- Molde 3/1 1890.
Kjære sødskende!
Først nu allerede tre dage inde i det nye aar iværksetter jeg det forsæt jeg har havt i hele julen, ja fra flere dage før jul, at skrive til eder for at ønske enhver især af eder en god jul, hvilket jo nu altsaa er forsent. Imidlertid har jeg allerede idag læst brev fra eder, hvoraf jeg ser at dette ønske er opfyldt, I har jo alle, som vi ser, havt det rigtig godt og koseligt, ja hyggeligt var dette at høre.
Nu, om end sent, vil jeg da takke eder alle Hanna, Knud, Henny, Ludvig, Erika, Christopher for det gamle gode aar som gik, Gud ske tak det var et godt aar i det hele og store taget, iallefald var det nu bare, bare godt det I allesammen bragte mig og mine, og tak af hjertet for al kjærlighed til denne tid. Saa ønsker jeg eder alle at lyst velsignet, fredfuldt aar, ja Gud give eder det saa godt som jeg øndker eder det alle I kjære!
I forundrer eder vel over intet at have hørt fra papa i julen, men han har desværre værit saa lidet oplagt og tildels saa klein, at han ikke har formaaet at skrive. Nu er han bedre og jeg haaber inderlig at ogsaa alt maa rette sig igjen.
Først var det nu denne gjennemuhyggelige stilling papa og Karl indtager til hinanden. Allerede i aarvis har den jo vedvaret, men de har dog omgaates før, men i september maaned, da et nyt tilfælde indraadte (saavidt jeg kan dømme i sagen en baggatel om sangundervisningen) trak Karl sig fuldstændig bort fra al omgang med papa og hverken han eller Louise gik did. Da saa julen nærmede sig, spurgte papa, som imidlertid baade personlig var derude for at gjøre alt godt igjen, og desuden paa mange smaa maader viste ham, at han ønskede alt skulde udjevnes, dem om de ikke vilde komme som sædvanlig juleaften hvatil Louise, som fik spørgsmaalet svarede, at hun skulde spørge Karl, saa skulde de svare naar de havde betænkt sig. Saa bestemte de sig for at Louise og børnene skulde gaa, da Louise syntes at selv det at holde jul hjemme var saa trist, at tilstanden ikke kunde blive værre og papa desuden da vilde sløife hele juleaften og ingen se; saa syntes hun jo det var bedre for os her ogsaa, som gjerne vilde gaa did, og saa slap hun for det bryderi og det udlæg som et juletræ hjemme foraarsager. Kort sagt hun og barna kom og Karl blev hjemme, trods de gjentagne anmodninger.
I kan vel alle skjønne, hvor trykket situationen var, Louise kunde jo ikke ganske bekle sit sørgmodige indre, papa saa rigtig medtagen ud, jeg maatte jo prøve paa at lade aftenen gaa sin sædvanlige gang, og saadan udenpaa gik det jo noksaa godt da ved I, men hvor var glæden, hvor hjertefreden? Vi fik alle af papa en mængde gaver, det skal jeg kanskje berøre senere.
Ellers har vi jo altid pleiet at være sammen hos papa første juledag, nytaarsaften og nytaarsdag, men heller ikke dette kunde der jo blive tale om iår. Bjørsets og barna var hos mig til middag 2.juledag, men jeg kunde desværre ikke bede papa, da Karl sendte bud at om jeg bad ham vilde ikke familien komme, og dette havde nu ligesom vært bestemt længe, barna havde glædet sig dertil o.s.v, desuden havde neppe papa med sin bronchit kommet under nogen omstændigheder, men kjedeligt er det at være saa bunden.
Barna og jeg gik til ham søndag mellem jul og nytaar, da mine logerende var udbuden, ja jeg ogsaa for den sags skyld, men jeg syntes det var godt at kunde være sammen der og det lod til at han ogsaa likte det. Saa er der ogsaa kommen andre og store ubehageligheder for papa netop i den sidste uge, idet repræsentskabet havde møde mandag for at afgjøre et forslag fra Dietrichson, som jo er ordføfer om at tage nederste etage af skolebygningen til almueskole, ovenpaaetagen til middelskolen, gjøre haven til legeplads for denne og flytte rektorboligen til fru Sommerschilds hus. Dette forslag kom noget uforberedt paa papa, og han vil ikke for nogen pris ombytte sine solrige værelser for de triste mørke i fru S.s gaard. Han blev mere betaget af efterretningen end nogen kan tro, og begyndte da strax lørdag aften, da budstikken kom og hvori der stod om forslaget og mødets berammelse til mandag fm. kl.10, at udarbeide en lang skrivelse til comunebestyrelsen for at modarbeide planen foreløbig.
En kontorist sad hos ham flere timer søndag for at afskrive brevet, han aarkede ikke selv, han er mat og sveder overordentlig ved anstrengelse. Han sover meget daarlig i den sidste maaneds tid, ja ofte ikke før mellem 5-6 om morgenen, heldigvis er det da ferier, saa han har kunnet ligge længere om formiddagene. Foged Leth havde skrivelsen med, forlangte den oplæst of overlæreren eller ordføreren sa, maatte selv læse den op, vistnok meget imod sin villie, fogden fortalte senere at han skalv saa at hele salen rystede. Resultatet blev da, efter adskillig debat, at sagens afgjørelse blev udsat, en formfeil var det ogsaa at sagen ikke var gaaet gjennem forstanderskabet, hvilket doktor Kaurin insisterede paa maatte gjøres. Saa har der da iformiddag været combineret forstander og formandskabsmøde, og de har faret her i rendestenen omkring fru S.s hus og snakket og gestikuleret slig. Intet er imidlertid endnu afgjort. papa taler om at tage afsked dersom forslaget gaar igjennem, han vil ikke paa nogen maade bo i fru S.s hus, hvilket han kjender fra før af.
Ja Gud ved hvorledes alt vil arte sig, er det noget aar som for os staar indhyllet i taage, saa er det dette 1890.
Imidlertid gaar nu tiden sin gang med sit arbeide og madstræv, mine logerende vil og maa jo have sit stel og min dag flyver hurtig afsted.
Cand.jur.Hertzberg har med sin forlovede, Gudrun Onsum, været i Kristiania i julen, han kom hjem igaar og hermed begynder hverdagene, det har været mindre at gjøre medens julen varede, pensionærerne har været ofte udbudne, og til julen lavede jeg op adskillig mad, saa det har været forholdsvis roligt, som sagt, i julen.
Imorgen har vi Olafs fødselsdag, og da skal han og Assi have nogle venner hos sig. Heldigvis er den voxne ungdom budne til overlærer Ovrens, saa børnene kunne faa røre sig uden at genere disse. Forresten har ogsaa Olaf og Assi sine venner iaften nemlig hos bedstefar. Det kom bud her for en stund siden kl.5 eller saa, at de skulde komme didbort, og saa kom de da straalende hjem og fortalte de skulde faa bede nogle venner til sig derborte iaften.
Marenjohanne og Visse leger hus med kager i spisestuen; og nu har min opmærksomhed været delt en stund mellem brevet og løitnant Berentzen, som kommer saa af og til, saa skal han have benzin til handsekvadsk, saa sax og sysager, med hvilket jeg sa har hjulpet ham en liden stund, det er nu saa meget nesting og festing med uniformen. Saa præ og snakker han om sit om jeg skriver eller ikke, han er saa ende beint frem at han næsten blir at betragte som en gut, men snil og hyggelig er han det er vist.
Igaaraftes havde jeg et lidet selskab for mine pensionærer, nemlig frøknerne Smith, Bendeke (oberstløitnant, ny) og Konny Leth. Disse tre og frk Dahl, samt løitnanterne Wærnes og Berntzen og Hertzberg udgjorde et meget kvikt selskab, som I kunne skjønne, naar I hører at vi efter aftens maatte rydde spisestuen, hvor trods det indsrænkede rum dandsen gik lystig, i francaise og lansers maatte Olaf deltage som fjerde cavaler. De holdt paa til kl.1, den sidste tid rigtignok med sang af samtlige, ledsaget af pianoaccompagnement af mig, efterat jeg i høitidelig optog var baaret til pianoet fra det borteste hjørnet af værelset i en stor lænestol, høit i luften paa stærke skuldre! Det kan man kalde at sætte pris paa vertinden!!
Ja ungdommen ser I er den samme alle dage. En af de første aftener skal ogsaa frk.Dahl have hos sig et længe opsat geburtsdagsselskab efter aftenstid, vist en 13–14 damer, og kjender jeg herrerne ret, indfinder de sig vist ubudne, saa her nok blir lidt sjau endnu en stund. ja ja naar jeg bare kan faa være frisk saa.
Jeg venter saa smaat Karl og Louise ind her iaften, de har ikke været her paa det nye aar, De smaa derude er og har i hele julen været forkjølede, dog var de alle tilstede juleaften; (den dag var forresten Olaf syg og maatte ligge pa sophaen uden hverken at deltage eller nyde noget hele dagen, men han blev heldigvis frisk dagen efter,) og de to ældste var her 2den juledag. Severine er deres tro veninde, som lever et sandt schlaraffenliv derude i barneværelset.
Jeg fik til jul af papa en stor pen hængelampe til stuen, hvilket jeg behøvde og glædes meget ved. Herrerne, som især trængte lampe, fik min og frk.Dahl herrernes – saa blev de alle tre tilfredse ak gik det saa o.s.v. Ja hver dag glæder vi os alle over denne akvisition til stuen.
Saa fik jeg en broderet bordserviet af frk.Dahl, som jeg er svært glad i og af Henny to søde brødkurve for hvilke du kjære Henny om end foreløbig kun herved modtager min inderlige tak, kjære jeg blev rigtig skamfuld, du er da ude til enhver tid.
Jeg havde ingen gaver til nogen af mine denne jul, hverken til far, sødskende eller børn, men jeg ved at alle mine ved jeg holder lige varmt af enhver især for det.
Visse har strikket et par smaa strømper til Therese, men desværre jeg har ikke sendt dem endnu. Dog er de i farvandet med det første.
Nu der ringer sandelig kl 7, brevet er nok blivt for langt, jeg faar det kanske ikke afsted. jeg har de kjærligste hilsener fra papa, han var ikke god til at skrive selv, men er som sagt noksaa kjæk idag.
Eders Ragnhild
Louise og alle smaaerne hilser kjærligt.
Alt vel her. Hanna ligger dog rigtignok af forkjølelse (infl?). Godt år.
Eders L.
Hilsner
|
1886 - 1963 (76 years)
[1, 2]