Zinow Genealogy Website
The history of the Norwegian Zinow family, and their connected families of Lorentzen, Hugaas, Schøyen, Møller, Skrogstad, Høyem, Reitan, Brinchmann, Sværen, Harbo, Bernhoft, Hiorth, Linge, Tjomsaas, Cudrio, Borlaug, Husabø, Børsheim, Coucheron, Irgens etc. ...and for our beautiful long-haired dachshund; Tina
Notes
Matches 6,951 to 7,000 of 16,629
| # | Notes | Linked to |
|---|---|---|
| 6951 | Foreldrenes bosted: Osloe. | Hiorth, Ole Gjerdrum (I9784)
|
| 6952 | Foreldrenes bosted: Osloe. | Hiorth, Fredrik Wilhelm Louis (I9773)
|
| 6953 | Foreldrenes bosted: Øvre Storgade. | Reitan, Agnes "Ziegler" (I1747)
|
| 6954 | Forente de 7 kongeriker: Kent, Essex, Sussex, Wessex, Mercia, Øst-Anglia og Northumberland til ett; kongeriket Anglia. Egbert var etterkommer til vestsaksernes høvding Cerdic. Han ble som ung jaget av kong Offa av Mercia og oppholdt seg i flere år hos Karl den store. Egbert kom ca.802 tilbake til England og ble konge. Kongen av Mercia gjorde et innfall i 825, men led nederlag. Deretter undertvang Egbert seg Kent, Sussex og Essex, mye med hjelp av sin sønn Ethelwulf. Østanglerne underkastet seg også, og Mercia og Northumberland måtte i 829 anerkjenne ham som overherre. Dette år betegnes som de 7 rikers forening. Egbert var gift med Redburh (Redburgia). De saksiske germanerne kom fra Sachsen i Tyskland ved slutten av 400-tallet og fordrev de keltiske brittene. Slekten skal visstnok kunne føre sine aner tilbake til Odin (Woden)! England ble oppdelt i kongerikene Northumbria, East Anglia, Mercia, Essex, Sussex, Wessex og Kent. På 600-tallet hadde Northumbria den ledende stillingen i England, mens Mercia dominerte på 700-tallet. Wessex-slekten var konger av Wessex og Kent fra 519 til 927 og konger av England fra 927 til 1013 og fra 1042 til 1066. Etter et kort mellomspill med kong Harald Godwinson ble England erobret av Vilhelm Erobreren. Kilder: Wikipedia. Dictionary of National Biography. Mogens Bugge: Våre forfedre, nr. 219. Bent og Vidar Billing Hansen: Rosensverdslektens forfedre, side 8-9, 103. | av Wessex, Egbert (Ecgbert) "Egbert 3" (I4855)
|
| 6955 | Forest Hill Cemetery. Marilyn was born on October 7, 1940, in Shawano County, Wis., to the late Carl and Bea (Barta) Vorass. In 1958, she graduated from Antigo High School. Marilyn married DeMaine Noskowiak of Antigo on May 23, 1959, in California. They enjoyed over 46 years together. Marilyn was a loving wife and mother who adored her grandchildren. She will be greatly missed. She is survived by her husband DeMaine; children, Patty (Wes) Bolin of Woodbury, Minn., Doug (Pam) Noskowiak of Eau Claire and Carrie (Ryan) Rohde of Madison; grandchildren, Heidi, Lindsay, Joe and Nick; brothers, Tom (Kay) Vorass and Tim (Julie) Vorass; countless nieces and nephews. She was preceded in death by her sister, Susie. Funeral services will be at 11 a.m. on Thursday, January 12, 2006, at St. Johns Lutheran Church in Eau Claire, with the Reverend Tom Bryan officiating. Family will receive friends one hour prior to service. Interment will be in Forest Hill Cemetery. Evergreen Funeral Home is serving the family. | Vorass, Marilyn B. "Noskowiak" (I14163)
|
| 6956 | Forest Hill Cemetery. | Schoyen, Theodore D. (I21064)
|
| 6957 | Forest Home Cemetery | Vorass, Marie Christine Caroline "Gerber" (I10148)
|
| 6958 | Forest Home Cemetery | Gerber, Johan August (I10149)
|
| 6959 | Forest Home Cemetery | Grosser, Martha (I10367)
|
| 6960 | Forest Home Cemetery | Grosser, Ida Emelia "Marx" (I10370)
|
| 6961 | Forest Home Cemetery | Grosser, Frederick A (I10371)
|
| 6962 | Forest Home Cemetery | Schroeder, Lillian "Grosser" (I10385)
|
| 6963 | Forest Home Cemetery | Grosser, Walter William (I10390)
|
| 6964 | Forest Home Cemetery | Grosser, Leroy N. (I10391)
|
| 6965 | Forest Home Cemetery. Chicago Tribune 31.desember 1899: Mrs. Fred Schultz, Lyons, Ill., Dec.29, 1899. Burial from Presbyterian Church, Riverside, at 1 o'clock. Monday, Jan.1. 1900, to Forest Home. | Vorass, Emilie Louise Friederike "Schultz" (I10134)
|
| 6966 | Forest Home Cemetery. Excerpts from the Forest Review newspaper, July 8, 1938: Funeral services were held at the (German) Baptist Church, Harlem Ave. and Dixon, of which he was an active member. He was born in Kankakee, and with his parents came to Forest Park, then Harlem, in 1874. Their home was at the southwest corner of Madison St. and Beloit Ave., which property remained in the family until the present business block was elected about 10 years ago. He was employed in the auditing department of the Chicago and Alton Railroad in Chicago, then came to the Oak Park Trust & Savings Bank. When the Harlem State Trust & Savings Bank was organized in 1904, he became cashier. He later became president and continued in that office until the bank was consolidated with Forest Park State Bank until the bank closed in 1931. After that he was in the insurance business. He was elected Village Clerk for Forest Park in 1902 and served for six years. He was a member of the first board of education of Proviso Twp. High School. He served as national treasurer of the German Baptist Missionary Society for many years, and was chairman of Merchants Division of Forest Park Chamber of Commerce in 1931 and 1932. After the death of his wife, Tina Fellman, he married Judith Olson (1894-1988) in 1928 and they had one son, William Frederick Grosser, Jr.(1931-1982). | Grosser, William Frederick (I10366)
|
| 6967 | Forest Home Cemetery. | Vorass, Christina Dorothea Friederike "Grosser" (I10131)
|
| 6968 | Forest Home Cemetery. | Gerber, Martha "Bielenberg" (I10359)
|
| 6969 | Forest Home Cemetery. | Bielenberg, Alfred A. (I10360)
|
| 6970 | Forest Home Cemetery. | Grosser, Frederick August (I10363)
|
| 6971 | Forest Home Cemetery. | Grosser, Gustave Adolph (I10364)
|
| 6972 | Forest Home Cemetery. | Grosser, Minna (I10372)
|
| 6973 | Forest Home Cemetery. | Marx, Paul W. (I10374)
|
| 6974 | Forest Home Cemetery. | Schroeder, Irma L. "Grosser" (I10396)
|
| 6975 | Forest Home Cemetery. | Remus, Helena Florance "Grosser" (I10405)
|
| 6976 | Forest Home Cemetery. | Schultz, Frederick (I10411)
|
| 6977 | Forest Home Cemetery. | Fellmann, Tina "Grosser" (I10389)
|
| 6978 | Forest Home Cemetery. | Olsen Skrogstad, Poul (I2412)
|
| 6979 | Forest Park The Woodlands Cemetery. | Grosser, Ruth Florence "Wittick" (I10406)
|
| 6980 | Forfattar Olav Duun, Olav Ole Julius Duun, født 21. november 1876, fødested Jøa i Fosnes, Nord-Trøndelag, død 13. september 1939, dødssted Tønsberg, gravlagd på Dun kyrkjegard, Fosnes. Foreldre: Bonde og fiskar Johannes Antonius Olsen Duun (1851–1936) og Elen Jensdatter Fossum (1851–1926). Gift i Botne 31.august 1908 med meierske Emma Georgine Møller (10.juli 1881–1970), dotter (utanfor ekteskap) til handelsmann Johan Møller og Elise Dyblie. Olav Duun høyrer til dei aller fremste norske forfattarar på 1900-talet. I perioden 1907–1938 gav han ut 25 romanar, 4 novellesamlingar (sogor er hans eiga sjangernemning) og 2 barnebøker (først i utgåver på riksmål, seinare på nynorsk). Knapt nokon annan norsk forfattar kunne nyta slik samla respekt som han i 1920-åra og 1930-åra, og dei beste romanverka hans, som t.d. 6-bandsverket Juvikfolket, Ragnhild-trilogien, Ettermæle og Menneske og maktene, vil bli ståande. Duun er språkkunstnar av rang, reint særleg i dei rike naturskildringane, med stor spenning i seg: solspel og forrivne skyer, snøstorm og måne over berg, hav som glitrar og speglar himmel og jord, storbåra som skavlast opp av storm og krev liv. Han kombinerer elles impulsar frå munnleg, folkeleg forteljekunst med raffinerte litterære grep. I framstillinga er det på det beste suveren balanse mellom lun humor og subtil ironi. Det er fylde i Duuns menneskeskildringar. Som få andre har han makta å gje meisterlege framstillingar av barn, både unge kvinner og menn, modne menneske, og av dei som står framfor døden. Dødsleieskildringane hans er monumentale og makelause i norsk litteratur. Menneskeskildringa til Duun er elles merkt av stor psykologisk innsikt, ikkje minst i umedvite sjeleliv og i korleis fortida som aktiv kraft i notida kan skapa irrasjonelle impulsar, mest i erotisk liv. Kjærleiken gjer mange av personane til Duun særleg ufrie. Av uklår tvang søkjer dei det forbodne, halvt incestuøse; av og til kan det sjå ut til å vera beinveges nedslag frå Freuds tankar omkring Ødipuskomplekset, men det er nok meir diktarens eigen fantasi enn impuls eller lån frå andre. Motivet med fortida og det umedvitne som ufridom og band er berre den eine sida. Fortida er også ei positiv kraft for Duuns menneske. Kontakten med ættetradisjonen er ein styrke for heltane i hans historiske romanar, og medvitet om dei som har levd før, og om styrken i deira handlingar kan hjelpa moderne menneske gjennom kriser. Duun er likevel ikkje fortidsromantikar. Han er også oppteken av å visa utvikling og mentalitetsendring frå generasjon til generasjon, og det etiske perspektivet er alltid viktig i romanane hans. Mennesket er nok ufritt, men har likevel alltid ei forplikting til å handla, i pakt med ein positiv vitalitet: den blinde farten, heiter det i Juvikfolke. Bibelske førestillingar er med i nesten alle Duuns bøker; somme av hans fremste skildringar, som av Odin på båtkvelven i I stormen og Ragnhild åleine under svarlause stjerner etter drapet på Didrik i Medmenneske har evangeliske førebilete. Men Duun er ingen “kristeleg” forfattar. Det enkelte mennesket står åleine i hans univers, men likevel har mennesket ansvar i den eksistensielle einsemda, ei moralsk forplikting som gjeld dei andre. Førestellinga om menneskeverd som ein grunnverdi får tydeleg uttrykk, t.d. i Menneske og maktene. Duun voks opp på Jøa, mest på garden Dun (Øverdon), nær bygdesenteret i Fosnes kommune. Han vart buande heime til han var 25 år gammal, arbeidde på gard og var med på fiske 9 vintrar. Han hadde sett korleis storm kunne piska hav og opplevd forlis, og han lærte landskap og miljø godt å kjenna. Den skiftande naturen må ha gjort sterkt inntrykk; folkelivet òg, og ikkje minst språk og munnleg forteljekunst. Nesten alt han skreiv seinare har motiv frå landskap og miljø han kjende frå tida heime, og skriftspråket hans er farga av målføret, særleg når han gjev att replikkar. Duun var den eldste i ein syskenflokk på 8. Det var meir enn 20 års aldersskilnad på han og den yngste broren. Tre av syskena døydde medan dei var mellom 3 og 5 år gamle, og det har nok påverka livet heime. Foreldra til Duun vart rivne med av lågkyrkjelege vekkingsbølgjer som gjekk over Jøa sist på 1800-talet. Duun kom seinare til å reagera sterkt mot at - lægpredikanter og andre troshelte huserer i ens hjem - og skilnaden i livssyn skapte avstand mellom han og foreldra. Duun vart tidleg litterært interessert. Han lytta intenst til gode munnlege forteljarar, og han las alt han kom over; det var som ein sjukdom, har han sagt. Han tok også tidleg til å skriva, i det handskrivne bladet i ungdomslaget på Jøa, og han sende manuskript til bladet Breidablik på Røros, der han fekk prenta sitt første dikt 1896. Same året sende han også sitt første bokmanus, 4 novelletter, til Olaf Norlis Forlag i Oslo. Det vart refusjon, som det også vart med eit nytt manus til Aschehoug forlag året etter, og i perioden 1897–1901 vart det i alt 5 refusjonar frå Aschehoug; alle dei første manuskripta var på det vanlege bokmålet. I 1901 tok Duun til ved Levanger lærarskole, der han fullførte den høgare lærarprøva 1904. Forfattaren Vetle Vislie var norsklæraren hans. Kontakten med Vislie fekk mykje å seia for Duuns utvikling som forfattar, og Duun og Vislie vart etter kvart også nære vener. I lærarskoletida tok Duun til å skriva landsmål, som vart språket hans seinare, personleg farga, med særmerke frå målføret både i formverk og ortografi. Duun var lærar i Trøndelag i 4 år, og 1908 vart han tilsett ved Ramberg skole i Botne i Vestfold, der han kombinerte læraryrket med dikting. Jamt over gav han ut ei bok for året også medan han var lærar. Han levde heller anonymt, i lag med kona og den eine dottera, Dagmar (f.1910). Dei kjøpte hus med vidt utsyn over fjorden, og der skreiv Duun med utgangspunkt i heimegrender han berre sjeldan vitja etter at han hadde flytt sørover. Med Statens stipendium gjorde Duun ferder til Sverige, Danmark og Tyskland 1912 og 1914; lengst tid budde han i Bayern, der han var då krigen braut ut i august 1914: Eg vilde sjå dei småbyane og leva millom dei menneskja som Auerbach, Hansjakob o.fl. har skildra i folkelivsbilæta sine, noko som eg lenge hadde ønskt eg kunde få høve til, skriv han i rapport til departementet. I 1927 søkte han avskil som lærar og vigde seg heilt til skrivinga. Duun publiserte lite dei første åra som lærar. Han gjorde ferdig ei diktsamling 1904 (hans første bokmanus på landsmål); den vart verande upublisert. Vislie rådde han til å skriva prosa i staden. 1907 debuterte Duun på Olaf Norlis Forlag med Løglege skruvar og anna folk. Sogor. Det er 12 soger i alt, folkelivsbilete, groteske humoresker, men også psykologiske portrett som peikar framover. Det er sikrare episke grep og tydelegare duunske motiv, som samanstilling av gamle verdiar og modernitet i den neste sogesamlinga, Gamal jord. Duun vart etter kvart ein meister også i det vesle formatet, ikkje minst i dei 2 seinare samlingane: Blind-Anders og Vegar og villstig. I dei 2 barnebøkene Duun gav ut under namnet Ole Raabye på Aschehoug forlag 1912 og 1913, Storbåten og Sommereventyr, begge på riksmål, møter vi nok den forteljande læraren. Det er rimeleg å tru at bøkene har blitt prøvde ut i skolesituasjonen først. I 1930-åra kom desse bøkene ut i nye utgåver på nynorsk, og Duun er ein god forteljar for barn. Den første romanen til Duun, Marjane, inneheld truleg restar av det han skreiv i 1890-åra. Det er ei uduunsk bok, med mykje sentimentalitet, men med glimt inn i det som kom til å bli landskap for mange av hans seinare romanar: ei kystbygd med garden Håberg som sentrum, og også somme av figurane i romanen møter vi att seinare. Langt meir moden og moderne er romanen Paa tvert, med imponerande innsikt i psykologiske kompensasjonsmekanismar. Umedvite sjeleliv, med raffinert påvising av at fortida lever i notida, er sentralmotivet i Nøkksjølia og endå meir i framhaldet av denne romanen, Sigyn. Sigyn-bøkene viser det som blir endå tydelegare seinare, at Duun er ein av dei fremste kvinneskildrarane i norsk litteratur. Meisterleg psykologisk skildring er det også i den romanen som kom mellom dei 2 Sigyn-bøkene: Hilderøya, som paradoksalt også kan karakteriserast som ein lyrisk roman om sjalusi, har samspel mellom natur og sjeleliv som eit sentralt motiv. Sjeleskildring og erotisk konflikttematikk står sentralt også i Tre venner, men her er samstundes meir vekt på sosiale spenningar, som det også er i Harald, og endå meir i Det gode samvite, med skildring av 3 generasjonar og endring av mentalitet og moralske normer i takt med moderniseringa av samfunnet. Erotisk psykologi dominerer absolutt i På Lyngsøya. Hovudverket til Duun er romansyklusen om Juvikfolket i 6 band: Juvikingar, I blinda, Storbryllope, I eventyre, I ungdommen og I stormen. Det er ein slektsroman frå bondemiljø i trøndsk kystsamfunn med perspektiv langt tilbake, men med vekt på tida frå tidleg 1800-tal til samtid. Vi lærer 6 generasjonar å kjenna, deira barske individualisme og utviklinga av tilhøvet deira til makter som natur, andre menneske, Vårherre og Satan, og vi ser deira kompliserte vokster inn i fellesskapen når den moderne tida kjem. Hovudpersonen i dei 3 siste romanane, Odin, syg kraft frå tradisjonen om dei gamle, men må handla annleis enn dei for å leva rett: Han ofrar til slutt frivillig livet for fienden som har krenkt han på det grovaste. Slik fører han ætta eit - høneføtt - framover. Juvikfolket er eit uvanleg rikt romanverk, språkleg suverent, med stor episk kraft, psykologisk innsyn og fint samspel mellom sjeleskildring og framstilling av sosiale og historiske prosessar. Juvikfolket vart Duuns gjennombrot også hos publikum, både i Noreg og utlandet, særleg Tyskland, der verket kom i fleire utgåver i 1920- og 1930-åra og fekk svært rosande kritikk, særleg av Max Tau, som såg på Duun som den fremste europeiske diktaren i samtida. Då verket var fullført, fekk Duun diktarløn. Han vart nominert til Nobelprisen i litteratur, og den sakkyndige i Svenska Akademien, Pär Hallström, skreiv ei svært rosande innstilling om verket og forfattaren. 13 gonger i alt vart Duun nominert til prisen; mellom dei som gong etter gong gjorde framlegg om hans kandidatur var historieprofessorane Oscar Albert Johnsen og Halvdan Koht, Harry Fett, Jens Thiis, Helga Eng og Paal Berg. Novellesamlinga Blind-Anders har nær tilknyting til Juvikfolket, etter som forteljingane er lagde i munnen på Anders Håberg, hovudpersonen i I blinda. For første gong etter debuten tok han 1 års pause og gav ikkje ut nokon roman 1925. Den moderne samfunnsromanen Straumen og evja er nok den minst vellykka av Duuns romanar, medan han gjorde stor suksess, ute og heime, med Olsøygutane, tilsynelatande ei frisk og lystig skildring av fire vitale fiskarbrør på ei lita øy ytst i havgapet, men i røynda ein subtil og heller mørk psykologisk roman om ufrie menneske med ironi til vern mot det såre dei ikkje kan tala om og knapt erkjenna. Carolus Magnus er dels frå hovudstaden og har trekk felles med Garborgs Bondestudentar. Romanen er ein studie i ufriskt sjeleliv; hovudpersonen må ein kunna karakterisera som psykopat. Kritikken var famlande; berre Sigurd Hoel såg meisterskapen også i denne romanen. Derimot var kritikken unisont rosande 1929, då Duun gav ut Medmenneske, første roman om Ragnhild på Stavsund; den gode lyse kvinna som berre ønskjer å gjera vel og vera forsonar mellom far og son i konflikt: verfaren hennar, den sleske Didrik Dale, og mannen hennar, Håkon. Det endar med at ho, utan å ha planlagt det, kjem til å ta livet av Didrik med øks. Ho veit at ho har handla ille, men vel å tolka handlinga som meiningsfull, og det eksistensielle og etiske spørsmål romanen reiser, blir: kan det vera rett å ta liv? Håkon meiner nei. Han lever ikkje opp til hennar von om fellesskap, og ho kjenner seg svikta av han då ho må ta på seg straffa. Duun var sjølv med og dramatiserte Medmenneske for Det Norske Teatret 1935 (saman med Knut Hergel). Det vart suksess, og stykket har blitt spela fleire gonger også dei siste tiåra. Det har også vore laga fjernsynsserie av Medmenneske. Dei 2 neste romanane i serien, Ragnhild og Siste leveåre, er mindre dramatiske, men særleg Ragnhild er ein framifrå roman om å venda tilbake til livet etter ei djup krise. I 1930-åra eksperimenterte Duun elles mykje med forma. Dei novellene han gav ut 1931, Vegar og villstig, har meir av tidlaust legendepreg enn dei tidlegare sogene. Romanen Ettermæle har blitt karakterisert som kriminalroman og dreiar seg om ein son som etterforskar mors død som faren har blitt skulda for. Samstundes etterforskar han si eiga fortid, som han ikkje kjenner. Ettermæle har seinare blitt dramatisert med stort hell. Gud smiler er komponert som 2 noveller med kvar sin hovudperson, og dei 2 kjenner ikkje kvarandre før mot slutten, då dei møtest og blir gifte. Samtid er ein bygderoman om strid og kiv og ulike slags konfliktar, men det karakteristiske – og formelt moderne – med romanen er at alt som hender, blir formidla gjennom eit sinn, i eit slags stream-of-consciousness-teknikk. Duun følgde opplagt med i utanlandsk litteratur og tok vare på impulsar frå det nye, både i USA og i Europa. Menneske og maktene, som vart Duuns siste roman, er også originalt komponert. I ei rammeforteljing, dvs eit opningskapittel og eit sluttkapittel blir det fortalt om ei uversnatt med storm og med storflo over eit lite øysamfunn der mange druknar men nokre overlever. Mellom dei to samtidsaktuelle kapitla er det fem kapittel om nokre av dei personane som blir stilte overfor påkjenningar og kriser denne uversnatta, både slike som overlever og slike som går til grunne. Det er som om Duun spør: Kva skal til for at menneske skal overleva? Duun var uvanleg høgt verdsett i si samtid. Han var den første som vart tildelt Gyldendals legat for norsk litteratur 1934. Særleg var han populær i Tyskland, i alle krinsar. Som den aller første fekk han på 60-årsdagen tildelt den store Henrik Steffens-prisen for skandinavisk litteratur og kunst. Universitetet i Hamburg stod som tildelar, professor Didrik Arup Seip var med i styret for prisen, men pengane kom frå ei stor kulturstifting, grunnlagd av forretningsmannen Alfred Töpfer. Duun tok imot prisen på 10 000 Reichsmark i Hamburg i april 1937. Olav Duun sine bøker er omsett til svensk, dansk, islandsk, tysk, engelsk, nederlandsk, italiensk, polsk, latvisk, tsjekkisk, slovensk, fransk, ungarsk og serbokroatisk. Verker: Løglege skruvar og anna folk. Sogor, 1907 Marjane, 1907 Paa tvert, 1909 Nøkksjølia, 1910 Gamal jord, 1911 Hilderøya, 1912 Storbåten, 1912 Sommereventyr, 1913 Sigyn, 1913 Tre venner, 1914 Harald, 1915 Det gode samvite, 1916 På Lyngsøya, 1917 Juvikfolket, 1918–1923: Juvikingar, 1918, I blinda, 1919, Storbryllope 1920, I eventyre, 1921, I ungdommen, 1922, I stormen, 1923 Blind-Anders, 1924 Straumen og evja, 1926 Olsøygutane, 1927 Carolus Magnus, 1928 Ragnhild-trilogien, 1929–1933: Medmenneske, 1929, Ragnhild, 1930, Siste leveåre, 1933 Vegar og villstig, 1931 Ettermæle, 1932 Gud smiler, 1935 Samtid, 1936 Menneske og maktene, 1938 IKKJE PUBLISERT MATERIALE: Brev i NBO (Brevsamling 436 og 472) diverse usystematisert materiale i Olav Duun-huset, Holmestrand Kilder og litteratur: K. Elster d.y.: biografi i NBL1, bd. 3, 1926. R. Thesen: Mennesket og maktene. Olav Duuns dikting i vokster og fullending, 1945. K. Haukaas: Olav Duun og bøkene hans. Ein bibliografi, 1954. B. Birkeland: Olav Duuns soger og forteljingar. Forteljekunst og tematikk, 1976. O. Hageberg: Olav Duun. Biografiske og litteraturhistoriske streiflys, 1995. d.s.: Forboden kjærleik. Spenningsmønster i Olav Duuns dikting, 1996. Brevsamling 472, NBO. Portretter m.m. KUNSTNARLEGE PORTRETT Byste av Stinius Fredriksen, u.å.; Det Norske Teatret, Oslo. | Johannessen Duun, Ole Julius (I11327)
|
| 6981 | Forhenværende budeie Marit Arntsdatter Haukås bodde hos Sivert Johnsen Sneen i Støren da hun døde av alderdom. Opphold av sin bror fhv. håndv.sersjant. | Arntsdatter Hugaas, Marit "Sneen" (I1409)
|
| 6982 | Forhenværende gårdbruker døde ugift på Hospitalet av alderdomssvakhet. | Arntsen Hugaas, Ingebrigt (I1406)
|
| 6983 | Forhenværende handelsborger Johannes Fredrik Theodor Heyerdahl døde av sukkersyke. Bopel var Øvre Gate. | Heyerdahl, Johannes Fredrik Theodor (I6986)
|
| 6984 | Forhenværende Skolelærer Peder Arntsen Hugaas og hustru Knerke Amalie Hugaas er registrert boende i Indherredsveien 56 på Bakke/Lademoen i Trondheim kjøpstad under folketellingen i 1885. Her bor de sammen med barna (født i Strinden): Laura Bernhardine Hugaas, f.1866. Arne Edvard Hugaas, f.1872, midlertidig boende her. Aagot Pauline Graven, f.1883, er nevnt som datter, men er datterdatter. Aagot Pauline var Laura Bernhardines første barn, født utenfor ekteskap. Deres kommende svigersønn er også registrert på denne adressen, Oscar Bernhard Olsen, f.1861 i Trondhjem, Skomager og Hvalfanger. Han giftet seg med datteren Laura Bernhardine i november året etter. | Arntzen Hugaas, Peder (I1154)
|
| 6985 | Forhenværende Skrædder Tollef Tollefsen, fattiglem, død 77 år gammel. Dødsårsak Chronisk Enterit. Enteritt refererer til hevelse og irritasjon av tynntarmen. Det kan være forårsaket av bakterier, som Salmonella. Mikroorganismer som forårsaker tarmbetennelse kan spres gjennom forurenset drikkevann. Oppblåsthet og overdreven gass er symptomer på tarmbetennelse. Enteritt er en tilstand hvor tynntarmen blir betent og som typisk forårsaker magesmerter og kramper, feber, diaré og kan være et resultat av flere forskjellige problemer. Den vanligste typen er bakteriell tarmbetennelse, som vanligvis oppstår som følge av matforgiftning fra forurenset eller feil tilberedt mat. De fleste som lider av tarmbetennelse vil få det ved å spise mat eller drikkevann som inneholder virus, toksiner, eller mest vanlig, bakterier, som deretter angriper tarmen og forårsaker betennelse. Mat og vann kan bli forurenset gjennom kontakt med avfall under bearbeiding eller frakt, eller fordi det er lagret feil, ikke grundig rengjort, eller feilaktig tilberedes. Enteritt refererer til hevelse og irritasjon av tynntarmen. Denne del av tarmen forbinder tykktarmen eller tykktarmen til magen, og er delt inn i 3 seksjoner, kalt duodenum, jejunum og ileum. Irritasjon kan oppstå i en hvilken som helst eller alle av seksjonene og er oftest forårsaket av bakteriell eller viral sykdom. Langsiktig hevelse som ikke er forårsaket av infeksjon kalles kronisk tarmbetennelse, og det kan skyldes forhold som påvirker tarmen, som Crohns eller cøliaki. En medisinsk faglig kan mistenke tarmbetennelse når en pasient opplever ubehag i magen, diaré og oppblåsthet i magen på grunn av overflødig gass. At avføring er svart betegner indre blødninger. De fleste tilfellene er forårsaket av virus sykdommer. Disse sakene har en tendens til å også ha symptomer som mindre feber og er vanligvis over i løpet av få dager. Virale sykdommer har en tendens til å kreve hvile og riktig inntak av væske for å gjenopprette en pasient til helse. Enhver sykdom som forårsaker diaré trenger å bli behandlet ved å øke pasientens inntak av vann og andre væsker for å forhindre dehydrering. Kronisk tarmbetennelse kan være forårsaket av ulike forhold som påvirker tarmkanalen, og behandlingen vil variere avhengig av årsaken. Noen former kan skyldes eksponering for parasitter, for eksempel, og utvidede tilfeller av reisende diaré og / eller drikke vann fra bekker er vanligvis betraktet som mulige årsaker. Disse er diagnostisert ved å evaluere avføringsprøver og kan kun kureres ved å ta anti-parasittiske medisiner. Andre årsaker til kronisk tarmirritasjon er tilstander som kan kreve kompliserte behandlinger. Crohns sykdom, for eksempel, kan påvirke hele tarmkanalen og kan kreve kirurgi for å redusere betennelse. Cøliaki, derimot, er en vedvarende manglende evne til å fordøye gluten som finnes i hvete mel. Kilde: http://www.notmywar.com/t/kronisk-enteritt/ | Tollefsen, Tollef (I964)
|
| 6986 | At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld. | Family: Living / Living (F330)
|
| 6987 | At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld. | Family: Living / Christina Bergerseter Holt (F6491)
|
| 6988 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | Brinchmann, Alexander (I32)
|
| 6989 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | Brekke, Sara Sophie (I457)
|
| 6990 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | |
| 6991 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | |
| 6992 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | |
| 6993 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | Brekke, Alexander Brinchmann (I458)
|
| 6994 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | Brinchmann-Hansen, Louise (I400)
|
| 6995 | Forklaring: Brevet er skrevet til barnebarna Sara Sofie (Sossi) og Alexander (Assi) Brekke. Nevnes i brevet er barnebarna Alexander (Assi) og Louise (Visse) Hansen. Molde 1 mai 1888. Kjære Sossi og Assi! Denne gang har jeg noget at skrive om, som kanskje vil interessere eder, nemlig om et stort børnabal, som jeg holdt sidste onsdag. Du skal tænke, at jeg havde initeret alle børn i byen i et antl av henved 80, deriblandt alle skolens elever, som jeg mandag lod opstille i 2 rader, gutter i en og piger i en, i gymnastiklokalet, og så trådte jeg foran dem og inviterede dem alle – så vidt tidlig, for at de kunde have sit tiolette i orden. Derpå lod jeg Alexander Hansen (Assi her) på mine vegne indbyde alle sine kamerader på frk. Bjørsets skole, omtrendt 24, og så inviterede tante Ragnhild alle Visses jævnaldrende. Men af de 80 kom kun mellom 50 og 60, mest fordi gymnasiets og middelskolens ældste gutter betakkede sig (!), dels også fordi en del små var syge, blant disse beklagelig nok lille Inga. Hele tirsdagen blev her skåret 800 smørbrød på storsalen af Alexandra og 2 andre piger, belagte (smørrebrødene, ikke pigerne) med mysost, pølse, tunge, salt kjød, og, ansjos og andet diverse; alle disse smørrebrød blev, nedlagte i bedstefars sink-badekar, overdækkede med fugtede servietter, hensatte i tante Erikas værelse. Så havde jeg med tæpper dækket til for trækken i trappeopgangen, for at alle døre i 2den etage kunde stå åbne. Gutterne lagde rejsetøjet i et (No 1) og pigerne i et andet (No 4) skoleværelse. Storgangen var ved sofa og bænker og andre udstyrsmidler omdannet til et værelse, hvor der blant andet fandtes opstillet et ølanker med krane på, hvorfra der drikke tappedes i mugger, hvorfra der atter skjænkedes i glas til de dansendes læskelse. Gulvet under dansesalen (spisestuen), der var ganske udryddet for møbler, var afstivet med støtter, og dog huskede gulvet under dansen således, at ovnen nær var falden du, hvis jeg ikke i tide havde fået den tjoret med en kjætting. Precis kl. 6 kom alle gjæster og blev førte ind i storstuen, hvor to store borde stod døkkede med hvedebrød, og så begynte chokoladedrikningen, der varede til kl. 7. Til chokoladen havde jeg være så inventiøs at fosyne mit hus med 5 dusin ølglas, hvorved jeg både undgik at låne kopper og at lade disse sønderslå af de små damer og herrer. Frøken Bentzen, der havde tilbudt sin tjeneste, var den eneste indbudne voxne, og hun approberede mit ølglas-projekt, der da også viste sig overmåde praktisk. Ja, det forstår sig, tanterne (for at spille) og onkel Karl (for at være tilskuer) var her da også. Efter chokoladen ordnedes polomaisen, anført af Olaf med Karen Mønniche (til ære for hendes snarlige afrejse); men da Olaf erklærede, at han ikke vidste, hvorledes han skulde føre polonaisen, gikk bedstefar og Visse allerførst og derpå alle par om par og det høvede så godt, at der kun blev 1 gut til overs, og denne tog da frk. Bentzen. Efter tanternes musikk gikk så toget fra storsalen, over storgangen, rundt spisestuen, gjennem kontoret og dagligstuen atter ind i storsalen, og derpå med nogle fordelinger og ablegøjer den samme vej igjen, indtil polketten begyndte, da bedstefar fratrådte. Men dansen gikk ustandseligt og livlig den hele aften, og havde jeg den tilfredsstillelse ved gjæsternes aftræden – alle på 1 gang kl. 12 – at modtage og senere høre bekræftet den forsikring, at de - aldrig havde moret sig så godt. Kl. 9 1/2 serveredes smørrebrød og melk; Pål Randers gjorde sig til af, at han havde spist 20 smørrebrød og 3 glas melk; alligevel havde vi igjen flere store fade smørrebrød og 3 bøtter melk, (og meget chokolade). Hele stasen kostede mig kr. 61.61 (pudsigt nok samme antal kroner og øre). Tror i nu, at tante Erika kan have lyst til at læse dette, så lån hende brevet. Ellers er det egentlig til eder, Sossi og Assi. Bedstefar Brinchmann Mer skal jeg fortælle, når jeg kommer. | Brinchmann-Hansen, Alexander (I399)
|
| 6996 | Forlenet med Kongsgården i Jämtland, som han fratrådte i 1493. Fogd i Jämtland 27.mai 1500. Lagmann på Steig 1514-1525. Forlenet med Jämtland 1523?, riksråd 1524, var 1524 utsett til å være høvedsmann i Jämtland, men nevnes som nylig død i brev 28.februar 1525. Kilder: Olof Holm: Supplemment til Jämtlands och Härjedalens Diplomatarium, 1999, nr. 1500a. DN VII nr. 601, regest i JHD III nr. 42. | Gunnarsen Bagge, Olaf (Oluff) "på Steig" (I10846)
|
| 6997 | Forlis ved Vlieland i Nederlandene. | Barfod, Carl Martin Gudem (I5716)
|
| 6998 | At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld. | Family: Living / Lucie Godart, "Gauthier" (F634)
|
| 6999 | Forlovere for ungkarl og skomaker Lorentz og pigen Nelia var C.Hoffmann og Michael Steen. | Family: Lorentz Christiansen Laeste / Nelia Nicolajsdatter Golbak (F3021)
|
| 7000 | Forlovere var Andreas Abrahamsen ..... og Ole Andersen Lærum. | Family: Erik Johansen Hampedalen / Antonette Sophie Hansdatter (F118)
|