- Døde på Haltorp.
Fra sønnens, prost Michael Stub, opptegnelser om mag. Kjeld Stub og hans slekt, i Norsk Slektshistorisk Tidsskrift, 1947-1948. Utdrag:
...min Moder levede 22 Aar Enke derefter: til 1717, 2 Dage før Jubelfesten, som jeg iche tvivler paa, hun jo holdt den herligere i Guds Rige, ti hun var et exemplarisk fruentimmer, prydet baade med mange Naturens og Naadens Gaver. Hun var vel beløben i Guds Ord, som hun flittig øvede sig udj, saavel som i andre gudelige Skrifter, særdeles Joh: Arentz sand Christendom, der var som hendes Haandbog. Hun var også en stor Skriver, neppe nogen i hændes tid overgik hænde derudj, jeg kand til Beviis derpaa fræmvise hendes Bøger som hun med egen Haand har udskrevet heel Zirligt længe førend de komme i Trykken, eller man tænkte, at de neppe skulle trykkes, som vor Norske Poet Johan Hegermans Heele Bibelen udsatt sangviis, som dog mange Aar derefter blev af Mag. Andreas Borch befordret til Trykken; ligeledes da hun var i K:hafn 1696, søgte og fik Kaldet Qværness for Hr. Amund Barhow, fik hun fatt i M.scriptet af D. Thomas Kingos Psalmebog Vinterparten, den skrev hun ziirlig ud og lod smukt inbinde, hvilke Bøger jeg har conserveret her til hændes Afmindelse. Andre have fleere. Og er at merke om Psalmebogen, at der findes fleere Psalmer i dette M:S:, som Kingo selv har componeret, end i de trykte Bøger.
Et priiseligt Eftermæle har hun ogsaa efterladt sig i Henseende til hændes mange faderløse Børn, som hun etiam per rem augustam domi som en retskaffen Moder har sørget for. [2]
- .
Vedr Jubelfesten:
Fra https://www.idunn.no/
Hvad blev der af Norge? Norges fravær i de - danske - reformationsfejringer 1617-1817, av Carsten Bach-Nielsen. Utdrag:
Jubilæer, fejringer, erindringssteder peger på og rendyrker den arv, som alle i en gruppe på et givet sted og i en given tid helst skulle vedgå sig...
I bogen Fra jubelfest til kulturår har jeg, for så vidt kildematerialet har tilladt det, søgt at forfølge reformationsfejringerne overalt i den oldenborgske konglomeratstat. Billedet bliver imidlertid ujævnt, fordi det hurtigt står klart, at centrum for alle festligheder ligger ét sted, i København. Her vil jeg forsøge at skelne mellem Danmark og Norge, sådan som norske nationalistiske historikere har haft og endnu har tendens til at gøre. Ser man således på Norges placering i forhold til rigets reformationsfester, må man sige, at Norge virker udgrænset – hvis ikke det er sådan, at Norge blot hører til den udifferentierede provins uden for København. Heller ikke fra Jylland og end ikke fra de store danske øer har vi beretninger om fejringer i 1617. Flere beretninger om reformationsjubelfesten – også i Norge – findes dog fra 1717, skønt opgaven her ikke er at beskrive dem, da det på fremragende vis er gjort. At Norge ikke figurerer specifikt i de såkaldt danske reformationsfejringer, kan skyldes, at de samme bestemmelser for festens afholdelse gjorde sig gældende i hele riget. Det kan imidlertid være, at Norges - fravær - skyldes et samspil af tilfældigheder. 1617-festen var stærkt bundet til Københavns Universitet og således nærmest at opfatte som en lokal fest. Det var universitetsby over for eller ved siden af universitetsby: København responderede på festprogrammet fra Wittenberg...
...I 1717 var Danmark-Norge på krigsfod i spørgsmålet om herredømmet i Norden. Danmark var i jubilæumsåret allerede et krigstræt land. Den danske konges største interesse rettedes mod Østersøen og hertugdømmerne. En engelsk-russisk-dansk flådestyrke besatte Rygen og Forpommern i 1716. Her skulle der nu med kongelig vold og magt holdes reformationsfester i Stralsunds kirker og på universitetet i Greifswald. I Kiel i Holsten for man hårdt frem som følge af den gottorpske hertugs svig, hans alliance med Sverige mod sin egen fyrste. Tiden var kommet for det endelige opgør med gottorperne. En stor del af indsatsen gik fra dansk side ud på at skaffe sig kontrol med universitetet i Kiel. Også her blev der på det bestemteste påbudt en enevældig dansk reformationsfejring.
Svenskerne var i den danske fejring tydeligvis den fjende, der nu kunne – og gerne skulle – øjnes bag polemikken mod pavedømmet. Svenskerne var ikke frænder, hvilket ofte blev gentaget ud fra det argument, at den svenske nation ikke deltog i de øvrige evangeliske nationers fejring af reformationen i 1717, men havde afholdt sin egen reformationfest i 1693. I det hele taget var der en stærkt krigerisk tone i fejringen i 1717.
|
1654 - Bef 1717 (< 62 years)
[1]