- Ole Jacob Hoff etterfulgte hr.Balcken i 1820 som Larviks klokker og skoleholder. Hoff fikk av bykassen 28 speciedaler i lønn.
Han hadde en medhjelper, Peder Larsen (død 1826) til å holde fattigskolen på Fritzøebakken, deretter Herregården fra 1822.
Hoff hadde, som klokker, også i navnet ledelsen av den Grevelige friskole, som var blitt opprettet i 1800, og som hadde rom i Hospitalet. Denne ble nedlagt i 1821, da klokkeren selv måtte lønne underlæreren ved friskolen selv. Dette medførte usle vilkår og dårlige lærere ved friskolen.
Kæmnerregnskabet for 1827:
Klokker Hoff har i fast årslønn 28 speciedaler, pluss husleie 50 speciedaler og som lærer 75 speciedaler, medhjælper 12,60.
Den 16.september 1827 døde Eidsvollmannen, embedsmann, byfogd og sorenskriver Thomas Bryn i Larvik. Han ble på Larvik kiregård 22.september. Oppgjøret etter denne begravelsen var:
Presten Teilmann fikk 25 speciedaler - for hans Uleilighed ved Liigfølget og Liigtalen over Avdøde - organist Hammer fikk 5 speciedaler for orgelmusikken og klokker Hoff fikk 7 speciedaler 24 skilling.
Han omtales i Jarlsberg og Larviks Amtstidende 26.mars 1936 som en kirkesanger med ualminnelig vakker stemme.
Etter ordingen 1823 var det 3 skoledistrikter:
1.skoledistrikt omfattet Torstrand med Vestre Halsen, Stenene, Karlsrønningen og Torget.
Det hadde først lokale i Herregården, i de rom i første etasje som senere ble rektorbolig.
I 1841 flyttet den over til Hospitalet, til det lokale som Fritzøebakken skole hadde hatt inntil da. I nesten 20 år kom skolen til å holde til i Hospitalet.
Lærer ved Torstrand skole var fra 1823 klokker Ole Jacob Hoff, en begavet og dyktig mann og en sterk personlighet, som kom til å gjøre seg gjeldende på mange måter i de 30 årene han var klokker og lærer og i de 50 årene han bodde i Larvik.
Etter skoleloven av 1848 skulle lærerne lønnes helt ut av kommunen, og ikke som før få en del av sin lønn i form av skolepenger som de selv måtte kreve inn. Det ble da gitt et lønnspålegg, som for Hoff utgjorde 60 speciedaler, som erstatning for tap av skolepengene. Tillegget ble etter noen år kalkulert inn i lønnen.
I Storgade Roden bor 29 år (?) gamle Ole G. Hoff, Constitueret Klaakker m.m. Merknad: Herregaarden.
Den 26.juni 1838 ble det besluttet på Rærpresentantmøtet at en borgerskole skulle opprettes i Larvik. Almueskolen som kirkesanger Hoff styrte ble til da holdt i Herregården, men måtte flytte til hospitalet, da borgerskolen skulle holdes i teatersalen i Herregården.
Da Hoff måtte flytte ut av Herregården, fikk han, som de andre lærerne, en husleiegodtgjørelse, men kom i langvarig rettstvist med kommunen om størrelsen av denne godtgjørelsen.
I 1854 søkte kirkesanger Hoff ved Torstrandskolen avskjed fra sin stilling på grunn av sykdom. Han fortsatte imidlertid i sin stilling, da det ble ordnet slik at han fikk holde egen vikar.
Fra 1858 til Hoffs død i 1872 var Ansteen Ansteensen vikar i stillingen med en kortere avbrytelse. Han ble gift med Hoffs datter Emilie. Etter Hoffs død gikk Ansteen over i en annen stilling. [3, 4]
- .
Han var i en rettstvist som var mellom Ole Jacob Hoff og Larvik kommune og dreide seg om boforholdene til han og hans familie i og med at han var offentlig ansatt tjenestemann.
Vi kan lese om dette i rettspapirene:
L.Nr.280 D.Nr.22: Laurvigs Byes Commune mod kirkesanger Hoff.
I denne Sag blev af Christiania Stiftsoverrets 2den Afdeling den 7de Juni 1852 afsagt følgende Dom:
Under 13de Mai 1839 indgav Skolelærer og kirkesanger Ole Jacob Hoff et Undragende til Laurvigs Byes Formandskab, hvori han besværer sig over, at den ham anviste Bolig i den Laurvigs Commune tilhørende saakaldte Herregaard var altfor knap, og dertil ubekvem, samt anholder om, hvis han ei kan erholde en for ham passende Bekvemmelighed i den østre Fløi af Herregaarden, at tilstaaes en aarlig Husleiegodtgjørelse af 60 Spdlr., for at han uden Tab kunde beboe sin egen Gaard paa Thorstrand.
I Anledning at dette Undragende fattede Laurvigs Formand: og Repræsentantskab under 26de Juni 1839 følgende at Jarlsbergs og Laurvigs Amt under 17de Marts 1840 approberede Beslutning:
De af Klokker Hoff hidtil til Bolig og Skole benyttede Værelser bestemmes for Fremtiden til Bolig for Middelskolens Bestyrer i Forbindelse med det ham forhen anviste Locale, hvorimod Hoff tilstaaes aarlig Husleie 50 Spdlr., fra 14de October 1839 at regne, indtil Bolig in natura kan anvises ham.
I Overeensstemmelse med denne Beslutning tilflyttede derpaa Kirkesanger Hoff sin egen Gaard, og erholdt at Laurvigs Bykasse udbetalt som Husleiegodtgjørelse 50 Spdlr., indtil Laurvigs Communalbestyrelse under 28de December 1849 besluttede, at der i Henhold til den ovennævnte Beslutning at 26de Juni 1839 skulde anvises Kirkesanger Hoff fri Bolig in natura fra 14de October 1850 og indtil videre; dog skulde det staae Hoff frit for, i Stedet for fri Bolig in natura at modtage, ligeledes indtil videre, som passende Husleiegodtgjørelse 40 Spdlr. aarlig, naar han derom erklærede sig inden 4 Uger, efter at denne Beslutning var bleven ham communiceret.
Uagtet Hoff under 20de Januar 1850 erklærede, at han ikke kunde indlade sig paa at vælge noget af de ham forelagte Alternativer, med derimod gjorde Paastand paa, uden Afkortning eller Forandring at nyde de ham betingede 50 Spdlr. aarlig i Husleiegodtgjørelse, tilmeldte Laurvigs Formandskab i Skrivelse af 12te Juli 1850 Laurvigs Magistrat, at Communalbestyrelsen foreløpig for et Tidsrum af 2 Aar, fra 14de October 1850 at regne, havde til fri Bolig for Kirkesanger Hoff leiet Styrmand Dehlns Gaard Nr. 315 b paa Thorstrand, samt at selvfølgelig den Husleiegodtgjørelse i Penge, som Hoff hidtil hadde nydt af Communen, vilde ophøre fra sidstnævnte Datum.
Efter forgjæves anstillet Forligsprøve, og efter at være medeelt naadigst beneficium processus gratuiti, sagsøgte Kirkesanger Hoff ved Stævning af 21de Juli f.A. Laurvigs Byes Communalbestyrelse, hvori efter han paastod principaliter:
at Indstævne tilpligtes at betale Citanten 50 Spdlr. aarlig Husleiegodtgjørelse, fra 14de October 1850 at regne, med 4 pCt. Renter fra Dato af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling steer, eller in subsidium, at Indstævnte tilpligtes at betale Citanten den nysnævnte Husleiegodgjørelse fra 14de October 1850, indtil Indstævnte anskaffer Citanten i Byens eiende Gaard en saadan Bolig, som forhen har været ham tilstaaet, eller anden fast Bolig, paa den i Loven af 14de Juni 1816, § 5, bestemte Maade, der af uvillige Mænd maatte skjønnes antagelig og passende.
Da den ordinære Dommer, constitueret Byfoged i Laurvig, Procurator Schreder, fandt sig foranlediget til at vige sit Sæde, fordi han tidligere af Citanten havde været consulteret betræffende nærværende Sags Gjenstand, er Sagen i første Instants bleven behandlet af den af Jarlsbergs og Laurvigs Amt beskikkede Sættedommer, Sorenskriver Thaulow, som under 27de November f.A. tjendte saaledes for Ret:
Indstævnte Laurvigs Byes Communalbestyrelse bør til Citanten Ole Jacob Hoff som Kirkesanger i Laurvig at betale i aarlig Husleiegodtgjørelse 50 Spdlr., fra 14de October 1850 og indtil paa lovlig Maade Bolig i en Byen tilhørende Gaard anvises ham. Af Beløbet 50 Spdlr. bør Indstævnte tillige til Citanten erlægge 4 pCt. aarlig Rente, saa længe eller for saa vidt Beløbet, imod de for sammes Betaling tidligere befulgte Terminer, er eller bliver ham forholdt. Sættedommeren Sorenskriver Thaulow og den betalede Sagfører Procurator Sebbelow tillægges i Salarium, den Første 20 og den Sidste 15 Spdlr., hvilke Salarier udredes af Statkassen. I Øvrigt ophæves Processens Omkostninger mellem Parterne.
Denne Dom har Laurvigs Byes Communalbestyrelse ved Stævning af 18de December f.A. indanket her til Retten, og derefter paastaaet, at Underrettens Dom underkjendes, og at Appellantskabet for Kirkesanger Hoffs Tiltale frifindes, samt hos ham tilkjendes Sagens Omkostninger for begge Retter.
Instævnte Kirkesanger Hoff har, skjønt lovligen varslet, ikke mødt eller ladet møde her ved Retten.
Efter Indholdet af den ovenfor omtalte, af Laurvigs Byes Formænd og Repræsentanter under 26de Juni 1839 fattede Beslutning forekommer det Retten, endog uden hensyn til Bestemmelsen i Loven angaaende Geistlighedens Indkomster m.v. af 14de Juni 1816, § 5, klart, at Appellantskabet ikke paa egen haand kunde uden Indstævntes Samtykke gjøre nogen Redsættelse i den ham ved samme Beslutning tilstaaede Husleiegodtgjørelse, 50 Spdlr. aarlig, men at det eneste Middel til at frigjøre Communen for denne Udredsel, maatte være at skaffe Indstævnte fri Bolib in natura.
Dette Alternativ formener Appellantskabet ogsaa at have fyldestgjort ved at have anviist Indstævnte fri Bolig i det Styrmand Dehlns tilhørende Hus.
Indstævnte har, foruden at bemærke, at den ham saaledes anviste Bolig er altfor indskrænket og mangler flere nødvendige Bekvemmeligheder, ogsaa anført, at Communalbestyrelsen efter Lovgivningen maa ansees uberettiget til at anvise ham Bolig andet Steds end i en Communen selv tilhørende Gaard, hvor han kunde gjøre Regning paa stadig Ophold, og er denne Indsigelse ogsaa af Underdommeren givet Medhold.
De Lovsteder, som i den heromhandle Henseende hovedsaglig ville komme i Betragtning, ere:
a) L. 2-21-62, der bestemmer, at Sognepræsterne, Capellanerne og andre Kirketjenere i Kjøbstederne skulle forsørges med bekvemme og skikkelige Boliger, der skulle af Kirkernes Midler vedligeholdes og paabygges, hva der fattes til Fornødenhed.
b) Lov af 14de Juni 1816 angaaende nærmere Bestemmelse i Henseende til Geistlighedens, Kirkes og Skolebetjenters Indkomster, § 5, der er saa lydende:
De af Kongen eller Øvrigheden fast ansatte geistlige Embedsmænd og Betjente i Kjøbstæderne og Bergstæderne, som skulle boe i disse, skulle af Byen eller Verket nyde enten fri Bolig, som anskaffes og vedligeholdes paa Byens eller Verkets Bekostning, eller og Vederlag derfor i Penge efter Øvrighedens Forslag, som af Stiftsdirectionen indsendes til Regjeringens Approbation.
Nærværende Ret kan heller ikke indsee Andet, end at be citerede Lovsteder tydelig forndsætte, at de i Kjøbstæderne ansatte geistlige Embedsmænd og Betjente ere berettigede til at erholde fri Bolig i Kjøbstadcommunen selv tilhørende Bygninger, og at de ikke kunne være pligtige til at modtage nogen for dem af Communalbestyrelsen i private Mænds Hus leiet Bolig.
Naar saaledes L. 2-21-62 befaler, at Kirkens Embedsmænds og Betjentes Boliger ikke blot skulle vedligeholdes, men ogsaa, for saa vidt Saadant fornødiges, paabygges af Kirkernes Midler, er det klart, at der forudsættes, at Kjøbstadens geistlige Embedsmænd og Betjente anvises Bolig i Kjøbstadcommunen selv tilhørende Bygninger; thi disse Bestemmelser vilde jo være ganske upassende, naar Talen var om en hos Private for kortere eller længere Tid leiet Bolig.
Ogsaa Loven af 14de Juni 1816, § 5, gaaer, saa vidt skjønnes, kjendelig ud frå, at Kjøbstædernes geistlige Embedsmænd og Betjente ere berettigede til at erholde Bolig i Communens egne Bygninger, hvor de kunne gjøre Regning paa et Stadigt Ophold, saa længe Deres Embede eller Bestilling vedvarer.
Dette følger formeentlig, ikke blot af de i Lovstedet forekommende Ord:
anskaffes og vedligeholdes paa Byens Bekostning, men ogsaa deraf, at Lovstedets 2det Alternativ eller og Vederlag derfor i Penge sjælden eller aldrig vilde komme til Anvendelse, naar vedkommende geistlige Embedsmand eller Betjente skulde være pligtig at lade sig nøie med den Bolig, som Communebestyrelsen maatte leie til ham for kortere eller længere Tid hos en privat Mand; thi det er næppe tænkeligt, at det i nogen Kjøbstad ei skulde være muligt at faae leiet en til Bolig for de omhandlede Embedsmænd og Betjente tjenlig Bekvemmelighed.
Da det nu ikke kan antages, at Loven af 14de Juni 1816, §5, i den heromhandlede Henseende skulde være forandret ved Loven om Formandskaber i Kjøbstæderne af 14de Juni 1837 (jfr. samme Lovs §§23 og 44), og da derhos Indstævnte ikke derved, at han har modtaget de ham ved Laurvigs Formand- og Repræsentantskabs Beslutning af 26de Juni 1839 som Husleiegodtgjørelse tilstaaede 50 Sp. aarlig, kan antages at have samtykket i at modtage Bolig, hvor som helst i Laurvigs By Appellantskabet maatte finde for godt at leie Bekvemmelighed til ham, hvorimod hans Undragende af 13de Mai 1839 gaaer ud paa, alternative at erholde enten Bolig i den østre Fløi i den Laurvigs Commune tilhørende Herregaard eller i Mangel deraf Husleiegodtgjørelse i Penge, kan Appellantskabets Paastand ikke blive at tage til følge.
Retten finder derimod, at Appellantskabet saaledes, som ved den paaankede Dom skeet er, maa tilpligtes at betale Indstævnte i Husleiegodtgjørelse 50 Spdlr. aarlig fra 14de October 1850 at regne, og indtil paa lovlig Maade Bolig i en Laurvigs Commune tilhørende Gaard anvises ham.
Af det omhandlede Beløb maa derhos blive at svare Renter overensstemmende med Underretsdommen.
Ligesom Procesomkostningerne ere ophævede ved den fra Indstævnets Side upaaankede Underretsdom, saaledes maa ogsaa Omkostningerne ved Overretten, hvor Indstævnte ikke har mødt, blive at ophæve.
Ved de Sættedommeren og Indstævntes betalede Sagfører ved Underretten tilkjente Salarier, respective 20 og 15 Spdlr., her blive at udrede af Statskassen, findes Intet at erindre.
For saa vidt Sagførelsen i første Instans har været befalet, eragtes den at have været forsvarlig.
Thi kjendes for Ret: Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Overretten ophæves. Det Idømte o.s.v.
For Høiesteret, hvortil Communen indankede Sagen, bemærkede dens Sagfører, som blandt Andet fremlagde et Grundrids af det leiede Hus, at det indeholdt 4 Underværelser, foruden Spisekammer, og 1 Kvistværelse, og var saaledes i Stand til Flyttetid, at selv Modparten havde kaldt det et Dukkehus (spotviis, fordi han fandt Alt for smaat). Før havde han kun havt 3 smaa Værelser (i hans Skrivelse af 13de Mai 1839 hed det saaledes), nu bødes ham 5 bedre Værelser.
Husleien var, som Følge af Laurvigs Tilbagegang i senere Aar, betydelig falden, og hva tidligere blev anseet for passende Godtgjørelse, var nu efter samme Maalestok for meget.
Vel var det mulig, at Hoff med sin talrige Familie og sin Haandverksbedrift, der fordrede et Verksted, boede bekvemmere i sin egen Gaard, end han vilde faae det i den leiede; men det stod ikke til ham at foreskrive Communen, hvad Vilkaar han fandt for godt, hvorimod han maatte tage til Takke med en i Almindelighed passende Klokkerbolig, som her beviislig bødes ham, lige meget, om leiet eller eiet af Communen, da Eiendomsforholdet var ham ganske uvedkommende. Han kunde i det ene som i det andet Tilfælde alene fordre en passende Bolig, men intet Mere.
Havde han Krav paa at blive sin Livstid i samme Bolig, maatte Communen i det ene Tilfælde drage Omsorg for tilsvarende Leie, som i det andet for Vedligeholdels, af sin Eiendomsbolig, og misligholdt den sin Forpligtelse, kunde den i begge Tilfælde søges til Erstatning.
Havde han derimod intet saadant krav, kunde Communen jo lige saa let forurolige ham ved at drive ham du af den ene Eiendomsbolig ind i den anden, som ved at skifte Leiebolig.
Efter Forholdets Natur var der altsaa ingen Grund til at gjøre Forskjel mellem eget og leiet Huus; ei heller kunde den Omstændighed, at den ældre Lovgivnings Udtryksmaade nærmest svarede til, hva den Gang var sædvanligt, medføre nogen Indstrænfning i saa Henseende, og man havde derfor uden Føie paaberaabt L. 2-21-62 og 63, m.fl. L. af 14de Juli 1816, § 5, der nu alene var den gjældende Regel for saadanne Tilfælde, fordrede heller ikke, at den Bolig, der skal anskaffes og vedligeholdes paa Byens Bekostning, er Eiendomsbolig, og naar Husleiegodtgjørelse ydes i Stedet, maa ogsaa leies, saa at Usikkerheden med Hensyn til Fintning (?) er den samme, enten Communen eller den Daagjeldende selv leier.
Efter sin dobbelte Stilling henhørte Hoff ogsaa under Skolel. af 12te Juli 1848, § 9, der heller ikke fordrer, at det skal være Eiendomsbolig. (Paastand om Frifindelse og Omkostninger).
Indstævntes Sagfører bestred Boligens Brugbarhed, fordi Værelserne vare for smaa, saa at Sænger maatte sættes under Vinduer, m.M., og tildeels for lidet forsynede mod Kulden, o.s.v. (Intet Skjøn var optaget). Han meente derhos, at Communebestyrelsen i alle fald ikke eensidig kunde bestemme, hva der skulde ansees som passende Bolig for hans Part.
For Øvrigt søgte han nærmere at begrunde den Synsmaade, hvorpaa Overretsdommen var bygget, og bemærkede blant Andet, at man saa meget mindre kunde komme forbi L. af 14de Juli 1816, § 5, der forbød en saadan Vilkaarlighed, som de to Alternativer altid vilde udelukke det tredie. Kunde Communebestyrelsen i Stedet for Eiendomsbolig levere Leiebolig, vilde ingen Anvendelse være for Lovens eget Alternativ, der aabenbar var sat som det eneste, i Stedet for anskaffet Eiendomsbolig; thi at der skulde være meent Vedligeholdelse ogsaa af Leiebolig paa Byens Bekostning, var jo en Urimelighed, som man paa ingen Maade kunde indtvinge Loven.
Offentlige Betjente skulde ikke være udsatte for idelig Fintning efter Communebestyrelsens Forgodtbefindende, og kunde der ikke skaffes fast Bolig i Communens egne Bygninger, fik den finde sig i, efter Loven at give en passende Godtgjørelse, der satte Betjenten i Stand til selv at skaffe sig Hus efter sin Bekvemmelighed.
Begge Dele maatte i Tilfælde af Tvist afgjøres ved Skjøn, og Beviisbyrden paalaae den, som paastod at have opfyldt sin Forpligtelse, naar det benegtedes; men Contracten var i alle Fald sluttet i henhold til Lovens to Alternativer, og udelukkede et tredie. (Paastand om Stadfæstelse og Omkostninger).
I Dom af 26de Mai 1853 frifandt Høiesteret Appelantskabet, og ophævede Omkostningerne for alle Retter.
|
1803 - 1872 (69 years)
[1] 
