| Notes |
Married:
- Den 27 år gamle adjunkt Alexander Brinchmann ble gift med 23 år gamle jomfru Maren Johanne Hoffmann.
Fedre og forlovere var toldkasserer Kristofer Brinchmann og distriktslege Jakob Hoffmann.
Tillysningsdagene var 27.mars, 3. og 10.april.
Artig å merke seg:
Eneste datter på Brinchmann-siden (Louise Fredrikke, Alexanders søster) ble gift Hoffmann (Johan Christian, Maren Johannes bror).
Eneste datter på Hoffmann-siden (Maren Johanne) ble gift Brinchmann (Alexander).
Alexander selv skriver i 1863 om deres bryllup slik:
Under saadanne Sysler løb Vinteren hurtigt, og Brylluppet blev fastsat oprindelig til 13de April, mine Svigerforældres Bryllupsdag, men da Marenjohannes broder Gottfred til den Tid ikke kunde naae hjem fra en Udenlandsreise, hvorpaa han befandt sig, omberammedes Dagen til den 24de April, en Søndag. Klar og sommervarm fremskinnede endelig den længselsfuldt forventede Dag, Gottfred kom om Formiddagen og Alt var færdigt. Mathilde Pettersen i Forening med de to Brudepiger, Maren Johannes Barndomsveninder, daværende Trina Rechdal (nu Fru Lind), og Sara Gørvell (nu Fru Greger) havde pyntet Bruden. Hendes Dragt var simpel, men fiin - hvit klar Bobinetskjole med hvidt Slør over Myrtekrandsen:
ikke engang som Brud vilde hun svigte det Princip, hun hyldede og i sit hele Liv gjennemførte Tarvelighed i Klædedragt; (af Guldstads bar hun sjælden andet end sin Forlovelsesring; hun havde ikke engang, som de fleste af hendes Veninder, Huller i Ørene til Ringe).
Kl. 2 om Eftermiddagen rullede det store Vogntog afsted fra Brudehuset foruden Brudeparret og Brudepiger, Forældre og de talrige Søskende paa begge Sider samt Andre af de nærmeste Slægtninge; de fjærnere staaende Bryllupsgjæster, paa nogen faa Familier nær saagodtsom alle Byens conditionerede Indvaanere, vare tilsagte til Møde i Kirken.
Denne var af Brudens Veninder festligt udsmykket, Sangen udførtes af et indstuderet Mandschor af Brudeparrets Venner, og efter en gribende Tale forrettedes Vielsen af den alderstegne Præst, Provst Deinboll, der i sin Tid havde confirmeret os begge.
Hjemkomne til Brudehuset modtoge vi den hele Bryllupsskares Lykønskninger, hvorpaa man begav sig til Middagsbordet. Her havde Venskab beredt os en ny Overraskelse i nedenstaaende to af Adjunct P. G. O. Dørum og Corpslæge Chr. Smith forfattede Sange, der i elegant utstyrede Exemplarer fandtes omlagte ved hvert Couvert, og som ved Bordet bleve afsungne af samtlige Gjæster, saa mange, baade Damer og Herrer, som kunde synge.
Sange ved Adjunct Alexander Brinchmanns og Jomfru Maren Johanne Hoffmanns Bryllup den 24de April 1853.
Mel. For Norge Kjæmpers Fødeland.
1.
Da I for Altret knælede
En Lysets Alf var inde
I Eders Bo og levnede
Hva vist I der vil finde.
Gid selv den Skat fra Himmelen
I silde bære hjem igjen !
Thi holde I kun fast ved den,
Som Leg vil Livet svinde.
2.
Det er en kostbar Ædelsteen :
O, Hvor dens Straaler tindre !
Et Kors med Farve sølverreen
Fremskinner fra dens Indre.
Den Steen, som hedder : M u n t e r t S i n d
I N ø i s o m h e d bør fattes ind :
Og havde I end Jasons Skind,
Da var dets Værd vel mindre.
3.
En Plante fiin staaer tæt derved,
En Blomst af Edens Have,
Og Blomsten kaldes : H u u s l ig F r e d,
Er Himlens bedste Gave.
Med varsom Haand den kjærlig plei,
Den da for Eder visner ei,
Og saares I paa tornet Vei,
Af den I Balsom have.
4.
Saa deiligt lyser Brudekrands,
De fagre Lokkers Smykke :
Vi see i Haabets Straalekrands
Vor Brinchmanns Fremtidslykke :
Thi K j æ r l i g h e d er Glædens Lyst
Og Kjærlighed er Sorgens Trøst.
Gid mange Aar du til dit Bryst
Din elskte Viv maa trykke ! ! !
Mel. Vær du kun rolig, du skal gaa fri.
1.
Nu har I ventet i trende Aar
- de var jo vistnok lange -
men naar i dag I hinanden faaer,
kan I ei meer forlange.
2.
Jeg selv har gaaet i hele ni
- tro mig, det var for mange -
og ventet paa, at jeg skulde i
Ægteskabshavn anlange.
3.
Jeg lærte dengang den Kunst at spaae,
for at fordrive Tiden.
Nu skal I deraf Profiten faae,
Takken faaer jeg nok siden.
4.
Jeg seer i Aanden nu Parrets Hjem
- Kjærligheds lille Eden -
der kommer Lykken og kroner dem
med alle Goder herneden.
5.
Ja rigtig er det et yndigt Hjem
- inderlig peent og propert -
det passer netop saa vel for dem,
smagfuldt og smukt og sobert.
6.
Men skjønt det ret er et deiligt Huus
- Vægge med Glandstapeter -
er der ei Rum dog for Suus og Duus,
og ei for store Fêter.
7.
Nei smaae morsomme Vennelag
vil der i stedet vanke,
Munterhed og Musik og Smag
og lidt fornuftig Tanke .
8.
Om ei jeg feiler - et Aar i dag,
- lyver vel Almanakken ?-
da staaer det netop et saadant Lag
midt op`i Kirkebakken.
9.
Men Bakkehuset blir snart for smaat,
- Stakler I maa udvandre -
dog faae I altid det saare godt,
hvor I følge hverandre.
Disse Sange bidrog ikke lidet til at forhøie den glade Stemning ved Bordet, og denne udstrømmede i en rig Afvexling af Skaaltaler.
Efter Middagen, der indtoges i 2den Etage, fordeelte Gjæsterne sig i de nedre Værelser og udenfor Huset, hvor den deilige Sommerdag tillod selv de Ældre at færdes uden Overtøj. Ud paa Aftenen dandsedes atter i de gamle Fridandses minderige Stue, og, som rimeligt kunde være, var Bruden Ballets lykkelige Dronning.
Denne Dags glade Begivenheder, o hvor klart staae de for min Erindring, og dog hvor tungt falder det mig at fæste dem paa Papiret nu, efterat jeg har fulgt min unge Hustru til Graven. Fortid og Nutid med sine skjærende Modsætninger storme for voldsomt ind paa mig til at min Skildring kan formaae at give et endog nogenlunde anskueligt Billede af den Lykke, hvorom jeg nu alene kan sige: den har været.
Derfor - hvor gjerne jeg end ønskede at dvæle noget længere ved dette det betydningsfuldeste Afsnit i min Marenjohannes Liv, den Dag, der førte hende ud fra Forældrehjemmet for at skabe hende et nyt Hjem, jeg tør ikke engang forsøge paa i sammenhængende Fremstilling at gjengive de Betragtninger, som Tilbageblikket paa hiin Tid fremkaller.
Ledsagede af Forældre og Søskende paa begge Sider begave vi os efter endt Bryllupsgilde til det lille Huus i Kirkebakken, som vor Bryllupssanger med altfor smigrende Hentydning har kaldet Bakkehuset.
Her stod Alt saa blankt og nyt lige fra Kjælderen til Mørkeloftet og Bordet i vort Stadsværelse overlæsset med rige Gaver, Kjærlighedsgaver fra Slægt og Venner.
Alle disse Gjenstande maatte naturligviis beskues og beundres endelig bleve vi ladt ene for sammen med Tjenestepigen at udgjøre den hele Befolkning i Huset, vi to, som hver i vort Hjem havde været vante til at omgives af saa mange Kjære.
Og dog følte vi os ei forladte:
vore Forældre og de allerfleste af vore Søskende vare os jo saa nær, og i Tillid til den Almægtiges Bistand og i den gjensidige Kjærlighed til hinanden følte vi Kraft til at gaae det nye Liv imøde, som nu skulde udfolde sig for os.
Det var en deilig Sommer paa Molde hiint Aar, og i den herlige Natur, der lokkede os ud fra vort koselige Hjem, henrandt mange af vore Fristunder, naar de ikke optoges af de selskabelige Glæder, som Slægtninge og Venner kappedes om at berede de Nygifte. [1, 2]
Anecdote:
- Alexander forteller om sin første forelskelse i nabojenta Maren Johanne:
Den ved Naboskabet og indbyrdes Venskab foraarsagede hyppige Omgang mellem Forældrene medvirkede naturligviis til den daglige Samfærsel mellem begge Familiers Børn.
Det hører ikke med til disse Optegnelsers Plan nærmere at omtale, hvor nøie vi, Hoffmanns og Brinchmanns Børn i al vor Færd vare forenede; kun et enkelt af de Momenter, der bidrog til saa ofte at føre os sammen, skal jeg berøre.
I den Hoffmannske Familie vare Alle, Forældre saavelsom Børn, i høi Grad musikalske; allerede ved Ankomsten til Molde kunde de 4 ældste Børn udføre fleerstemmige Sange sammen, og efterhaanden som de voxede til, lærte de at spille et eller andet, stundom flere Instrumenter. Den næstældste, Frederik, drev det især snart til en temmelig stor Færdighed paa Violin; jeg kan endnu til Nød spille en Engelskdands, som han i 11-12 Aarsalderen componerede en Eftermiddag, da vi skulde sidde sammen og repetere Geographie til en Hovedexamen; han spillede Tonerne paa Violin, og jeg nedskrev Noderne.
Ogsaa jeg havde nemlig, saavelsom mine ældste Brødre, lært at spille Violin hos den samme Lærer som Frederik Hoffmann, daværende Organist Ohlsenn. Hoffmanns og Brinchmanns Sønner afløste hverandre i Musiktimerne Lørdags Eftermiddag, og, naar vi saa kom hjem samt ellers ofte i Ugen, spillede vi sammen, deels Primo- og Secondostemmer, som vi havde lært hos vor Informator, dels etter Gehør Dandse, hvori da til den enes Primo den anden spillede en Understemme eller, som vi den Gang kaldte det, basserede.
Vor herved opnaaede Dygtighed i at prestere Dandsemusik foranledigede snart de saakaldte Fridandse. Søndags Eftermiddagene og forøvrigt ofte, især naar vaare Forældre vare ude i Selskab, fik vi Børn Tilladelse til at komme sammen en 2-3 Timers Tid vexelviis hos hverandre, dog hyppigst hos Hoffmanns, hvis store Stue var saa beqvem til Dandselocale, og da Marenjohanne var det eneste Pigebarn i begge Familier, hentede vi endeel Smaapiger ude fra Byen, hvilke som oftest tillige ledsagedes av flere Cavalierer.
Til disse Dandse var der ikke Tale om Balpynt; enhver kom i den Dragt, han ved det improviserede Selskabs Istandbringelse var iført; den nu herskende Luxus i Børns Paakledning var heller ikke endnu naaet til dette Sted og ligesom Damerne ofte gjorde stormende Lykke paa Ballet i sine Verkenskjoler, saaledes dansede Herrerne som oftest i Vadmelsbuxer og hæljernbeslagne Fidtlæderstøvler. Handsker kjendte man ikke og selv ved de offentlige Børneballer i Klubselskabets Locale var det i min Tid kun faa Damer som drev det saa vidt, at de stadsede i hvide Bomuldsvanter. Den simple Paakledning bidrog dog ingenlunde til at forringe disse Fridandses uskyldige Glæder; de fleste af Deeltagerne morede sig vistnok der ypperligere end de paa mangt et senere med Pragt udstyret Bal have gjort.
At Maren Johanne ved disse Sammenkomster var meget avgjort, var ikke blot en Følge af, at hun som oftest tillige var Datter i Huset - jeg tør ei kalde det Vertinde, da man derved kunde falde paa den Tro, at der ved Fridandsene i Almindelighed vankede Bevertning af Mad og Drikke -; men hun var ogsaa, ligesom Brødrene meget musikalsk (sang og spillede Pianoforte), samt, hvad der her var Hovedsagen, dansede fortrinlig og det med Liv og Lyst.
Det var imidlertid ikke blot ved disse Fridandse, at der blev hende en synlig Udmærkelse til Deel; hendes blide Venlighed og uskyldige Munterhed, men vistnok fremfor Alt den ukunstlede Naturlighed, som gjennem hele hendes Liv udgjorde Hovedtrækket i hendes Charakteer, vandt hende alles Venskab og Kjærlighed.
Af hendes Barndomsvenner var der faa eller ingen, som ikke i kortere eller længere Tid var hendes erklærede Tilbeder; selv havde jeg allerede, førend jeg 15 aar gammel forlod Hjemmet, begyndt at faae hende kjær, uden dog at røbe mine Følelser for Nogen, end ikke for hende selv, som først, efter at vi vare blevne forlovede, fik Kundskab derom. Aarsagen til denne Hemmeligholdelse fra min Side laa deels i en Frygt for aabent at træde i Skrankerne mod dem af mine Kamerader, i hvem jeg tydelig saa Medbeilere, deels i en vis overdreven Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, hvilken allerede i Børneaarene havde gjort sig gjældende hos mig, deels vel ogsaa i en gammelklog Tvivl om, at denne min første Kjærlighed var Andet end en af de almindelige Barndomsforlibelser.
Ved de ovenfor omtalte Fridandse havde jeg saa meget lettere Anledning til at dølge min Tilbøielighed, som jeg fordetmeste havde min Plads i Orchesteret, og da, saavelsom ellers, naar jeg var sammen med hende, søgte jeg i min Feighed snarere at undgaae hende end at vise hende nogen Opmærksomhed; ja, hun har selv senere fortalt mig, at en Venlighed fra min Side mod hende i Børneaarene var saa sjælden, at den, naar den en enkelt Gang kom tilsyne, var hende paafaldende.
Mangt et Træk af min Opførsel mod hende i den Tid var ofte senere Gjenstand for Omtale mellem os og vil altid staae levende i min Sjel, men var af for ubetydelig Beskaffenhed til at kunne paaregne Andres Interesse. Netop dette Baand, som jeg paalagde mig ligeoverfor hende, bidrog vistnok i høi Grad til at bevare hende i min Erindring i de 8 Aar, hvori jeg fra 1841 til 1849 var fraværende fra Hjemmet. Saa ofte Tankerne hvilede paa mine Kjære i Molde, var Billedet af hende - saadan som hun stod for mig ved Afskeden - altid et af de første og meest fremtrædende, og hver Nat, naar jeg lagde mig til Hvile, indesluttede jeg ogsaa specielt hende i min Aftenbøn. I disse 8 Aar, erfarede jeg imidlertid Lidet om hende, naturligvis af den Grund, at jeg i mine Breve til Hjemmet ikke vilde spørge efter hende, og mine Breve fra Hjemmet ialfald ikke ofte særskilt omtalte hende.
Selv i de to Besøg, jeg som Student aflagde paa Molde, i 1843 og 1846, var jeg kun lidet sammen med hende, deels fordi mit Forældrehjem i Mellemtiden var flyttet til den aldeles motsatte Udkant af Byen (Matr.No. 10), og deels fordi hun under mit sidste Besøg for en Tid var fraværende fra Byen; i alle Fald lod jeg hende heller ikke da ane, hvor kjær hun var mig...
...Da Marenjohanne kom til Christiania, var jeg indtraadt i mit sidste Studenteraar, og den nærforestaaende Embedsexamen gav mig nok at bestille. Imidlertid vilde jeg naturligvis kunne have havt saa megen Tid at afse, at jeg idetmindste kunde have aflagt hende en Visit;
men ligesom Visiter i Almindelighed stedse have været mig generende, især til Fremmede og Familien Hoffmann i Christiania var mig dengang fremmed saaledes bidrog den Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, som, fortsat fra Børneaarene, ved en forkjert Reflexion var bleven endmere befæstet hos mig som Yngling, ogsaa til at afholde mig fra at vise Marenjohanne endog en saa ringe Opmerksomhed, og det uagtet jeg selv ikke blot følte en saa sterk Trang til at see hende, men ogsaa gjennem hendes Broder Frederik, som daglig omgikkes mig, og min Broder Ludvig, med hvem jeg boede sammen og som havde besøgt hende og talt med hende flere Gange, hørte udtalt hendes Forundring over, at jeg skulde være den eneste af hendes moldensiske Bekjendte i Christiania, der ikke havde besøgt hende. Jeg følte det Grundede i denne Bebreidelse, i min Qvindeskyhed kunde jeg ikke bringe det over mig at forsøge paa en Retfærdiggjørelse.
Under hendes et heelt Aars Ophold i Christiania saa jeg hende kun enkelte Gange paa Frastand; een Gang mødte jeg hende paa Gaden se da talte jeg nogle Ord med hende, og da jeg som Candidat i juni 1849 skulde forlade Byen, drev jeg det saavidt, at jeg i Forening med min Broder og en anden Reisefælle sagde hende Farvel i hendes Bolig. Ei vidste jeg dengang, hvor haardt denne Forseelse senere skulde straffe sig selv. Efterat hun var bleven min Forlovede og senere min Hustru, bebreidet jeg mig ofte, at jeg saa slet havde benyttet den Anledning, jeg i Christiania havde havt til at være sammen med hende, og nu, da hun er borte, falder denne Selvbebreidelse dobbelt tungt paa meg.
Alexander forsetter videre å fortelle om at Maren Johanne fikk en beiler under et besøk på Ringerike:
Fra Christiania gjorde hun i Følge med Hanna og sin broder Frederik Juleaften 1848 en Tour til Ringerike, hvor hun efter Indbydelse besøgte daværende Procurator, nu Sorenskriver Zeiers familie, med hvem hendes Forældre under sit Ophold dersteds havde pleiet daglig Omgang, og i hvilken hun paa Grund af den aabne Venlighed hvormed hun blev modtagen, og den udmærkede Gjæstfrihed, hun nød, snart lærte at betragte sig næsten som hjemme, saamegetmere som hun i Husets unge elskværdige Datter fik en hjærtenskjær Veninde. Julebesøget blev derfor temmelig langvarigt (indtil de første Dage af Februar), og desuden ud paa Sommeren (i Juli Maaned ) efterfulgt af et fornyet Besøg.
Hendes Ophold i denne Familie, saa rigt paa kjære Barndomsminder og forskjønnet ved alle de Glæder, som daglig Omgang med elskværdige og dannede, fordetmeste unge Mennesker af begge Kjøn og en rig Afvexling af selskabelige Fornøielser kan skaffe en ung Pige, skulde dog tilføie hendes Hjærte et Saar, som hun silde, om nogensinde forvandt. Uden at være sig selv den afgjørende Grund fuldkommen bevidst, afslog hun her en Kjærlighedserklæring fra en ung Mand, der i Besiddelse af en ualmindelig Aandsdannelse og Dygtighed nød ikke blot hendes, men Alles høieste Agtelse, og som ovenikjøbet kunde støtte sit Ægteskabstilbud til glimrende Fremtidsudsigter. Som et mærkeligt Vink fra den usynlige Magt, der førte Marenjohanne og mig sammen, anfører jeg efter hendes egne Ord, at netop mit Billede fremtraadte for hendes Sjel i det Øieblik, hun paa Ringerike meddeelte den anden sit Afslag, og det uagtet hun da selv ligesaalidt nærede nogen Kjærlighed til mig, som jeg paa nogen Maade havde røbet mine Følelser for hende.
Maren Johanne vender hjem etter utdannelse i Kristiania i september 1849. Her møtes de to i et musikalsk fellesskap:
Vel mindes jeg den første Anledning, ved hvilken jeg her igjensaa Marenjohanne og hvilket fordeelagtigt Indtryk hun da atter gjorde paa mig. Fælles Deltagelse i Selskabslivet førte os jævnlig sammen, især i det nylig stiftede musikalske Selskab, der i den første Tid afholdt sine ugentlige Prøver og sine Soireer i den samme Stue , som havde været Scenen for vor Barndoms Fridandse og som af Marenjohannes Forældre velvillig var bleven Selskabet overladt til Afbenyttelse. Her spillede hun Pianoforte og sang saavel i Chor som fornemmelig Duetter; hendes Stemme, skjønt egentlig ikke stærk, gjorde sig dog altid behageligt gjældende paa Grund af sin Reenhed, og dens Omfangsrighed tillod hende, alt efter Behovet, at overtage saavel Sopran- som Altpartier.
I Duetter maatte hun som oftest synge Sopran, navnlig i dem, hun udførte med Laura Dahl (senere Fru Dass) der var en decideret Altstemme, og disse Duetter vare i hiin Tid Selskabets Glandsnummere."
Samværet mellom Alexander og Maren Johanne gjør til slutt at Alexander tilkjennegir sin kjærlighet til henne. [4]
Engaged:
- Alexander skrev:
...Ligesaalidt kjendte Marenjohanne den virkelige Grund til min stadige Nærværelse ved deres private Duetprøver, hvortil jeg i min Stilling som det musikalske Selskabs Directeur kunde paaskyde Berettigelse.
Paa disse Sammenkomster fulgte som oftest en fælles Spadseretour, og lidt efter lidt modnedes nu den Kjærlighet, som jeg trods mine Bestræbelser ikke havde kunnet holde ganske skjult for hende og som jeg endelig aabent erklærede hende den 6te Februar 1850, hvorpaa jeg øieblikkelig fik hendes Ja.
Forlovelsesdagenes Glæder, selv om de kunde skildres, ere for hellige til at afsløres... [4]
Anecdote21:
- Hunden - Vægter - som Alexander skriver om slik:
Ud paa Efteraaret fik Ragnhild fra min ovenomtalte ven, der havde foreslaaet hende kaldt - Gro - o.s.v. tilsendt som Foræring en sort halvblods Newfoundlænder, der angaves at være født omtrent paa samme Tid som Ragnhild og hvis Fødselsdag derfor senere blev høitideligholdt sammen med Ragnhilds.
Hunden, der lød, og endnu lyder navnet - Vægter - fortjener at nævnes i Marenjohannes Mindeblade, ikke blot som et Vidne om den Kjærlighed hvormed hun behandlede den saavelsom ethvert andet Huusdyr - hun glemte den ikke noget Maaltid med Mad; hun pleiede den, naar den var syg, hun lukkede den ind i et varmt Rum, naar det var for koldt om Vinteren -. men ogsaa for den Troskab, hvormed denne lønnede denne Kjærlighed, saavel ved at værne om Huset og Børnene, hvem den stedse har ledsaget paa deres Spadsertoure, som ved troligt at følge sin Herskerinde, naar og hvorhen hun vandrede, ogsaa paa den sidste Vandring til Graven.
Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at gjengive et Træk, der tydelig synes at røbe en høi Grad af Forstand hos dette Dyr og for hvis Sandhed jeg tør indestaae. Den var endnu ikke ganske fuldvoxen, da den en Dag havde omspredt paa Kjøkkengulvet en Mængde Fjær af en Støvevinge, som den havde iturevet. Da Kokkepiken kom til og saa hvad den havde gjort, skjændte hun paa den, hvorpaa den strax gav Tegn til at ville ud; hun lukkede op for den, men kun faa Minuter efter kom den tilbage, og kradsede udenfra paa Døren; neppe var denne bleven aabnet, førend Vægter stak Hovedet ind; bærende mellem Tænderne en anden Støvevinge, som den formodentlig havde hentet i Nabolaget og som den ligesom til Erstatning for den iturevne kastede ind paa Kjøkkengulvet.
Da vi fikk - Vægter - havde vi allerede et Aars Tid havt en anden mindre Hund, som Marenjohanne havde stelt med næsten som med et Barn; men da vi ikke vilde føde to Hunde og Vægter blev foretrukken af Hensyn til Giveren og paa Grund af sin Størrelse, gave vi den mindre bort; Marenjohanne græd, da den førtes ud af Huset, men havde dog den Glæde at vide den i en kjærlig Pleierskes Eie. [4]
Event-Misc2:
- Om bildet skriver Alexander:
Dette Aar har jeg at takke for at jeg endnu har et synligt Billede af Marenjohanne: vistnok havde hun i Christiania som ung Pige ladet seg daguerrotypere; men, hvad enten det nu var hendes eller Daguerrotypistens Skyld, Billedet var og er temmelig mislykket. I 1858 blev hun igjen daguerrotyperet paa een Plade med mig og Smaapigerne, og dette Billede af hende er det bedste, som nu haves... [4]
|
Male
Female
Female
Female
Male
Male
