Zinow Genealogy Website

The history of the Norwegian Zinow family, and their connected families of Lorentzen, Hugaas, Schøyen, Møller, Skrogstad, Høyem, Reitan, Brinchmann, Sværen, Harbo, Bernhoft, Hiorth, Linge, Tjomsaas, Cudrio, Borlaug, Husabø, Børsheim, Coucheron, Irgens etc. ...and for our beautiful long-haired dachshund; Tina

Notes

Matches 7,051 to 7,100 of 16,629

#	Notes	Linked to
7051	Fortalt av barnebarnet Tor Kristian: Sommeren 1984 dro mamma og jeg til Trondheim på en ukes ferie. Dette likte mormor dårlig, da hun var innlagt på sosialmedisinsk avdeling på Akers sykehus, og kunne ikke være med på turen. Hun følte at vi forlot henne, og lot henne ligge igjen der alene. Det var sårt å forlate henne, men vi trengte et lite avbrudd i hverdagsproblemene, og få besøkt kjære slektninger i Trondheim. Men, under vårt opphold i Trondheim lyktes vi i å overtale mormors gamle barndomsvenninne, Gjertrud Øien, til å være med oss sørover til Oslo. Dermed ble det et hjertelig, siste gjensyn, og en stor overraskelse for mormor å få treffe Gjertrud igjen. Det betydde mye for henne. Alt i alt kom det mye glede ut av Trondheimsturen vår, og det var så utrolig godt å se gleden mormor følte over å få se og treffe sin aller beste venninne igjen.	Lorentzen, Ruth "Zinow" / "Skøien" (I9)
7052	Fortalt av Erland og Turid, barn til Karl Kristian: Det var på den tiden familien bodde på Hamar. Karl var en ung gutt, og ble sendt alene med toget til Trondheim for å besøke sin farmor Karen. Når han kom fram dit hun bodde, gikk han bort til vinduet og kakket på vindusglasset. Farmor Karen ble forskrekket, men Karl svarte myndig og veslevoksent: Det er Karl Kristian Lorentzen fra Hamar.	Lorentzen, Karl Kristian (I40)
7053	Fortalt av Erland og Turid, barn til Karl Kristian: Det var på den tiden familien bodde på Hamar. Karl var en ung gutt, og ble sendt alene med toget til Trondheim for å besøke sin farmor Karen. Når han kom fram dit hun bodde, gikk han bort til vinduet og kakket på vindusglasset. Farmor Karen ble forskrekket, men Karl svarte myndig og veslevoksent: Det er Karl Kristian Lorentzen fra Hamar.	Olsdatter Moe, Karen "Lorentzen" (I501)
7054	Fortalt med Johan Haanes' ord: Hotellet var pent og komfortabelt, maten var god og noen minutters spasertur gjennom en vakker park brakte oss fram til valplassen, en herlig rød bane nedsenket i terrenget. Nettopp en slik bane som innbyr til førsteklasses tennis. Og likevel spilte vi redselsfullt den første treningstimen. Våre motstandere var nettopp ferdige med sin trening og slo seg ned rundt banen for å kikke på oss. De fulgte interessert med, men bare i noen få minutter. Så begynte praten, noen av dem lo, og vi trodde det var av oss. I alle fall merket vi siden en fornærmelig mangel på respekt for tennisen vår. Men det bare styrket viljen til å gjennomføre hva vi ble enige om like etter den fatale treningstimen: Nytte de fem dagene så fornuftig at vi kunne gi dem en overraskelse den fredagen kampene skulle begynne. Og vi gjennomførte det programmet vi la opp. Rolig, regelmessig liv med mye søvn og lett ballslåing inntil sikkerheten begynte å komme. Ingen anstrengelser, ingen forsert trening... Det gikk framover med treningen, men langsomt. Vi forsøkte å huske på grunnreglene, så godt på ballen, bøyde knærne godt og konsentrerte oss om hvert slag... Jeg trakk Gabory i første kamp, mens Finn skulle spille mot Straub etterpå. Den ungarske kapteinen foreslo at kampene skulle gå i omvendt rekkefølge, det ville ha betydning for publikumsbesøket... det var Gabory de helst ville se. Det var stekende varmt de dagene, og Finn og jeg tålte varmen omtrent like godt... men av ungarerne kunne mørkhårete, sigøynerbrune Straug ikke få det varmt nok, mens Gabory gjerne gikk lange omveier for å holde seg i skyggen. Da vi gikk med på endringen av programmet, fikk Straub nettopp den varmen han ønsket, mens Gabory fikk spille i den litt kjøligere ettermiddagsluften... Jeg satt ved siden av ham (den ungarske kapteinen) under Finns kamp, og det var morsomt å se hans overraskelse da det gikk opp for ham at Finn Smith fra Norge var tennisspiller. Smith er en stor og gledelig overraskelse, sa han høytideligere enn jeg noensinne hadde sett ham, og jeg forstod han var glad over det. Enda Straub tydelig lå under i spillet ute på banen... Men han likte seg i den dirrende hete luften, og det gjorde ham ikke noe å løpe fra den ene siden til den annen og returnere Finns baller som hadde god lengde, og ofte satt der de skulle. Det er sikkert noe i det at lyse mennesker dårligere kan utholde varmen. Den knekket iallfall Finn i den kampen, og en enkelt uhyre viktig ball hjalp til. Finn leder kampen med to sett mot ett, det står 4/3 og 30/15 i det fjerde settet, og Finn server. Etter en liten ballveksling driver han langt og hardt ned i backhandhjørnet til Straub og følger opp til nettet. Straub når ballen, men returen er svak og hans posisjon håpløs. En enkel volley skulle nå skaffe Finn 40/15, nesten 5/3 ledelse og de aller beste utsikter for en sluttseier. Og så setter han den enkle volleyballen minst fem meter utenfor Straubs rekkevidde, men også en liten centimeter utenfor linjen. Jeg ser hvorledes Finn legger seg over nettet og fortvilet stirrer etter ballen som ikke vil lystre. Han mister både gamet og den lille rest av motstandskraft mot varmen, som sikkert ville greidd noen game til i medgang. Men nå var det ingen krefter igjen som kunne hindre Straub i å ta det fjerde sett og deretter det femte som han ville. Johan Haanes tapte sin singlekamp mot Gabory, men de 2 tenniskameratene fra Norge halte i land en seier i doublekampen. Siste dagen delte de 2 landene seierene slik at Ungarn til slutt vant Davis Cup kampen 3-2. Fra Norge i Davis Cup: Norge rykket ned til kvalifiseringsrundene etter 1933, men viste sitt beste resultat i august det neste året (1934), takket være god innsats av Finn Smith og Johan Haanes, med et knepent tap på 2-3 i det 3. møtet med Ungarn. Finn Trygve Smith fikk en 2-setts ledelse i første runden, men Emil Gabori beseiret Smith i finalen og vant spillet for Ungarn. Kilde: http://tennisavisen.no/norge-davis-cup/ 1001 tenniskamp, av Johan Haanes, utgitt i 1942.	Smith, Finn Trygve (I956)
7055	Foruten barna Gjertru (f.1678), Arne (f.1680) og Guru (f.1682) fikk Erich og Marit: Berit, f.1685 d.1772. Gift 1716 med Ole Eriksen Støver (1676-1725). Bønder på Støver.	Family: Erich Arensen Solberg / Marit Jamsdatter, "Solberg" (F973)
7056	Foruten barnets foreldre står enke Karen Lorentzen og enke Gusta Loholt nevnt som faddere.	Lorentzen, Cora Alice "Pedersen" / "Skarholt" (I1280)
7057	Fosdal Østre, Feda.	Bagge, Hans (I11107)
7058	Fosnæs. Fra Gløersens Dødsfall i Norge: mohrsen, chatarine høyer, e. efter kpt. m., t sandvigen i fosnes prgj . 20/4 1800, 62 år, fl. gjl. b. hvv. jakob m.	Marcusdatter Høyer, Catharina "Mohrsen" (I12576)
7059	Fosnæs. Fra Gløersens Dødsfall i Norge: mohrsen, - jacob von, dim. kpt., t gd. broum i namdalen 29/4 1793, 77 år, e.: catharina f. høyer, mange ufors. b., opg. frav. arv.: 1) d.: bergitha borthuus m. g . m. borger raphael lund brunick (borgerleiet svartsund i vesterålen) 2) dattersønn: david andreas lund (1 år 3 md., hos faren: tiendeforpakter l. i nordland).	Mohrsen, Jacob Friedrich (I12574)
7060	Foss Nedre.	Larsdatter Østby, Anne (I12154)
7061	Fossum	Lauritsen Blix, Erik (I2774)
7062	Fossum av feber, 70 ?r gammel.	Larsen, Gulbrand (I11751)
7063	Fossum er en matrikkelgård i Bærum kommune med gårdsnr. 31. Den har adresse Ankerveien 201. Gårdsnavnet er i 1398 skrevet Fossimi, sammensatt av foss og heim. Fra tidlig skal det ha vært 2 gårder, Nord-Fossum og Sør-Fossum. Rundt 1400 og i 1661 hørte Fossum under Nonneseter kloster. Fossum kom rundt 1670 under Bogstadgodset, senere under Nordmarksgodset og Fossum Jordbruk.	Larsen Fossum, Christopher (I15818)
7064	Fossum nordre. I folketellingen i 1801 er familien nevnt under Fossum nordre i Bratsberg amt og Gjerpen prestegjeld. Engelbert Pedersen er 45 år og verksarbeider. Hans kone er Anne Gundersdatter 44 år. Begge i sitt første ekteskap. Barna er Gunder 16 år, Hedevig 12 år og Peder 9 år.	Pedersen Venstad, Engebret "Fossum" (I7416)
7065	Fossum-eie	Nielsdatter Fossum-eie, Anne (I11761)
7066	Fossum-eie	Nielsen Fossum-eie, Lars (I11762)
7067	Fossum-eie	Nielsen Fossum-eie, Johannes (I11763)
7068	Fossum.	Coucheron, Karen Andrine Michaline "Aamodt" (I10866)
7069	Fotballklubben Kvik ble dannet den 6.oktober 1900, og er Trondheims eldste fotballklubb. Fotball har alltid vært hovedgrenen i Kvik, selv om det i perioder også har vært andre aktiviteter som ski, boksing og bandy. Kvik hadde sin gullalder i 1920-åra. De fleste kampene gikk da på datidens hovedarena, den gode gressbanen på Sorgenfri. Under 2.verdenskrig ble klubborganisasjonen holdt inntakt ved at ledelsen regelmessig samlet seg rundt bridgebordet. Kvik deltok i Hovedserien i 1951/1952 og 1955/1956, og i 1960-åra kjempet Kvik i 2.divisjon mot lag som Rosenborg, Lillestrøm, Start og Steinkjer. Siden ca.1970 har Kvik’s seniorlag spilt i 3. og 4.divisjon.	Solberg, Sverre (I22809)
7070	At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld.	Living (I5734)
7071	Fotballspiller og ishockeyspiller i Oppegård idrettslag, senere også ishockeytrener i klubben. To lagbilder: Ole står i midten bak på fotballagbildet, mens han er trener og står helt til høyre på ishockeylagbildet.	Sværen, Ole Johannes (I23)
7072	At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld.	Living (I6721)
7073	Fotballtrener i Tromsø Idrettslag i årene 1982 og 1984, der han la grunnlaget for opprykket til 1. divisjon fotball for herrer 1985. Torkild fulgte med til Tromsø da kona begynte på legestudium i Nordens Paris tidlig på 1980-tallet. Han bodde i byen i 4,5 år og hadde en høy stjerne hos mange fotballinteresserte i byen. Som trener for Tromsø førte han laget fra 3.divisjon og helt opp i Eliteserien, med Per Mathias Høgmo som en av spillerne. TIL vant opprykkskampen mot Moss i 1985. I 1986 var han trener en kort periode i Rosenborg, deretter Molde før alvorlig sjukdom samme år gjorde at han måtte legge denne karrieren på hylla. Samme år ble hans gamle klubb TIL cupmester. Brakstad hadde lagt mye av grunnlaget for suksessen.	Brakstad, Torkild (I5732)
7074	At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld.	Living (I7804)
7075	Fotografering 1880 (påført baksiden at det er fotografert september 1880). Fotograf: Ovesen, R.	Brinchmann, Louise Frederikke "Rønneberg" (I1234)
7076	Foulques married Hildegarde, Countess of Anjou, daughter of Lancelin 2 de Baugency and Alberga. Hildegarde was born about 964 in Anjou, Maine, France and died on 1 Apr 1046 in Jerusalem, Palestine. Daughter: Hermengarde d' Anjou was born in 1018 in Anjou, Maine, France and died on 18 Mar 1076 in Fleury-Sur-Ouche, France.	Family: Foulques av Anjou, "Foulques 3" / (F4846)
7077	Fr.stad, Søndag 5/8 88 Kjære Erika! Nu skal du da endelig få et brev – der er jo egentlig ikke for tidlig heller. Du har naturligvis fået kortet fra Strømstad, og med det vel tak for brev og gratulation; hvis ikke, så får du tage takken nu; du ved bedre sent end aldrig. Altså, til sagen! Jeg kom til Strømstad Tirsdag d.17 Juli. Bedstepapa og guttene seilede mig ned, for senere at tage videre ned over svenskekysten. Da jeg kom til Thiis’s, traf jeg løitnant Carlsen, som skulde have reist dagen iforveien, men blev over et par dage, da Oscars ophold var forlænget. Det var rigtig en hyggelig kameratslig gut, og jeg gjorde ham, i al stilhed for mig selv, afbigt for min ufordelagtige dom over ham. Vi blev da også svært fine venner og havde meget moro sammen, slogs så fillerne føg. Det burde jeg vel ny være vokset fra, syns du vel; men naturen går over optugtelsen, ser du. Han reiste to dage efter at jeg var kommen, og Cissi og jeg hylede os i den anledning aldeles hæse; folk standsede udenfor på gaden og stod og gloede ind på de nedrullede gardinger, bag hvilke vore sørgehyl ophævede sig. Noget må man jo gjøre for at more sine medmennesker. Jeg traf en del kjendte i Strømstad bl.a. Dr Meyer, hvem jeg just ikke overhobede med nogen overdreven elskværdighed. Han fik en hilsen af mig, som vist påfaldende måtte minde om en knækparasol. Jeg formoder du kan tænke dig den. Märta Krohn var der også; hun var bleven ældre og mer - dame. På en av Soireerne blev vi presenteret for en hr Bolander; det var en yngre bror af konsulen, og var kommen seilende fra Gøteborg i ”Trollet”, du husker den vel? Vi blev godt kjendte, vi flød jo ligesom på familjernes bekjendskab, og dagen efter var først jeg på formiddagen og så Cissi på eftermiddagen udi og seilede med ham. Det var uhyre morsomt. Kammerherre Gjerdrum med sønner var også der. Søndagen efter jeg var kommen var Smith og Dr Christiansen nede, og vi havde det svært hyggelig. Den 23de om morgenen kom Thiis og vækkede C og mig, og sagde at kl 12 skulde vi til Hankø; du kan tro der blev liv i leiren; jeg glemte geburtsdag og alting, indtil C. skriger ud, med bena i veiret: det er jo d. 23; gratulerer! Til frokost fik jeg da brev fra mama, fra Kirsti Thiis, fra dig, fra Louise samt kort fra Glenny og Mathilde Stabell. Desuden fik jeg et sølvarmbånd af fru Thiis og Cissi. Kl. 1/2 1 seilede vi da afsted til Hankø, og kom did 1/2 5. Vi måtte naturligvis op til - Egeberg - og hilse på tante Johanne, og det var ikke det gran morsomt. Noget morsommere var det at træffe hr Bolander og hans - trollet - og så et par andre svenske herrer, brukspatron Jansson og løitnant Jannerus som vi havde gjort bekjendskab med i Strømstad. Hjemreisen skulde have været i Tirsdag, men omforladelse det blæste og regnede over en lav sko hele dagen, så vi måtte blive enten vi vilde det eller ei. Så skulde vi seile Onsdag morgen, men nei! Vi måtte da bide i det sure æble og gå med - Glommen - til Fr.stad og så med - Horten - næste dag til Strømstad. Thorsdag fulgte da Anna Arntzen med; hun er rigtig en sød snil liden pige. Fredag var der bal på societeten, og der var vi allesammen. Vi dansede utrolig og jeg vakte en vis opsigt ved en ganske særegen vals som jeg dansede med en amerikaner Mr Akorn. Trinnene var kopsvals men der var forskjellige figurer. Vi dansede først en vals, så skulde han danse næste med Cissi, men hun kunde ikke følge med, og hun foreslog ham, at tage mig i stedet.; det gjorde han da, idet han spurgte, om jeg vilde gjøre ham - the great favour to waltz with him again. Jeg var naturligvis øieblikkelig færdig, da jeg ikke dansede den vals og så tilslut drog vi ivei med - le valse des fleurs - en slags katillon. Det var en uhyre stor fornøielse at danse med ham, da han førte så støt og så, hva der er nokså sjeldent, holdt fast men ligevel så at man ikke følte det. Dagen efter reiste jeg over Gravningsund hjem. Jeg var da hos Pettersens hele dagen, og de var svært elskværdige mod mig. Søndag var vi ude og seile og Mandag rustede vi os til tur; bædstepapa Karl og jeg skulde seile du og se regattaen på Hankø Tirsdag. Vi seilede Mandag aften, og lå i Sjøbugten natten i øsende regnveir og stiv sydostlig kuling, så udsigterne var ikke lovende. (Det er sandt, da jeg kom til Strømstad efter Hankøturen, lå der bræver og en deilig buket til mig. Buketten var fra Halfdan Boye Christiania og bestod af roser. I midten var en næsten sort rose - prince de Maroque - og på et af bladerne var trykt - Hjertelig lykønskning; omkring var en 6 à 7 roser af samme sort og så 25 à 30 knopper og lidt udsprungne - la France - & nogle reseda hist og her og så bregner. To buketpapirer. Den var kolosalt deilig. Der lå et kort ved siden af, hvorpå stod - Bouqetsenderen fra i fjor - Er det ikke storartet?) Nu til seilturen! Vi så alle seilerne sætte afsted, og så satte vi tvers over fjorden til - Fuglehuk - vi gikk i land på en høi holme nord om fyret, gikk op på toppen og så havde vi regattaen i fugleperspektiv under os; det så brillant du, kan du tro! Også så langt som vi så udover! Tænk vi kunde se - Koster - ja i kikkert naturligvis (Nu skal jeg på no. 6). På eftermiddagen reiste vi indover til Tønsberg hvor vi kom om aftenen. Vi gikk ikke i land da det var så sent, men ventede til næste morgen. Vi beså alt som var at se, og så gjorde Karl og jeg visit hos frk Oftedahl som vi ikke traf hjemme. Om eftermiddagen drog vi videre til Horten, hvor vi beså os på værftet, museet og våbensalen og så reiste vi til Drøbak hvor vi kom Thorsdag kl 5. Jeg klædte mig og gikk op til Kroghs for at hilse på. Fruen var i Kristiania den dag, men skulde komme tilbage om aftenen; men Krogh selv traf jeg da. Han kjendte mig ikke først, så jeg måtte sige mit navn. Jeg sad og pratede en stund, og gikk så efter at have lovet at komme tilbage om aftenen når fru Krogh var kommet. Da jeg kom til postkontoret hører jeg en stemme: Men du gode gud, er det ikke dig da Karen? også var det Bergliot Mørch. Vi havde sp en alvorlig lang passiar på 5 kvarter også så jeg Kroghs komme fra bryggen. Jeg fulgte med hjem og spiste til aftens, og straks vi var færdige kom Henry, som er fæstningsartillerist for tiden. Vi talte om gamle dage og lo og havde det så koselig; fru Krogh fortalte at nogle damer havde spurgt hende, hva det var for en ung dame som var ifølge med hende; da hun havde sagt, at det var Karen Hiorth var forbauselsen bleven almindelig; de kunde aldeles ikke fatte, at slig en vildkat af en unge, kunde se såpas damemæssig du. Frk Schanche traf jeg og hilste på ved hjælp af fru K.; hun bad at hilse dig så meget og sige at det var hende umulig at tænke sig dig som gift. Hilmar er i Kristiania og er doven, Lars er færdig med sine examiner og er i Laurvik og Palle er i Charlottenberg hos sin – forlovede! Ja tænk Palle er forlovet! Hans kjæreste heter Elin – jeg husker ikke hva – og ser, efter fotografi at dømme, sød og elskværdig du; hun er 1 1/2 år yngre end ham. Det var rigtig rare nyheder at få høre, ikke sandt? Drøbak var den gamle; der var forresten kommet vandledning der, så den følte sig vist uhyre civiliseret. Jeg skulde have lyst til at ligge i Drøbak en sommer igjen. Jeg mødte - Herren forsyne mig - (Dr Faye-Hansen) men han kjendte mig heldigvis ikke igjen. Tænk gamle klokker Iversen som viede Hilmar og mig på Kirkegården (husker du det?) lever endnu; men jeg så ham ikke. Husker du Anna Krogh, en broderdatter af bankkassereren, som var i Drøbak det år vi var der? Hun er nu kommet nedover efter et 6årigt ophold på Tromsø, hvor hun har fået tæring. Det var så sørgelig at se hende; bleg og elendig var hun og øinene var som glas. Når en tog hende i hånden var den aldeles klam og seig. Tænk hun er 22 år; 8 dage før jeg var der nede, havde hun fået underretning om moderens død. Det måtte have vært skrækkeligt for hende stakkel. Om aftenen var musikken fra fæstningen kommen over og spillede på Tangen; den (tangen) var ikke så hyggelig, som i gamle dage; der var anlagt veie over alt, og det er jo bra nok, men den havde fået et lidt for tamt udseende, men livlig var der; en madde folk ude og hørte på. Nu kom dit brev og jeg har netop læst det. Jeg takker herved på det høitideligste for hilsen og skål, og haaber at kunne gjøre fruen den tjeneste hun ber om. Det regner i dag, så jeg tænker jeg venter at gå over til i morgen. Nu har jeg slig en krampe i hånden, at pennen næsten ikke vil gå på papiret; det skal vel holde hårdt, at du skjønner dette sidste men det er så godt at have lidt at studere på. Mama talte om at sende nogle du med det samme. Hils mor Hansen tusinde gange fra mig. Bring også rektoren min hilsen. Med mange hilsender til Christopher og dig fra din hengivne Karen Nils beder at hilse!	Hiorth, Karen "Hansen" (I28)
7078	Fr.stad, Søndag 5/8 88 Kjære Erika! Nu skal du da endelig få et brev – der er jo egentlig ikke for tidlig heller. Du har naturligvis fået kortet fra Strømstad, og med det vel tak for brev og gratulation; hvis ikke, så får du tage takken nu; du ved bedre sent end aldrig. Altså, til sagen! Jeg kom til Strømstad Tirsdag d.17 Juli. Bedstepapa og guttene seilede mig ned, for senere at tage videre ned over svenskekysten. Da jeg kom til Thiis’s, traf jeg løitnant Carlsen, som skulde have reist dagen iforveien, men blev over et par dage, da Oscars ophold var forlænget. Det var rigtig en hyggelig kameratslig gut, og jeg gjorde ham, i al stilhed for mig selv, afbigt for min ufordelagtige dom over ham. Vi blev da også svært fine venner og havde meget moro sammen, slogs så fillerne føg. Det burde jeg vel ny være vokset fra, syns du vel; men naturen går over optugtelsen, ser du. Han reiste to dage efter at jeg var kommen, og Cissi og jeg hylede os i den anledning aldeles hæse; folk standsede udenfor på gaden og stod og gloede ind på de nedrullede gardinger, bag hvilke vore sørgehyl ophævede sig. Noget må man jo gjøre for at more sine medmennesker. Jeg traf en del kjendte i Strømstad bl.a. Dr Meyer, hvem jeg just ikke overhobede med nogen overdreven elskværdighed. Han fik en hilsen af mig, som vist påfaldende måtte minde om en knækparasol. Jeg formoder du kan tænke dig den. Märta Krohn var der også; hun var bleven ældre og mer - dame. På en av Soireerne blev vi presenteret for en hr Bolander; det var en yngre bror af konsulen, og var kommen seilende fra Gøteborg i ”Trollet”, du husker den vel? Vi blev godt kjendte, vi flød jo ligesom på familjernes bekjendskab, og dagen efter var først jeg på formiddagen og så Cissi på eftermiddagen udi og seilede med ham. Det var uhyre morsomt. Kammerherre Gjerdrum med sønner var også der. Søndagen efter jeg var kommen var Smith og Dr Christiansen nede, og vi havde det svært hyggelig. Den 23de om morgenen kom Thiis og vækkede C og mig, og sagde at kl 12 skulde vi til Hankø; du kan tro der blev liv i leiren; jeg glemte geburtsdag og alting, indtil C. skriger ud, med bena i veiret: det er jo d. 23; gratulerer! Til frokost fik jeg da brev fra mama, fra Kirsti Thiis, fra dig, fra Louise samt kort fra Glenny og Mathilde Stabell. Desuden fik jeg et sølvarmbånd af fru Thiis og Cissi. Kl. 1/2 1 seilede vi da afsted til Hankø, og kom did 1/2 5. Vi måtte naturligvis op til - Egeberg - og hilse på tante Johanne, og det var ikke det gran morsomt. Noget morsommere var det at træffe hr Bolander og hans - trollet - og så et par andre svenske herrer, brukspatron Jansson og løitnant Jannerus som vi havde gjort bekjendskab med i Strømstad. Hjemreisen skulde have været i Tirsdag, men omforladelse det blæste og regnede over en lav sko hele dagen, så vi måtte blive enten vi vilde det eller ei. Så skulde vi seile Onsdag morgen, men nei! Vi måtte da bide i det sure æble og gå med - Glommen - til Fr.stad og så med - Horten - næste dag til Strømstad. Thorsdag fulgte da Anna Arntzen med; hun er rigtig en sød snil liden pige. Fredag var der bal på societeten, og der var vi allesammen. Vi dansede utrolig og jeg vakte en vis opsigt ved en ganske særegen vals som jeg dansede med en amerikaner Mr Akorn. Trinnene var kopsvals men der var forskjellige figurer. Vi dansede først en vals, så skulde han danse næste med Cissi, men hun kunde ikke følge med, og hun foreslog ham, at tage mig i stedet.; det gjorde han da, idet han spurgte, om jeg vilde gjøre ham - the great favour to waltz with him again. Jeg var naturligvis øieblikkelig færdig, da jeg ikke dansede den vals og så tilslut drog vi ivei med - le valse des fleurs - en slags katillon. Det var en uhyre stor fornøielse at danse med ham, da han førte så støt og så, hva der er nokså sjeldent, holdt fast men ligevel så at man ikke følte det. Dagen efter reiste jeg over Gravningsund hjem. Jeg var da hos Pettersens hele dagen, og de var svært elskværdige mod mig. Søndag var vi ude og seile og Mandag rustede vi os til tur; bædstepapa Karl og jeg skulde seile du og se regattaen på Hankø Tirsdag. Vi seilede Mandag aften, og lå i Sjøbugten natten i øsende regnveir og stiv sydostlig kuling, så udsigterne var ikke lovende. (Det er sandt, da jeg kom til Strømstad efter Hankøturen, lå der bræver og en deilig buket til mig. Buketten var fra Halfdan Boye Christiania og bestod af roser. I midten var en næsten sort rose - prince de Maroque - og på et af bladerne var trykt - Hjertelig lykønskning; omkring var en 6 à 7 roser af samme sort og så 25 à 30 knopper og lidt udsprungne - la France - & nogle reseda hist og her og så bregner. To buketpapirer. Den var kolosalt deilig. Der lå et kort ved siden af, hvorpå stod - Bouqetsenderen fra i fjor - Er det ikke storartet?) Nu til seilturen! Vi så alle seilerne sætte afsted, og så satte vi tvers over fjorden til - Fuglehuk - vi gikk i land på en høi holme nord om fyret, gikk op på toppen og så havde vi regattaen i fugleperspektiv under os; det så brillant du, kan du tro! Også så langt som vi så udover! Tænk vi kunde se - Koster - ja i kikkert naturligvis (Nu skal jeg på no. 6). På eftermiddagen reiste vi indover til Tønsberg hvor vi kom om aftenen. Vi gikk ikke i land da det var så sent, men ventede til næste morgen. Vi beså alt som var at se, og så gjorde Karl og jeg visit hos frk Oftedahl som vi ikke traf hjemme. Om eftermiddagen drog vi videre til Horten, hvor vi beså os på værftet, museet og våbensalen og så reiste vi til Drøbak hvor vi kom Thorsdag kl 5. Jeg klædte mig og gikk op til Kroghs for at hilse på. Fruen var i Kristiania den dag, men skulde komme tilbage om aftenen; men Krogh selv traf jeg da. Han kjendte mig ikke først, så jeg måtte sige mit navn. Jeg sad og pratede en stund, og gikk så efter at have lovet at komme tilbage om aftenen når fru Krogh var kommet. Da jeg kom til postkontoret hører jeg en stemme: Men du gode gud, er det ikke dig da Karen? også var det Bergliot Mørch. Vi havde sp en alvorlig lang passiar på 5 kvarter også så jeg Kroghs komme fra bryggen. Jeg fulgte med hjem og spiste til aftens, og straks vi var færdige kom Henry, som er fæstningsartillerist for tiden. Vi talte om gamle dage og lo og havde det så koselig; fru Krogh fortalte at nogle damer havde spurgt hende, hva det var for en ung dame som var ifølge med hende; da hun havde sagt, at det var Karen Hiorth var forbauselsen bleven almindelig; de kunde aldeles ikke fatte, at slig en vildkat af en unge, kunde se såpas damemæssig du. Frk Schanche traf jeg og hilste på ved hjælp af fru K.; hun bad at hilse dig så meget og sige at det var hende umulig at tænke sig dig som gift. Hilmar er i Kristiania og er doven, Lars er færdig med sine examiner og er i Laurvik og Palle er i Charlottenberg hos sin – forlovede! Ja tænk Palle er forlovet! Hans kjæreste heter Elin – jeg husker ikke hva – og ser, efter fotografi at dømme, sød og elskværdig du; hun er 1 1/2 år yngre end ham. Det var rigtig rare nyheder at få høre, ikke sandt? Drøbak var den gamle; der var forresten kommet vandledning der, så den følte sig vist uhyre civiliseret. Jeg skulde have lyst til at ligge i Drøbak en sommer igjen. Jeg mødte - Herren forsyne mig - (Dr Faye-Hansen) men han kjendte mig heldigvis ikke igjen. Tænk gamle klokker Iversen som viede Hilmar og mig på Kirkegården (husker du det?) lever endnu; men jeg så ham ikke. Husker du Anna Krogh, en broderdatter af bankkassereren, som var i Drøbak det år vi var der? Hun er nu kommet nedover efter et 6årigt ophold på Tromsø, hvor hun har fået tæring. Det var så sørgelig at se hende; bleg og elendig var hun og øinene var som glas. Når en tog hende i hånden var den aldeles klam og seig. Tænk hun er 22 år; 8 dage før jeg var der nede, havde hun fået underretning om moderens død. Det måtte have vært skrækkeligt for hende stakkel. Om aftenen var musikken fra fæstningen kommen over og spillede på Tangen; den (tangen) var ikke så hyggelig, som i gamle dage; der var anlagt veie over alt, og det er jo bra nok, men den havde fået et lidt for tamt udseende, men livlig var der; en madde folk ude og hørte på. Nu kom dit brev og jeg har netop læst det. Jeg takker herved på det høitideligste for hilsen og skål, og haaber at kunne gjøre fruen den tjeneste hun ber om. Det regner i dag, så jeg tænker jeg venter at gå over til i morgen. Nu har jeg slig en krampe i hånden, at pennen næsten ikke vil gå på papiret; det skal vel holde hårdt, at du skjønner dette sidste men det er så godt at have lidt at studere på. Mama talte om at sende nogle du med det samme. Hils mor Hansen tusinde gange fra mig. Bring også rektoren min hilsen. Med mange hilsender til Christopher og dig fra din hengivne Karen Nils beder at hilse!	Hiorth, Erika Wilhelmine "Brinchmann" (I24)
7079	Fr.stad, Søndag 5/8 88 Kjære Erika! Nu skal du da endelig få et brev – der er jo egentlig ikke for tidlig heller. Du har naturligvis fået kortet fra Strømstad, og med det vel tak for brev og gratulation; hvis ikke, så får du tage takken nu; du ved bedre sent end aldrig. Altså, til sagen! Jeg kom til Strømstad Tirsdag d.17 Juli. Bedstepapa og guttene seilede mig ned, for senere at tage videre ned over svenskekysten. Da jeg kom til Thiis’s, traf jeg løitnant Carlsen, som skulde have reist dagen iforveien, men blev over et par dage, da Oscars ophold var forlænget. Det var rigtig en hyggelig kameratslig gut, og jeg gjorde ham, i al stilhed for mig selv, afbigt for min ufordelagtige dom over ham. Vi blev da også svært fine venner og havde meget moro sammen, slogs så fillerne føg. Det burde jeg vel ny være vokset fra, syns du vel; men naturen går over optugtelsen, ser du. Han reiste to dage efter at jeg var kommen, og Cissi og jeg hylede os i den anledning aldeles hæse; folk standsede udenfor på gaden og stod og gloede ind på de nedrullede gardinger, bag hvilke vore sørgehyl ophævede sig. Noget må man jo gjøre for at more sine medmennesker. Jeg traf en del kjendte i Strømstad bl.a. Dr Meyer, hvem jeg just ikke overhobede med nogen overdreven elskværdighed. Han fik en hilsen af mig, som vist påfaldende måtte minde om en knækparasol. Jeg formoder du kan tænke dig den. Märta Krohn var der også; hun var bleven ældre og mer - dame. På en av Soireerne blev vi presenteret for en hr Bolander; det var en yngre bror af konsulen, og var kommen seilende fra Gøteborg i ”Trollet”, du husker den vel? Vi blev godt kjendte, vi flød jo ligesom på familjernes bekjendskab, og dagen efter var først jeg på formiddagen og så Cissi på eftermiddagen udi og seilede med ham. Det var uhyre morsomt. Kammerherre Gjerdrum med sønner var også der. Søndagen efter jeg var kommen var Smith og Dr Christiansen nede, og vi havde det svært hyggelig. Den 23de om morgenen kom Thiis og vækkede C og mig, og sagde at kl 12 skulde vi til Hankø; du kan tro der blev liv i leiren; jeg glemte geburtsdag og alting, indtil C. skriger ud, med bena i veiret: det er jo d. 23; gratulerer! Til frokost fik jeg da brev fra mama, fra Kirsti Thiis, fra dig, fra Louise samt kort fra Glenny og Mathilde Stabell. Desuden fik jeg et sølvarmbånd af fru Thiis og Cissi. Kl. 1/2 1 seilede vi da afsted til Hankø, og kom did 1/2 5. Vi måtte naturligvis op til - Egeberg - og hilse på tante Johanne, og det var ikke det gran morsomt. Noget morsommere var det at træffe hr Bolander og hans - trollet - og så et par andre svenske herrer, brukspatron Jansson og løitnant Jannerus som vi havde gjort bekjendskab med i Strømstad. Hjemreisen skulde have været i Tirsdag, men omforladelse det blæste og regnede over en lav sko hele dagen, så vi måtte blive enten vi vilde det eller ei. Så skulde vi seile Onsdag morgen, men nei! Vi måtte da bide i det sure æble og gå med - Glommen - til Fr.stad og så med - Horten - næste dag til Strømstad. Thorsdag fulgte da Anna Arntzen med; hun er rigtig en sød snil liden pige. Fredag var der bal på societeten, og der var vi allesammen. Vi dansede utrolig og jeg vakte en vis opsigt ved en ganske særegen vals som jeg dansede med en amerikaner Mr Akorn. Trinnene var kopsvals men der var forskjellige figurer. Vi dansede først en vals, så skulde han danse næste med Cissi, men hun kunde ikke følge med, og hun foreslog ham, at tage mig i stedet.; det gjorde han da, idet han spurgte, om jeg vilde gjøre ham - the great favour to waltz with him again. Jeg var naturligvis øieblikkelig færdig, da jeg ikke dansede den vals og så tilslut drog vi ivei med - le valse des fleurs - en slags katillon. Det var en uhyre stor fornøielse at danse med ham, da han førte så støt og så, hva der er nokså sjeldent, holdt fast men ligevel så at man ikke følte det. Dagen efter reiste jeg over Gravningsund hjem. Jeg var da hos Pettersens hele dagen, og de var svært elskværdige mod mig. Søndag var vi ude og seile og Mandag rustede vi os til tur; bædstepapa Karl og jeg skulde seile du og se regattaen på Hankø Tirsdag. Vi seilede Mandag aften, og lå i Sjøbugten natten i øsende regnveir og stiv sydostlig kuling, så udsigterne var ikke lovende. (Det er sandt, da jeg kom til Strømstad efter Hankøturen, lå der bræver og en deilig buket til mig. Buketten var fra Halfdan Boye Christiania og bestod af roser. I midten var en næsten sort rose - prince de Maroque - og på et af bladerne var trykt - Hjertelig lykønskning; omkring var en 6 à 7 roser af samme sort og så 25 à 30 knopper og lidt udsprungne - la France - & nogle reseda hist og her og så bregner. To buketpapirer. Den var kolosalt deilig. Der lå et kort ved siden af, hvorpå stod - Bouqetsenderen fra i fjor - Er det ikke storartet?) Nu til seilturen! Vi så alle seilerne sætte afsted, og så satte vi tvers over fjorden til - Fuglehuk - vi gikk i land på en høi holme nord om fyret, gikk op på toppen og så havde vi regattaen i fugleperspektiv under os; det så brillant du, kan du tro! Også så langt som vi så udover! Tænk vi kunde se - Koster - ja i kikkert naturligvis (Nu skal jeg på no. 6). På eftermiddagen reiste vi indover til Tønsberg hvor vi kom om aftenen. Vi gikk ikke i land da det var så sent, men ventede til næste morgen. Vi beså alt som var at se, og så gjorde Karl og jeg visit hos frk Oftedahl som vi ikke traf hjemme. Om eftermiddagen drog vi videre til Horten, hvor vi beså os på værftet, museet og våbensalen og så reiste vi til Drøbak hvor vi kom Thorsdag kl 5. Jeg klædte mig og gikk op til Kroghs for at hilse på. Fruen var i Kristiania den dag, men skulde komme tilbage om aftenen; men Krogh selv traf jeg da. Han kjendte mig ikke først, så jeg måtte sige mit navn. Jeg sad og pratede en stund, og gikk så efter at have lovet at komme tilbage om aftenen når fru Krogh var kommet. Da jeg kom til postkontoret hører jeg en stemme: Men du gode gud, er det ikke dig da Karen? også var det Bergliot Mørch. Vi havde sp en alvorlig lang passiar på 5 kvarter også så jeg Kroghs komme fra bryggen. Jeg fulgte med hjem og spiste til aftens, og straks vi var færdige kom Henry, som er fæstningsartillerist for tiden. Vi talte om gamle dage og lo og havde det så koselig; fru Krogh fortalte at nogle damer havde spurgt hende, hva det var for en ung dame som var ifølge med hende; da hun havde sagt, at det var Karen Hiorth var forbauselsen bleven almindelig; de kunde aldeles ikke fatte, at slig en vildkat af en unge, kunde se såpas damemæssig du. Frk Schanche traf jeg og hilste på ved hjælp af fru K.; hun bad at hilse dig så meget og sige at det var hende umulig at tænke sig dig som gift. Hilmar er i Kristiania og er doven, Lars er færdig med sine examiner og er i Laurvik og Palle er i Charlottenberg hos sin – forlovede! Ja tænk Palle er forlovet! Hans kjæreste heter Elin – jeg husker ikke hva – og ser, efter fotografi at dømme, sød og elskværdig du; hun er 1 1/2 år yngre end ham. Det var rigtig rare nyheder at få høre, ikke sandt? Drøbak var den gamle; der var forresten kommet vandledning der, så den følte sig vist uhyre civiliseret. Jeg skulde have lyst til at ligge i Drøbak en sommer igjen. Jeg mødte - Herren forsyne mig - (Dr Faye-Hansen) men han kjendte mig heldigvis ikke igjen. Tænk gamle klokker Iversen som viede Hilmar og mig på Kirkegården (husker du det?) lever endnu; men jeg så ham ikke. Husker du Anna Krogh, en broderdatter af bankkassereren, som var i Drøbak det år vi var der? Hun er nu kommet nedover efter et 6årigt ophold på Tromsø, hvor hun har fået tæring. Det var så sørgelig at se hende; bleg og elendig var hun og øinene var som glas. Når en tog hende i hånden var den aldeles klam og seig. Tænk hun er 22 år; 8 dage før jeg var der nede, havde hun fået underretning om moderens død. Det måtte have vært skrækkeligt for hende stakkel. Om aftenen var musikken fra fæstningen kommen over og spillede på Tangen; den (tangen) var ikke så hyggelig, som i gamle dage; der var anlagt veie over alt, og det er jo bra nok, men den havde fået et lidt for tamt udseende, men livlig var der; en madde folk ude og hørte på. Nu kom dit brev og jeg har netop læst det. Jeg takker herved på det høitideligste for hilsen og skål, og haaber at kunne gjøre fruen den tjeneste hun ber om. Det regner i dag, så jeg tænker jeg venter at gå over til i morgen. Nu har jeg slig en krampe i hånden, at pennen næsten ikke vil gå på papiret; det skal vel holde hårdt, at du skjønner dette sidste men det er så godt at have lidt at studere på. Mama talte om at sende nogle du med det samme. Hils mor Hansen tusinde gange fra mig. Bring også rektoren min hilsen. Med mange hilsender til Christopher og dig fra din hengivne Karen Nils beder at hilse!	Cudrio, Carl August "Coudrio" (I498)
7080	Fra Norsk slektshistorisk tidsskrift (trykt utg.). 1947/48 Vol.11: Bastian nevnes sammen med broren Jürgen i 1540 som medbesegler av dokument vedrørende morens lån hos Marianerne. Da har han vendt tilbake til Haderslev, og tiltrådet sin stilling som skriver på Haderslev Hus. Han nevnes også som dette 17.juni 1545.	Hansen Stapel, Bastian (Sebastian) "Stabel" (I12970)
7081	Fra - Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 2 (1880 - 1881) 1 - Det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste fra 1704—1709 og Rejsningen i Ungarn: For det Korps' Vedkommende, der stod i østerrigsk Tjeneste, standser Jahn ved Udgangen af Aaret 1703, da - det ikke mere brugtes mod de Franske - (J. H. F. Jahn, De danske Auxiliærtropper, et krigshistorisk Udkast. Kbhvn. 1840-41). Foranledningen: Freden i Karlovitz havde 1699 endt den langvarige Tyrkekrig, der var begyndt saa faretruende med Wiens Belejring 1683. Tyrkernes Herredomme over største Delen af Ungarn, der havde varet over 150 Aar, havde ophørt; kun Strækningen mellem Maros, Theis og Donau, Banatet Temesvar, forblev i Tyrkernes Besiddelse. Under selve Krigen var der 1687 blevet udskrevet en Rigsdag i Presburg, hvor Kejser Leopold havde faaet sat to vigtige Bestemmelser igjennem, dels Indførelsen af Arvefølgen efter Første fødslen i det habsburgske Hus i Stedet for den tidligere Valgret, dels Afskaffelsen af den gamle Ret, hvorefter hver Adelsmand kunde modsætte sig Kongen med væbnet Magt, hvis han krænkede Forfatningen. Saaledes var nu Ungarn og tillige med det ogsaa Siebenbiirgen bragt i uadskillelig Forbindelse med de østerrigske Lande og den første Grundvold til en ny Statsordning lagt; men der behøvedes en Række Fredsaar til at læge alle de Saar, som det tyrkiske Regimente og den langvarige Krig havde slaaet, og der krævedes stor Visdom og Maadehold fra den kejserlige Regerings Side for at forsone de frihedselskende Magyarer med den nye Tingenes Tilstand. Men allerede Aaret efter Karlovitzer Freden udbred den spanske Arvefølgekrig, der lagde Beslag paa alle det østerrigske Monarchis Strids- og Penge-Kræfter, og selv om de Ord, man har lagt Kejser Leopold i Munden: Faciam Hungariam captivam, postea mendicam, deinde catholicam, aldrig ligefrem ere udtalte, ligge deri dog de Regeringsprinciper, som Kejseren, ledet af sine tydske Omgivelser og Jesuiterne, fulgte i Ungarn. De Indfødte tilsidesattes for Udlændinger, især Tydskere, det udsugede Land trykkedes med høje Skatter, og Protestanterne, der ikke havde lidt noget særligt Tryk under Tyrkernes Overherredømme, bleve nu overalt forfulgte. Misfornøjelsen var almindelig baade i Ungarn og i Siebenburgen, og en ny Skat paa 4 Millioner Gylden, der übarmhjertigt inddreves, gjorde Udslaget. Paa forskjellige Punkter saavel i Nedre- som i Øvre-Ungarn udbrød der Oprør i Begyndelsen af Aaret 1703; kun manglede man en Fører. I en Skrivelse fra den engelske Minister i Konstantinopel af 31. Marts findes den første Antydning af, at Grev Frantz Råkdezi levede i Polen paa Ludvig den 14des Bekostning, og at den franske Gesandt i Konstantinopel stod i Brevvexling med ham. Frankrig var jo særlig interesseret i, at der rejste sig en Bevægelse i Ryggen paa Østerrig. Den 4de Juni 1701 afsluttedes en defensiv Alliancetraktatpaa Slottet Laxenburg mellem Kongen af Danmark og den tydske Kejser. I den første hemmelige Artikel lover Hans danske Majestæt at overlade Hans kejserlige Majestæt 8000 Mand, bestemte til at tjene i Arvefølgekrigen. Kejseren skal betale dem og behandle dem som sine egne Tropper. Saalænge Kongen har Fred, kan han ikke kalde dem tilbage. Dertil udsaa Kongen største Delen af det Troppekorps, som da stod i Sacbsen. Til Anfører udnævntes (ved Reskript af 20. Aug. 1701) Generalfeltmarschallieutenant Christian Gyldenlave. Den 15. September fik han Befaling til at gaa med Korpset, der bestod af to Rytterregimenter, i Alt 1020 Mand, og 7 Batailloner Fodfolk, i Alt 5172 Mand, til Italien saa hurtigt som muligt. I flere Afdelinger gik Tropperne over Alperne og samledes ved Rivoli. Den 29. November stødte Korpset til Prindsen af Commercys Hær, der af den øverstkommanderende, Prinds Eugen, var sendt til Mantuas Blokering. Her indtoge de danske Tropper deres Vinterkvarter, og foran Mantua forefaldt flere Smaatræfninger, hvori vore Tropper deltoge med Hæder, indtil Commercy sidst i Maj 1702 ved den franske Hærs Fremrykningmaatte hæve Mantuas Belejring og trække sig tilbage til Hovedhæren. Sidst i Juli tvang Slaget ved St. Vittoria østerrigerne til yderligere Tilbagetog. For at gjenoprette det tabte foretog Prinds Eugen i August et Angreb paa den franske Lejr ved Luzzara. Angrebet, hvori de Danske under Prinds Commercys Anførsel deltoge paa hejre Fløj, begyndte Kl. 5 om Eftermiddagen; Commercy kastede de Franske tilbage, men faldt selv, og hans Tropper maatte vige. Tre Gange fornyedes Angrebet; først da Eugen selv satte sig i Spidsen for de danske Batailloner, maatte de Franske efter en morderisk Kamp trække sig tilbage. Slaget var forøvrigt uden Følger. I Begyndelsen af December gik den østerrigske Hær i Vinterkvarter i Omegnen af Mirandola, men Kampene vedbleve, og ved Aarets Slutning var den kejserlige Hær — det danske Hjælpekorps deri indbefattet — i en meget svækket Tilstand. Ifølge Traktaten i Laxenburg skulde det danske Korps stilles paa samme Fod som de kejserlige Regimenter. Denne Omordning foregik i Foraaret 1703, derved kom Korpset til at bestaa af et Dragonregiment paa 1000 Mand og tre Regimenter Fodfolk, hvert paa 10 Kompagnier å 150 Mand. De overflødige Officerer afgik. I Sommeren 1703, da Grev Guido Stahremberg havde Overanførselen over den østerrigske Hær, foregik der Intet af Betydenhed i Italien. Hærene stode ligeoverfor hinanden ved Pofloden i Egnen om Ostiglia og Revere. Gyldenløve var imidlertid bleven afløst i Overanførselen over de danske Tropper af Generallieutenant, Grev Adam Friederich v. Trampe. Medens Krigsskuepladsen i Italien flyttedes til den nordvestlige Del, førte Trampe sine stærkt medtagne Tropper til Tyrol. Forstærkningsmandskab udskreves om Efteraaret, men om Vinterhvile blev der, som vi skulle faa at se, heller ikke dette Aar Tale. Fra denne Tid have vi Lister over den kongelig danske i kejserlig Tjeneste sig befindende store og lille Stab (25. Jan. og 13. Marts 1704), hvorefter denne bestod af: Generalfeldtmarschallieutenant A. F. v. Trampe. Generalwachtmester v. Haxthausen (var allerede dod Dec. 1703, og aflostes af F. v. Gersdorff (for 13. Marts 1704)). Brigadier v. Boynenburg (Sept. 1703, opført som død). General-Adjudant v. Trarape. General-Adjudant Lieut, v. Mo sting. Overkrigskommissaer Rosbach med en Kancellist. Generalauditer Uckermann (1705 nævnes I.I. Sverdfeger som Generalauditør) med en Retsskriver. Feltkrigssekretaer Jiirgen Hesse med en Kancellist. Feltprovst Johan Trellund (nævnes sidste Gang Okt. 1704; Jan. 1705 nævnes som Feltprovst Severinus Theiste. — Hans Trellund f. 1669, blev senere Prof. theol. og døde som Biskop i Viborg 1735 (Historiske Aarbøger 3. Del. S. 169)). Generalkvartermesterlieutenant Vilhelm Bohne. Stabsmedicus Philip Jacob Meinrath. Stabschirurgus Friederich Schneider. Generalvognmester Lieutenant Heinrich Gross (?). Generalprofos Lieutenant Woilers. Freyman Hendrik A eke rm an. Desuden havde hvert Regiment sin Stab; denne bestod ved et Rytterregiment af 1 Oberst, 1 Oberstwachtinester, 1 Kvartermester, 1 Auditør med sin Sekretær, 1 Feltpræst, 1 Adjudant, 1 Proviantmester, 1 Vognmester, 1 Pauker og 1 Profos. Foruden det Korps, der stod i Italien, var Kongen af Danmark forpligtet til at stille 2000 Mand, for at det bestemte Tal, 8000 Mand, kunde naas. Efter en Del Vanskeligheder lykkedes det at slutte en Kapitulation med Oberst Nicolai Heinrich v. Dithmarsen om Dannelsen af et Kyradserregiment og med Oberst Christian Vollrath v. Enden om et Infanteriregiment. Desuden havde Kongen taget en mecklenborgsk Bataillon paa 500 Mand under Oberstlieutenant Carl Gustav v. Maltzahn i sin Tjeneste. I Begyndelsen af Aaret 1703 satte disse Hærafdelinger sig i Bevægelse i Retning af Niirnberg, hvorfra de droge videre til Passau. Her stode de under den danske Generalmajor Reventlous. Den 28. April overtog den østerrigske Regering det Endenske Regiment, der da talte 928 Mand, den 1. Maj det Dithmarsenske, der talte 876 Mand, den 19. Maj den mecklenborgske Bataillon, der talte sine 500 Mand. Major Reventlous Anførsel lige overfor Bairerne og havde forskjellige Smaafægtninger med disse, indtil Korpset i temmelig svækket Tilstand i November gik i Vinterkvarter og kort efter fik Ordre til at forene sig med det danske Hovedkorps under Trampes Anførsel. Det samlede danske Hjælpekorps kom saaledes til at bestaa af to Rytterregimenter og fire Regimenter Fodfolk foruden den mecklenborgske Bataillon. I Begyndelsen af Juni 1703 naaede de første Efterretninger om en Rejsning i Ungarn til Wien; midt i Maaneden kom Frantz Råkdczi til Øvre-Ungarn, hvor han i Nærheden af Mongaz havde store Godser, og overtog aabenlyst Ledelsen. I August Maaned begyndte Efterretningerne fra Ungarn at blive foruroligende. De Ungarer, der ikke vare amnesterede ved Freden, men levede i Tyrkiet, ilede over Grændsen, og man begyndte i Wien at blive bekymret for Tyrkiets Holdning. For sent søgte Kejseren at dæmp Bevægelsen ved at nedsætte de nye Skattepaalæg fra 4 til 3 Millioner Gylden. I September havde Rejsningen bredt sig over hele Ungarn, 30000 Mand stode under Vaaben, den ene befæstede Stad efter den anden faldt i de Misfornøjedes Hænder, væbnede Skarer satte sig fast paa Donauøerne og nærmede sig Mabrens og Østerrigs Grændser. Snart følte man sig usikker i Wien; den 10. Oktober udstedtes en Proklamation til Hovedstadens Indvaanere om at proviantere sig for et Aar eller forlade Byen. Den kejserlige Regering var i den største Forlegenhed; Wien var blottet for Tropper; de faa paalidelige Stridskræfter,der fandtes i Ungarn og Siebenbiirgen, havde ondt nok med at forsvare de befæstede Punkter; alle andre Tropper vare optagne paa de forskjellige Krigsskuepladser... Vejen til Wien stod aaben for de Misfornøjede; særlig var man bekymretfor Hovedstaden, hvis Donau skulde fryse til. I denne Nød kaldtes de danske Tropper til Wiens Forsvar. Grev Trampe beordredes med det Korps, der havde været i Italien, fra Tyrol til Østerrig; den 19. December skulde de bryde op fra deres Vinterkvarterer; men nogen Udsættelse var nødig, for at de kunde faa deres Syge med sig, der vare spredte over hele Landet. Det danske Fodfolk, som havde ligget ved Passau, blev hurtigere marschfærdigt og gik i Ilmarscher over Linz til Wien, hvor de ankom den 29. Decbr. Her herskede en fuldkommen Panik, da man havde faaet Underretning om, at de Misfornøjede havde overskredet March og hærjede i Måhren. De danske Tropper, der skulde have marscheret videre til Presburg, hvor Prinds Eugen stod med de faa Tropper, han havde samlet, bleve stoppede i Wien; men saa stor var Forvirringen, at den danske Minister havde ondt ved at skaffe det fornødne Krudt eller erfare, hvad man vilde bruge Tropperne til. Endelig fik de Ordre til at gaa Nord paa og dække Marchlinien. Den 15. Jan. 1704 kom det danske Rytterregiment, der havde ligget ved Passau, til Wien, hvorfra det gik videre for at forene sig med Fodfolket. Men næste Dag kom et nyt Tordenbud: Passau, der i Nøden var blottet for Tropper, var falden i Bairernes Hænder; Vejen til Hovedstaden stod nu ogsaa aaben vesterfra. I Wien begyndte man at pakke ind og flytte bort. I disse Dage havde Trampe med sit Korps indtaget den Plads, der var ham anvist i Omegnen af Linz, hvor han bidrog til at forsvare Landet mod Bairerne. Churfyrstenvar allerede i Fremrykning med 10000 Mand Fodfolk og 3000 Heste, og de Kejserlige maatte trække sig tilbage bag Traunfloden. Den ungarske Hær var lidet skikket til en Angrebskrig;slet udrustet, særligt med Artilleri, og ganske uøvet manglede den en dygtig Ledelse. Råkdczi var hverken Kriger eller Organisator, og intet fremragende Talent viste sig blandt de Ungarer, der sluttede sig til Rejsningen. Der har neppe heller været Tale om en fælles Plan mellem Ungarerne og Bairerne. Ogsaa fra denne Side var Faren hurtigt forbi; Churfyrsten maatte snart kæmpe for sin egen Throne. Det gunstige øjeblik, da noget kunde udrettes, blev ikke benyttet. En Folkerejsning i Nedre - Østerrig havde kaldt hver 10de Mand under Vaaben, i Wien holdt man Udskrivning, og fra Bohmen og Måhren strømmede Rekruter ind. Krigsoperationerne i de næste Uger indskrænkedesig til Smaatræfninger paa Grændsen, hvori ogsaa de danske Tropper deltoge med Hæder. Under disse Forhold fik man Tid til at tænke paa de danske Tropper, der i høj Grad trængte til at bringes paa Fode. Et kejserligt Reskript af 7. Februar bestemte, at Korpset skulde rekruteres og snarest muligt samles dels i Schlosien (den italienske Afdeling), dels i Måhren (de nye Tropper). Denne Ordre maa temmelig hurtigt være kommen til Udførelse; thi allerede den 18. Februar høre vi fra Schlesien den første Klage over de danske Tropper. Denne er af en ganske ejendommelig Art. Ved Traktaten i Laxenburgvar der (§3) udtrykkelig bestemt, at de danske Tropper overalt skulde nyde fri Udøvelse af deres Religion. Den 17. Februar havde to danske Feltpræster, der hørte til Grev Trampes Stab, holdt offentlig Gudstjeneste i Byen Striegau i Fyrstendømmet Schweidnitz i Schlesien under stærk Tilstrømningaf Stadens lutherske Indvaanere samt indbudt til en saakaldt Bodsprædiken. Herover blev Stadens katholske Gejstlighed foruroliget. Allerede den næste Dag klagede Prioren ved Karmeliterklostret i Striegau til Stadens Raad. For at forstaa det Røre, som de danske Præsters naturligvis tydske Prædiken voldte i Staden Striegau, maa vi huske, at under Kejser Leopolds Regering Jesuiterne stode ved Roret, og at i Schlesien ikke mindre end i Ungarn Lutheraner og Reformerte bleve fortrædigede paa enhver Maade. Herom giver det Klage- og Bønskrift, som efter Leopolds Død 1705 overraktes Kejser Joseph, al fornøden Oplysning. Hvorledes Historien med de danske Præster i Striegau endte, høre vi intet nærmere om, men kort efter møder os en lignende Klage fra Staden Freystadt i Fyrstendømmet Glogau. Her og i de nærmeste Landsbyer laa en Afdeling af det tredie danske Infanteriregiment under Anførsel af Oberstwachtmester Friederich Ulrich v. Donop. Denne havde først i Marts 1704 kaldet sin Regimentspræst til sig og ikke blot i sit Kvarter daglig holdt offentlig Gudstjeneste med Prædiken, Sang og Kommunion, men ogsaa ladet holde Gudstjeneste paa den lutheranske Kirkegaard. Borgmester og Raad havde protesteret derimod, men til ingen Nytte. Donop havde paaberaabt sig den Ret, som Trabeaten i Laxenburg gav de danske Tropper til fri Religionsøvelse, og erklærede, at han ingen Love vilde lade sig foreskrive desangaaende, men holde Gudstjeneste i sit Kvarter og paa Kirkegaarden eller et andet Sted, hvor det behagede ham, om det saa var paa selve Raadhuset. Skulde man understaasigat formene ham sligt med Magt, skulde han nok vide at møde haardt med haardt. I sin Nød henvendte Borgmester og Raad sig den 9. Marts til sine Foresatte, Amtet. I nogle Maaneder høre vi ikke mere om denne Sag; vi tør vel antage, at Regimentet i Mellemtiden har deltaget i Felttoget i Ungarn; men sidst i August finde vi Donop igjen i sit gamle Kvarter i Freystadt, hvor han holdt Gudstjeneste som tidligere. Da Borgmester og Raad vare magtesløse, henvendte de sig til Amtet, dette til Overamtet, og da de civile Myndigheder ikke kunde hjælpe, dette igjen til de militære Autoriteter, og den 29. August udgik der en Ordre fra Generalfeldtmarschallieutenant v. Haszling i Glogau til Donop om at marschere med sit Regiment til Overschlesien for at tage Kvarter der. Men Donop lod sig ikke fordrive. Den 31. August undskyldte han sig i sit Svar med, at han ikke kunde røre sig uden expres Ordre fra sin General; desuden kunde han ikke drage bort, førend det Mandskab, der var kommet til siden sidste Menstring, var blevet presenteret. Da Donop vedblev som for, indgav Borgmester og Raad i Freystadt en ny Klage til Amtet af 9. Sept., om de ikke kunde blive fri for den haarde Indkvartering og den lutherske Gudstjeneste... Om Donop nu maatte forlade Freystadt, eller han blev der, indtil samtlige danske Tropper snart efter bleve lagte i Vinterkvarter i Overpfalts, maa staa hen. Foraaret og Sommeren 1704 gik hen under stadige Kampe med de Misfornøjede. Overanførselen over de kejserlige Tropper var overdraget General Heister, der i Marts Maaned antoges at have en Hær paa 7—8000 Mand; med disse Tropper lykkedes det for en Tid at rense Landet Vest for Donau. Donauøerne vare endnu i de Misfornøjedes Hænder; for at fordrive dem fra den største af disse, øen Schiitt, gjorde General Trampe d. 20. April Landgang, men da han traf en overlegen fjendtlig Styrke, maatte han fægtende trække sig tilbage til sine Baade, ved hvilken Lejlighed han mistede 18 Mand og havde ligesaa mange saarede. Det værste Tab var dog, at General Trampe selv, der led af Podagra og havde staaet i Vand i flere Timer, døde faa Dage efter i Presburg. Anførselen over de danske Tropper gik nu over til Generalmajor, Baron F. v. Gersdorff, indtil Kongen tog nærmere Bestemmelse. Den 30. April foretog General Heister et nyt Angreb paa øen Schiitt og rensede den for Insurgenter, og fra nu af var Øen det stadige Udgangspunkt for videre Operationer. Ellers gik Sommeren hen med mindre Strejftog fra begge Sider; den 25. Mai foretog saaledes Generalmajor Kitschan et Indfald fra Måhren i fletning af Waagfloden med 200 Eyttere, 2000 Kekrutter og 200 Mand af den Mecklenborgske Bataillon. Paa Underretning om, at Grev Caroli rykkede imod ham med en større ungarsk Styrke, vilde Kitschan trække sig tilbage, men blev før Daggry indhentet af Fjenderne. Generalen blev saaret og fanget i Begyndelsen af Kampen, den Næstkommanderende ogsaa saaret, og Oberst Maltzahn, Fører af den mecklenborgske Bataillon, førte Resten, 1100 Mand med 3 Kanoner, tilbage til Måhren. Den 9. Juni, Kejser Leopolds Fødselsdag, stod Grev Caroli to Mile fra Wien, og hans Fortrop rykkede frem til Neugehaus, neppe 1 Mil fra Hovedstaden, og dræbte de Tigere og Leoparder, som Kejserenhavde der. Sidst i Juli var General Heisters Hær reduceret til 4000 Mand, med hvilke han ikke kunde gaa angrebsvis tilværks. Han laa paa øen Schiitt og ventede paa Forstærkning; imidlertid laa Måhren og Steiermark aabne for de Misfornøjedes Indfald. Medens Sommeren gik hen under resultatløse Smaakampe, var der blevet ført næsten lige saa resultatløse Forhandlinger om en Udsoning mellem Kejseren og hans ungarske Undersaatter. Allerede i Januar Maaned, da Forskrækkelsen i Wien var paa sit højeste, havde den engelske og hollandske Gesandt i Wien tilbudt deres Bistand til at standse Kampen; men hverken fra Kejserens eller fra Råkdczis Side var der nogen alvorlig Lyst til Overenskomst. Ungarerne krævede at behandles som et frit Folk og ønskede bestemte Garantier fra de mæglende Magters Side; Kejseren vilde ikke opgive Haabet om at tvinge Ungarerne med Vaabenmagt. Foreløbigt maatte de mæglende Magter nøjes med Haabet om en Vaabenstilstand; dertil gav Kejseren endelig sit Samtykke først i September; den skulde vare Maaneden ud, men blev fortsat indtil Udgangen af Oktober Maaned. Da Vaabenstilstanden gjorde de danske Troppers Nærværelsetil Grændselandenes Forsvar mindre nødvendig, udgik der den 15. Sept. 1704 ex consilio bellico et Reskript om, at samtlige danske Tropper til Hest og til Fods, for atter at bringes i kampdygtig Stand og, om saa behøvedes, at kunne anvendes mod Bairerne, skulde forlægges til øvrepfaltsog forplejes ordonantsmæssigt. Der anvistes ogsaa de fornødne Midler til Korpsets Rekruttering. Men uagtet den danske Minister havde anvendt 6000 Gylden i Presenter for at opnaa gode Kvarterer til Tropperne var der en lang Vej fra Beslutning til Udførelse. Under 8de Oktober høre vi fra Wien en Klage over de mangfoldige af de danske Tropper udevede Excesser. Hertil svarer Generalmajor GersdorfF, der da havde sit Hovedkvarter i Jayspitz i Måhren, d. 11. Oktober, at, siden de danske Tropper havde faaet Ordre til at gaa i Kvarter, var der gaaet 8 Uger, uden at der endnu var truffet den ringeste Anstalt til deres nødtørftige Forplejning, saa at der i 10—12 Dage neppe var faldet 1 Pund Kjød pr. Mand. Troppernes Bevarelse gjorde derfor Furagering nødvendig. Efter et Eeglement af 1. Jan. 1704 tilkom der de danske Tropper i Naturalforplejning daglig hver Mand 1 Pund Kjød, IV Pund Brød, 1 Maal (Maasz) 01 eller ... Maal Vin; for hver Hest 6 Pund Havre, 8 Pund Hø og det fornødne Straa. Gersdorff klagede bittert over de kejserlige Myndigheder. Faa Dage efter var Sagen dog bragt i Orden, og Generalmajor Gersdorff gik med de Tropper, der laa i Måhren, forud til Pfalts; Generallieutenant Andreas v. Harboe, hvem Kongen havde givet Overanførselen over det samlede Troppekorpsefter Trampes Død, var ved denne Tid ankommet til Wien og fulgte saa efter med de Tropper, der laa i Schlesien. Han opslog sit Hovedkvarter i Byen Roding ved Floden Regen, og her holdtes efter Anmodning af OverkrigskommissærRosbach under Oberst v. Ostens Præsidium en Række Kommissionsmøder for at bringe det indviklede Mellemværende for de forløbne tre Aar indtil Udgangen af Oktober Maaned 1704 i Orden. Kommissionen sluttede sine Forhandlinger d. 3. Januar 1705. Protokollen indsendtes til Generalkommissariatet og derfra til Kongens Afgjørelse. Denne resolverede d. 19. Decbr. 1705: Vi approbereGeneral kommissariatets Sentiment, at Kom missionen i Roding ikke har været beføjet til at give Overkrigskommissærensaa frie Hænder med Hensyn til Diskretionerne, hvilket denne Gang vel faar at passere, men for Fremtiden ikke maa finde Sted. Med Hensyn til de efter Ordrer distribuerede Diskretioner, kunne vi ikke decidere, førend Overkrigskommissæren producerer de Ordrer, han har i Hænde, hvorefter saadant kan have sin Rigtighed. Forøvrigt approberes Kommissionens Indstilling, dog at, hvis der i Fremtiden skulde være nogen af Officererne eller de Undergivne, som maatte finde sig utilfredse med Kommissionen i Roding og vilde forlange en upartisk Overkrigsret, dette ikke vel kunde afslaas dem. Førend Aaret 1704 gik til Ende, modtog Harboe (d. 30. December) en Ordre fra Prinds Eugen som Præsident for Krigsraadet, hvori han fordrede, at hvert Kavalleriregirnent skulde rekrutteres og remonteres til 800 Mand og Heste, hvert Infanteriregiment til 1300 Mand — i Alt altsaa 6800 Mand, en Del mindre end den oprindelige Styrke havde været — inden to Maaneder. Harboe lover (5. Jan. 1705) at gjøre sig al optænkelig Flid, men der mangler i de fleste Regimenter indtil 600 Mand, og Penge faar han ingen af: han beder derfor Prindsen hjælpe til, at de fornødne Midler kunne blive Tropperne anviste. Eugen lod til at have en vis Interesse for de danske Tropper, som han kjendte fra Italien, og sparede ikke paa Komplimenter til Weyberg. En Tid lang lod det til, at han vilde have Korpset med sig til Italien. Men da Prindsen i April drog til Italien, vare de danske Tropper ikke færdige, og det var endnu ikke afgjort, hvor de skulde anvendes. Den 7. Maj maatte Weyberg nedlægge en højtidelig Reservation, at det ikke kunde lægges det danske Korps til Last, at det endnu ikke var færdigt til at marschere. Det kunde ikke nytte, at Pengemidlerne vare anviste, naar de ikke kunde erholdes. Vel var Korpset voxet op til 5500 Mand og 1100 Heste, men der manglede endnu 500 Heste og 3000 Geværer; Weyberg havde af egne Midler forstrakt 1000 Gylden. I Juni Maaned var det danske Korps langt om længe færdigt til Opbrud, og da Kongens Tilladelse (af 5. Juni) til at benytte Korpset i Ungarn — thi paa en saadan Anvendelsevar der ikke tænkt i Traktaten — over Wien var kommen Harboe i Hænde, skriver denne d. 23. Juni til Weyberg: Jeg vil øjeblikkelig give de nødvendige Ordrer til Infanteriregimenterne om at begive sig til det Sted, hvor de skulle gaa ombord; hvad Kavalleriet angaar, har man fra Miinchen forestillet mig Umuligheden af at finde et tilstrækkeligt Antal Flaader for at befordre det til Vands. Jeg har derfor maattet give mit Samtykke til at lade det drage til Lands. Jeg er fortvivlet derover; thi jeg vilde gjerne, at Hs. M. Kejseren skulde have set hele dette Korps samlet, siden han har lovet Dem at vise og denne Naade. Men da han i hvert Fald vil faa Infanteriet at se, hvormed jeg haaber, at han vil være tilfreds, vil han ogsaa kunne dømme om den Tilstand, hvori Kavalleriet befinder sig. Saasnart Indskibningen er fuldbyrdet, iler jeg afsted Dag og Nat for at træffe Dem. Den 3. Juli kom Harboe til Wien, og i Løbet af de nærmeste Dage kom det danske Infanteri og blev landsat paa en 0 i Donau. Her bleve Tropperne præsenterede for Kejser Joseph, der den 5. Maj havde fulgt sin Fader paa Thronen, for Kejserinden og Hoffet, hvorpaa de marscherede til Presburg. Den 18. kom Eytteriet, der under Gersdorffs Anførsel var draget gjennem Bøhmen og blev d. 20. ligeledes præsenteret for Kejseren. Netop som det danske Rytteri sidst i Juli skulde afgaa fra Wien til Presburg, kom der Efterretning om, at 10000 Misfornøjede havde foretaget et Indfald i Måhren og vare trængte frem lige til Bøhmens Grændser. Det blev nu bestemt, at det danske Rytteri skulde angribe disse Skarer paa Hjemvejen. Woyberg havde Betænkeligheder, fordi hele Korpset efter Kongens Bestemmelse skulde holdes sammen, men gav dog sin Indvilligelse, og Ryttpriet rettedes mod Znaim i Måhren. Imidlertid vare de Misfornøjede med rigt Bytte vendte tilbage over March og stode nu truende i Ryggen af den østerrigske Hær, der endnu laa paa øen Schiitt. Medens det danske Rytteri vogtede Marchlinien, vendte Her beville sig mod Insurgenterne og vandt den 11. August en Sejr ved Waagfloden mellem Tyrnau og Trentschin, hvor Ungarernes firdobbelte Styrke efter faa Timers heftig Kamp blev adspredt — for snart efter at samle sig andetsteds. Efter at have provianteret Fæstningen Leopoldstadt, vendte Herbeville tilbage til Øen Schiitt og satte sig derfra i Bevægelse med hele sit Korps mod Syd; den 16. September passeredes Donau ved Buda. Da Angrebet paa det befæstede Zolnok ved Theis maatte opgives, gik Hæren over Ketzkemet til Segedin, hvor Theis d. 9. og 10. Oktober passeredes paa en Baadebro. Derfra gik Hæren over Vasarheli til Stor-Varadin, der skulde provianteres; d. 22. Okt. naaedes Debreczin, der var forladt af Indvaanerne. Overalt havde de Misfornøjede bortført Alt, hvad der kunde skaffes til Side, for at den kejserlige Hær skulde hindres ved Ned i at rykke frem. Paa denne Vej gjennem den ungarske Slette led Hestene meget ved Vandmangel, Folkene forholdsvis mindre, da Hæren kun var udsat for mindre Angreb. Ved et saadant mistede de danske Tropper dog endel af deres Bagage — et føleligt Tab under de daværende Forhold. I de første Dage af November naeede Hæren Bjergene, der skille den store ungarske Slette fra Siebenbiirgen. Her havde Råkoczi og andre ungarske Førere samlet deres bedste Tropper og besat de Passer, som føre over Bjergene, for at formene de Kejserlige Adgangen til Landet. Den 11. Novbr. fandt Angrebet Sted (Slaget ved Somlio eller Szibo. Den højre Fløj indtoge de kejserlige Tropper, den venstre de danske under General Harboes Anførsel, forstærkede af et Par østerrigske Batailloner. Om Eftermiddagen Kl. 22 (?) gaves der Tegn til Angreb. Man rykkede nu frem paa begge Fløje, General Harboe med sine Tropper i den skjønneste Orden med Gevær paa Skulder gjennem Fjendernes morderiske Ild; Gersdorff lod sine Dragonerstigeaf, og de Danske toge ikke blot den første Forskandsning, men ogsaa de to andre i Stormløb, anrettede stort Mandefald og gav kun liden Pardon. Angrebet udførtes saa rask, at Kampen var endt paa venstre Fløj, førend der endnu var løsnet et Skud paa højre. Men de østerrigske Tropper, der vare sinkede ved Vejenes Sneverhed og havde maattet gjøre en Omvej, kom snart efter, og Rytteriet fuldendte Sejren, der var afgjørende. Vejen til Siebenbiirgen stod aaben, og den 15. November besatte Fortroppen Klausenburg, hvor Alt var beredt til Råkdczis festlige Modtagelse. To Dage senere holdt Herbeville og Harboe deres Indtog i Byen. De danske Tropper fik deres Vinterkvarter i og omkring Klausenburg. Saaledes var Hensigten med Felttoget opnaaet uden følelige Tab: General Rabutin var undsat og Siebenbiirgen bevaret for Kejseren; men Korpsets Stilling i et fjendtligt Land var meget udsat, overalt vare Tropperne omsværmede af Fjender. Faa Uger efter Ankomsten (d. 7. December) blev Oberst Osten, Fører for andet Regiment, tilligemed Oberstlieutenant Lepel og Kaptejn Flemming fangne paa et Jagtparti, 3 Mile fra Klausenburg og kun 300 Skridt fra deres Garnisonssted. I Ungarn saa Alt ud som før; ved Nytaarstide belejrede de Misfornøjede Oedenburg uden dog at kunne tage Byen; men al Forbindelse mellem de spredte østerrigske Korps var usikker, og Breve havde ondt ved at naa fra KlausenburgtilWien eller omvendt. Efter et halvt Aars Taushed faa vi med Begyndelsen af Aaret 1706 igjen Efterretninger fra Korpset. let Brev af 4. Januar, der ligesom de følgende er fra Klausenburg, henholder Harboe sig til tidligere Breve, der ikke findes i den herlufsholmske Samling og maaske aldrig ere komne Weyberg i Hænde. Sygdom og Dødelighed herskede stadigt blandt de danske Tropper. Siden sidste Brev var Styrken formindsket med mere end 150 Mand. Der var endnu ikke kommet noget Reglement for Vinterforsyningen. Fjenderne generede dem stadigt; de vare allevegne og intetsteds; nyligt havde de opsnappet og nedhugget 30 Syge af 3die Regiment, som man transporterede til deres Kvarter. Fjenden holdt Slottet Deva besat; til at blokere det vilde man anvende 300 Mand af det danske Fodfolk; de vilde faa det meget daarligt. Den 1. Februar skriver Harboe, at Sygdom vedbliver at formindske Regimenternes Styrke: de behevede 4752 Rekrutter og 1232 Heste for at komplettere Tallet. Den 15. Februar følger et tydsk Hjærtesuk: Vi ere nu komne i den miserableste Tilstand, som man kan forestille sig efter de udstandne Fatiguer, den Sult og Tørst, vi har lidt, og det slette Traktemein. som daglig nydes, bestaaende af 1 Pund magert Kokjød, 2 Pk, d Brød og forresten Vand at drikke, ingen Sko og Skjorter, ikke en eneste Skilling i rede Penge, saa at ikke blot de Menige har det miserabelt, men at ogsaa Officererne lide sammen med dem. Der bliver vel daglig givet bedre Fortrøstning angaaende Forplejningen, men Effekten følger aldrig. Sygdom og Dødelighed kontinuere bestandigt, og der er intet Regiment, som ikke har 2—300 Syge, til hvilke der hverken haves eller ydes Medikamenter. Min højgunstige Hr. Envoyé Extraord. kan jeg forsikre, at vi ikke have 200 friske Mand af hvert Regiment ved Fanerne. Begge Kavalleriregimenterne kunne ikke mere naa op til 500 beredne Mænd, idet der har hersket en saadan Dødelighed mellem Hestene dette Aar, som endnu aldrig, hvilket saavel Hr. General-Major Gersdorff, der har mistet 27 Stykker, som jeg, der til Dato har mistet 20 Stykker, have faaet at føle, saa at vi ikke længer have nogen Hest tilovers til Hide- eller Trækbrug. De Kejserlige gaar det deri ikke et Haar bedre end os. — Det er at beklage, at det smukke Korps skal forkomme og krepere saa ynkeligt; der er ingen bedre Raad og Hjælp herfor, end at min højgunstige Hr. Envoyé Extraord. vil assistere os med Deres Pouvoirs og bevæge det kejserlige Hof (fornemmelig Grev Schlick, der har lovet os meget godt) til at lade os faa nogle Penge, hvad der er det vigtigste, ligeledes, at alt det, som er omtalt i min allerede afsendte Memorial, maa blive anskaffet, særligt Telte, idet disse samtlige ere gaaede tabt i den sidste Kampagne; ellers maa vi, da Marschen skal gaa for sig sidst i April eller først i Maj, i Mangel deraf ligge under aaben Himmel. Jeg vil ellers ikke haabe, at det er blevet resolveret af det kejserlige Hof, at vi skulle forblive her, hvilket uundgaaeligt vilde bevirke den totale Ruin af Resten. Om Rekrutter og Remonter har jeg indtil Dato ikke hørt det ringeste, siden jeg endnu ikke har modtaget nogen eneste Skrivelse hverken fra det kejserlige Hofkrigsraad eller fra Grev Schlick. — Gud er mit Vidne, hvorledes jeg er tilmode, da jeg daglig ikke hører andet end Suk og Klager og ikke er i Stand til at hjælpe Nogen, hvor gjerne jeg end vilde det, og daglig erfarer, at de Folk krepere, som ved alle Okkasioner have opført sig bravt. - Ikke en eneste brugbar Hest kan man erholde her, men maa til - kjøbe sig dem for rede Penge fra Wallachiet og Moldau. Under 17.Marts kunde Harboe endelig melde, at Regimentet for Betalningen i de 6 Vintermaaneder var kommet. I Marts begyndte baade de Kejserlige og de Misfornøjedeat længes efter Vaabenhvile, og de mæglende Magter kom i Virksomhed. Endelig blev der indgaaet en Vaabenhvile,der skulde begynde den 15. April og vare i 14 Dage. Det brændende Punkt var Provianteringen af de faste Punkter, som endnu holdtes besat af -Østerrigerne, men blokeredes af Ungarerne. Et Par Gange forlængedes Vaabenhvilen, indtil hvilen, indtil der endelig først i Maj blev undertegnet en Vaabenstilstand, der skulde vare til Udgangen af Juni Maaned. Leopoldstadt og Trentschin vare allerede provianterede, nu kom Turen til Eaab, Komorn, Gran og Buda. Ungarerne fik paa deres Side Ret til at befæste de Punkter, de havde inde. Med selve Forhandlingerne gik det langsomt.Ungarerne fordrede, at ogsaa Siebenbiirgens Anliggenderskulde optages til Forhandling, men her mødte de en bestemt Modstand fra kejserlig Side. Imidlertid blev Vaabenstilstanden forlænget til d. 24. Juli. Tilstanden blandt Tropperne i Siebenbiirgen blev noget bedre, da den mildere Aarstid kom; men hvilke Vanskeligheder der i alle Henseender var at overvinde, viser en Skrivelse fra Harboe af 29. April, det eneste danske Brev, der findes i den herlufsholmske Samling. At det er skrevet paa Dansk, ligger vel i Indholdet; Harboe kunde ikke ønske Brevet læst, hvis det skulde falde i uvedkommende Hænder. Højædle og Velbaarne, Højstærede Hr. Envoyé Extraordinaire! Hans meget angeneme Skrivelse af 7. hujus er mig igaar vel bleven ihændiget, og har jeg deraf vidtløftig fornummet, hvor besværligtdet falder at obtinere vores Betaling ved det kejserlige Hof, om end skjøndt min højstærede Hr. Envoyé Extraord. dertil anvender al optænkelig Flid og Umage, hvorfor saavel jeg en particulier som de mig undergivne Tropper i højeste Maade ere ham obligerede, og skal vi ved Tid og Lejlighed intet ermangle, derfor i Gjerninger at Jade se vores Taknemmelighed. Hvad nu de Diskretioner anbelanger, som min højstærede Hr. Envoyé Extraordinaire formener højnødvendig at maatte employeres for at erholde vore Pretensioner ved det kejserlige Hof, saa har jeg allerede givet Hr.Justitsraad Rosbach Fuldmagt, hvor vidt han der udi kan gaa, og giver jeg min Hr. Envoyé Extraordinaire, der saa vel som jeg kjender, med hvad for Folk jeg har at bestille, selv at konsiderere, om jeg foruden de samtlige Chefs af Eegimenterne deres Samtykke kan disponere over deres Penge, som de med deres Sved og Blod surt nok har fortjent. Jeg tvivler ingenlunde paa, helst som det kejserl. Hof nok er mig bekjendt, at man jo maa sakrificere noget for at obtinere det, som inan dog med al Ret uden nogen Afgift burde at have, men jeg maa mage det saa, at jeg kan være foruden Forsvar (sic). Imidlertid synes mig, at dersom min Hr. Envoyé Extraordinaire har Ordre af Kongen til at gjere der udi, hvad han finder nødigt til Troppernes Bedste, han da intet behøver min Samtykke dertil, men jeg har ikke et eneste Ord fra Hs. Majestæt derover og kan i saa Henseende af egen Autoritet intet disponere over Troppernes Penge, videre end som jeg før har sagt og givet Hr. Justitsraad Rosbach Fuldmagt til. Anlangende Likvidationen over Excesserne, saa har jeg derover sonderet Regimenterne og bekommet et Gjensvar fra det Dithmarske og Gersdorffske, hvoraf nok er at se, at Officererne deraf ingen synderlig Fortrolighed har til Hr. Justitsraad Rosbach, og at de ere betænkte paa at fordre Regnskab af ham for Et og Andet, som med det første skal blive ham tilsendt, foruden at bemeldte Officerer formene, at forbesagte Regimenter intet uden største Übillighed intet (sic) kan regnes noget til Excesser, som af deres derpaa givne Erklæring vidtleftigen kan ersés. Fra det Ostenske, Maltzahnske og Endenske Regiment har jeg endnu ingen Svar over denne Sag kunnet bekomme, formedelst at de saa at sige ere indesluttede i Weisenburg, og Fjenden i en Tid lang bar betaget mig al Korrespondance med dem. Saa snart som Vejen der imellem bliver sikker, og jeg kan bekomme deres Sentiment over denne Punkt, skal den strax blive enten min Hr. Envoyé Extraordinaire eller Hr. Justitsraad Rosbachtilsendt, at de derefter kan tage deres Mesurer, saasoin jeg ikke beller af mit eget Hoved i denne Sag kan procedere. Jeg vilde ønske, at vi stod saa nær ved Wien, som vi staa langt derfra, saa skulde al Ting bedre finde sig, i Henseende vi da bedre kunde agere concert med hinanden, i Stedet for at nu forløber saa megen Tid med vores Korrespondance. Det er ellers intet at undre, det som min Hr. Envoyé Extraordinaire skriver, at visse Personer have berettet til Kjøbenhavn, at Tropperne havde gjort ham en Present af 2000 Dukater, som dog er meget kanailleux af den, som har gjort det; men man har spillet mig andre Tours ved vores Hof, idet man ikke aleneste har søgt at bringe mit Regiment fra mig til en anden, men endog berettet Kongen, at jeg nød aarlig af hvert Kompagni af Tropperne 200 fl., som dem dog meget vel var bevidst, at det ikke forholdt sig saa, hvorfor jeg og aller underdanigst har bedt Hs. Majestæt intet at tro saadan uforskammet Løgn, hvor med mine Fjender ikkun søger at bringe mig hans Unaade til Veje, og tror jeg, at enhver, som véd, hvorledes jeg procederer med Tropperne, noksom er bekjendt, at jeg aldrig har begjært en Kreutzer af dem, langt mindre bekommet den Diskretion, som visse Folk har forebragt Hs. Majestæt, mig var bleven given og tilsagt aarlig af Tropperne. Jeg beder imidlertid tjenstligst min Hr. Envoyé Extraordinaire vjlde af yderste Formue lade sig være angelegen at prokurere os et godt Antal af Rekrutter og Remonter in natura, saasom det ved de slette Anstalter, der synes endnu at være gjort til vores Underholdning i den tilkommende Kampagne, ikke lader sig andet anse, end at Tropperne meget ville blive ruinerede, som jeg dog af al Evne skal søge at forebygge. Den 4. Juni blev Vaabenstilstanden proklamerot i Klausenburg, og Hæren begyndte at faa lidt Luft og Haab til Fremtiden. ...efter Harboes Død. Den 16. Okt. 1706 udnævntes Grev Frederik Ahlefeldt-Langeland, Gehejmeraad og Statholder i Holsten, til Overanfører for det danske Korps i østerrigsk Tjeneste... ...Mellem d. 12. og 15. April holdtes der Mønstring over Tropperne. Da maa vist endel Tropper allerede være hvervede; thi Weyberg havde angivet Antallet i hvert Infanteriregiment til 130—140; men ved Mønstringen talte første Infanteriregiment under Generallieutenant Ahlefeldt 280 Mand, andet under Oberst Osten 236, tredie under Oberst Maltzahn 247 og fjerde under Oberst Ruesch 259 Mand. Gersdorffs Dragonregiment talte 339 Mand, Kyradsererne under Oberst Prehn 346 Mand, - men i alt neppe 20 Heste kapable at gjøre Tjeneste. Saaledes udgjorde den ved Mønstringen tilstedeværende Styrke 1707 Mand, men hertil kom 123 Mand, der vare udkommanderede til Hvervning, og 466 Mand syge og saarede, hvoraf de 182 vare forblevne i Ungarn. Regner man alle, fraværende, syge og Arrestanter, med, faar man et samlet Tal af 2397 Mand; af Officerspladser vare i Alt 20 vakante. Oberst Enden var dad under Felttoget i Siebenbiirgen, maaske ogsaa Oberst Dithmarsen. Oberst Maltzahn synes snart efter at vsere traadt tilbage i mecklenborgsk Tjeneste. Det er naturligt, at Kong Frederik d. 4. maatte være meget utilfreds med den Maade, hvorpaa den østerrigske Regering havde behandlet de danske Tropper. Kongens Tanke med at sende de forskjellige Troppekorps i fremmed Krigstjeneste var vel den, uden at bebyrde Rigets Finantser i Fredsaar, altid at have en øvet Krigsstyrke beredt, hvis engang Krigen med Landets urolige Naboer, den svenske Konge og den gottorpske Hertug, igjen skulde bryde ud. Men da maatte der ikke handles altfor ilde med de danske Tropper, heller ikke maatte de fjernes alt for langt fra Danmarks Grændser. En Bitanke var det maaske at sikre sig Kejserens Velvillie ved Afgjørelsen af en Del Sager... Under ingen Omstændigheder maatte Tropperne mere anvendes mod Ungarerne uden Kongens særlige Tilladelse. Hovedopgaven blev nu at bringe Korpset paa Fode og bevare det til Kongens fremtidige Brug; allerede i denne Vinter var der flere Gange alvorlig Tale om at kalde Tropperne tilbage. ...Førend Aaret endte, skrev Ahlefeldt (Regensburg 16. Decbr.) til Prinds Eugen, der i Reglen tilbragte Vinteren i Wien, og paakaldte hans Bistand. Prindsen lovede (Wien 26. Decbr.) at gjøre alt, hvad der var ham muligt, for at det danske Korps atter kunde blive bragt paa Fode, og med disse gode Løfter maatte Ahlefeldt trøste sig ved Aarets Slutning... ...Den 7. Januar 1708 var der udgaaet en Skrivelse fra det kejserlige Krigsraad, om at de danske Tropper midt i Marts maatte være marschfærdige og tælle mindst 6000 Mand, nemlig hvert Infanteriregiment 1200 Mand og 1200 Ryttere. Hertil bemærker Ahlefeldt saavel i sin Skrivelse til Kongen som til Prinds Eugen, at hvis Tropperne skulde være marschfærdige til Marts Maaned* vilde der kræves mange flere Penge. Ved Mønstringen i December havde det danske Korps vel talt over 5000 Mand, men de bestilte Geværer kunde ikke leveres før Slutningen af Marts... Den kejserlige Regering havde ganske rigtigt bestemt at anvende de danske Tropper imod Ungarerne, og Weyberg havde strax, saa snart han erfarede det, sendt en Kurer til Kjøbenhavn for at indhente Kongens Bestemmelse desangaaende... Afgjørelsen laa imidlertid i Kongens Haand, og han var lidet villig til at sende sine Tropper til en saa fjern Krigsskueplads og atter udsætte dem for en saadan Behandlingsom den, de havde lidt i Aarene 1705 og 1706. Den Tilladelse, Kongen gav d. 24. Februar, var ledsaget af saadanneIndskrænkninger, saasom at Tropperne ikke maatte overskride Donau og Waag, at den blev værdiløs for den østerrigske Regering og gav Anledning til nye Forhandlinger mellem de to Regeringer... Det er forstaaeligt, at Prinds Eugen, der var vant til at finde Lydighed overalt, var opbragt; han mente, at den danske General var Skyld i disse Vanskeligheder, og skjulte ikke sine Følelser for Weyberg, der havde den ene übehagelige Konference efter den anden. Det kejserlige Hofs Misfornøjelse viste sig paa alle Maader; aldrig lød Klagerne over de danske Troppers Excesser stærkere end i dette Foraar, aldrig var det vanskeligere at faa Penge... Den 9. Maj udgik der et meget skarpt Keskript fra det kejserlige Hofkrigsraad til Chefen for de danske Tropper, hvori der insinueredes, at de danske Troppers Formaal var mere at plage og udpine Landet til deres egen Fordel end at tjene det fælles Bedste... Den 15. Juni døde General Ahlefeldt, og for tredie Gang overtog Gersdorff Overanførselen over de danske Tropper, denne Gang for at beholde den... Den 28. Juli vare Forhandlingerne i Wien saa vidt afsluttede, at Weyberg kunde sende Gersdorff Marschordren, og i de første Dage af August var det danske Korps endelig færdigt til Opbrud... ...man i Foraaret 1708 lagde Planen til et Felttogind i Øvreungarn under Anførsel af Feltmarschal Heister,der atter var taget til Naade. De danske Troppers Udebliven nødsagede Heister til at indskrænke sig til Defensiven og gav de Misfornøjede nyt Mod. Paa Efterretning om de danske Troppers endelige Fremrykning, bestemte Ungarerne sig til at vove et Hovedslag, inden de Kejserlige tik Forstærkning. Heister modtog Slaget med de Kræfter, han havde, og vandt en afgjerende Sejr ved Trentschin d. 4. August over Fjendens tredobbelte Styrke; hele det fjendtlige Artilleri faldt i hans Hænder. Hermed var Ungarernes Modstand i aaben Mark i alt væsentligt brudt; nu begyndte den langvarige Fæstningskrig, der endnu holdt Rejsningen vedlige i nogle Aar... Inden Aarets Udgang var Prinds Eugen som sædvanlig kommen tilbage til Wien, og da gjenoptoges i de Konferencer, der holdtes af den østerrigske Regering, Spørgsmaalet om de danske Troppers fremtidige Anvendelse. Da Kong Frederik den 4de endnu i sin sidste Befaling havde fastholdt, at de danske Tropper ikke maatte bruges udover Donau og Waag, og Krigen netop nu førtes ud over disse Grændser, bestemte den kejserlige Regering sig til at henvende sig til den danske Konge om Troppernes Hjemsendelse eller en betydelig Indskrænkelse i deres Tal (29. Decbr.). Hver gang den kejserlige Regering i det sidste Aar havde slaaet paa den Stræng, havde Weyberg erklæret, at Kongen var meget villig til at tage sine Tropper tilbage, - naar først Mellemværendet var opgjort. Frederik den 4de opholdt sig dengang i Venedig, og Weyberg var taget derned for at hilse paa Kongen. Herfra tilskrev denne da Kejseren (den 25. Januar 1709) og gav sit Minde til Troppernes Tilbagevenden. Den 1. April, umiddelbart efter Weybergs Tilbagekomst til Wien, begyndte de foreløbige Konferencer mellem Kammerherre Weyberg, Generallieutenant Gersdorfif, Generalmajor Wedel og Justitsraad Rosbach1), og nu fulgte en Række Forhandlinger med de østerrigske Myndigheder. Alle Stridspunkter skulde gjennemgaas og endelig berigtiges. Forhandlingerne trak ud indtil Slutningen af Juli Maaned og kostede Weyberg utrolig Meje; hvert øjeblik kom der nye Vanskeligheder. Endelig d. 23. Juli kunde Gersdorff med de danske Officerer, der opholdt sig i Wien, rejse til øen Schiitt, hvor de danske Tropper laa, for at tiltræde Hjemrejsen gjennem Måhren, Bøhmen og Sachsen til Holsten. Den sidste Skrivelse i den herlufsholmske Samling er fra Gersdorff (Kornitz i Bøhmen d. 11. Aug. 1709); da var Hæren under hans Anførsel paa Vejen hjemad. Den ungarske Rejsning holdt sig endnu et Par Aar, efter at de danske Tropper havde forladt Krigsskuepladsen. Vel traadte efter Slaget ved Pultava en Hær af Polakker og Svenske paa omtrent 5000 Mand i de Misfornøjedes Tjeneste; men den kunde ikke forhindre, at den kejserlige Hær langsomt men sikkert udbredte sig i Ungarn. Subsidierne fra Frankrig ophørte; ogsaa Ludvig den 14des Kræfter udtømtes. I Aaret 1710 drejede Krigen i Ungarn sig hovedsagelig om Belejringen af Kaschau. Den 26. April 1711 holdt de Kejserlige deres Indtog i Byen. Råkdczi havde allerede forinden forladt Ungarn for aldrig at se det mere. Szathmarerfreden 1. Maj 1711 lagde Ungarn for Habsburgernes Fødder; den østerrigske Sejghed havde sejret. Christian Vollrath av Eyndten (1658-8.juli 1706) var en kongelig dansk oberst og sjef for den 4.danske infanteriregiment. Under den spanske arvefølgekrigen kom regimentet i keiserlig tjeneste og ble sendt til Ungarn 25.oktober 1701. I 1703 var regimentet klar til innsats. Oberst Nicholas Henry Ditmersen ledet rytterregimentet, mens infanteriet var ledet av Eyndten. Kort tid før slaget ved Sibo 11.november 1705 meldte han seg syk, etter en krangel med løytnanten Gumbracht og kaptein Wilhelm von Pogwitch (Pogwisch). Obersten døde den 8.juli 1706 i Clausenheim.	Jacobsen Matheson, Jacob (I1855)
7082	Fra 1.juli 1911 til 31.desember 1912 kandidat ved Bergens sykehus medisinsk kirurgisk og epid. avdeling, et halvt år ved hver.	Brekke, Alexander Brinchmann (I458)
7083	Fra 1.november 1901 var han oberstløytnant og sjef for sanintetskorpsets landstormbataljon. Denne stillingen hadde han til 1.april 1907.	Hoffmann, Reinholdt (I474)
7084	Fra 1.oktober 1865 til våren 1867 fungerte han som bylege i Østre Risør og en kortere tid praktiserte han også i Porsgrunn. I folketellingsåret 1865 er han nevnt som Doctor i Østerrisøer Kjøbstad.	Hoffmann, Reinholdt (I474)
7085	At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld.	Living (I930)
7086	Fra 1620 er Alf ført under Atlungstad. Han er odelsbonde, men på Atlungstad satt han på bygsel, og sønn av Oluf Thorstensen på Nøttestad. Alf eier i 1626 i Berg 1,5 skippund, i Jonsæter ødegård 1 hud, i Svenneby i Solør 1 hud, 2,5 skinn, i Ringnes i Stange 1,5 skippund, i Sande i Løten 1/2 skippund, i Sveen i Stange 1 hud, i Gunnerud 1,5 skinn, og i Nordby i Trysil 1 hud. Alf er død en tid før oktober 1644, da hans ettermann i ekteskapet, Engebret Olsen, søker statholderen om at det må bli oppnevnt en ny prokurator til å ta seg av hans stebarns arv etter faren. Dennes bror, Torsten Nøttestad, hadde som barnas nærmeste verge og formynder overtatt bestyrelsen av deres farsarv, spesielt jordegods, men hadde etter Engebrets mening ikke gjort riktig rede for seg. Det må tidligere ha vært gjort skritt overfor Torsten i denne sak, men ikke til Engebrets tilfredshet, ettersom han anfører at den forordnede prokurator var beslektet med formynderne. Nå hadde Nils Eriksen på Grefsum (tidligere fogd på Hedmark) lovet uten betaling å føre saken for barna. Hva det ble til med dette er ukjent. Alf etterlot seg 4 barn.	Olufsen Nøttestad, Alf "Atlungstad" (I19968)
7087	Fra 1622 til 1637 nevnes Jens som bruker på Bratberg og eier av 1 hud i gården og 1 hud i Wang Øde.	Thorsen Rolid, Jens "Bratberg" (I9540)
7088	Fra 1656 ble det foretatt en forandring i Verkets administrasjon, idet stillingen som bergskriver og verksforvalter ble slått sammen til 1. Den første som ble betrodd denne stillingen var Christen Nielsen Brun. Han kom til Innset, og fikk ansettelse ved Verket som gruveskriver. I 1656 ble han forfremmet til bergskriver og fra 1682 til 1692 forvalter. Han var partisipant i Lesja jernverk og ble fra 1682 dets forvalter.	Nilsen Brun, Christen (I10094)
7089	Fra 1656 til sin død i 1672 er Thure Siversen oppsitter på Kjeverud i Stange. Ved matrikuleringen i 1669 er Thure eier av gården, 2 huder. Det heter om gården at: Engen er god, temmelig. En hage tjenlig til brådeland og annen gårdsnøtte, har sommerbed på Morskogen. En hommelhage. Den 17.mai 1672 er det skifte etter Thure Siversen for brutto 155 riksdaler, netto 151 riksdaler, dessuten jord 2 huder med bygsel i Kjeverud. Eldste sønnen Alf Thoresen overtok farsgården.	Siversen Kjeverud, Thure (I19945)
7090	Fra 1659 er landskylda til kronen betalt av 11 marklag, 3 marklag mer enn før. Den samlede skyld av Digre er altså nå regnet til 2 øre 11 marklag, slik vi finner skylda senere. Omkring 1670 kjøpte Henning Irgens som var hytteskriver på Røros Verk, disse 11 marklag, men før 1680 er Jon Digre selveier av denne landskyldparten.	Johannessen Irgens, Henning (I1989)
7091	Fra 1665 står Bård Lauritsen som bruker på Hov. Ifølge matrikkelen 1669 eier Frans Nielsen 9 huder, kronen 2 skinn og Biri kirke 2 skinn i gården, tilsammen 9 huder 4 skinn. Gården før på 32 kuer og 8 hester, sår 13 1/2 tønne. Skatt 9 riksdaler. Homlehage og seter i hjemskauen. Det er også en husmann, og det står at engen kan noe forbedres.	Lauritsen Hoff, Bård (Baard) (I9531)
7092	Fra 1683 er det 2 - schichtmestere - som etter tur har gården, Kristen Brun og Morten Weum. Stigeren Christen Nielsen Brun hadde i 1670-årene funnet kis nedenfor Setervangsgruven.	Nilsen Brun, Christen (I10094)
7093	Fra 1693 står Joen Olsen som oppsitter på Nedre Eggen. I 1711 betalte Joen 11,5 riksdaler i krigsskatt, 12 skippund bygg, 4 skippund blandetkorn og 30 skippund havre i tiende, og 78 skilling i skoskatt for 8 personer i huset og 5 husmannsfolk. Han hadde sønnen Ole hjemme for 2 riksdaler i året, 2 tauser for 2,5 riksdaler hver og 1 jeltøs for 1 riksdaler. I 1714 ble han regner med til - den best beholdne almue - og måtte derfor betale 2 riksdaler 3 ort 12 skilling i ekstra krigsskatt. Men derfra gikk det nedover med Joen Olsen Eggen. Allerede året etter greier han ikke å betale landskylden, bruker bare gården for - skatterne - han er vel blitt utslitt og syk. I 1719 er det enken Maritte som møter frem med oppgave over svenskenes plyndringer i oktober 1718. De tok 30 tønner bygg, 45 tønner havre, 2 tønner rug, 90 lass høy, 3 hester, 1 skjut, 12 kyr, 2 okser, 6 ungnaut, 30 småfe, 4 svin, 6 gjess, samt gårds- og sjøredskap, klær, innbo og mat. Svenskene brente opp gjerder, kornstaur og hummelstenger. Hele skaden ble taksert til 374 riksdaler 72 skilling, og svenskene betalte 12 caroliner (svenske daler), eller 5 riksdaler. Etter krigen fikk enken sønnen Ole hjem, og i 1720 står de sammen på tiendelisten med 9 skippund bygg og 24 skippund havre, mens i 1725 står enken alene med henholdsvis 8 skippund og 16 skippund, samt 12 merker ost. Fra 1725 står Jonas som oppsitter. I skiftet etter Marit Olsdatter står oppført - 1 husmannsstue med kaave og 1 høe boed på pladsen Bjerken staaende - hvor enken Marit trolig bodde de siste årene.	Olsen, Joen "Eggen" (I19619)
7094	Fra 1701 på Ertshus: Andfind Olsen 32 år med de små sønnene Ole, 2 år, og Arne, 1/2 år.	Olsen Ertshus, Anfind (I13791)
7095	Fra 1701-tellinga: Soldatt Hugaas Aren Ingbretse: 49 år og sønnen Ingbret Arensen 1 år. I militære legdsruller fra 1709 til 1722 står Hugås sammen med Skain og Støfuerlochen i 94.legd om å skaffe utstyr til en soldat. I skoskatten 1711 står Arnt Ingebretsen Hugaas oppført med 2 tjenere: Broren Ole (Oluf) får 6 riksdaler i årslønn og en taus får 3 riksdaler 2 ort. Krigsskatt 1712: 1/2 Daller 1 ort 86 1/2 skilling. Dagskatten i 1713 var 30 skilling. En høstdag 1718 får enken Siri på Hugås vite av at fienden var i landet da karolinerne kom settende og plyndret gården. Hun la fram tapslistene for vintertinget på Støresmo i mars året etter, ledet av sorenskriver Jens Randulf og futen Hans Ibsen med åtte lagrettsmenn. Listen viste: 3 tønner bygg: 6 riksdaler 3 ort. 3 kyr: 10 riksdaler 2 ort. Kjøtt: 1 riksdaler 1 ort 8 skilling. Gårdsredskap: 4 riksdaler. 22 lass høy: 11 riksdaler. 1 våg mel: 3 ort. Matvarer: 1 riksdaler 2 ort. Tilsammen ble skadeboten 35 riksdaler 3 ort 8 skilling.	Ingebrigtsen Hugås, Arne (Aren) "Hugaas" (I1940)
7096	Fra 1760 og til 1795, blev der bisat i kirkekjælderen omkring 30 Ligkister, hvori 20 Voxne og Resten Børn. I Aaret 1900 aflagde vi en Visit i de Dødes Sovekammer og de første Kister vi standset ved var Sogneprest Monrad og Frues. Laaget blev aftaget paa den første af disse, men der var ikke Spor afLighed at finde mellem de Folk, vi nu saa for os, og det Portræt af ham, der hænger i Kirkens Sakristi, hvor han med foldede Hænder knæler for Kristuspaa Korset. Han var ikke i Ornat, men nedlagt i Svøb. Hans Frue saa ud til at have været en liden Dame med fine Ansigtstræk. Kisterne vare sortmalede og flere vare udstyrede med Metalforsiringer som vel har været forsølvede i sin Tid. Monogrammer var der paa de fleste. Børnekisterne vare overtrukketmed sort Klæde eller Fløiel. Der var især 2 Kister der ved sin Størelse og sit pragtfulde Udstyr vakte Opmærksomhed; det var Lieutnant von Schraders og hans Moders. Paa Lieutnantens stod Monogrammet F. v. S. (Fredrik von Schrader) og over dette en Krone. Liget var næsten hensmuldret, og den store Allongeparyk som Lieutnanten havde havt paa, var næsten fortæret af MøI og Mølorm, dog var der Rester igjen som gav os Vished for, at det havdeværet en Paryk. Han var bisat den 7 januar 1782. Paa Moderens Kiste stod Bogstaverne M. A. M. S. og ved Laagets Aftagning saa vi her det Lig, der var det bedst konserverede af de, vi havde Anledning til at se. Fruen havde vistnok af Vext været en meget høi Dame. Hendes Ligtøi, der var af Bobinet, var fint udstyret med Kniplinger og Liglagenet var af Linlærred. Paa Hove det havde hun en Kappe besat med Pibestrimler, der sluttet tæt til Ansigtet og Kjolen var lagt i fine Læg eller Folderover Brystet. Hænderne laa foldede og omkring Haandlederne var Kjolen besat med pibede Bobinetsstrimler og Kniplinger. Hun blev bisat samtidig med Sønnen. Paa Lagenet var syet hendes Navn, ovenover dette en Krone og under Navnet Tallet 3, alt i blaat. Formodentlig var Lagenet noget af hendesUdstyr fra Fædrenehjemmet i hendes Ungdom. Saa blev en Kiste aabnet hvorpaa stod Monogrammet N: A: og hvori laa en gammel Mand. Han var iført Paryk og denne var vel bevaret, men Krøllerne som havde prydet den paa Siderne var faldt af og laa løse paa Skuldrene. Hans Liglagen var af fint Kammerdug og besat med en dobbelt Plisée. Det var gamle Nils Aall, der døde i Mai 1784. Vi saa ogsaa et lidet Barnelig nedlagt i hvid Kjole, hvorpaa var fæstet Iyserøde Silkesløifer der endnu havde sinoprindelige vakkre Farve. Sløiferne vare fæstede paa Kjolen med rundhovede Knappenaale. De øvrige Kister indeholdt Ligene af: Madame Aall, bisat 1760. Kaptain Raschs Barn, 1760. Niels Aall junior, 1760. Obristleutnant Lackmanns Barn, 1763. Tolder Yberwasser, 1765. Kammerraad Vilhelm Deickmann, 1769. Kaptain Raschs Barn, 1769. Kancelliraad Schnell, 1770. Tolder Thomas Lange,1773. Tolder Raschs Barn, 1777. Carl Deichmann, 1780. Fru Rosenkrantz, 1789. Hr. Kammerjunker von Løvenskiolds Frøken Datter, 1790. Madame Lange, 1792. Fru Coucheron, 1792. Fru justitsraadinde Hagerup, 1793. Madame Backa, 1793. Frøken Løvenskiold paa Rafnæs, 1794. Kammerjunker Løvenskiold, 1795. Simon Jørgensen, 1796. Jomfru Bowmann, 1797. Sivert Backas Barn, 1797. Madame Storm. Kontrollør Biener.	Schweder, Joachime Cathrine Hermanna "Coucheron" (I2627)
7097	Fra 1775 ser vi følgende oppgave fra Rosenbergs gjøremål og inntekter: Som skogbetjent aarlig løn: 50 riksdaler. Av Hola færegested beholden indkomst: 200 riksdaler. Gaarden Tinghaugen skattefri: 5 riksdaler, 64 skilling. Som lendsmand: 38 riksdaler, 58 skilling, fordelt slik: - told og løn: 13 riksdaler, 22 skilling. - eftersyn av kul: 16 riksdaler. - av veimesterlønnen: 3 riksdaler, 36 skilling. - eftersyn av stengjerder: 6 riksdaler. Fortjeneste ved registreringer, skifter, auktioner, stevnemaal, besigtigelser m.m.: 50 riksdaler. Dette gir tilsammen (totalt) 342 riksdaler, 26 skilling.	Johannesen Rosenberg, Poul (Paul) (I3824)
7098	Fra 1792 til han d?de i 1797 var han i tillegg klokker ved hovedkirken i Statsbygda.	Sakariassen Kirkemyr, Peder (Per) (I1794)
7099	Fra 1816 til sin død var Steenbuch virksom ved Det juridiske fakultet ved det nyopprettede universitetet i Kristiania, først som lektor fra 1816, siden som professor i lovkyndighet fra 1818. Å besette de nye stillingene ved Det juridiske fakultet hadde vist seg vanskelig. Steenbuch fikk også først ansettelse etter åpen invitasjon. Han var ikke et selvsagt valg og var – som C. N. Schwach samtidig konstaterte – ikke forberedt til at beklæde en akademisk Lærestoel. Men gjennom sin lange karriere ved fakultet og universitet bidrog han til oppbyggingen av den nye institusjonen.	Steenbuch, Hendrich Lauridtz Nicolay (I2352)
7100	Fra 1820-årene var det nye folk på Odden. Torbjørn må ha dødd tidlig, for Margit skal lenge ha bodd på Nord-Rue, og i Kåsa hos broren sin.	Olsen Linde, Torbjørn "Odden" (I11237)