- Thomas Barfod, der var brorsøn af Peder Barfod og yngste søn af Laurits Barfod overtog Sædding Storgård efter onkelen (Peder) sammen med Jens Christensen.
Første gang vi hører om Thomas, er da han er i tjeneste i 1605 hos Erik Vasbyrd, og samme år anklages for at have rømt af tjenesten samt medtaget nogle guldknapper, sølvdaggerter og mere, ligesom han også havde oppebåret en del af Vasbyrds landgilde i Nørrejylland.
Da Thomas Barfod nu opholdt sig i Riberhus len, gav kongen lensmanden hér ordre til at pågribe ham og overlevere ham til Vasbyrd.
Thomas Barfod må imidlertid have kunnet klare for sig, idet han som fri mand den 7.august 1608 fæstede halvparten af Storgården og gav 80 daler i indfæstning.
Under gården hørte tillige et hus i Nebel by.
I 1609 og 1622 omtales han som værende blandt - de otte mænd" i Sædding - dvs. at han var blandt de nævninge eller sandemænd, der skulle udtale sig, når der behandledes grovere sager.
Han måtte dog samme år, 1609, betale 15 daler i bøde, fordi han havde - skeldet - Peder Christensen for en mynde, og fordi han sloges på Nebel kirkegård. Desuden havde han også på anden måde været mindre heldig, da han sammen med Jens Christensen og C. Kallesen i 1618 måtte bøde, fordi de tog gunst eller gave af Hr. Svend, før han måtte bekomme Nebel kald. Kort sagt, de havde solgt embedet og det måtte de nu bøde for, og Christensen måtte bøde 20 daler, Barfod 5 daler og Kallesen 4 daler.
Gårdfællesskabet af Storgården var iøvrigt en indviklet sag, der ikke alene omfattede jorden og bygningerne, men også ser ud til at have omfattet risikoen ved at være nævning. Dømtes der forkert, kunne man nemlig drages til ansvar.
Den 19.maj 1609 skete det netop, og Thomas Barfod måtte henvise til, at da Jens Christensen havde vedtaget at gøre - sandemænds tog af den gård de begge ibor, da ville han stande halvt af alle udgifter, halvt last og halvt brast - med ham.
Thomas Barfod har imidlertid ikke rigtigt kunne klare de økonomiske forhold i det hele taget, for da han døde i 1626 overtog Karl Hansen gården for blot 65 rigsdaler i indfæstning.
Desuden frasagde Thomas Barfods børn sig arv og gæld, men tilsyneladende har hans enke Lisbeth Sørensdatter ikke gjort det. Hun blev nemlig ofte i de følgende år plaget for den gæld, som han havde efterladt sig.
Siden blev hun gift med Jacob Kristensen, der tilmed i 1630 blev dømt til at betale 215 daler 3,5 mark til en Vardeborger for Thomas Barfods gæld, og efter at hun derefter blev gift med Karl Hansen, blev denne i 1633 mindet om, at han til Therkel Brixen i Præstbøl skyldte 7 mark, som rester med Lisbeths part af et brev, som salig Thomas Barfod har udgivet.
Hun blev endnu engang gift og denne gang med Eske Hansen, men også han måtte i 1640 betale en restgæld, da han blev stævnet for halvparten af salig Thomas Barfods gæld til delefogden Hans Nielsen på ialt 2 ørte rug samt 10 rigsdaler og 5 skæppe byg foruden rente i 14 år, nemlig ialt 8 rigsdaler og 4,5 mark (Riberhus Lensregnskaber 1622-27 og Kærgård Birks tingbog 1631-40).
Thomas Barfod og Lisbeth Sørensdatter havde 8 børn.
Laurids Barfod og Maren Barfod, der flyttede til Tåsinge; Peder, der flyttede til Thy; de øvrige Karen, Ingeborg, Kirsten, Ane og Mette kender vi blot fra boopgørelsen i 1626, da alle fragik arv og gæld den 24.mars.
Sædding Storgård var således nu gået ud af Barfodslægtens hænder, idet det blot var enken, der var tilbage.
Nu er det Jens Christensen, der overtager Barfodernes rolle og bl.a. bliver byens oldermand og i det hele taget optræder på bymændenes vegne med stor dygtighed. Jens Christensen døde den 16.maj 1630 54 år gammel.
De ældste oplysninger om Sædding Storgård beretter, at det var en gård under Skrumsager gods, men i midten af 1400-tallet blev den en hovedgård, idet ejeren, Jens Barfod, adledes i 1455.
Jens Barfod er 14xtipoldefar til gårdens nuværende ejer, Peder Mouritsen.
Slægten Barfod er en meget gammel slægt, som af genealoger kan føres tilbage til det 3. århundrede på øen Man i Det irske Hav, når man bruger begrebet ”tvivlens ret” til dække over tvivlsomme konklusioner.
I H. K. Kristensens bog om Nr. Nebel og Lydum sogne fra 1958 fortælles:
Fra Sædding Storgård stammer den kendte slægt Barfod, der endnu tæller mange levende medlemmer rundt omkring i landet.
I den danske præsterække
kan man navnet Barfoed se
mange hundred år tilbage
både med og uden e.
Men i romerkirkens dage
Var de bønder som Jens B.
Stamfader Jens fra Nørre Nebel
har, om krøniken er sand,
lånt en farlig hoben penge
til den første Kristian,
som kvittered ved at gøre
gamle Jens til adelsmand.
For Jens Barfoed tjente grunker
hver gang han med næveklask
solgte stude – men de penge
tabte efterslægten rask.
Samme vej gik adelskabet,
det gik også af i vask.
Slægten spredtes over hele
landet, rundt i øst og vest.
præster blev de næsten alle,
skåret over samme læst.
Mange børn og ingen penge,
Det er skæbnen for en præst.
Således rimer - Ærbødigst - Viggo Barfoed. Krøniken om adelskabet er nu ikke helt sand på den måde, Ærbødigst fortæller den. Man ved ikke noget om, at stamfader Jens har betalt - en farlig hoben penge - til Kristian den Første, men man ved, at han blev adlet, fordi en anden mand bad kongen om at gøre det. Det var en svoger, hr. Tyge Terkelsen, kannik ved Ribe Domkirke og senere dekan og kantor, der fik det ordnet.
Adelsbrevet lyder således:
Vi Kristian med Guds nåde Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve udi Oldenburg og Delmenhorst gør vitterligt: alle mænd, som nu er og komme skal, at vi for vor elskelige klerk og tjeners, hr. Tyge Terkelsen, kannik i Ribe, bøns skyld, så og for troskab og villig tjeneste, som denne brevviser Jens Barfoed til Sedinge, fornævnte hr. Tyges svoger, at hans rette børn og afkom Os og vore arvinger og efterkommere, konger i Danmark, og riget herefter troligen gøre og bevise må, haver undt og givet og under og giver med dette vort åbne brev fornævnte Jens Barfod og hans rette ægte børn og afkom frihed og frelse, som andre riddere og svende udi Vort rige Danmark har, med skjold og hjelm til evig tid, som er en bar fod i et blåt felt i skjoldet og to bøffelhorn, hvide og blå, overkors på hjælmen.
Underskrevet i København, en 13. april 1455.
Dengang var en adelsmand en selvejerbonde, der kun skilte sig ud fra den andre selvejere ved at have rustning, den militære forpligtigelse og den dermed hørende personlige skattefrihed for den jord, som han selv dyrker.
I 1493 overtog sønnen Knud Barfod Storgård, og året efter udnævntes han til herredsfoged. Under Grevens Fejde (1534-1536) gør Barfod fælles sag med bønderne og mod de fleste adelsmænd i forsøget på at befri - Den fangne Ørn - kong Christian den Anden. Da opstanden sloges ned, dømtes deltagerne fra deres gårde, så selvejerne blev fæstere.
Knud Barfods ældste søn Jens Barfod overtog Storgård, der var i efterkommeres brug indtil 1626. Efterhånden blev Storgården delt i flere ejendomme.
En yngre søn af Knud Barfod, Niels Barfod, fik en anden gård i Nr. Nebel. Niels Barfods efterkommere Christiane Christensdatter blev i 1760´erne gift med Niels Christensen, der i 1760 havde fæstet Storgård af faderen Christen Jessen. Hans far, Jes Pedersen Dal, havde købt gården i 1718.
I 1771 købte Niels Christensen Sædding Storgård, som han beholdt til 1797.
I hans tid så gården således ud: Stuehuset, der var orienteret nord-syd, var 11 fag, 10 alen vid og opført af bindingsværk med tavlmur og to skorstene, alle øvrige bygninger var kun lerklinede. Stalden lå øst-vest, 23 fag og 9 alen vid, laden lå syd-nord, 11 fag og 10 alen vid, ved enden af den lå et tørvehus på tre fag og 8 alen vid. Stuehuset hørte til de få, der før 1800 havde tavlemur overalt, så det var sognets flotteste gård, skrev H. K. Kristensen i sin sognehistorie.
Sønnen Kristian Jessen Nielsen blev ejer i 1797. Han var gift med Christiane Jørgensen fra Nr. Nebel, og deres søn, Jørgen Kristiansen overtog gården i 1829. Han var gift med Ane Nielsdatter fra Lydumgård. Jørgen Christensen øgede gårdens areal ved tilkøb af parceller og erhvervede krobevilling. Denne ophævedes inden han i 1862 overlod gården til sønnen Christen Jessen Jørgensen, der var gift med Marie Johnsen fra Lønne by. Han købte også jord til gården.
I 1903 overtog datteren og svigersønnen, Mette Marie Jessen Jørgensen og Jens Sørensen Mouritsen, gården. De var blevet gift i 1898, og han kom fra nabogården.
Gårdens areal var på 66 ha. Besætningen bestod af 22 malkekøer og 34 stk. ungkvæg og kalve. Der var 2 tyre, 4 heste og 4 plage og føl samt 6 får. Årligt solgtes 65 fedesvin. Kvægbesætningen var af korthorn, og vedligeholdes hovedsagelig af eget tillæg. Af ungkvæget solgtes årligt ca. 10 stude og kvier.
I 1925 fraskiltes 12 ha til en selvstændig ejendom for datteren og svigersønnen.
I 1942 overtog sønnen Peder Thomsen Mouritsen Sædding Storgård. Han var i 1927 blevet gift med Kristine Laustsen fra Nr. Nebel.
Deres søn, Aksel Mouritsen, overtog gården i 1966. Han var i 1956 blevet gift med Karla Nielsen fra Nr. Nebel. I deres tid brændte nogle af udlængerne, og dermed begyndte en modernisering af gården, som har ført til, at samtlige bygninger er fornyet indenfor de sidste 20 år.
I 1998 købte Peder Mouritsen Sædding Storgård. Han var i 1982 blevet gift med Bente Jensen fra Outrup, og havde samtidig købt gården Søndervang.
Bente og Peder Mouritsen har 3 børn:
Trine på 24, som er anlægsgartner og arbejder i Australien.
Mona på 20 er kosmetolog og nygift med Henning, som er ansat på gården.
Robert på 16 er begyndt på sin landbrugsuddannelse, er parat til at overtage slægtsgården og hele godsdannelsen.
Selvom Sædding Storgård er en slægtsgård, hvor Peder Mouritsen er 10. generation, og hvis 14xtipoldefar og så har ejet den, så er næsten ingen af ejerne født på gården. Den generation, som skulle følge efter, var ligesom i tilfældet med Bente og Peder Mouritsen, etableret på en anden gård i ventetiden, og her fødtes børnene.
Kilde:
http://www.slaegtsgaardsforeningen.dk [1]
|
- 1626
[1]