiment. Desuden havde Kongen taget en mecklenborgsk Bataillon paa 500 Mand under Oberstlieutenant Carl Gustav v. Maltzahn i sin Tjeneste.
I Begyndelsen af Aaret 1703 satte disse Hærafdelinger sig i Bevægelse i Retning af Niirnberg, hvorfra de droge videre til Passau. Her stode de under den danske Generalmajor Reventlous.

Den 28. April overtog den østerrigske Regering det Endenske Regiment, der da talte 928 Mand, den 1. Maj det Dithmarsenske, der talte 876 Mand, den 19. Maj den mecklenborgske Bataillon, der talte sine 500 Mand.

Major Reventlous Anførsel lige overfor Bairerne og havde forskjellige Smaafægtninger med disse, indtil Korpset i temmelig svækket Tilstand i November gik i Vinterkvarter og kort efter fik Ordre til at forene sig med det danske Hovedkorps under Trampes Anførsel. Det samlede danske Hjælpekorps kom saaledes til at bestaa af to Rytterregimenter og fire Regimenter Fodfolk foruden den mecklenborgske Bataillon.


I Begyndelsen af Juni 1703 naaede de første Efterretninger om en Rejsning i Ungarn til Wien; midt i Maaneden kom Frantz Råkdczi til Øvre-Ungarn, hvor han i Nærheden af Mongaz havde store Godser, og overtog aabenlyst Ledelsen.

I August Maaned begyndte Efterretningerne fra Ungarn at blive foruroligende. De Ungarer, der ikke vare amnesterede ved Freden, men levede i Tyrkiet, ilede over Grændsen, og man begyndte i Wien at blive bekymret for Tyrkiets Holdning.
For sent søgte Kejseren at dæmp Bevægelsen ved at nedsætte de nye Skattepaalæg fra 4 til 3 Millioner Gylden.

I September havde Rejsningen bredt sig over hele Ungarn, 30000 Mand stode under Vaaben, den ene befæstede Stad efter den anden faldt i de Misfornøjedes Hænder, væbnede Skarer satte sig fast paa Donauøerne og nærmede sig Mabrens og Østerrigs Grændser.
Snart følte man sig usikker i Wien; den 10. Oktober udstedtes en Proklamation til Hovedstadens Indvaanere om at proviantere sig for et Aar eller forlade Byen.

Den kejserlige Regering var i den største Forlegenhed; Wien var blottet for Tropper; de faa paalidelige Stridskræfter,der fandtes i Ungarn og Siebenbiirgen, havde ondt nok med at forsvare de befæstede Punkter; alle andre Tropper vare optagne paa de forskjellige Krigsskuepladser...

Vejen til Wien stod aaben for de Misfornøjede; særlig var man bekymretfor Hovedstaden, hvis Donau skulde fryse til.

I denne Nød kaldtes de danske Tropper til Wiens Forsvar. Grev Trampe beordredes med det Korps, der havde været i Italien, fra Tyrol til Østerrig; den 19. December skulde de bryde op fra deres Vinterkvarterer; men nogen Udsættelse var nødig, for at de kunde faa deres Syge med sig, der vare spredte over hele Landet.

Det danske Fodfolk, som havde ligget ved Passau, blev hurtigere marschfærdigt og gik i Ilmarscher over Linz til Wien, hvor de ankom den 29. Decbr.

Her herskede en fuldkommen Panik, da man havde faaet Underretning om, at de Misfornøjede havde overskredet March og hærjede i Måhren. De danske Tropper, der skulde have marscheret videre til Presburg, hvor Prinds Eugen stod med de faa Tropper, han havde samlet, bleve stoppede i Wien; men saa stor var Forvirringen, at den danske Minister havde ondt ved at skaffe det fornødne Krudt eller erfare, hvad man vilde bruge Tropperne til.

Endelig fik de Ordre til at gaa Nord paa og dække Marchlinien. Den 15. Jan. 1704 kom det danske Rytterregiment, der havde ligget ved Passau, til Wien, hvorfra det gik videre for at forene sig med Fodfolket. Men næste Dag kom et nyt Tordenbud: Passau, der i Nøden var blottet for Tropper, var falden i Bairernes Hænder; Vejen til Hovedstaden stod nu ogsaa aaben vesterfra. I Wien begyndte man at pakke ind og flytte bort.

I disse Dage havde Trampe med sit Korps indtaget den Plads, der var ham anvist i Omegnen af Linz, hvor han bidrog til at forsvare Landet mod Bairerne. Churfyrstenvar allerede i Fremrykning med 10000 Mand Fodfolk og 3000 Heste, og de Kejserlige maatte trække sig
tilbage bag Traunfloden.

Den ungarske Hær var lidet skikket til en Angrebskrig;slet udrustet, særligt med Artilleri, og ganske uøvet manglede den en dygtig Ledelse. Råkdczi var hverken Kriger eller Organisator, og intet fremragende Talent viste sig blandt de Ungarer, der sluttede sig til Rejsningen. Der har neppe heller været Tale om en fælles Plan mellem Ungarerne og Bairerne. Ogsaa fra denne Side var Faren hurtigt forbi; Churfyrsten maatte snart kæmpe for sin egen Throne. Det gunstige øjeblik, da noget kunde udrettes, blev ikke benyttet.
En Folkerejsning i Nedre - Østerrig havde kaldt hver 10de Mand under Vaaben, i Wien holdt man Udskrivning, og fra Bohmen og Måhren strømmede Rekruter ind. Krigsoperationerne i de næste Uger indskrænkedesig til Smaatræfninger paa Grændsen, hvori ogsaa de danske Tropper deltoge med Hæder.

Under disse Forhold fik man Tid til at tænke paa de danske Tropper, der i høj Grad trængte til at bringes paa Fode. Et kejserligt Reskript af 7. Februar bestemte, at Korpset skulde rekruteres og snarest muligt samles dels i Schlosien (den italienske Afdeling), dels i Måhren (de nye Tropper).
Denne Ordre maa temmelig hurtigt være kommen til Udførelse; thi allerede den 18. Februar høre vi fra Schlesien den første Klage over de danske Tropper. Denne er af en ganske ejendommelig Art.
Ved Traktaten i Laxenburgvar der (§3) udtrykkelig bestemt, at de danske Tropper overalt skulde nyde fri Udøvelse af deres Religion.
Den 17. Februar havde to danske Feltpræster, der hørte til Grev Trampes Stab, holdt offentlig Gudstjeneste i Byen Striegau i Fyrstendømmet Schweidnitz i Schlesien under stærk Tilstrømningaf Stadens lutherske Indvaanere samt indbudt til en saakaldt Bodsprædiken. Herover blev Stadens katholske Gejstlighed foruroliget. Allerede den næste Dag klagede Prioren ved Karmeliterklostret i Striegau til Stadens Raad.

For at forstaa det Røre, som de danske Præsters naturligvis tydske Prædiken voldte i Staden Striegau, maa vi huske, at under Kejser Leopolds Regering Jesuiterne stode ved Roret, og at i Schlesien ikke mindre end i Ungarn Lutheraner og Reformerte bleve fortrædigede paa enhver Maade. Herom giver det Klage- og Bønskrift, som efter Leopolds Død 1705 overraktes Kejser Joseph, al fornøden Oplysning.

Hvorledes Historien med de danske Præster i Striegau
endte, høre vi intet nærmere om, men kort efter møder os en lignende Klage fra Staden Freystadt i Fyrstendømmet Glogau. Her og i de nærmeste Landsbyer laa en Afdeling af det tredie danske Infanteriregiment under Anførsel af Oberstwachtmester Friederich Ulrich v. Donop.

Denne havde først i Marts 1704 kaldet sin Regimentspræst til sig og ikke blot i sit Kvarter daglig holdt offentlig Gudstjeneste med Prædiken, Sang og Kommunion, men ogsaa ladet holde Gudstjeneste paa den lutheranske Kirkegaard. Borgmester og Raad havde protesteret derimod, men til ingen Nytte. Donop havde paaberaabt sig den Ret, som Trabeaten i Laxenburg gav de danske Tropper til fri Religionsøvelse, og erklærede, at han ingen Love vilde lade sig foreskrive desangaaende, men holde Gudstjeneste i sit Kvarter og paa Kirkegaarden eller et andet Sted, hvor det behagede ham, om det saa var paa selve Raadhuset. Skulde man understaasigat formene ham sligt med Magt, skulde han nok vide at møde haardt med haardt.

I sin Nød henvendte Borgmester og Raad sig den 9. Marts til sine Foresatte, Amtet. I nogle Maaneder høre vi ikke mere om denne Sag; vi tør vel antage, at Regimentet i Mellemtiden har deltaget i Felttoget i Ungarn; men sidst i August finde vi Donop igjen i sit gamle Kvarter i Freystadt, hvor han holdt Gudstjeneste som tidligere. Da Borgmester og Raad vare magtesløse, henvendte de sig til Amtet, dette til Overamtet, og da de civile Myndigheder ikke kunde hjælpe, dette igjen til de militære Autoriteter, og den 29. August udgik der en Ordre fra Generalfeldtmarschallieutenant v. Haszling i Glogau til Donop om at marschere med sit Regiment til Overschlesien for at tage Kvarter der. Men Donop lod sig ikke fordrive.

Den 31. August undskyldte han sig i sit Svar med, at han ikke kunde røre sig uden expres Ordre fra sin General; desuden kunde han ikke drage bort, førend det Mandskab, der var kommet til siden sidste Menstring, var blevet presenteret. Da Donop vedblev som for, indgav Borgmester og Raad i Freystadt en ny Klage til Amtet af 9. Sept., om de ikke kunde blive fri for den haarde Indkvartering og den lutherske Gudstjeneste...

Om Donop nu maatte forlade Freystadt, eller han blev der, indtil samtlige danske Tropper snart efter bleve lagte i Vinterkvarter i Overpfalts, maa staa hen.

Foraaret og Sommeren 1704 gik hen under stadige Kampe med de Misfornøjede. Overanførselen over de kejserlige Tropper var overdraget General Heister, der i Marts Maaned antoges at have en Hær paa 7—8000 Mand; med disse Tropper lykkedes det for en Tid at rense Landet Vest for Donau.

Donauøerne vare endnu i de Misfornøjedes Hænder; for at fordrive dem fra den største af disse, øen Schiitt, gjorde General Trampe d. 20. April Landgang, men da han traf en overlegen fjendtlig Styrke, maatte han fægtende trække sig tilbage til sine Baade, ved hvilken Lejlighed han mistede 18 Mand og havde ligesaa mange saarede. Det værste Tab var dog, at General Trampe selv, der led af Podagra og havde staaet i Vand i flere Timer, døde faa Dage efter i Presburg.

Anførselen over de danske Tropper gik nu over til Generalmajor, Baron F. v. Gersdorff, indtil Kongen tog nærmere Bestemmelse.

Den 30. April foretog General Heister et nyt Angreb paa øen Schiitt og rensede den for Insurgenter, og fra nu af var Øen det stadige Udgangspunkt for videre Operationer.

Ellers gik Sommeren hen med mindre Strejftog fra begge Sider; den 25. Mai foretog saaledes Generalmajor Kitschan et Indfald fra Måhren i fletning af Waagfloden med 200 Eyttere, 2000 Kekrutter og 200 Mand af den Mecklenborgske Bataillon.
Paa Underretning om, at Grev Caroli rykkede imod ham med en større ungarsk Styrke, vilde Kitschan trække sig tilbage, men blev før Daggry indhentet af Fjenderne. Generalen blev saaret og fanget i Begyndelsen af Kampen, den Næstkommanderende ogsaa saaret, og Oberst Maltzahn, Fører af den mecklenborgske Bataillon, førte Resten, 1100 Mand med 3 Kanoner, tilbage til Måhren.

Den 9. Juni, Kejser Leopolds Fødselsdag, stod Grev Caroli to Mile fra Wien, og hans Fortrop rykkede frem til Neugehaus, neppe 1 Mil fra Hovedstaden, og dræbte de Tigere og Leoparder, som Kejserenhavde der.

Sidst i Juli var General Heisters Hær reduceret til 4000 Mand, med hvilke han ikke kunde gaa angrebsvis tilværks. Han laa paa øen Schiitt og ventede paa Forstærkning; imidlertid laa Måhren og Steiermark aabne for de Misfornøjedes Indfald.

Medens Sommeren gik hen under resultatløse Smaakampe, var der blevet ført næsten lige saa resultatløse Forhandlinger om en Udsoning mellem Kejseren og hans ungarske Undersaatter.

Allerede i Januar Maaned, da Forskrækkelsen i Wien var paa sit højeste, havde den engelske og hollandske Gesandt i Wien tilbudt deres Bistand til at standse Kampen; men hverken fra Kejserens eller fra Råkdczis Side var der nogen alvorlig Lyst til Overenskomst.
Ungarerne krævede at behandles som et frit Folk og ønskede bestemte Garantier fra de mæglende Magters Side; Kejseren vilde ikke opgive Haabet om at tvinge Ungarerne med Vaabenmagt.
Foreløbigt maatte de mæglende Magter nøjes med Haabet om en Vaabenstilstand; dertil gav Kejseren endelig sit Samtykke først i September; den skulde vare Maaneden ud, men blev fortsat indtil Udgangen af Oktober Maaned.

Da Vaabenstilstanden gjorde de danske Troppers Nærværelsetil Grændselandenes Forsvar mindre nødvendig, udgik der den 15. Sept. 1704 ex consilio bellico et Reskript om, at samtlige danske Tropper til Hest og til Fods, for atter at bringes i kampdygtig Stand og, om saa behøvedes, at kunne anvendes mod Bairerne, skulde forlægges til øvrepfaltsog forplejes ordonantsmæssigt. Der anvistes ogsaa de fornødne Midler til Korpsets Rekruttering. Men uagtet den danske Minister havde anvendt 6000 Gylden i Presenter for at opnaa gode Kvarterer til Tropperne var der en lang Vej fra Beslutning til Udførelse.

Under 8de Oktober høre vi fra Wien en Klage over de mangfoldige af de danske Tropper udevede Excesser. Hertil svarer Generalmajor GersdorfF, der da havde sit Hovedkvarter i Jayspitz i Måhren, d. 11. Oktober, at, siden de danske Tropper havde faaet Ordre til at gaa i Kvarter, var der gaaet 8 Uger, uden at der endnu var truffet den ringeste Anstalt til deres nødtørftige Forplejning, saa at der i 10—12 Dage neppe var faldet 1 Pund Kjød pr. Mand.
Troppernes Bevarelse gjorde derfor Furagering nødvendig.

Efter et Eeglement af 1. Jan. 1704 tilkom der de danske Tropper i Naturalforplejning daglig hver Mand 1 Pund Kjød, IV Pund Brød, 1 Maal (Maasz) 01 eller ... Maal Vin; for hver Hest 6 Pund Havre, 8 Pund Hø og det fornødne Straa.

Gersdorff klagede bittert over de kejserlige Myndigheder.
Faa Dage efter var Sagen dog bragt i Orden, og Generalmajor Gersdorff gik med de Tropper, der laa i Måhren, forud til Pfalts; Generallieutenant Andreas v. Harboe, hvem Kongen havde givet Overanførselen over det samlede Troppekorpsefter Trampes Død, var ved denne Tid ankommet til Wien og fulgte saa efter med de Tropper, der laa i Schlesien.

Han opslog sit Hovedkvarter i Byen Roding ved Floden Regen, og her holdtes efter Anmodning af OverkrigskommissærRosbach under Oberst v. Ostens Præsidium en Række Kommissionsmøder for at bringe det indviklede Mellemværende for de forløbne tre Aar indtil Udgangen af Oktober Maaned 1704 i Orden. Kommissionen sluttede sine Forhandlinger d. 3. Januar 1705.

Protokollen indsendtes til Generalkommissariatet og derfra til Kongens Afgjørelse. Denne resolverede d. 19. Decbr. 1705:

Vi approbereGeneral kommissariatets Sentiment, at Kom missionen i Roding ikke har været beføjet til at give Overkrigskommissærensaa frie Hænder med Hensyn til Diskretionerne, hvilket denne Gang vel faar at passere, men for Fremtiden ikke maa finde Sted. Med Hensyn til de efter Ordrer distribuerede Diskretioner, kunne vi ikke decidere, førend Overkrigskommissæren producerer de Ordrer, han har i Hænde, hvorefter saadant kan have sin Rigtighed. Forøvrigt approberes Kommissionens Indstilling, dog at, hvis der i Fremtiden skulde være nogen af Officererne eller de Undergivne, som maatte finde sig utilfredse med Kommissionen i Roding og vilde forlange en upartisk Overkrigsret, dette ikke vel kunde afslaas dem.

Førend Aaret 1704 gik til Ende, modtog Harboe (d. 30. December) en Ordre fra Prinds Eugen som Præsident for Krigsraadet, hvori han fordrede, at hvert Kavalleriregirnent skulde rekrutteres og remonteres til 800 Mand og Heste, hvert Infanteriregiment til 1300 Mand — i Alt altsaa 6800 Mand, en Del mindre end den oprindelige Styrke havde været — inden to Maaneder. Harboe lover (5. Jan. 1705) at gjøre sig al optænkelig Flid, men der mangler i de fleste Regimenter indtil 600 Mand, og Penge faar han ingen af:

han beder derfor Prindsen hjælpe til, at de fornødne Midler kunne blive Tropperne anviste. Eugen lod til at have en vis Interesse for de danske Tropper, som han kjendte fra Italien, og sparede ikke paa Komplimenter til Weyberg. En Tid lang lod det til, at han vilde have Korpset med sig til Italien. Men da Prindsen i April drog til Italien, vare de danske Tropper ikke færdige, og det var endnu ikke afgjort, hvor de skulde anvendes. Den 7. Maj maatte Weyberg nedlægge en højtidelig Reservation, at det ikke kunde lægges det danske Korps til Last, at det endnu ikke var færdigt til at marschere. Det kunde ikke nytte, at Pengemidlerne vare anviste, naar de ikke kunde erholdes. Vel var Korpset voxet op til 5500 Mand og 1100 Heste, men der manglede endnu 500 Heste og 3000 Geværer; Weyberg havde af egne Midler forstrakt 1000 Gylden.

I Juni Maaned var det danske Korps langt om længe færdigt til Opbrud, og da Kongens Tilladelse (af 5. Juni) til at benytte Korpset i Ungarn — thi paa en saadan Anvendelsevar der ikke tænkt i Traktaten — over Wien var kommen Harboe i Hænde, skriver denne d. 23. Juni til Weyberg:

Jeg vil øjeblikkelig give de nødvendige Ordrer til Infanteriregimenterne om at begive sig til det Sted, hvor de skulle gaa ombord; hvad Kavalleriet angaar, har man fra Miinchen forestillet mig Umuligheden af at finde et tilstrækkeligt Antal Flaader for at befordre det til Vands. Jeg har derfor maattet give mit Samtykke til at lade det drage til Lands. Jeg er fortvivlet derover; thi jeg vilde gjerne, at Hs. M. Kejseren skulde have set hele dette Korps samlet, siden han har lovet Dem at vise og denne Naade. Men da han i hvert Fald vil faa Infanteriet at se, hvormed jeg haaber, at han vil være tilfreds, vil han ogsaa kunne dømme om den Tilstand, hvori Kavalleriet befinder sig. Saasnart Indskibningen er fuldbyrdet, iler jeg afsted Dag og Nat for at træffe Dem.

Den 3. Juli kom Harboe til Wien, og i Løbet af de nærmeste Dage kom det danske Infanteri og blev landsat paa en 0 i Donau. Her bleve Tropperne præsenterede for Kejser Joseph, der den 5. Maj havde fulgt sin Fader paa Thronen, for Kejserinden og Hoffet, hvorpaa de marscherede til Presburg. Den 18. kom Eytteriet, der under Gersdorffs Anførsel var draget gjennem Bøhmen og blev d. 20. ligeledes præsenteret for Kejseren.

Netop som det danske Rytteri sidst i Juli skulde afgaa fra Wien til Presburg, kom der Efterretning om, at 10000 Misfornøjede havde foretaget et Indfald i Måhren og vare trængte frem lige til Bøhmens Grændser. Det blev nu bestemt, at det danske Rytteri skulde angribe disse Skarer paa Hjemvejen. Woyberg havde Betænkeligheder, fordi hele Korpset efter Kongens Bestemmelse skulde holdes sammen, men gav dog sin Indvilligelse, og Ryttpriet rettedes mod Znaim i Måhren. Imidlertid vare de Misfornøjede med rigt Bytte vendte tilbage over March og stode nu truende i Ryggen af den østerrigske Hær, der endnu laa paa øen Schiitt. Medens det danske Rytteri vogtede Marchlinien, vendte Her beville sig mod Insurgenterne og vandt den 11. August en Sejr ved Waagfloden mellem Tyrnau og Trentschin, hvor Ungarernes firdobbelte Styrke efter faa Timers heftig Kamp blev adspredt — for snart efter at samle sig andetsteds. Efter at have provianteret Fæstningen Leopoldstadt, vendte Herbeville tilbage til Øen Schiitt og satte sig derfra i Bevægelse med hele sit Korps mod Syd; den 16. September passeredes Donau ved Buda. Da Angrebet paa det befæstede Zolnok ved Theis maatte opgives, gik Hæren over Ketzkemet til Segedin, hvor Theis d. 9. og 10. Oktober passeredes paa en Baadebro. Derfra gik Hæren over Vasarheli til Stor-Varadin, der skulde provianteres; d. 22. Okt. naaedes Debreczin, der var forladt af Indvaanerne. Overalt havde de Misfornøjede bortført Alt, hvad der kunde skaffes til Side, for at den kejserlige Hær skulde hindres ved Ned i at rykke frem.

Paa denne Vej gjennem den ungarske Slette led Hestene meget ved Vandmangel, Folkene forholdsvis mindre, da Hæren kun var udsat for mindre Angreb. Ved et saadant mistede de danske Tropper dog endel af deres Bagage — et føleligt Tab under de daværende Forhold. I de første Dage af November naeede Hæren Bjergene, der skille den store ungarske Slette fra Siebenbiirgen. Her havde Råkoczi og andre ungarske Førere samlet deres bedste Tropper og besat de Passer, som føre over Bjergene, for at formene de Kejserlige Adgangen til Landet.

Den 11. Novbr. fandt Angrebet Sted (Slaget ved Somlio eller Szibo. Den højre Fløj indtoge de kejserlige Tropper, den venstre de danske under General Harboes Anførsel, forstærkede af et Par østerrigske Batailloner. Om Eftermiddagen Kl. 22 (?) gaves der Tegn til Angreb. Man rykkede nu frem paa begge Fløje, General Harboe med sine Tropper i den skjønneste Orden med Gevær paa Skulder gjennem Fjendernes morderiske Ild; Gersdorff lod sine Dragonerstigeaf, og de Danske toge ikke blot den første Forskandsning, men ogsaa de to andre i Stormløb, anrettede stort Mandefald og gav kun liden Pardon. Angrebet udførtes saa rask, at Kampen var endt paa venstre Fløj, førend der endnu var løsnet et Skud paa højre. Men de østerrigske Tropper, der vare sinkede ved Vejenes Sneverhed og havde maattet gjøre en Omvej, kom snart efter, og Rytteriet fuldendte Sejren, der var afgjørende.

Vejen til Siebenbiirgen stod aaben, og den 15. November besatte Fortroppen Klausenburg, hvor Alt var beredt til Råkdczis festlige Modtagelse. To Dage senere holdt Herbeville og Harboe deres Indtog i Byen. De danske Tropper fik deres Vinterkvarter i og omkring Klausenburg. Saaledes var Hensigten med Felttoget opnaaet uden følelige Tab: General Rabutin var undsat og Siebenbiirgen bevaret for Kejseren; men Korpsets Stilling i et fjendtligt Land var meget udsat, overalt vare Tropperne omsværmede af Fjender.

Faa Uger efter Ankomsten (d. 7. December) blev Oberst Osten, Fører for andet Regiment, tilligemed Oberstlieutenant Lepel og Kaptejn Flemming fangne paa et Jagtparti, 3 Mile fra Klausenburg og kun 300 Skridt fra deres Garnisonssted.

I Ungarn saa Alt ud som før; ved Nytaarstide belejrede de Misfornøjede Oedenburg uden dog at kunne tage Byen; men al Forbindelse mellem de spredte østerrigske Korps var usikker, og Breve havde ondt ved at naa fra KlausenburgtilWien eller omvendt.

Efter et halvt Aars Taushed faa vi med Begyndelsen af Aaret 1706 igjen Efterretninger fra Korpset. let Brev af 4. Januar, der ligesom de følgende er fra Klausenburg, henholder Harboe sig til tidligere Breve, der ikke findes i den herlufsholmske Samling og maaske aldrig ere komne Weyberg i Hænde. Sygdom og Dødelighed herskede stadigt blandt de danske Tropper. Siden sidste Brev var Styrken formindsket med mere end 150 Mand. Der var endnu ikke kommet noget Reglement for Vinterforsyningen. Fjenderne generede dem stadigt; de vare allevegne og intetsteds; nyligt havde de opsnappet og nedhugget 30 Syge af 3die Regiment, som man transporterede til deres Kvarter.

Fjenden holdt Slottet Deva besat; til at blokere det vilde man anvende 300 Mand af det danske Fodfolk; de vilde faa det meget daarligt.

Den 1. Februar skriver Harboe, at Sygdom vedbliver at formindske Regimenternes Styrke: de behevede 4752 Rekrutter og 1232 Heste for at komplettere Tallet.

Den 15. Februar følger et tydsk Hjærtesuk:

Vi ere nu komne i den miserableste Tilstand, som man kan forestille sig efter de udstandne Fatiguer, den Sult og Tørst, vi har lidt, og det slette Traktemein. som daglig nydes, bestaaende af 1 Pund magert Kokjød, 2 Pk, d Brød og forresten Vand at drikke, ingen Sko og Skjorter, ikke en eneste Skilling i rede Penge, saa at ikke blot de Menige har det miserabelt, men at ogsaa Officererne lide sammen med dem. Der bliver vel daglig givet bedre Fortrøstning angaaende Forplejningen, men Effekten følger aldrig. Sygdom og Dødelighed kontinuere bestandigt, og der er intet Regiment, som ikke har 2—300 Syge, til hvilke der hverken haves eller ydes Medikamenter. Min højgunstige Hr. Envoyé Extraord. kan jeg forsikre, at vi ikke have 200 friske Mand af hvert Regiment ved Fanerne. Begge Kavalleriregimenterne kunne ikke mere naa op til 500 beredne Mænd, idet der har hersket en saadan Dødelighed mellem Hestene dette Aar, som endnu aldrig, hvilket saavel Hr. General-Major Gersdorff, der har mistet 27 Stykker, som jeg, der til Dato har mistet 20 Stykker, have faaet at føle, saa at vi ikke længer have nogen Hest tilovers til Hide- eller Trækbrug. De Kejserlige gaar det deri ikke et Haar bedre end os. — Det er at beklage, at det smukke Korps skal forkomme og krepere saa ynkeligt; der er ingen bedre Raad og Hjælp herfor, end at min højgunstige Hr. Envoyé Extraord. vil assistere os med Deres Pouvoirs og bevæge det kejserlige Hof (fornemmelig Grev Schlick, der har lovet os meget godt) til at lade os faa nogle Penge, hvad der er det vigtigste, ligeledes, at alt det, som er omtalt i min allerede afsendte Memorial, maa blive anskaffet, særligt Telte, idet disse samtlige ere gaaede tabt i den sidste Kampagne; ellers maa vi, da Marschen skal gaa for sig sidst i April eller først i Maj, i Mangel deraf ligge under aaben Himmel. Jeg vil ellers ikke haabe, at det er blevet resolveret af det kejserlige Hof, at vi skulle forblive her, hvilket uundgaaeligt vilde bevirke den totale Ruin af Resten. Om Rekrutter og Remonter har jeg indtil Dato ikke hørt det ringeste, siden jeg endnu ikke har modtaget nogen eneste Skrivelse hverken fra det kejserlige Hofkrigsraad eller fra Grev Schlick. — Gud er mit Vidne, hvorledes jeg er tilmode, da jeg daglig ikke hører andet end Suk og Klager og ikke er i Stand til at hjælpe Nogen, hvor gjerne jeg end vilde det, og daglig erfarer, at de Folk krepere, som ved alle Okkasioner have opført sig bravt. - Ikke en eneste brugbar Hest kan man erholde her, men maa til - kjøbe sig dem for rede Penge fra Wallachiet og Moldau.

Under 17.Marts kunde Harboe endelig melde, at Regimentet for Betalningen i de 6 Vintermaaneder var kommet.

I Marts begyndte baade de Kejserlige og de Misfornøjedeat længes efter Vaabenhvile, og de mæglende Magter kom i Virksomhed. Endelig blev der indgaaet en Vaabenhvile,der skulde begynde den 15. April og vare i 14 Dage. Det brændende Punkt var Provianteringen af de faste Punkter, som endnu holdtes besat af -Østerrigerne, men blokeredes af Ungarerne. Et Par Gange forlængedes Vaabenhvilen, indtil hvilen, indtil der endelig først i Maj blev undertegnet en Vaabenstilstand, der skulde vare til Udgangen af Juni Maaned. Leopoldstadt og Trentschin vare allerede provianterede, nu kom Turen til Eaab, Komorn, Gran og Buda. Ungarerne fik paa deres Side Ret til at befæste de Punkter, de havde inde. Med selve Forhandlingerne gik det langsomt.Ungarerne fordrede, at ogsaa Siebenbiirgens Anliggenderskulde optages til Forhandling, men her mødte de en bestemt Modstand fra kejserlig Side. Imidlertid blev Vaabenstilstanden forlænget til d. 24. Juli.

Tilstanden blandt Tropperne i Siebenbiirgen blev noget bedre, da den mildere Aarstid kom; men hvilke Vanskeligheder der i alle Henseender var at overvinde, viser en Skrivelse fra Harboe af 29. April, det eneste danske Brev, der findes i den herlufsholmske Samling. At det er skrevet paa Dansk, ligger vel i Indholdet; Harboe kunde ikke ønske Brevet læst, hvis det skulde falde i uvedkommende Hænder.

Højædle og Velbaarne, Højstærede Hr. Envoyé Extraordinaire!

Hans meget angeneme Skrivelse af 7. hujus er mig igaar vel bleven ihændiget, og har jeg deraf vidtløftig fornummet, hvor besværligtdet falder at obtinere vores Betaling ved det kejserlige Hof, om end skjøndt min højstærede Hr. Envoyé Extraord. dertil anvender al optænkelig Flid og Umage, hvorfor saavel jeg en particulier som de mig undergivne Tropper i højeste Maade ere ham obligerede, og skal vi ved Tid og Lejlighed intet ermangle, derfor i Gjerninger at Jade se vores Taknemmelighed. Hvad nu de Diskretioner anbelanger, som min højstærede Hr. Envoyé Extraordinaire formener højnødvendig at maatte employeres for at erholde vore Pretensioner ved det kejserlige Hof, saa har jeg allerede givet Hr.Justitsraad Rosbach Fuldmagt, hvor vidt han der udi kan gaa, og giver jeg min Hr. Envoyé Extraordinaire, der saa vel som jeg kjender, med hvad for Folk jeg har at bestille, selv at konsiderere, om jeg foruden de samtlige Chefs af Eegimenterne deres Samtykke kan disponere over deres Penge, som de med deres Sved og Blod surt nok har fortjent. Jeg tvivler ingenlunde paa, helst som det kejserl. Hof nok er mig bekjendt, at man jo maa sakrificere noget for at obtinere det, som inan dog med al Ret uden nogen Afgift burde at have, men jeg maa mage det saa, at jeg kan være foruden Forsvar (sic). Imidlertid synes mig, at dersom min Hr. Envoyé Extraordinaire har Ordre af Kongen til at gjere der udi, hvad han finder nødigt til Troppernes Bedste, han da intet behøver min Samtykke dertil, men jeg har ikke et eneste Ord fra Hs. Majestæt derover og kan i saa Henseende af egen Autoritet intet disponere over Troppernes Penge, videre end som jeg før har sagt og givet Hr. Justitsraad Rosbach Fuldmagt til. Anlangende Likvidationen over Excesserne, saa har jeg derover sonderet Regimenterne og bekommet et Gjensvar fra det Dithmarske og Gersdorffske, hvoraf nok er at se, at Officererne deraf ingen synderlig Fortrolighed har til Hr. Justitsraad Rosbach, og at de ere betænkte paa at fordre Regnskab af ham for Et og Andet, som med det første skal blive ham tilsendt, foruden at bemeldte Officerer formene, at forbesagte Regimenter intet uden største Übillighed intet (sic) kan regnes noget til Excesser, som af deres derpaa givne Erklæring vidtleftigen kan ersés. Fra det Ostenske, Maltzahnske og Endenske Regiment har jeg endnu ingen Svar over denne Sag kunnet bekomme, formedelst at de saa at sige ere indesluttede i Weisenburg, og Fjenden i en Tid lang bar betaget mig al Korrespondance med dem. Saa snart som Vejen der imellem bliver sikker, og jeg kan bekomme deres Sentiment over denne Punkt, skal den strax blive enten min Hr. Envoyé Extraordinaire eller Hr. Justitsraad Rosbachtilsendt, at de derefter kan tage deres Mesurer, saasoin jeg ikke beller af mit eget Hoved i denne Sag kan procedere. Jeg vilde ønske, at vi stod saa nær ved Wien, som vi staa langt derfra, saa skulde al Ting bedre finde sig, i Henseende vi da bedre kunde agere concert med hinanden, i Stedet for at nu forløber saa megen Tid med vores Korrespondance. Det er ellers intet at undre, det som min Hr. Envoyé Extraordinaire skriver, at visse Personer have berettet til Kjøbenhavn, at Tropperne havde gjort ham en Present af 2000 Dukater, som dog er meget kanailleux af den, som har gjort det; men man har spillet mig andre Tours ved vores Hof, idet man ikke aleneste har søgt at bringe mit Regiment fra mig til en anden, men endog berettet Kongen, at jeg nød aarlig af hvert Kompagni af Tropperne 200 fl., som dem dog meget vel var bevidst, at det ikke forholdt sig saa, hvorfor jeg og aller underdanigst har bedt Hs. Majestæt intet at tro saadan uforskammet Løgn, hvor med mine Fjender ikkun søger at bringe mig hans Unaade til Veje, og tror jeg, at enhver, som véd, hvorledes jeg procederer med Tropperne, noksom er bekjendt, at jeg aldrig har begjært en Kreutzer af dem, langt mindre bekommet den Diskretion, som visse Folk har forebragt Hs. Majestæt, mig var bleven given og tilsagt aarlig af Tropperne. Jeg beder imidlertid tjenstligst min Hr. Envoyé Extraordinaire vjlde af yderste Formue lade sig være angelegen at prokurere os et godt Antal af Rekrutter og Remonter in natura, saasom det ved de slette Anstalter, der synes endnu at være gjort til vores Underholdning i den tilkommende Kampagne, ikke lader sig andet anse, end at Tropperne meget ville blive ruinerede, som jeg dog af al Evne skal søge at forebygge.

Den 4. Juni blev Vaabenstilstanden proklamerot i Klausenburg, og Hæren begyndte at faa lidt Luft og Haab til Fremtiden.

...efter Harboes Død. Den 16. Okt. 1706 udnævntes Grev Frederik Ahlefeldt-Langeland, Gehejmeraad og Statholder i Holsten, til Overanfører for det danske Korps i østerrigsk Tjeneste...

...Mellem d. 12. og 15. April holdtes der Mønstring over Tropperne. Da maa vist endel Tropper allerede være hvervede; thi Weyberg havde angivet Antallet i hvert Infanteriregiment til 130—140; men ved Mønstringen talte første Infanteriregiment under Generallieutenant Ahlefeldt 280 Mand, andet under Oberst Osten 236, tredie under Oberst Maltzahn 247 og fjerde under Oberst Ruesch 259 Mand. Gersdorffs Dragonregiment talte 339 Mand, Kyradsererne under Oberst Prehn 346 Mand, - men i alt neppe 20 Heste kapable at gjøre Tjeneste. Saaledes udgjorde den ved Mønstringen tilstedeværende Styrke 1707 Mand, men hertil kom 123 Mand, der vare udkommanderede til Hvervning, og 466 Mand syge og saarede, hvoraf de 182 vare forblevne i Ungarn. Regner man alle, fraværende, syge og Arrestanter, med, faar man et samlet Tal af 2397 Mand; af Officerspladser vare i Alt 20 vakante.

Oberst Enden var dad under Felttoget i Siebenbiirgen, maaske ogsaa Oberst Dithmarsen. Oberst Maltzahn synes snart efter at vsere traadt tilbage i mecklenborgsk Tjeneste.

Det er naturligt, at Kong Frederik d. 4. maatte være meget utilfreds med den Maade, hvorpaa den østerrigske Regering havde behandlet de danske Tropper. Kongens Tanke med at sende de forskjellige Troppekorps i fremmed Krigstjeneste var vel den, uden at bebyrde Rigets Finantser i Fredsaar, altid at have en øvet Krigsstyrke beredt, hvis engang Krigen med Landets urolige Naboer, den svenske Konge og den gottorpske Hertug, igjen skulde bryde ud. Men da maatte der ikke handles altfor ilde med de danske Tropper, heller ikke maatte de fjernes alt for langt fra Danmarks Grændser. En Bitanke var det maaske at sikre sig Kejserens Velvillie ved Afgjørelsen af en Del Sager... Under ingen Omstændigheder maatte Tropperne mere anvendes mod Ungarerne uden Kongens særlige Tilladelse. Hovedopgaven blev nu at bringe Korpset paa Fode og bevare det til Kongens fremtidige Brug; allerede i denne Vinter var der flere Gange alvorlig Tale om at kalde Tropperne tilbage.

...Førend Aaret endte, skrev Ahlefeldt (Regensburg 16. Decbr.) til Prinds Eugen, der i Reglen tilbragte Vinteren i Wien, og paakaldte hans Bistand. Prindsen lovede (Wien 26. Decbr.) at gjøre alt, hvad der var ham muligt, for at det danske Korps atter kunde blive bragt paa Fode, og med disse gode Løfter maatte Ahlefeldt trøste sig ved Aarets Slutning...

...Den 7. Januar 1708 var der udgaaet en Skrivelse fra det kejserlige Krigsraad, om at de danske Tropper midt i Marts maatte være marschfærdige og tælle mindst 6000 Mand, nemlig hvert Infanteriregiment 1200 Mand og 1200 Ryttere. Hertil bemærker Ahlefeldt saavel i sin Skrivelse til Kongen som til Prinds Eugen, at hvis Tropperne skulde være marschfærdige til Marts Maaned* vilde der kræves mange flere Penge. Ved Mønstringen i December havde det danske Korps vel talt over 5000 Mand, men de bestilte Geværer kunde ikke leveres før Slutningen af Marts...

Den kejserlige Regering havde ganske rigtigt bestemt at anvende de danske Tropper imod Ungarerne, og Weyberg havde strax, saa snart han erfarede det, sendt en Kurer til Kjøbenhavn for at indhente Kongens Bestemmelse desangaaende...

Afgjørelsen laa imidlertid i Kongens Haand, og han var lidet villig til at sende sine Tropper til en saa fjern Krigsskueplads og atter udsætte dem for en saadan Behandlingsom den, de havde lidt i Aarene 1705 og 1706. Den Tilladelse, Kongen gav d. 24. Februar, var ledsaget af saadanneIndskrænkninger, saasom at Tropperne ikke maatte overskride Donau og Waag, at den blev værdiløs for den østerrigske Regering og gav Anledning til nye Forhandlinger mellem de to Regeringer...

Det er forstaaeligt, at Prinds Eugen, der var vant til at finde Lydighed overalt, var opbragt; han mente, at den danske General var Skyld i disse Vanskeligheder, og skjulte ikke sine Følelser for Weyberg, der havde den ene übehagelige Konference efter den anden. Det kejserlige Hofs Misfornøjelse viste sig paa alle Maader; aldrig lød Klagerne over de danske Troppers Excesser stærkere end i dette Foraar, aldrig var det vanskeligere at faa Penge...

Den 9. Maj udgik der et meget skarpt Keskript fra det kejserlige Hofkrigsraad til Chefen for de danske Tropper, hvori der insinueredes, at de danske Troppers Formaal var mere at plage og udpine Landet til deres egen Fordel end at tjene det fælles Bedste...

Den 15. Juni døde General Ahlefeldt, og for tredie Gang overtog Gersdorff Overanførselen over de danske Tropper, denne Gang for at beholde den...

Den 28. Juli vare Forhandlingerne i Wien saa vidt afsluttede, at Weyberg kunde sende Gersdorff Marschordren, og i de første Dage af August var det danske Korps endelig færdigt til Opbrud...

...man i Foraaret 1708 lagde Planen til et Felttogind i Øvreungarn under Anførsel af Feltmarschal Heister,der atter var taget til Naade. De danske Troppers Udebliven nødsagede Heister til at indskrænke sig til Defensiven og gav de Misfornøjede nyt Mod.
Paa Efterretning om de danske Troppers endelige Fremrykning, bestemte Ungarerne sig til at vove et Hovedslag, inden de Kejserlige tik Forstærkning. Heister modtog Slaget med de Kræfter, han havde, og vandt en afgjerende Sejr ved Trentschin d. 4. August over Fjendens tredobbelte Styrke; hele det fjendtlige Artilleri faldt i hans Hænder. Hermed var Ungarernes Modstand i aaben Mark i alt væsentligt brudt; nu begyndte den langvarige Fæstningskrig, der endnu holdt Rejsningen vedlige i nogle Aar...

Inden Aarets Udgang var Prinds Eugen som sædvanlig kommen tilbage til Wien, og da gjenoptoges i de Konferencer, der holdtes af den østerrigske Regering, Spørgsmaalet om de danske Troppers fremtidige Anvendelse. Da Kong Frederik den 4de endnu i sin sidste Befaling havde fastholdt, at de danske Tropper ikke maatte bruges udover Donau og Waag, og Krigen netop nu førtes ud over disse Grændser, bestemte den kejserlige Regering sig til at henvende sig til den danske Konge om Troppernes Hjemsendelse eller en betydelig Indskrænkelse i deres Tal (29. Decbr.). Hver gang den kejserlige Regering i det sidste Aar havde slaaet paa den Stræng, havde Weyberg erklæret, at Kongen var meget villig til at tage sine Tropper tilbage, - naar først Mellemværendet var opgjort. Frederik den 4de opholdt sig dengang i Venedig, og Weyberg var taget derned for at hilse paa Kongen. Herfra tilskrev denne da Kejseren (den 25. Januar 1709) og gav sit Minde til Troppernes Tilbagevenden.

Den 1. April, umiddelbart efter Weybergs Tilbagekomst til Wien, begyndte de foreløbige Konferencer mellem Kammerherre Weyberg, Generallieutenant Gersdorfif, Generalmajor Wedel og Justitsraad Rosbach1), og nu fulgte en Række Forhandlinger med de østerrigske Myndigheder. Alle Stridspunkter skulde gjennemgaas og endelig berigtiges. Forhandlingerne trak ud indtil Slutningen af Juli Maaned og kostede Weyberg utrolig Meje; hvert øjeblik kom der nye Vanskeligheder. Endelig d. 23. Juli kunde Gersdorff med de danske Officerer, der opholdt sig i Wien, rejse til øen Schiitt, hvor de danske Tropper laa, for at tiltræde Hjemrejsen gjennem Måhren, Bøhmen og Sachsen til Holsten. Den sidste Skrivelse i den herlufsholmske Samling er fra Gersdorff (Kornitz i Bøhmen d. 11. Aug. 1709); da var Hæren under hans Anførsel paa Vejen hjemad.

Den ungarske Rejsning holdt sig endnu et Par Aar, efter at de danske Tropper havde forladt Krigsskuepladsen.

Vel traadte efter Slaget ved Pultava en Hær af Polakker og Svenske paa omtrent 5000 Mand i de Misfornøjedes Tjeneste; men den kunde ikke forhindre, at den kejserlige Hær langsomt men sikkert udbredte sig i Ungarn. Subsidierne fra Frankrig ophørte; ogsaa Ludvig den 14des Kræfter udtømtes. I Aaret 1710 drejede Krigen i Ungarn sig hovedsagelig om Belejringen af Kaschau. Den 26. April 1711 holdt de Kejserlige deres Indtog i Byen. Råkdczi havde allerede forinden forladt Ungarn for aldrig at se det mere. Szathmarerfreden 1. Maj 1711 lagde Ungarn for Habsburgernes Fødder; den østerrigske Sejghed havde sejret.



Christian Vollrath av Eyndten (1658-8.juli 1706) var en kongelig dansk oberst og sjef for den 4.danske infanteriregiment.

Under den spanske arvefølgekrigen kom regimentet i keiserlig tjeneste og ble sendt til Ungarn 25.oktober 1701.
I 1703 var regimentet klar til innsats. Oberst Nicholas Henry Ditmersen ledet rytterregimentet, mens infanteriet var ledet av Eyndten.
Kort tid før slaget ved Sibo 11.november 1705 meldte han seg syk, etter en krangel med løytnanten Gumbracht og kaptein Wilhelm von Pogwitch (Pogwisch).

Obersten døde den 8.juli 1706 i Clausenheim.

Occupation:
Jacob Matheson var kaptein og kompanisjef ved gevorbne dragoner Sønnenfjeldske regiment, til oberst Øtken ble sjef for regimentet fra 13.april 1711.

Bakgrunnen for noen avgjørende hendelser i Jacob Mathesons militære karriere:

Slaget ved Poltava sommeren 1709 markerte begynnelsen på slutten for den svenske stormakten. Sveriges nederlag ved Poltava ledet Danmark-Norge, under enevoldskongen Frederik 4., til å erklære krig mot Sverige den 28.oktober 1709. Dette var begynnelsen på - Den store nordiske krig. Men krigen mot svenskene trakk ut. Det svenske militærapparatet var langt fra slått.
Danskekongen Frederik 4., som var en nytelsessyk og ustadig mann, ble først etter Slaget ved Gadebusch i 1712 endelig bevisst sitt ansvar som krigsherre. Likevel støtte han på vanskeligheter med sine allierte, som for eksempel tsar Peter den store. Krigen gikk nesten i stå da Karl 12. kom til Stralsund i november 1714, hvor han ble i 1 år.
Etter at Stralsund falt, hadde den svenske krigerkongen kommet seg til Ystad i Skåne ved juletider 1715. Da det nye året, 1716, opprant, stod det nye 40 000 soldater under hans ledelse. Først ville Karl 12. gå over isen til Sjælland for å ødelegge øya med den brente jords taktikk, men han ble forhindret av mirakelet i Øresund - isen over sjøen smeltet i februar det året.
Kort etterpå, den 27.februar, forlot kongen sitt hovedkvarter i Ystad, uten å oppgi hva hans bestemmelsessted var. Karl 12. var alltid svært tilbakeholden i sin krigsplanlegging, og fortalte sjelden andre om hensiktene sine, selv ovenfor dem han hadde stor tiltro til. Man visste aldri sikkert hva kongen hadde tenkt, før i siste øyeblikk.
Den store nordiske krigen var allerede tapt for svenskene. Russerne hadde lagt under seg de svenske besittelsene i Baltikum og hadde mesteparten av Finland under militær kontroll.
De allierte, med Danmark-Norge i spissen, hadde lagt under seg de svenske besittelsene i Nord-Tyskland, og hadde dessuten gitt bort enkelte deler av besittelsene, for i første omgang å få Hannover og Preussen med i alliansen. Storbritannia, som var lei Karl 12's tankeløse politikk i forhold til kaperfart og hans motvillighet mot å slutte fred, sto også mot svenskene.
Den aggressive krigerkongen Karl 12. ville styrke sine muligheter ved fredsforhandlinger gjennom en militær seier og eventuelt okkupasjon av fiendtlig land. Han mente at Danmark-Norge utgjorde det svakeste leddet i alliansen mot Sverige, og han ville derfor slå ut dette kongeriket først.
I januar 1716 var det så kaldt at Øresund hadde frosset til, og svenskekongen ville derfor benytte anledningen til å gå over isen mot København, slik hans bestefar, Karl 10. Gustaf av Sverige, hadde forsøkt med hell noen tiår tidligere (fra den motsatte siden riktignok). Kongen samlet troppene i Landskrona, men planen måtte oppgis, fordi en storm brøt opp isen. For å gjenvinne sin popularitet etter nederlaget mot Peter den Store om Russland i slaget ved Poltava, da han måte flykte til Tyrkia, besluttet Karl 12. i stedet å gå mot Norge.

Det første Norgesfelttoget er en benevnelse på svenskekongen Karl 12's første felttog inn i Norge i 1716. Det andre felttoget kom i 1718. Angrepene på Norge kom i de siste årene av - Den store nordiske krig - (også kalt elleveårskrigen). Karl 12's to felttog mot Norge markerte slutten på den svenske stormaktens angrep på Danmark-Norge og var Sveriges siste offensiver i den store nordiske krig, som allerede var tapt. For Sverige var felttogene i 1716 og 1718 en militær svanesang. For Norge var angrepene med på å utløse en patriotisme som skulle få politiske konsekvenser. På en måte ble krigens herjinger et forløp til det som skulle skje i Norge i 1814.

Slaget på Norderhov var en trefning som fant sted på Norderhov i Ringerike under den store nordiske krig. Slaget sto mellom dansk-norske dragoner og svenske karolinere, natten til 29.mars i 1716. Utfallet var imidlertid svært viktig for svenskenes nederlag 2 år senere.

Jacob Matheson deltok i overfallet fra Norderhov på Ringerike 28-29.mars 1716, hvor han utmerket seg ved sin tapperhet.

Den 8.mars 1716 stod Karl 12. ved Östervallskog i Värmland på den islagte Settensjøen sammen med 3000 mann.
Herfra ville Karl 12. personlig lede et fremstøt med 3000 mann over Høland til Fet, nord for Øyeren, for så å ta landeveien til Christiania over Lørenskog. Fra grensen mot Dalsland, Holmekil 25 km øst for Halden, skulle generalløytnant Carl Gustav Mörner med 4 000 mann rykke forbi Fredriksten festning og Fredrikstad og så Moss, en by med havn mot Oslofjorden. Fra nord og fra sør skulle de to kolonnene angripe og ta Kristiania i en knipetangsmanøver.
Krigsplanen var ventet å ta fordel av vinterforholdene - islagte sjøer, elver og vannveier og landeveier som var faste og egnet for rask fremrykking. Men det betydde også at det ikke var mulig å ta med seg tungt materiell og utstyr for lengre tids opphold eller for beleiring. Feltstykkene man tok med seg var ikke av den sorten som dugde mot befestninger. I virkeligheten var altså de to svenske kolonnene svakt utstyrt. For å bøte på dette ville Karl 12. sikre forsyningsveiene med en sikringsgruppe fra sør under general Christian Ludvig Ascheberg, og i tillegg få fram en transportflåte med beleiringstren inkludert kanon- og morterskyts (artilleri).

Det norske forsvaret var spredt, med under 10.000 mann. Styrkene sto under ledelse av den erfarne og forsiktige generalløytnant Heinrich Barthold Lützow, fordelt på 1.800 soldater ved Fredrikstad og Halden mot sør, 1.300 soldater omkring Høland og 2.000 soldater i Vinger, omkring Kongsvinger i grensestrøkene, 2.000 soldater i Kristiania, samt 2.000 menn fordelt i festninger og skanser. 4.500 norske soldater var i Danmark.

I Norge var generalløytnant Barthold Heinrich Lützow (1654–1729) øverstkommanderende over de dansk-norske styrkene. Lützow var kjent som en forsiktig strateg, og da ryktene om et forestående angrep på Norge økte utover i februar 1716, mobiliserte han 3 troppekorps. Ett på Vinger under oberst Ove Wind (1665–1722), og ett på Høland under oberst Ulrich Christian Kruse (1666–1727). Selv tok han kommandoen over troppene mellom Fredrikstad og Halden, mens et reservekorps under ledelse av generalmajor Jens Sehested (1649–1730) tok stilling ved Kristiania.

Svenskekongens plan var å rykke inn mot Kristiania fra Holmedal i Värmland og der bli forent med en avdeling under ledelse av den svenske generalen Carl Gustaf Mörner (1658–1721). Natten til 9. mars 1716 gikk kongen inn i Norge med nærmere 8 000 mann, men han møtte uventet hard motstand da Lützow hadde forutsett svenskenes taktikk og hadde allerede utplassert en styrke ved Høland. Etter å ha nedkjempet den dansk-norske styrken kunne imidlertid svenskekongen fortsette mot Christiania og Akershus festning, men et kraftig snøvær forsinket ham, og det ga nordmennene anledning til å reorganisere seg etter sjokket. Det ble satt ut forsterkninger både ved Akershus festning og ved Gjelleråsen.

Etter hvert forsto svenskekongen at det var håpløst å ta seg fram via Gjelleråsen. Rundt den 19.mars befant han seg ved Hølen hvor troppene hans ble samlet. Svenskene valgte å gå mot Kristiania via isen på Øyeren, ned mot Enebakk og videre over isen på Bunnefjorden, for gjennom denne manøveren å kunne angripe Kristiania fra Drammen. Nordmennene skjønte imidlertid hva som var i ferd med å skje, og regjeringen bestemte raskt at den dansk-norske hæren skulle trekke seg tilbake og ta stilling ved Gjellebekk i Lier.

På morgenkvisten den 21.mars 1716 fikk man på Akershus festning øye på svenskene på isen mellom Sjursøya og fastlandet, men angrepet ble slått tilbake med kanonene på festningen. Svenskene måtte ta seg inn over til Bygdøy for å redde livet, men derfra lå veien åpen inn mot byen. Svenskekongen rykket inn uten motstand, men han forsto raskt at styrken han hadde var for liten til å erobre Akershus festning, samtidig som han nødig ville fronte den dansk-norske hovedstyrken ved Gjellebekk. Derfor besluttet kongen at en del av styrken skulle forsøke en omgående bevegelse, over Krokskogen, Ringerike og Lier, for derved å falle Gjellebekk-hæren i ryggen og kunne angripe fra 2 kanter.
Dette må nordmennene ha fått høre, for den 25.mars sendte - Slotsloven - ut ordre til fogdene på Ringerike, Hallingdal og Valdres om å utstyre bøndene med våpen og innta stilling på Krokskogen for å ta opp kampen med svenskene.

Den svenske styrken som skulle foreta bakholdsangrepet ble ledet av oberst Axel Löwen og besto av 500-1.000 mann (kildene varierer). Styrken rykket fram over Bjøråsen til Hakadal og Hadeland, men på ferden måtte de kjempe mot bøndene som hadde væpnet seg og forsvarte gård og grunn. Det sies at svenskene for voldsomt fram og plyndret og spredte herjinger og død rundt seg.
Sent om kvelden den 28.mars kom de fram til Norderhov, der de tok tilhold på og ved Norderhov gamle prestegård.

Lützow (i Lier) hadde imidlertid fått beskjed om Löwens troppebevegelser, via bud fra proprietæren på Hakadals Verk, Søren Løchstør, som alt hadde stiftet kjennskap med svenskenes krigshandlinger. Oberst Johan Wilhelm Øtken, major Iver Herman Kaas og 400 dragoner fra Det 2. søndenfjeldske Regiment ble beordret til Ringerike for å avskjære svenskene. En fortropp, underledelse av kaptein Knud Gyldenstjerne Sehested, bestående av hans kompani og noen fra kaptein Jacob Mathesons kompani, under ledelse av premierløytnant Peder Tønder Collin ble sendt avgårde først, mens Øtken fulgte etter med resten av regimentet en time senere.

Den dansk-norske fortroppen kom til gården Stein (Hole) alt før svenskene nådde fram til prestegården. Der skal de ha mottatt melding fra prestegården om hvor svenskene befant seg. Collin og to lokalkjente veivisere, Tor Hovland og Pål Putten, skal ha tatt seg opp til Ringåsen like ved hvor de fikk oversikt over den svenske bakholdsstyrken og bestemte seg for å angripe før svenskene ante uråd.

Samtidig skal Anna Colbjørnsdatter i følge tradisjonen ha traktert svenskene og skjenket dem med brennevin slik at de ble fulle. Sagnet tillegger henne avgjørende betydning for utfallet av hendelsen, men det er usikkert om dette er sant eller oppdiktet. Anna skal ha sendt melding til nordmennene på Stein om svenskene, men det finnes ingen opptegnelser som støtter at hun skjenket dem fulle. I følge Andreas Bussæus’ - Historisk Dag-Register over den stormægtigste Monark Kong Friedrich den Fierdes Levnets og Regjerings Begivenheder og Tilfælde - utgitt i København 1777, var det en bondepike som ga nordmennene melding om svenskene på Norderhov.

I et brev av 13.august 1729, fra Anna til pleiesønnen Joachim Frederik Ramus i København, sier hun imidlertid følgende om hendelsen:

... da Fienden havde indqvarteret sig her i Gaarden, hvilket ikke gik af for mig uden stor baade Forskrækkelse og Forliis, som vel er bekjendt, men dog udi alt dette gjorde Fienden saa sikker og tryg, at han ventet sig ingen Fare, indtil Vores kom, som jeg vel forud vidste skulde komme, og attaqverede dem her paa Gaarden imellem Husene, slog Fienden paa Flugten, tog deres Obriste Løwen med flere svenske Officierer fangen, og mange bleve døde paa Stedet, formedelst hvilken lykkelig Action baade Kongsberg og hele Districtet blev frelst fra en truende Fare og Ulykke...

Brevet var egentlig en ansøkning til kongen om å få disponere arven etter de avdøde sønnene Daniel og Christian. Sammen med rapporten i kallsboken er disse det eneste faktiske bevis på de omtalte hendelsene på Norderhov. Resten er basert på sagn og lokale fortellinger om hva som skjedde.

De svenske troppene hadde tatt tilhold ute, på og rundt prestegården, der de hadde gjort opp bål. Selv hadde oberst Løwen og hans nærmeste befal losjert seg inn på selve prestegården, der sagnet sier de ble traktert av prestefruen.
I 3-tiden om morgenen den 29.mars satte de dansk-norske styrkene inn et overraskende motangrep på den sovende svenske bakholdsstyken på prestegården. Flere skal ha blitt hugget ned øyeblikkelig, og Løwen ble tatt til fange. Hvor mange liv som egentlig gikk tapt i trefningen er usikkert, men begge sider hadde tap. Forskjellige kilder antyder svenskenes tap til mellom 30 og 250 mann, mens 120-170 mann skal ha blitt tatt til fange. Mange skal imidlertid også ha klart å flykte, deriblant en svensk kaptein og 25-75 mann som skal ha gått seg bort og havnet i Vikersund hvor de overga seg. Falne soldater fra begge nasjoner ble begravet i en fellesgrav på kirkegården ved Norderhov Kirke.

Fangene fra trefningen ble først ført til Stein, og derfra til Bragernes hvor de så ble sendt videre til Christiansholm festning ved Kristiansand, for å innlosjeres permanent. Oberst Løwen ble først løslatt i 1719.

Norderhovpresten Hans Roding snakket med folk som skal ha overvært kaoset som rådet i nattetimene på prestegården, og han skrev ned noen av beretningene i 1732:

Imod klokken 3 (2?) på Natten ankom de til Norderhovs prestegård i all Stillhet... i fullt Renn, til Hest, red inn iblandt Prestegårdens Hus med Skudd og blanke Palasker, overfalte Fienden i Søvn. Hvorefter Svenskene ble forvirret og spredt uten det ringeste til deres Forsvar, dels ihjelskutte, mange slagne og nedsablede, Hestene skutte og hugne. Ja, det meste av Hestene ble så skremte at de slet seg løs og fløi over Jorder og Enger til Skogs. Oberst Löwen kom ut av Kammeret og med hans Offiserer ble fangne straks nede ved Kirken i hans Underklær som han på Sengen hadde ligget med... Ingen unnslapp fordi Hester og Folk var i den ytterste Forvirring av Skudd, Rop, jammerlige Hyl og store Skrik. Den ene kjente ikke den andre og de som hadde litt Krefter søkte marken og Skogene for å fly til Skogs.

Anna Colbjørnsdatter fikk siden heltinnestatus, og hennes innsats ble minnet i Bjørnsons fedrelandssang, i linjen Kvinner selv stod opp og strede som de vare menn.

Nederlaget under det første Norgesfelttoget var tungt for Karl 12. Han ville gjerne rette opp ydmykelsen. Han ble derfor stående med anseelige styrker i Båhuslen og Dalsland, fram til august. Han hadde tapt på grunn av matmangel, sviktende forsterkninger og mot Lützows strategi, som var å nekte å gå i slag med svenskene for å kjøpe seg tid. Denne formen for krigføring var fremmed for svenskene.
Flytebroen lå intakt fram til 22.august. Da beordret Karl 12. den ødelagt, fordi han måtte skynde seg sørover. 70.000 av fiendens soldater var samlet på Sjælland for en invasjon av Skåne.
Etter at trusselen fra Sjælland var over, ville Karl 12. sluttføre sitt oppdrag i Norge, og i årene framover startet omfattende forberedelser for en invasjon som skulle starte på høsten 1718. Det ville bli hans andre norgesfelttog.

Selv møtte Karl 12. døden i en trefning ved Fredriksten festning i Halden den 11.desember 1718.

Jacob Matheson fortsatte til det nyopprettede Paulsens gevorbne dragonregiment 26.mars 1719.


Kilder bl.a.:
Alf E. Bjerke Nordens Løve -Karl 12. i Norge 1992 ISBN 82-03-16946-5.
Åke F. Jensen Kavaleriet i Norge 1200-1994 1995 ISBN 82-90545-43-6.
Arne Marensius Bull Oppland Regiment 1657-2002 2002 ISBN 82-90545-98-3.
Ørnulf Hodne For konge og fedreland Kvinner og menn i krigshverdag 1550-1905 2006 ISBN 82-02-26107-4.
Geir Atle Ersland og Terje H. Holm, Norsk Forsvarshistorie bind 1 Krigsmakt og kongemakt 900-1814 2000 ISBN 82-514-0558-0.

Occupation:
Oberst Paulsens gevorbne dragonregiment ble opprettet i 1719, mange av de opprinnelige soldatene var tidligere landdragoner, det vil en slags type heimevernssoldater som nå ble omgjort til regulære soldater. Andre ble overført fra andsre dragonregimenter. Men regimnetet bestod etterpå av vervede soldater. I fredstid stilte det garnisoner på festningene osv.

Regimentet gikk i 1733 vervet infanteriregiment.

Occupation:
Han var oberstløitnant ved Nordenfjeldske nasjonale dragonregiment, og sjef for Ringsakerske kompani fra 8.mars 1723 (fra 1728 kalt Nordenfjeldske hedemarkske kompani).

Han bodde da på gården Staff i Hedmark.

Residence:
Jacob Matheson og hans familie bodde på gården Øye i Melhus 1733 - 1749, men er også nevnt på gården Staff i Hedmark.

Han eide også flere kirker og andre eiendommer.

Han kjøpte gården Traastad i Vinger 31.mai 1730 av Deichman.

Jacob married Sophie Catharina Mohrsen, "Matheson" in 1712. Sophie (daughter of Jacob Mohr and Magdalena Christina Hagedorn, "Mohrsen") was born about 1678 in Melhus, Sør-Trøndelag, Norge; died before 31 Oct 1752 in Melhus, Sør-Trøndelag, Norge; was buried on 31 Oct 1752 in Melhus, Sør-Trøndelag, Norge. [Group Sheet] [Family Chart]

1. Magdalena Christina Jacobsdatter Matheson, "von Myhlenport" was born in 1713; died in 1789.
2. Johanna Margaretha Jacobsdatter Matheson, "Heidemann" was born about 1717; died on 16 Jul 1794 in Trondheim, Sør-Trøndelag, Norge.
3. Statius Jacob Jacobsen Matheson was born on 26 Mar 1718 in Hamburg, Tyskland; died on 26 Oct 1770 in Vang, Hamar, Hedmark, Innlandet, Norge; was buried on 06 Nov 1770 in Furnes kirke, Ringsaker, Hedmark, Innlandet, Norge.

Other Events and Attributes:

• Anecdote: Notat over giftemål, barn etc.
• Occupation: 28 Jun 1678; Regimentadjutant ved Statholderens (Gyldenløve) Livregiment dragonene.
• Occupation: 01 Jan 1680; Premierløitnant ved oberstløitnant Mathias Roodts dragonregiment.
• Occupation: 01 Jan 1685; Kapteinløitnant ved samme regiment, nå oberst Chr. F. Marschalcks.
• Occupation: 04 Dec 1688; Kaptein og sjef for regimentets Oplandenes kompani.
• Residence: 1693, Nedre Åmot, Rælingen, Akershus, Norge
• Occupation: 20 Nov 1697; Major ved regimentets Oplandenes kompani.
• Occupation: 28 Feb 1713, Kongsvinger festning, Hedmark, Innlandet, Norge; Kommandant på Kongsvinger festning.

Notes:

Birth:
Har ikke funnet andre kilder enn disse usikre!

Om Jacob Matheson på Family Search:

Han var født 1639, Dundee, Skottland.

Om Jacob Matheson på RootsWeb:

Jacob M. født 1639, Dundee. S.
Far: James Matheson.

Matheson kom til Danmark ca.1600-1630, fra Skottland som en mann av høy posisjon. Han ble leid inn i den danske armeen som general (hentet fra privat slektsside, som ønsker å være anonym).

Fra facebook 6.januar 2017, Slektshjørnet, Ingulf Tore Presthus:

Fikk nytte av DNA nå for å utelukke Jacob Frederich Jacobsen 1639
som Bodde på Melhus og var med i Nordenfjeldske Dragonkompani.90% tror han var fra Dundee scotland, men Vigerust hadde mistanke om at det var svensk opprinnelse. Alt tyder på det nå at hans mor var Lauritsdtr født Gram ca.1595 og hennes mann Jacob far til Overnevnte Oberst har kunnet skrevet navnet Mattisson/Mattsson/Mathesson/Matheson.....i sverige. Trolig Marstrand og Obersten var desertør fra Sverige og giftet seg med ei fra Slesvig-Holstein (Margretha* Stenner / Hagedorn)??
Uansett så er slekten Matheson innblandet i min slekt i Sør-Trøndelag på 6th kusine ol. så jeg sletter ikke personer men ryddet opp på Geni og Myheritage. EN NORSK språklig person fra nordskotland kan ha vært med til Klungnes ved Åndalsnes og vært medlem av Matheson klanen fra Lochalsh da skotter og nordmenn var sammen om Orkenøyene frem til 1567 mm. Og den personen kan ha blitt tvunget/frivillig/betalt for å vise vei til Åndalsnes og stukket av. DNA for farslinjen med tidspunkter viser at siste 1350 år så er det en mann i Grytten like ved der skottene gikk i land som har match med meg som passer ca.1662 og fra Grytten til Soknedal er det ikke langt å gå (to-tre dager)Enten skaffet han seg kone eller voldtok han. Det som styrker DNA er at kun i Nord Irland er merket i verden som mitt Y(farsDNA) fins og Matheson klanen har opphav fra Irland i historien.Og det er uvanlig at bare to mannslinjer i Norge siden 1877år tilbake har match og lignende grener har funnet mange til hjelp. <3 Håper ikke min forfar var desertør eller foræder men handlet moralsk riktig.

Anecdote:
Familie 1:
Margaretha Sofia Hagedorn, gift ca. 1665.

Familie 2:
Margrethe Sophie Stenner, gift 1681, Vinger.

Meget usikkert hvilke barn som hører til hvilken hustru, og unøyaktige årstall, men her er en oversikt over barn med årstall m.m. plukket opp fra forskjellige steder.

Slektsforsker Tore H. Vigerust skrev i 2005 - Jeg arbeidet for 8 år siden med Jacob Mathesons opphav før han ankom Norge, men fant svært få holdepunkter...
Hvis det ikke kan fremskaffes samtidskilder som gir de opplysningene som ble lagt frem i innleggene tidligere, vil jeg foreslå følgende status:Jacob Mathesons slekt og herkomst, virke og oppholdssteder før 1677 hviler i det fullstendig ukjente.

Barn (igjen, mange årstall, steder m.m. her er med stort spørsmålstegn):

-. Jacob Matheson, f.ca.1660 i Danmark.

-. Fredrik Matheson, f.ca.1667 i Danmark.

-. Johan Matheson, f.ca.1668, d.1764 i Hamburg.

-. Sophia Matheson, f.ca.1674-1678.
Gift 18.mars 1717 i Vinger med Dominicus Jensen Røyem. Proviantforvalter på Kongsvinger.

-. Johannne Matheson, f.ca.1675.

-. Margrethe Matheson, f.ca.1678.
Hun bodde den 18.juni 1709 i Vinger.
Gift 22.september 1717 i Vinger med kaptein Christian Lillienskiold, (1697-1726).

-. Anne Marie Matheson, f.ca.1679, d.etter 1726.
Gift med løytnant i Vinger Iver Pedersen Lund (d.1710).

-. Frantz Vilhelm Matheson, f.ca.1681-1682 i Mandal/Tråstad i Vinger, d.1714, begravet 7.april/ jordfestet 19.mai 1714 i Vinger.
Korporal. Død efter 14 dages svaghed på fæstningen i Vinger.

-. Jacob Matheson, f.ca.1681-1683, d.11.mars 1749 på Øie i Melhus.
Gift 1711/1712 med Sophie Cathrine Mohrsen (1678-1752), søster av Philip Ernst Mohrsen.

-. Anna Catharina Matheson, f.25.oktober 1686, Tråstad i Vinger, d.3.mai 1725 i Vinger.
Gift 8.mars 1702 i Kongsvinger med Philip Ernst Mohrsen (1670-1726). Kaptein og kompagnichef ved Gyldenløves infanteriregiment, bror til Sophie Cathrine Mohrsen. Ser ut til at de fikk 9 barn.

-. Chrysillis (Grisille) Matheson, f.ca.1688-1692, d.1742 i Berby, Iddefjorden.
Gift 17.oktober 1720 i Vinger med major Niels Mogensen (1693-1737).

-. Catharina Elisabeth Matheson, f.ca.1694, d.30.august 1740.
Gift 30.januar 1717 i Fet med Anton Christoph Bähr (-1740). Kaptein ved dragonerene, chef for Nordre Jarlsbergske kompagni 1727.

-. Rebekka Margrethe Matheson, f.ca.1698.
Gift med Fredrik Christian Orning.

Occupation:
Slekten Matheson kom til Norge 1677 som desertør (ifølge svensk språkbruk) eller som kapitulant fra den svenske styrken i Marstrand.

Hvis dette stemmer har nok ikke Jacob Matheson noe med slaget ved Kringen og skottetoget å gjøre.

Occupation:
Først premierløitnant ved oberstløitnant Mathias Roodts dragonregiment, og deretter ved dettes Sønnenfjeldske nasjonale dragonkompani.

Residence:
I 1693 blir major Jacob Matheson eneeier av gården Nedre Åmot.

Det kan som en kuriositet nevnes at under Carl 12. marsj gjennom Rælingen i 1716 ble husmannsstua på plassen Bråten under Øvre Åmot revet ned og brukt til forskansninger på Rælingsåsen. Det kostet 30 riksdaler å bygge stua opp igjen – en anselig sum som brukeren av Øvre Åmot måtte søke hjelp av det offentlige for å finansiere.

Det fantes tre uvanlige gårdstun med store hus til i Rælingen. Det dreier seg om Rudsberget, Nedre Åmot og Lille Strøm.

Skiftet etter Klaus Klausen på Nedre Åmot i 1736 viser en Rælingsgård helt utenom det vanlige. For å forstå dette må vi ta en kort slektshistorisk avstikker.
Klaus var sønn av Klaus Pedersen Stabel, som eide Lille Strøm gård. Han var fra gården Ryen i Skedsmo, og dattersønn av fogden på Nedre Romerike, Klaus Bastiansen Stabel. Det er med andre ord ikke en vanlig bondeslekt vi møter på Nedre Åmot og Lille Strøm midt på 1700-tallet.

Denne delen av Nedre Åmots historie begynner altså på slutten av 1600-tallet med Jacob Matheson.

I 1713 ble Matheson kommandant på Kongsvinger festning og flyttet dit.
Hans sønn Jacob ble oberst og sjef for Nordenfjeldske Dragonregiment.

Kilde:
Rælingen historielag: Hus på vandring - hva gamle hus i Rælingen kan fortelle oss om fortiden).

Occupation:
Kalt Major Jacob Jacobsen som fadder ved barnedåp i Ullensaker 16.juli 1704.

Occupation:
Han var kommandant på Kongsvinger festning til sin død 17.juli 1724, 85 år gammel.
Under denne tiden var det stor militær opprustning på festningen grunnet trusselen fra svenskekongen.

Om - Commandantens Logement - nevnes det i en liste over - Inventarium - 1724:

1.Storstuen:
6 vinduer m/6 ruter hver, en jern kakkelovn og en munderingskasse.

2.Daglig stuen:
4 vinduer m/4 ruter hver og en jern kakkelovn.

3.Seng Cammeredt:
2 vinduer m/4 ruter hver og en jern kakkelovn.

4.Kiøchenet:
en karm m/4 ruter i, en skortstein m/jernstolpe og en (an)retterbenk.

5.Spiis Cammeredt:
3 små vinduer m/karm og 3 låser.

Vinduer og lemmer meget forfalt. Det samme med tak og piper. Alle 5 losjementer er forsynt med dører og karmer.

Instruks for kommandanten 1703:

Instruction Hvor efter Wie Frederich den Fierde af Guds Naade; Konge til Dannemarch og Norge, de Wenders og Gothers, hertug udj Sleswig Holsteen, Stormarn, og Ditmarsken, greve udj Oldenborg og Delmenhorst, Allernaadigst wille at wores Commendant udj wores grentze festning Kongswinger udjwort Riige Norge, som nu er, eller her etter kommende worder, sig udj det hannem anfortroede Commando ofwer bemeldte fæstning, med hvis der af Dependerer, intill widere Allernaadigste Anordning rette og forholde skall:

1 Skall hand have Commando ower bem.te Vores fæstning Kongswinger, og samme os, og wore rætmæssige Arwe-Successorer til troer Haand holde, dend icke til nogen i hvo det og wære maa, udenVores egen u-tryckelig befaling opgive, eller afstaae, mens dend med lifs og blods opsettelse imod aldfientlig Wold og anfald forsvares.

2 Skall hand indtil Wj anderledes tilsigendes worder, ingen anden ordre end wores egen og Wores Feldt Marskalck os Elskelige Høy- og Welbaarne Herre Greve von Wedels wære undergiwen eller parere, dog altiid hvis som forefalder, paserer eller hans os aller underdanigst tilkiende giver, bem.te Vores Feltmarskalck, som Wj det over-Commando over Vores Milice og Trouper i Norge, indtill widere allernaadigst anfortroed og opdraget have, Communicere og part give, saa hand om Festningens tilstand, og ellers alting aldtiid Vitenskab have kand.

3 Skulle det sig tildrage, at Nogen U-formodentlig Kriig, fientlig indfald eller deslige skulle paakomme, og hand formedelst Vinterens Strenghed, Fiendens Indfald, eller anden paakommende tilfældes skyld blef forhindret, Os og ermelte Vores Feltmarskalck sligt Allerunderdanigst at tilkiendegive, og om hans forhold i saa maade Vores Allerunderdanigste Ordre at indhente, da haver hand efter egen Conduite Alting saaledes ved Fæstningen at indrette og foranstalte, som hand det til Vores tienistes befordring, gaunligst eragter, og Fæstningen i slige tilfælde af yderste formue forsvare og Maintinere, saa og uden Allerringeste tidz forsømmelse Vores Feltmarskalck, naar det mueligt er, og Correspondencen icke er betagen, saavel som Os self ved een eller flere expresser, sligt strax tilkiendegive, paa det til undsetning vedbørlige Anstalt giøres kunde, og sig imidlertiid med den anbetroede Guarnison, som een Tapper Commandant, saaledes at forholde, som hand i fremtiiden for Os agter at forsvare og bekiendt være.

4 Skall hand Vagten, saavel om Natten som om Dagen bestille og visitere og om hand nogen Mangel til Vores tienistes præjudice eller skadelig Uagtsomhed derved befinder, det strax Remedere, og de skyldige derfor lade ansee, ligesom hand og bemeldte Festning til rette tiid skall lade tillucke, ogmed største præcaution igien Aabne, vel se seg sig fore og tage sig vare for forræderie og Surpriser; handskall ey heller Nogen tiid uden Vores egen sær Allernaadigste befaling og forlof sig fra Kongswinger Fæstning begive, med mindre Vores Feltmarskalck til Vores tienistes befordring det U-omgjængeligfornøden skulde eragte, og imidlertid en Anden sicker Commandant ad interim der saalenge Anordne.

5 De hannem tiid efter anden af Vores Feltmarskalck paa Vores vegne efter tiidernes Conjuncturer og beskaffenhed till Festningens besetning tilgivende Krigsfolck, iligemaade de hannem i Særdeleshed undergivne Festningsbetiente, og Artilleriefolck, skall hand holde under goed Ordre og Disciplin, have nøye opsuin med Deres forpflegning, Mundering, Armatur og exercice, og enhver til sin tilbørlig pligt anviise og opmuntre, besynderlig skall hand icke tilstæde, at Haandverckerne, som Wj ved Artillerie Compagniet a parte Allernaadigst lader gotgiøre og betale, til particulier nøtte og arbeide af nogen bliver brugte, mens altiid i Vores tieniste ved Tøyhuuset med gewehrets Reparation, skiefttelse og Artilleriets være Occuperede.

6 Over den hannem undergifne Guarnison og Fæstningsbetiente haver hand Justitien efter Vores Articuls bref og ordinancer at Administrere og, naar det behøftes, Krigsrætt holde, og Dommen Exceqvere lade, mens hvis Domme som Ære og Lif angaar, dennem skall hand General Auditeuren foreviise og tilstille, som dennem efter at hand derpaa teignet haver, Os først saafrembt at tiidernes og gierningernes beskaffenhed, andre til afskye icke en hastig straf udkræver, til videre Allernaadigste Approbation skal tilsende, dog at ermelte Vores Feltmarskalck derom altiid tilbørligen tilkiende gives; om hand derved til vores tienistes befordring maate have at erindre.

7 Hvad sig belanger den Ordinaire forraad udj Proviant og Tøyhuuset, Item hvad extra Ordinaire provission i samme Fæstning
kand indføres og nedlægges, derom haver sig efter Vores Reglement, og giørende anordning at Rette og forholde.

8 Paa dend nu forefindende Fortification skal hand give flittig Agt, at samme ved magt holdes og Conserveres, og naar nogen smaa brøstfeldigheder, udenfor det ordinaire Fæstnings Arbeide sig teer, samme ved Guarnisonen lade Reparere, mens i det øfrige saa vel med det sædvanlige fæstnings Arbeide ,som hvis nye Arbeide hernest udj en eller anden Maade ved ermelte Fæstning maatte foretages, udj alt, efter Vores om Fortifikationsbygningerne udj Vort Riige Norge dend 14/3 Anno 1702 ud stæde Allernaadigste Instruction saavit hannem vedkommer, sig vedbørende at rette, og om alt sligt medmerbemelte Vores Feltmarskalck Communicere. Naar og fornævnte Vores Feltmarskalck ved Leylighed, selv tage og Munstre, haver hand hos sig ankommende sin mening om alt hvis til Fæstningens Defension og Conservation geraade kand, tilbørligen at give tilkiende, saa og

9 Saa lenge hand i Fæstningen tilstæde er, af hannem parollen om aftenen at tage.

10 Hand haver baade om Fæstningens tilstand, og ellers om alting hvis der samme sted passerer, Os stedse tillige med meer berørte Vores Feltmarskalck Wedel at Referere, at hand Os og om alt sligt, iligemaade, om det Nødig giøres Allerunderdanigst kand berette, og sin Mening tilkiende give.

11 Hver Quartal skall hand til Vores Kriegs Canselie, og til Vores Deputerede udj General Commissariatet indsende rigtig Extract paa ald Fæstningens forraad, saa og liste paa Guarnisonen og Dessen betienters stercke, og ellers i det øfrige udj alt hvis som til Vores tieniste geraade kand, og ey her udjbenefnet er, med meerbemeldte Vores Feltmarskalck flittig Communicere, saa og sig saaledes skicke og forholde, som det en ærekier og Tapper Major tilfods, Vommendant og troetiener eigner, bør og vel anstaaer, og hand for Gud og Os agter at forsvare.

Skrevet paa Vores Kongl. Residence udj Kiøbenhafn dend 20.October 1703 under Vor Kongl: Haand og Signete
Friderich R.

Om Kongsvinger festning i Wikipedia:

Kongsvinger festning ble anlagt i årene fra 1673 til 1784 med utgangspunkt i forløperen Vingersundet skanse fra 1658 på vestsiden av Glomma ved Glommakneet ved Tråstad. Skansen er senere også benevnt Tråstad skanse. Flere kart tyder på at det også har ligget en skanse der Vinger kirke senere ble bygget, men den ble overflødig da festningen ble anlagt høyere oppe. Festningen eies i dag av Nasjonale festningsverk.

Vinger skanse:

I 1673 begynte man arbeidet på en ny skanse på toppen av Tråstadberget, hvorfra man kunne kontrollere hele området rundt Glommakneet. Enkelte kilder hevder at det allerede i 1658 fantes et forsvarsverk på toppen av berget, men senere vurderinger tyder på at disse kildene er basert på flere misforståelser. Løytnant Anthony Coucheron var ansvarlig for arbeidene. Anlegget bestod av en donjon omgitt av en firkantet mur med batterier i tre av hjørnene. Andre bygninger ble etterhvert oppført i eller rundt skansen. Ettersom anlegget ble beordret av stattholder Ulrik Fredrik Gyldenløve, ble det ofte kalt Gyldenborg. Kaptein Ole Ellingsen var kommandant over den første garnisonen som ble utplassert i 1674. I likhet med grunnen til den tidligere skansen, tilhørte området her også gårdene Sør-Tråstad og Nord-Tråstad.

Skanse blir festning:

For å bedre kunne stå imot sterkere beleiringsartilleri, begynte man i 1681 å planlegge en utbygging av Vinger skanse til festning. Johan Caspar de Cicignon var først ute, men hans utkast var for dyrt og omfattende. Anthony Coucheron fikk derfor i oppgave å utarbeide en ny plan, som ble godkjent av kong Christian 5. den 8.oktober 1681. Festningen ble bygget med en uregelmessig stjerneform.

I januar 1683 bestemte Gustav Wilhelm von Wedel at festningen skulle kalles Kongens Vinger, noe som senere ble trukket sammen til Kongsvinger. Festningen ble i hovedsak ansett som ferdig i 1684, selv om byggearbeidene fortsatte noen år til. Christian 5. besøkte festningen i 1685 under en reise i Norge.
Det var i denne forbindelse at Leiren dukket opp i skråningen sør for festningen. I leiren bodde det militære personellet med sine familier, samt de håndverkerne og handelsmennene som forsynte festningen med varer og tjenester. Kongsvinger by hadde begynt å vokse frem.

I løpet av 1700-tallet ble det bygget en tørr grav med kontreskarpe og glasier rundt hele festningen. Flaggstangen på festningen med tilhørende flagghus var Norges geografiske midtpunkt for kartverk i en årrekke.
Festningen har aldri vært beleiret og har heller aldri vært i direkte kamp. Kanskje kan det være på grunn av festningens mulighet til å bestryke en fiende på østsiden av Glomma med kanonild. Glomma virket som en gigantisk vollgrav og var veldig viktig som forsvarsverk. To ganger kom svenskene så langt som til den østre siden av Glomma, uten å våge å krysse elven. Begge ganger ble de beskutt fra festningen. Kamper foregikk dog i 1808 og 1814 ved Lier skanse 6 km øst for festningen.

Kongsvinger festning ble anlagt i en uregelmessig stjerneform med murer fra 6 til 10 alen høye. Mot nord, vest og til dels sør er muren bygget med tenaljer, mens den mot øst har to bastioner. Hovedporten er mot sør, med mindre sortiporter mot nord og øst. Utenfor hovedporten ble det alt i 1690–91 bygget et ravelin for å beskytte hovedporten bedre. Denne hadde foruten en ytre hovedport mot sør, en sortiport mot vest.

Opprinnelig hadde festningen tre sammenhengende utenverk mot nord, sør og vest. Disse hadde murer 3 alen tykke og 3 alen høye, bortsett fra det vestre som hadde 4 alen tykke og over 6 alen høye murer. Den bratte østsiden ble ansett som forsvar nok i seg selv. Innenfor ble det reist en del hus. Disse forsvarsverkene ble tidlig ansett for å være utilstrekkelige, og alt i 1688 ble det nordre verket erstattet av en dekket vei. Arbeidet med å erstatte de to gjenværende utenverkene med en dekket vei rundt hele festningen startet først i 1718. Grunnet pengemangel var ikke dette arbeidet ferdig før i 1748. Hovedveien inn til festningen kom, som den fortsatt gjør, opp fra sør, med en mindre sortiport mot vest.

Opp gjennom historien har det vært mange bygninger på festningen. Noen har overlevd fra festningens grunnleggelse, mens andre har blitt revet eller forfalt, og nye har blitt bygd. Dette er en oversikt over de bygningene som fortsatt finnes eller som har hatt spesiell betydning, sortert etter alder:

Gyldenløves tårn var en donjon plassert på toppen av berget og opprinnelig en del av Vinger skanse/Gyldenborg. Den ble senere en del av festningen som ble bygd rundt. Tårnet hadde 3 etasjer. Etter et forslag fra 1692 ble det besluttet å lagre krutt også i Gyldenløves tårn. En av forutsetningene var at tårnet ble gjort bombesikkert. Dette ble ikke gjort, noe som skulle vise seg å være skjebnesvangert.
Den 30.juni 1733 ble tårnet truffet av lynet, som detonerte ammunisjonslageret. Store skader ble påført de andre bygningene på festningen da biter av tårnet ble slengt avgårde av eksplosjonen. Kong Christian VI kom selv til festningen 7.juli og bestemte at et nytt tårn skulle bygges på samme sted.

I festningens sørøstre hjørnet ligger provianthuset. Dette ble oppført 1682 av murt stein og er dermed blant de eldste bygningene.
I 1721 ble provianthuset utvidet med et bakeri i østenden. Dette bakeriet hadde til å begynne med 2 bakerovner, men dette ble fordoblet i 1774.
Provianthuset har siden 1982 huset Kongsvinger Festningsmuseum.

Kommandantboligen ble opprinnelig kjøpt fra Nordre Nor i 1683 og flyttet til den nyanlagte festningen. Den har siden vært gjennom mange oppussinger og ombygginger, blant annet etter at Gyldenløves tårn eksploderte i 1733. Opprinnelig var det en toetasjes bygning, men 2.etasje ble i 1694 tatt ned og satt opp som egen offisersbolig. Denne boligen brant ned i 1701. Kommandantboligen ligger mellom provianthuset og hovedporten.

Festningens lave kruttårn ble påbegynt i 1683 og stod ferdig året etter. Den ligger nord for provianthuset i den sørøstre bastionen (prinsessens), nedsenket bak festningsmuren. Kruttårnet ble bygget om i perioden 1760–62. Andre kruttlagre har også eksistert på festningen. Allerede nevnt er Gyldenløves tårn. Etter at dette eksploderte bygde man et nytt lager under Kongens batteri og senere mellom provianthuset og festningsmuren.

Innenfor murene mot nordvest ble det i 1688–89 bygget 6 eller 7 kasematter. Dette var opprinnelig trekonstruksjoner som var utsatt for råte. For å sikre at batteriene på toppen ikke raste ned, ble kasemattene i 1701–02 erstattet av fem murte kasematter, hvorav én brukt som laborérkammer. I de 4 kasemattene var det plass til over 200 mann.
Med ferdigstillelsen av den gamle kaserne kort tid etter sluttet man å bruke kasemattene i fredstid. Krig brøt imidlertid snart ut og kasemattene måtte tas i bruk igjen. Det ble klaget over at de var direkte usunne å oppholde seg i, men problemene ble aldri løst.
Kasematter av tre med plass til 114 mann ble også bygget i ravelinet i 1695. Disse ble omgjort til murte kasematter først i 1739–42.

Den gamle kaserne, lokalisert i nordøst, ble bygget i perioden 1702–04 som erstatning for den nylig nedbrente offisersboligen. Etterhvert ble deler av bygget også tatt i bruk til å huse opptil 150 soldater. Inntil 1780 var det bryggerhus og bakerovn i kjelleren. Da ble kjelleren tatt i bruk av kommandantens tjenestefolk.

Georg Stangs gate 3, Kongsvinger:

Det tidligere sykehuset i Georg Stangs gate 3, tidligere Vestre gate, er blant de eldste husene som fortsatt står i Øvrebyen. I dag er det restaurert og fremstår som en vakker enebolig.
Den 5. og 6.juni 1720 gjennomførte major Jacob Matheson en besiktigelse av husene i Øvrebyen. Matheson hadde overtatt Sør-Tråstad, og ønsket leie for tomtene som hørte til under gården.
Georg Stangs gate 3 lå i det som het Kaffegata – etter 1854 Vestre gate – og tilhørte konstabel Lars Anthonyesen, som hadde forhandlet det til seg fra Peder Punderud høsten før. Huset er antakelig bygd før 1712. Grunnleien ble satt til 1 riksdaler og 1 mark. Byen hadde vokst utover 1700-tallet og talte på denne tiden over 200 innbyggere.

Vinger kirke:

Kong Fredrik 6. var i stor pengenød solgte han de norske kirker ved auksjon. Vinger kirke ble solgt i 1723 til major og kommandant på Kongsvinger festning, Jacob Matheson og hans sønn for 1.100 riksdaler.
Kirken ble omkring 1750 overdratt til menigheten. Vinger kirke var fra begynnelsen mest en garnisonskirke, med det senere torvet som ekserserplass.



Matheson, norsk slekt som stammer fra kommandant på Kongsvinger festning Jacob Frederik Matheson (1639–1725).

Han var farfars far til oberstløytnant Johan Frederik Matheson (1754–1821) og kaptein Jacob Balke Matheson (1761–1857).

Førstnevnte var far til bl.a. major Statius Jacob Matheson (1777–1824), hvis etterkommere fører navnet Matheson-Bye. Til denne grenen av slekten hører bl.a. maleren Roar Matheson Bye (1895–1987).

J.B. Matheson var far til kjøpmann i Trondheim Ove Christian Matheson (1794–1857) og dennes sønn Jacob Paul Seierskjold Matheson (1829–97) grunnla manufakturfirmaet Jacob Matheson & Co. Han var far til lege Bernhard Ditlev Matheson (1869–1921), som igjen var far til tegneren Fredrik Colin Elster Bødtker Matheson (1908–99).

Died:
Død 85 år gammel.

Buried:
Den 8de Aug:

Begravet... Major og Comendant ved Kongs-Wingers Festning Jacob Matheson 85 aar.

Jacob married Margaretha Sofie Stenner, "Matheson" about 1681 in Vinger, Kongsvinger, Hedmark, Innlandet, Norge. Margaretha was born about 1660 in Tyskland; died before 3 Oct 1719 in Vinger, Kongsvinger, Hedmark, Innlandet, Norge; was buried on 3 Oct 1719 in Vinger, Kongsvinger, Hedmark, Innlandet, Norge. [Group Sheet] [Family Chart]

Other Events and Attributes:

• Event-Misc: 26 Aug 1612, Kringen, Sel, Oppland, Innlandet, Norge; Skotsk leiesoldat under oberst Sinclair.

Notes:

Birth:
Klanen Matheson kom opprinnelig fra Orkenøyene. Mathesonene til Skottland ca. år 1300. Klanen Matheson inngår i klanen Sinclair til jarl Sinclair av Orkenøyene. Disse to klanene er ættlinger etter Olav Trygavason.

Usikker kilde:
Eva Carolusson slektsside.

Noe å merke seg:

Fornavnet Grisilde forekommer svært sjelden utenom denne slekta i Norge, men er vanlig i formen Grizel i Skottland på denne tida, også i Matheson-klanen.



They were forced out of Scotland due to rebellion with Queen Elizabeth. Moved to Orken Island Noth of Scotland come to Norway to plunder us, but was beaten, a few survived and was the Father of the Norwegian Matheson, yes he also was in Denmark, under the Danish King. Had a grand son that duelled Frierich Handels, both stone drunk.

Usikker kilde:
Kaare Bye.

Event-Misc:
Historien forteller at Jacob Matheson var skotsk leiesoldat, som kom til Norge sammen med Skottetoget av leiesoldater under ledelse av Sinclair sommeren 1612. De var en tropp på omtrent 300 mann.

I begynnelsen av 1600-tallet var Norge nokså forsvarsløst. Derfor kunne utenlandske tropper komme inn i landet uten å møte nevneverdig motstand. Midt under Kalmarkrigen mellom Danmark-Norge og Sverige hadde skotske leietropper gått i land i Romsdalen for å marsjere til Sverige og gå i tjeneste der. Ved Kringen i Gudbrandsdalen møtte de den norske bondehæren, som hadde lagt seg i bakhold, under ledelse av bonde og fut Lars Gram. Slaget var blodig og falt særdeles uheldig ut for Sinclair og skottehæren.

Fortellingen om slaget ved Kringen har i ettertiden hatt stor symbolverdi for norsk selvfølelse og nasjonsbygging. I Riksarkivet er det bevart to rapporter om slaget. Disse var sendt fra krigsledelsen ved Akershus festning til Danske kanselli i København. Bakgrunnen for Skottetoget finner vi i Kalmarkrigen. For Kristian 4. var Sverige arvefienden. Han var dessuten fortørnet over at Sverige krevde inn skatt av sjøsamene helt sørover til Tysfjord i Nordland, og han så med uro på at Sverige styrket sin stilling i Østersjøen og ved Gøteborg. Han ville ha krig, og i 1611 fikk han riksrådet med seg. De avgjørende krigsbegivenhetene fant sted ved Kalmar, og krigen kalles derfor gjerne for Kalmarkrigen. Med en hær av leiesoldater fikk danskene overtaket, og ved fredsslutningen i 1613 frasa svenskekongen seg alle omstridte krav i Nord-Norge. Det ble endelig fastslått at kystlinjen til Varanger skulle være norsk land.

Den første rapporten er datert 17.september 1612. Den forteller om hvordan lensmann Laurits Haga i Vågå samlet bønder og allmue da han hørte at skottene var på vei fra Romsdalen. Da han skjønte at skottene var for mange for dem, sendte han bud etter assistanse fra Fron og Ringebu. De om lag 400 nordmennene la seg så i bakhold ved en smal passasje mellom fjellet og elva og ventet på skottene:

...paa ett field kaldis Kringellenn, wdj waage sogenn liggendis, Huor de endeligenn schulle forbij, Och haffde dennum saa indklembt, emellum klippen paa den enne siide, och enn stor Elff, dicht derhos paa denn anden siide...

Da skottene kom, ledet Laurits Haga og lensmannen fra Ringebu, Peder Ranklev, skuddvekslingen som varte i halvannen time:

...och paa halffanden tiimmis tiid att giørre, dennum allesammen ihielschøtt. Och huilcke som icke bleffue schott, haffuer giffuid sig wdj Elffuenn, sig att Saluere, Och der bleffuenn Drocknid, Och huilcke aff dennum Leffuendis offuer Elffuen komb bleffue dog aff Bøndernne paa samme siide strax ihielslagenn, som altsammen scheede och er sig tildragett den 26 Augustj seenniste forledenn.

Mange skotter forsøkte å flykte over Lågen, men de druknet, ble drept eller tatt til fange. Dagen etter slaget ble de fleste av de 134 fangene drept.

Etter sigende skulle minst 550 skotter ha mistet livet. Bare 18 av fangene fikk leve, og de 3 fornemste av dem ble sendt til København. De øvrige hadde enten gått i tjeneste i Norge eller latt seg verve til en dansk militæravdeling som sto ved Elfsborg, like ved nåværende Gøteborg:

Enwold Kruses Oluf Galdes og Peder Iffersens Inberetning om de Skotters under Sinclairs Anførsel Nederlag den 26 Augusti ved Laur. Hagge og Ped. Ramkleff, hvor ved fieldet Kringelen de Norske 405 mand stærke i half anden Time sloge 550 Skotter i hiel. dat Agershus d. 17 Septembr 1612. Worriss Gandsche wenlig helsenn nu och aldtid forsendt med wor Herre, Kierre her Cantzeller, Besonnderlige goede wenn, Wij Betacker Cantzlern, wenlig for beuist goede, Huilcked wij aldtid giernne egienn forschylle will, med huis Cantzlern kandt haffue ære och gott aff. Der nest kand wij icke forbij gaae, Cantzlern nogett wittløfftigt effter sagenns leigligheed, att formelde, Huorledis att wngefær, Denn 19 eller 20 Augustj, sidst forledenn, er tuende Skodsche Skibffue indkommen wnder Romsdallen wdj Bergennhuus Lehen, med ett antall Krigsfolck, Och der satt dennum wdj Land, Huor samme Skibffue haffuer hafft hiemme, och huem dierris wdreddere haffuer werritt, Saa och huemb dennum bestillett haffuer, ehr aff hosliggennde dierris egenn Relation ock bekienndelse att for farre, Och strax andenn dagen effter de ankomb, haffuer de begiffued dennum ind wdj Landitt, och faritt saa foertt Landweyen offuer ett field kaldis Mærretoppenn, Ehre saa der indkommenn wdj Guldbrandtzdallen, som er sønden fieldtz, her wdj Aggershuus Lehenn, Och haffuer de tagett tuennde bønder wdj Romsdallen till Weye wiiser med dennum, Huilckett der en aff Kong Maiiz. Leensmendt wdj waage prestegield, som ligger wdj forschreffne Guldbrandsdallens fougderiie, wed naffn Lauriz Hagge, dett haffuer fornummidt, Haffuer hand strax opmaannidt meenige Bønder och Almue, wdj de tuende Gielde, Læsøe, och waage, Och Røcht emod samme schotter, och wdlenndische Krigsfolch, Och der hannd fornamb dennom att werre sig forstercke, haffuer hand 2 eller 3 dage, altt Røcht och werrit for dennum wdj weyen, Dog indted med dennum schiermetzeritt, eller slagett, Menns midler tiid hafft sitt bud hoss almuen wdj neste omliggende tuende Sogner, wed naffnn froen och Ringeboe, gield, Huilcke strax er kommen hannum till hielp, Och der de saa ere samblede, haffuer hannd werritt firre hundrett och femb mandt sterck, Och saa farritt fortt for dennum wdj weyenn, ind till hand saa sinn fordeell, paa ett field kaldis Kringellenn, wdj waage sogenn liggendis, Huor de endeligenn schulle forbij, Och haffde dennum saa indklembt, emellum klippen paa den enne siide, och enn stor Elff, dicht derhos paa denn anden siide, Vdj huilckett fordeell hannd stilsuigendis haffuer sig wdj Skouffuenn beleigeritt, Och sinne medhaffuende, folck heenlagtt, indtill saa lennge dett wdlendiske Krigsfolck, er didt ankomne, Dog icke formoditt eller wist andett end dett Norsche Krigsfolck, war altt wdj weyenn for dennum hentrekidt, etc. Der forschreffne Lauritz hagge saaledis sin sag nu haffde anstillett och sinn fordeell seett, Haffuer hand med enn andenn Leensmandt, aff Ringeboe, wed naffn, Peder Rannkleff, med dierris folck, samptligenn schøtt ind paa de fremmede Krigsfolck, och paa halffanden tiimmis tiid att giørre, dennum allesammen ihielschøtt. Och huilcke som icke bleffue schott, haffuer giffuid sig wdj Elffuenn, sig att Saluere, Och der bleffuenn Drocknid, Och huilcke aff dennum Leffuendis offuer Elffuen komb bleffue dog aff Bøndernne paa samme siide strax ihielslagenn, som altsammen scheede och er sig tildragett den 26 Augustj seenniste forledenn. Huilcked fremmede Krigsfolck wij formercker aff bønnderne, som haffuer werritt sielffuer med, wdj samme slag, och de døde och slagne folck, haffuer begraffuidt och taltt, schall wist haffue werrit i dett Rinngeste, halffsiette hundrett Manndt. Enddog desse schotter som leffuenndis bleff, som ere tilsammens - 18, icke wille bekiennede dennum widere end halffierde hundrett mand i dett høyeste sterck att haffue werritt Menns den dag slagett stoed, bleff der fangenn 134 schotter, huilcke de strax om andenn dagenn ihielslog och schiød, wnndertagenndis desse attenn forschreffuit staar. Siggenndis till huer anndre, att Kong Maiiz. haffde noch att fødde, wdj samme atten, Dog en partt af dennum warre saare, och en partt haffde kullernne i liffuit, der de hiid ankomb, Aff Huilcke forschreffne 18 soldatter wij nu nederschicker de trende fornembste, som er enn Captein ved naffnn Allexander Ramsij, Och hans Luttenandt ved naffn Jacob Mannepænge, huilcken tilforn haffuer werritt baade wdj Danmarck och Suerrig, Och paa dette dierris Tog haffuer ladett sig bruge for enn Tolck. Denn tredie heder Herrich Bryss., huilcken schall haffue ladett sig bruge effter hanns berettningh, for enn Krigsmanndt, baade wdj Holland, Spanien, och Wngern. Huad de øffrige 15 personner anlanger, haffuer en partt strax tagett tienniste hos gaatt folck, her wdj landett, en partt haffuer ieg strax nederskickett till Elsborigh, huilcke goduilligen will begiffue sig till Kong Maiiz. wnnder Jørgenn Lungis Regimentte, Huad widere particularitet sig wdj denne handell haffuer tildragett, er altsammen aff derris egenn Relation som forschreffet staar, att ehrfarre, Huis Kundschabff mand kunde haffue aff de breffue hos dennum haffuer werrit, kand wij indted omschriffue paa denne gang, Thj der de bleffue fangede, haffuer bøndernne tagett alle, samme breffue till sig, huor effter wij nu haffuer worris wisse budschaff huad der aff kand wdkundschabffuis, saa snart wij dennum bekommer, schall Canzlern strax bliffe tilschickett, Och huis wij for wore personner kann tienne Cantzlern, till ære, gode och wilge, schall hand aldtid finde os der till Redebonne, Will her med haffue Cantzlern Gudaldmegtigste befallet, Actum Aggershuus den 17 Septembr. 1612
Eenvoldt Krusse Oluff Galde Peder Jfferson Eigenn haandt Egen hand Egenn hanndt
(Sendt til) Erlig och Welbiurdig Manndt, Christenn Friiss till Borrebye, Kong Maiitz. Cantzeller, vaarris besønnderlige goede wenn, Ganndsche wennlig tilschreffuid.

NRA, Danske Kanselli, Innlegg og henlagte saker, eske 5, DK B 160, 17.september 1612 (EA-3023/ Fccb/L0001).

Denne rapporten er skrevet en måneds tid senere. Den nevner først noen skotske dokumenter som bøndene i Gudbrandsdalen hadde tatt etter slaget. Disse var nå samlet inn og ble oversendt til København sammen med denne rapporten. Det var ingen som hadde klart å lese brevene ordentlig. Krigsledelsen på Akershus kunne så fortelle at det ikke var hold i ryktene om at ytterligere 4 skip med skotske soldater var på vei til Norge. Det hadde kongen av England forbudt dem:

...effterdj Konng. May. aff Enngeland, denum dett haffuer Ladett forbyde.

Rapporten forteller videre om skottenes framferd i Romsdalen og Gudbrandsdalen. De skulle hverken ha brent, myrdet eller ødelagt noe på sin vei. Den eneste som hadde klaget, var en danske som var frastjålet et skrin med sølvgjenstander:

...eett schrinn fuld medt Adtschillige Sølff, Bade Kannder, Belter, Stabbe, och Anndett Sligt, giortt Sølff merre.

Dette er de eneste kjente kildene om Skottetoget i Riksarkivet:

Worris ganndske Wennlig Helssenn, nu och Althidt forsenndt medt w(...) herre, Kierre wenner, wij bethacker ether wennligen for beuist goede, Huilckett wij Althidt giernne igienn forschylde will, medt aldt huis i kanndt haffue Æhre och gott aff. Kierre Wenner, worris Seennestenn Schriffuelsse till ether formelder, att saa snartt wij finnge beschedt fraa fougdenn, paa Guldbranndtzsdallenn, Om huis breffue som fanntis hoes dj Schotter som bleff Slagenn och fanngenn dersammestedzs schulde wij ether thenum Thilskicke, Om der Eblanndt, kunde finndis nogen wisse kundschaff, om dierris Annslag och beuerbinng, saa sennder wij ether nu herhoes, Alle samme breffue saa mange som wij bekommitt haffuer, Och throer wij icke att derudj finndis nogitt, saa vdj dj maader kannd haffues nogett Vnder- rettening aff, saa witt som wij der udaff haffuer formerckett. Thi her er Jnngenn som Perfecht samme breffue ennten Leesse eller fortolmesse (?) kannd. Oss er nu nyeligenn, Thilschreffuett och thilkiennde giffuett att dierris Rette offuerst och Capteinn, om Huilckenn personns Leiligheedt, dennd schodsche Relationn, som Schotternne sielff bekienndt haffuer (Wij ether seennesten thilskickede om formelder) Schall nu werre Vdkommen vdj Søenn, medt 4 Schibbe fulde medt Krigsfolckh besatt, vdj Liige mening som dj Anndere att wilde folckenne vdj Lannd sette ett Steedt her vdj Riigett, Och siden dermedt Jnnd vdj Suerig dem begiffue, Huilckett fougden paa Sundmøer, haffuer thilschreff(...)t Lauerdtz Gramb som er, fougett paa Guldbranndtzsdallenn, Dett siunes dog icke well Sanndt at werre, effterdj Konng. May. aff Enngeland, denum dett haffuer Ladett forbyde, som aff forschreffuenne ether thilskickede Relationn, widere er att forfarre. Wij haffuer och sidenn forfarrett, att disse schotter som bleff slagenn och fanngenn, paa dierris Jnndtog, her vdj Lanndett, Aldellis Jnndtidt haffuer brenntt mørtt eller Ødelagt, Huerckenn vdj Romsdallenn, eller vdj Guldbranndzsdallenn, vdenn Allenne eenn dannske mannd som boer paa Rombsdallenn, weedt naffuen Søffrenn Settnes, fraa hanum haffuer dj Thagett, eett schrinn fuld medt Adtschillige Sølff, Bade Kannder, Belter, Stabbe, och Anndett Sligt, giortt Sølff merre, Huilcken mand nu nyeligen haffuer werritt vdi Guldbranndzsdallen, hoes Fougdenn sammestedzs och wilde haffue sitt Sølff igienn, Om deraff wor nogett hoes dj Slagenne schotter befundenn, dog Jnndtedt haffuer bønndernne vdj Guldbranndzsdallen, sligt att haffue bekommitt, enndnu wilde werre bekienndt, huis Annderledis her effter finndis kannd, schall dett aldtsammen hannum igienn bliffue thilstillitt. Och wor forschreffuenne Schotter dierris forseett, att wille haffue Tagen dieris weij Jnnd vdj Suerige igienum Guldbranndtzsdallenn, offuer eett field kaldis Østerdals field, i Tønnsetter gield, Huilckett Aldsammen dj haffuer kund fuldkommen, paa 5 dags thid i dett Lenngeste, haffuer Gudt Aldermechtigste, wedt dette nederlag Denum(...) Aff dett norsche Folckh bleff Alenne scho(...) 6 karle, och 10 eller 12 Nogett saa(...) bliffuer weedt Liffuett, Dette(...) -ligenn Wille Lade wide, Och giøer(...) Personn Althidt giernne, huis ether thill wilg(...) kannd werre, Befallenndis ether h(...) Aldermechtigste, Actum Aggershuus de[…] -bris(...) Eenvoldt Krusse Anders Green Oluff Galde Peder J(...) Eigen Haandt med Eg hand Egen handt Egenn h(...)
Erlige och Welbiurdige mannd Christian Friis till Borrebye, Kong. May.s Canndzeler och Breide Ranndzow till Ranndzohollem, hanns May. Stadtholder, worris besonnderlige goede wenner ganndsche Wenligen thilschreffuett Enuold krusis, Anders Greens, Oluff Galdis och Peder Jffuersens breff dat. Haff. 4. Nouemb. 1612 1 Angaaendis de schotzsche krigsfolck som bleff slagen i Gulbrandzdalen, de hidsend en stor hob breffue, som hos dennom er funden, 2 dieres Rette øffuerste sigis at were i søen med 4 schiff, Menis icke sandt, 3 de tage eller brende inthet i Norge, Vden huis giørd sølff de tage fra enn dansch mand i Romsdalenn.

NRA, Danske Kanselli, Norske henlagte saker, 3.oktober 1612 (EA-3023, Jaa/L0001).

Ett år etter slaget ved Kringen ble lederne for bondeoppbudet innkalt til herredagen i Skien i august 1613. Her var kongen selv til stede sammen med kansleren, 3 riksråder, stattholderen i Norge og Norges rikes kansler. Etter møtet fikk gudbrandsdølene sin belønning. Gårdene som de bodde på, hadde helt eller delvis vært eid av kongen.
Laurits Haga, Bardun Segalstad og Peder Ranklev fikk skjøte på kongens andel av de gårdene de bodde på, samt på deler av andre eiendommer. Gavene var begrunnet med deres troskap, flittighet og mandighet:

Wij Christian, den fierde med Gudtz Naade, Danmarchis, Norgis, Wendis och Gottis Konnge. Hertugh Vdi Slesuigh, Holsten, Stormarn och Dytmarschen, Greffue Vdi Oldenborgh och Delmenhorst, Giøre Alle Witterligt At Wii Vdaff Wor Synderligh gunst och Naade, Saa och for throschab, Flitighed og mandelighed, som Neruerendes Peder Raffuenkloe oss och Norges Cronne Vdi den Sidst forleden Feigde giordt och beuist haffuer, och her effter throeligen giøre och beuisse maa och schall, thill Euindeligh eiegendomb, Naadigst haffuer Vndt och giffuedt, och nu med dette Wort obne breff Vnde och giffue forscreffne Peder Raffuenkloe och hanns Arffuinger, En Wor och Norgis Cronis gaardt Vdi Guldbrandtzdalen Liggendes, som hand nu selff paa boer, Skylder Aarligen, Huder 1/2 Wissøer 2 schillingh, Foringh 1/2 daller, Sammeledes en Wor och Norgis Cronis gaardt der sammestedtz kaldis Gunderstad Som schylder Aarligen Huder 3 Wissøer 2 schillingh, Foringh 1/2 Daller, med Ald forscreffne gaardes och goedtzis Eigendomb, Rente och Rette thilliggelsse, Dogh wille Wi oss Naadigtt forbeholdet haffue, huis Ledingh och thiende som Aff forscreffne thuinde gaarde Pleier At giffues, Altid Aarligen At schulle ydes till oss och Cronen, paa Seduanlige steder, Aff forscreffne Peder Raffnkloe, och hans Arffuinger, och effterkommere, Giffuedt paa Wort Slot Fredericksborgh den 3 septembris
Anno 1613. Wnder Wort Zignett Christian.

Kilde:
http://arkivverket.no/arkivverket/Bruk-arkivet/Nettutstillinger/Skottetoget

Det sies at skotten Jacob Matheson flyktet fra slaget, og gjemte seg i høyet på en låve. Datteren til fogden i Gudbrandsdalen Lars Gram sies å ha funnet denne Jacob Matheson noen dager etter, og bar i all hemmelighet mat til han i flere dager, til han selv gikk fram for fogden og meldte seg. Det ble dermed til at de to ble gift, og opphav til en stor Matheson-slekt i Norge. Jacob Matheson sies å ha blitt i tjeneste hos Lars Gram, først som kontorist (?), deretter som måg og lensmann.

Allerede i 1732 (i Vågå kallsbok) noteres det ned at gudbrandsdølene tok overlevende skotter i sin tjeneste.

Til dette skriver Tore H. Vigerust i 2003:

I Kvam, dagen etter Kringen-trefningen, tok gudbrandsdølene og drepte nesten samtlige skotske fanger, - en etter en ble de dratt ut av et (fange-)loft og slått ihjel, under mye skrik og skrål. De 18 som overlevde, gjorde det på tross av gudbrandsdølenes hevngjerrighet. Samtidskilden forteller at _samtlige_ overlevende skotter ble sendt til Akershus/Oslo. Det utrolige ville være om enkelte skotter frivillig reiste tilbake, til det sted der flere hundre skotter ble massakrert, for å gå i tjeneste. Og at gudbrandsdølene over 100 år etterpå fremstiller det slik at de tok skotter villig (og vennlig?) i sine tjenester, kan sees som et eksempel på at de virkelige, forholdsvis grusomme, historiske misgjerninger skulle pyntes på.

Per Nermo skriver 2005:

Vedr. Jacob Matheson som deltok 1716 i slaget ved Norderhov, hvor han utmerket seg ved sin tapperhet - er om sistnevntes oldefar, Jacob (James?) Matheson... det det har vært sagt at han skal ha kommet til Norge i soldatfølget til Sinclair (i 1612) og overlevet slaget ved Kringen ved Otta, hvorpå han skal ha blitt holdt i skjul av en datter av fogd i Gudbrandsdalen Laurits Madsen Gram, og senere giftet seg med henne. Selvsagt en ytterst uetterrettelig historie...


Samtidskildene 1612 sier 18 overlevende blant skottene, og navngir 3 skotske offiserer som overlevde slaget ved Kringen 1612.
Utenom de 3 navngitte offiserene er ingen øvrige overlevende kjent ved navn. Men de to samtidskildene om trefningen oppgir at enkelte av de overlevende tok tjeneste hos borgerskapet i Oslo, noen tok tjeneste på Elfsborg (dansk slott i Halland, nå i Sverige) og resten havnet i København.

Den danske stattholder i Norge, Endre Kruse, skrev kort tid etter slaget en beretning til den danske kansler om det som hadde skjedd i Gudbrandsdalen. Beretningen er datert 17.september 1612 etter at en del av de skotske soldatene var ført til Akershus. Kruse skriver i denne beretningen:

Mens den Dag slaget stod, bleff der fangen 134 Schotter, huilcke strax om andenn Dagen igjelslog och schiød, wnndertagendis desse atten foreschreffent staaer, Siggenndis till huer anndre, att Kongl. Maiz. haffde noch at fødde udi samme atten, dog en partt aff dennom werre saare, och en partt haffde Kullernne i Liffuet, der de hiid ankomb, af huilke forsskreffne 18 Soldater wy nu nederschicker trende fornembste, som er en Captein ved Naffen Alexander Ramsy och hans Luttenandt wed Naffen Jacob Mannepange, huilcken tilforn haffuer werrit baade wdi Danmarck och Suerrig och paa dette dieres Tog haffuer ladett sig bruge for en Tolck. Den tredie heder Henrich Bryssz, huilcken schall haffue ladet sig bruge effter hans Berettningh, for enn Krigsmannd baade wdi Holland, Spanien och Wngarn. Huad de øwrige 15 personer anlager, haffuer en partt strax tagett tjeneste hos gaatt folck, her wdi Landet, en partt haffuer jeg strax neederschicket til Elfsborigs huilche goduilligen will begiffue sig till Kongl May wnnder Jørgen Lungis Regimente.

Vi vet derfor navnene på 3 offiserer, nemlig Alexander Ramsey, Jacob (James) Moneypenny og Henry Bruce.
Vi ser også at de andre 15 som ble ført til Akershus, ble løslatt, men noen valgte altså å verve seg som soldater på norsk-dansk side.

Sagn forteller om skotter som på forskjellige måter klarte å unnslippe. Hvis noen av disse sagnene har en kjerne av sannhet, så må det ha vært flere en 18 skotter som overlevde.

I boken - Herr Sinclair dro over salten hav Skottetoget og kampene ved Kringen 1612 - av Rolf Rasch-Engh, Libretto forlag, Eiksmarka 1992, står det blant annet en del om de overlevende. Han nevner vel bare en ved navn, sersjant James Matheson.
Rasch-Engh påstår at denne Matheson er stamfar til den norske slekten med samme navn. Han skal videre ha kommet til Danmark, der han ble oberstløytnant i dansk tjeneste.

Dette er Tore H. Vigerust sterkt uenig i. Han skriver 2003:
Rasch-Enghs bok er etter min oppfatning kun en gjentagelse av Angells bok fra 1800-tallet. Slekten Matheson kom til Norge 1677 som desertør (ifølge svensk språkbruk) eller som kapitulant fra den svenske styrken i Marstrand.
Altså ingen kobling til slaget ved Kringen og skottetoget.

Jacob married NN Larsdatter Gram. NN was born in Vågå, Oppland, Innlandet, Norge; died in Sel, Oppland, Innlandet, Norge. [Group Sheet] [Family Chart]

Notes:

Birth:
Usikkert opphav, men det som er sikkert er at det er spekulasjoner om link til en far som var innblandet i motstanden mot Skottetoget ved Kringen:

H.P.S. Krag, prest i Vågå 1820-1845 har skrevet ned endel sagn om skottetoget, nedtegnelsene er datert august 1835, og ble utgitt i 1905 under tittelen Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringelen den 26de August 1612. Der står det følgende:

Fra en af de Fanger, som skal have været Kardemager, og som her i Landet blev gift, nedstammer en Familie med Tilnavnet Matheson, hvoraf der endnu leve flere i Trondhjems Stift.

I et hefte skrevet til et slektsstevne i 1960 er det sitert fra et hefte som finnes på Trondheims Stiftsarkiv følgende:

Jacob Matheson kom med Sinclair fra Scotland, var sersjant og undkom fra Masakren ved Kringen og flyktet til Hundorp i Gudbrandsdalen, hvor han blev skjult av foged Lars Grans datter, som han siden blev gift med.

Men var Lars Gram med ved Kringen?

Han var ikke blant dem som fikk honnør for innsatsen etterpå, han var heller ikke blant dem som ble invitert til Herredagen for å fortelle om hendelsene. Kildene er NRR og Norske herredags dombøger (Tore H. Vigerust).

Far?
Lars Gunnarsen (ca.1570-ca.1657) fra Hågå i Dovre? Lendsmann og leder i skotteslaget i 1612.
Om dette er riktig var hennes bror Gunnar/Gunder Larsen som drev gården Lannem på Dovre (ca.1600-1660), og hun var tante til hans datter Aagot Gundersdatter Lannem.

Far?
Lars Madsen (død 1631). Fogd i Gudbrandsdalen. Sikkert er det imidlertid at en av sønnene til Mads Gram var den så ofte omtalte foged Lars Gram eller Lauritz Gram, hvilket hans segl og signatur antyder.
Han bidro til tilintetgjørelsen av den fremrykkede lille tropp av lanseknekter fra Skottland som svenskekongen hadde leiet. Det skjedde ved Kringen i Gudbrandsdalen i august 1612.
Lauritz Gram skal ha vært fogd i Fron 1608-1613 og 1619, og ha bodd på Skaaden, Nord-Fron, senere Forr og Steig (hvor han døde?). Han var visstnok kirkeverge i Sødorp (Nord-Fron) 1606-1607.
Han var bror av sognepresten i Øyer, Peder Madssøn Gram som i 1584 ble skadet til døde i et bryllup på Høvren av den danske underoffiser Hans Bastiansen Stabell (funnet død i Sverige i august 1585). Han skal i 1561 ha vært ridefogd hos Peter Bild.
Det antas at fogeden Lars Gram døde i 1631. Han var gift med Birgitte Jensdatter og hadde mange barn, blant andre sønnene Nils, Mads og Jens.

Farfar?
Mads Nilssøn Gram. Død 1601, juleaften.
Mads Gram, eller Mads Nilssøn Gram som han en sjelden gang ble kalt, var rektor ved Katedralskolen i Oslo, senere sogneprest i Fron og prost i Gudbrandsdalen. Gift med Birgitte Østensdatter.
Mulig at Mads Grams far var Niels Simonssøn Gram (1495-1561) som var sogneprest til Gram sogn i nærheten av Ribe i Danmark.

Oldefar?
Niels Simonsen (Gram). Født 1495. Død 1561.
Sogneprest til Gram sogn i nærheten av Ribe i Danmark.

Kilder:
H.T. Gram: Trønderslekten Gram (Oslo 1982), s.128.
Henrik Sommerschild: Slekten Sommerschild - Sommerschield (Oslo 1951).