Zinow Genealogy Website

The history of the Norwegian Zinow family, and their connected families of Lorentzen, Hugås, Schøyen, Møller, Skrogstad, Vibe, Høyem, Reitan, Brinchmann, Sværen, Harbo, Bernhoft, Hoff, Hiorth, Linge, Hytten, Tjomsaas, Cudrio, Borlaug, Husabø, Børsheim, Holteberg, Haakenby, Coucheron, Irgens etc.

Maren Johanne Hoffmann, "Brinchmann"

Maren Johanne Hoffmann, "Brinchmann"

Female 1830 - 1863  (33 years)

Personal Information    |    Media    |    Sources    |    All    |    PDF

  • Name Maren Johanne Hoffmann 
    Suffix "Brinchmann" 
    Born 02 Feb 1830  Norderhov, Ringerike, Buskerud, Norge Find all individuals with events at this location  [1, 2, 3
    • Nordre Bjerke [1]
    Christened 04 Jul 1830  Norderhov, Ringerike, Buskerud, Norge Find all individuals with events at this location  [1, 2
    • Maren Johanne ble hjemmedøpt. Faddere var også hennes faster frøken Julie Lovise Thora Mellbye (senere fru Bremer), samt Pr.lieutn. (senere Capt.) Breien, Sec.lieutn. (senere Brigade-Intendant) Juell og Stud.Jur. (senere Oberst og Hofmarskalk) Johan Georg Boll Gram. [1, 2]
    Hoffmann Maren Johanne dåp 1830 Norderhov.jpg
    Hoffmann Maren Johanne dåp 1830 Norderhov.jpg
    Kirkebok.
    Gender Female 
    Anecdote Bef 1837  Norderhov, Ringerike, Buskerud, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Kjælenavn: Artikeka - artig pike. 
    • Familien kalte Maren Johanne for - Artikeka - et kjælenavn av hennes egen fordreiede uttale av - artig pike.

      Senere ble fullt døpenavn brukt, Marenjohanne, uttalt sammenhengende. [2]
    Confirmation 14 Sep 1845  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2, 4
    • ...confirmeret af Provsten Deinboll, efter dertil at være bleven forberedt dertil hovedsagelig af Pastor Jervell, hvem hun allerede paa Skolen havde faaet inderlig kjær som Lærer. [2, 4]
    Hoffmann Maren Johanne konf 1845 Molde.jpg
    Hoffmann Maren Johanne konf 1845 Molde.jpg
    Kirkebok.
    Education Bef 1847  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Jomfru Lieunges Skole, deretter Madame Deinbolls Pige-institut. 
    • ..fortsatte imidlertid hun sin Skolegang, idet hun fra Jomfru Lieunges Skole, hvor hun først havde gaaet, var bleven overflyttet til Madame Deinbolls Pige-institut, hvor hun foruden i de almindelige Skolefag tillige havde Underviisning i Pianofortespil.
      Disse sine Skoleaar omtalte hun senere stedse med inderlig Glæde, ikke blot fordi hun i dem lagde Grunden til sit senere mere befæstede Venskab med mange Skolekamerader og altid med hjærtelig Kjærlighed mindedes sin Lærerinde og sine Lærere, men ogsaa fordi hun med Flid og Interesse omfattede selve Underviisningen. Ofte faldt det hende imidlertid tungt at opfylde sine Discipelpligter saaledes, som hun ønskede, deels fordi hun i et Par Aar paa Grund av stærk Legemsvext var svag af Helbred, hvorfor hun ogsaa tilbragte et Par Sommere paa Landet hos Familier, som stode i Venskabsforhold til Forældrene, deels fordi hun i en meget tidlig Alder maatte begynde at deeltage i Forældrenes paa Grund af den store Børneflok besværlige Huusholdning - en Øvelse, som imidlertid dog senere, da hun selv blev Huusmoder, kom hende særdeles til gode.....
      ....Efter denne Tid (etter konfirmasjonen) fortsattes vistnok hendes Underviisning, saavel i boglige Fag, navnlig Sprog, af Privatlærere, som i Pianofortespil, men hendes Arbeide var dog væsentlig optaget af Huusholdningen, der nu saagodtsom ganske kom til at hvile paa hende, da de mange smaa Børn gave Moderen mere end nok at bestille og Familiens Talrighed i Forening med Forældrenes udstrakte Gjæstfrihed lagde for stærkt Beslag paa Doctorens Indtægter til at kunne tilstede, hvad der vel ellers kunde tiltrænges, Antagelsen af en Huusholderske... [2]
    Event-Misc Bef 1849  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [5
    Spilte piano og sang. 
    Education Bef 28 Sep 1849  Kristiania, Norge Find all individuals with events at this location  [2, 5
    Uddannelse i Modepynt og i Musik. 
    • Den 28de September 1849 kom hun, efterat have benyttet sit Ophold i Christiania, blandt Andet til at erhverve Uddannelse i Modepynt og i Musik (fornemmelig Sang, hvori hun tog Information hos Fru Hoff), tilbage til Molde. [2, 5]
    Hoffmann Maren Johanne gBrinchmann ung dame.jpg
    Hoffmann Maren Johanne gBrinchmann ung dame.jpg
    Maren Johanne Brinchmann.
    Illness Aft 06 Apr 1862  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Alvorlig syk. 
    • Alexander beskriver en familie som er rammet av en vond halssyke m.m. i tiden før sønnen Jacob Ludvig ble født:

      ...skulde det næsten synes uforklarligt, at Marenjohanne trods alt det anstrængende Arbeide, som i næsten et heelt Aar uafbrudt havde paahvilet hende og som ovenikjøbet var bleven i høi Grad forøget derved, at hun, saalænge hun selv formaaede, Lidet eller Intet kunde overlade til Andre, havde bevaret Legemskræfter til den forestaaende 5te Nedkomst.

      Tiden etter fødselen beskriver Alexander slik:

      Nu indtraadte den Reaction, som Marenjohanne under de forudgaaende Anstrængelser og Lidelser havde tilbagetrængt; hun fik et Anfald av Hjernebetændelse og hendes Kræfter svækkedes i den Grad, at der var Fare for hendes Liv. Vel reiste hun sig igjen fra Sykeleiet, men for aldrig dog at gjenvinde sin tidligere Helbred, hvor meget jeg end haabede at dette vilde lykkes under Sommerens velgjørende Indvirkning.

      Etter en reise til Trondheim, for å sjekke en sykdom Alexander hadde, ble Maren Johannes tilstand forverret:

      Men Marenjohanne havde paa denne Reise, der allerede endtes igjen den 24de Mai, anstrængt sig over Kræfterne og denne Overanstrængelse gjorde hende formodentlig end mere modtagelig for Indvirkningen af den Sygdom, som endte hendes Liv. Tilsyneladende var hun dog frisk og rask, da jeg den 13de Juli sagde hende Farvel for at begive mig til Grefsen; hun fulgte mig ombord paa Dampskibet - Romsdal - og yttrede endog, at hun aldrig før med saadan Lethed havde taget Afsked med mig, fordi hun nemlig nærede Haab om at see min Helbred styrket ved Reisen.
      Fra - Romsdal - lod hun sig roe hen til et andet Dampskib, som netop var ankommet paa Havnen og hvorfra hun deeltog i at hente i Land min Moder, Søster Louise med Barn samt Svigerinde Anna med Børn, der alle kom fra Aalesund; jeg saa hende følge dem til Land og modtog den Hilsen, hun med sit Lommetørklæde tilviftede mig den sidste Hilsen jeg saa fra hende. [2]
    Died 13 Aug 1863  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2, 3, 4
    • Dødsårsak: Nervefeber. Død hjemme i Rectorboligen.

      Alexander Brinchmann beskriver de siste dagene av Maren Johannes liv fra sitt opphold på Grefsen sanatorium, og hjemreisen derfra:

      Ved Grefsen modtog jeg to Breve fra hende, det ene af 17de, det andet af 24de Juli begge aandede den samme inderlige Kjærlighed, hvormed hun havde gjort mig hele vort Samliv saa lykkelig.
      Med næste Post fik jeg atter et Brev fra Hjemmet af 26de, Søndag; ved Brevets Modtagelse saa jeg allerede af Udskriften, at det ei var fra hende, aabnede det rask og erfarede af Søster Julies Meddelelse, at Maren Johanne ved Upasselighed var bleven forhindret fra selv at skrive.
      Ligesom det første Udbrud af Sygdommen ikke havde opvakt nogen Frygt i Hjemmet; saaledes var saavel dette første Julies Brev som de følgende postdaglige Meddelelser fra min Fader idetheletaget af en for mig beroligende Beskaffenhed, hvorvel jeg ved Broder Frederik var bleven underrettet om, at Marenjohannes Sygdom var Typhus. Hvert Brev var desuden ledsaget af indstændig Paamindelse fra Marenjohanne til mig om at forblive ved Badet, saalenge Lægen fandt Opholdet der tjenligt for mig. Jeg skrev igjen postdaglig til Marenjohanne, som selv dog læste kun mine første Breve.

      Først den 10de Aug. havde hendes Sygdom taget en saadan Vending, at hennes Broder Frederik, der i Forening med Faderen og tildeels med min Broder Frederik havde behandlet hende, efter endnu at have tilkaldt Districtslæge Graarud, besluttede sig til at telegraphere til mig om at paaskynde Hjemreisen.
      Dette Telegram (adresseret til min Svoger Reinholdt, Rigshospitalet, og saalydende:
      Marenjohannes Tilstand fordrer efter Graaruds og min Mening Alexanders Nærværelse. Underret paa bedste Maade. Brev med Posten i morgen. Tilstanden for Øieblikket uden øiensynlig Fare. Fr. Hoffmann),
      der avgik fra Molde den 10de om Aftenen, naaede mig først den følgende Dag Kl. 1, da jeg ved Reinholdts Ankomst til Grefsen var fraværende paa en Udflugt i Omegnen.
      Da nu det Middagstrain, som stod i Forbindelse med den Dags nordgaaende Mjøsdampskib, allerede var afreist Kl. 12 ½ , maatte jeg opsætte min Afreise til den følgende Dag, Onsdag den 12te, Middag.

      Efter ved Indtrædelsen i Jernbanecoupeen at have modtaget følgende Telegram:
      Tilstanden uforandret, søvnløs Nat. Delirier roligere idag, Puls 92 nu. Fr. Hoffmann,
      begav jeg mig altsaa ved den nevnte Tid paa Hjemvei.

      Af Passagererne var der vel Ingen, for hvem Toget den Dag gik saa langsomt som for mig, uagtet jeg i Coupeen havde stødt sammen med to behagelige Medreisende; da disse gikk af ved Dahls Station (nærmest Eidsvold), blev jeg ladt alene med mine mørke Tanker; til Tidsfordriv tog jeg op af Lommen og læste paa den Qvittering, der paa Christiania Station var bleven mig meddelt for mit medhavende Reisetøi; tankeløs gjennemløb jeg Bokstaverne, indtil jeg standsede ved Ordene Dahl station.

      Skulde det være muligt at Jernbanens Betjente havde mærket mit Tøi, der var bleven anbragt i Pakvognen, med den Paaskrift, og at Tøiet altsaa var bleven afsat paa Dahl, som vi allerede havde passeret?
      Tanken om Muligheden eller rettere sagt Sandsynligheden herav jog Blodet op i mit Hoved med en Fart, saa jeg var nær ved at styrte om: mit Tøi, som jeg paa Reisen ei kunde undvære, eftersat og jeg forhindret fra at kunde følge Dampskibet den Dag over Mjøsen!
      Jeg kom ikke ret til mig selv igjen før efter en rum Tid, efterat jeg paa Eidsvold Station havde faaet Vished for, at mit Tøi virkelig var eftersat paa Dahl.

      Skulde jeg nu strax reise med Dampskibet uden Tøi, eller skulde jeg efterat have faaet Tøiet eftersendt med Aftentrainet begive mig over Land rundt Mjøsen, eller skulde jeg vente til næste Dags Dampskib?
      Det Første kunde jeg ikke, da jeg efter Badekuren ikke tiltroede mig Kræfter til uden Tøi at tiltræde den lange Overlandsreise; ved det andet Alternativ vilde jeg Intet vinde; overvældet som jeg var, maatte jeg beslutte mig til at oppebie næste Dags Dampskib og fra Lillehammer at reise uophørlig Dag og Nat.
      Jeg kunde endda, som oprindelig paaregnet, naae Dampskibet ved Veblungsnes Lørdag Eftermiddag.

      Jeg tilbragte altsaa et heelt Døgn paa Eidsvoldsbakken uden at faae Tidender hjemmefra; jeg kunde have telegrapheret og spurgt, men jeg havde ei Mod dertil og vel var det.

      Den skjæbnesvangre Thorsdag, den 13de Aug., som jeg tilbragte paa Eidsvold Station, udaandede min Marenjohanne Kl. 8 om Morgenen jeg fik det først at vide Fredag Eftermiddag Kl. 6, da jeg naaede Domaas; her ventede jeg efter Reqvisition at forefinde Telegram jeg blev modtaget af min gamle Ven Adjunkt Sommerschield, som var reist mig imøde for at overbringe mig Budskabet; før han havde sagt et Ord, vidste jeg Alt:
      Synet af ham og hvad der stod at læse i hans Ansigt var mig nok, og...

      Lørdag Eftermiddag modtoges jeg paa Veblungsnes af min Fader og af Broder Harald. I disses og Sommerschields Følge begav jeg mig om bord paa dette samme Dampskib Romsdal, paa hvis Dæk jeg for kun lidt over en Maaned siden havde sagt min Marenjohanne Farvel, og naaede om Aftenen det Sted, som før havde været mit lykkelige Hjem.

      Ingen modtog mig i Døren; Vægter laa der, men rørte sig ikke, denne tro Hund, der altid før saa heftigt og saa lydeligt havde budt mig Velkommen.
      Jeg traadte ind i Børnenes Soveværelse; der stode den Afdødes Moder, Broderen Ivar, min Søster Louise, mine Tjenestepiger og mine tre smaa moderløse Døttre, Alle sortklædte (Christopher og Ludvig sov allerede). . . . Hulkende Graad var den eneste Livsyttring i denne rystende Scene.

      Ledsaget af min Svigermoder begav jeg mig ind i Kammeret til det afsjelede Legeme.
      Hva der her foregik i mit Indre, vil neppe noget Menneske tilfulde kunne fatte, og hvor meget Lys en Skildring heraf end vilde kaste over det Livsbillede, jeg ovenfor har søgt at fremstille, tilgiver mig Alle, tilgiv meg ogsaa du, Forklarede!, jeg mægter den ikke!

      Kun efter Andres Meddelelse kan jeg om hendes Sygdom og sidste Levedage berette:

      Søndag den 26de Juli blev hun sengeliggende; for at fjerne hende fra Børnenes Støi flyttedes hendes Seng til det østre Kammer til Gaden, hvor Moderen overtog hendes Pleie; skjønt længselsfuld efter at see Børnene, var den Syge fornuftig nok til at finde sig i at de, for om muligt at unddrages Smitten, nægtedes Tilladelse til at komme ind til hende; i 14 Dage var Feberen kun lidet faretruende; hendes Tanker og Tale beskjæftigede sig med Børnene, med hendes andre Kjære, og ikke mindst med mig, hvem hun sendte mangen kjærlig Hilsen; i de første Dage deeltog hun med Interesse i Alt hvad der foregik omkring hende, ogsaa i Huusholdningens Sysler:
      men mellem alt dette havde hun, ligetil Bevidstheden forlod hende, Tanken jævnlig henvendt paa sin Gud, takkede og bad, ei blot for sig selv, men for Sine, for Alle.

      Først den 10de Aug. indtraf de foruroligende Symptomer, som foranledigede den telegraphiske Meddelelse til mig; fra næste Dag af, Tirsdag, talte hun ikke mere; Onsdag Aften havde man allerede opgivet Haabet da indtraadte Thorsdag Morgen en rolig Søvn, som atter kaldte Haabet til Live det var Dødsengelen, som var neddalet til hende, og Kl. 8 udaandede hun i Moderens Arme stille og næsten umærkeligt sit sidste Suk. [1, 2]
    Buried 18 Aug 1863  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2, 4
    • En sørgende Alexander beskriver sin avskjed med sin elskede Maren Johanne:

      Tirsdag den 18 august foregik begravelsen.
      Den Afdødes Ungdomslærer Sognepræst Jervell, der godhedsfuldt havde indfundet sig i Byen, talte i Huset med vanlig Inderlighed Trøstens Ord til de - Elskende og Sørgende - hvorpaa den af Blomster overfyldte Kiste blev baaren ud af mine Medlærere og andre Venner.

      Over Kirkegaarden, hvor Veien var afstukken med blomsterkransede Træer, blev Kisten af Embedsmænd og Borgere baaren ind i Kirken. Her udførte et Sangchor nedenstaaende af Adjunkt Dørum forfattede skjønne Sang til Melodien Deilig er jorden:

      1.
      Alt, som kan Hjærtet stærkest til sig drage,
      Alt skal hensmuldre i Jordens Skjød:
      Selv rask vi ile, de Stærke med de Svage,
      Hen i din kolde Favn, o Død !

      2.
      Manden ei skuer meer sin elskte Mage,
      Barnet gjenfinder ei Moders Favn.
      Var det ei grusomt, fra Jorden den at tage,
      Som efterlod saa tungt et Savn ?

      3.
      Var det ei grusomt ? - o, hvor svag vor Tanke !
      Kan vi vel finde Alviisdoms Grund ? -
      Frugten, den modne, vil Havens Gartner sanke ;
      Han kjender selv den rette Stund.

      4.
      Elskede Døde, hviil da her i Freden !
      Tak for din Idræt i Jam`rens Dal !
      Herren dig vække hist til Herligheden !
      Os føre Han til Lysets Hal !

      Derpaa tolkede Sognepræst Roggen med en skjøn Anvendelse paa Anledningen Jesaias`s Ord i 55 Cap. 8 - 9 Vers:
      Thi mine Tanker ere ikke Eders Tanker, og Eders Veie ere ikke mine Veie, siger Herren; saameget som Himlen er høiere end Jorden, saa ere og mine Veie høiere end Eders Veie, og mine Tanker end Eders Tanker.

      Derefter blev Kisten baaren ud af Kirken og nedsænket i Graven, Jordpaakastelsen forrettet af Præsten Roggen og følgende sang afsungen:

      1.
      Hulde Død,
      Du, som ender Kummer, Nød !
      Blødt du reder Alles Leie,
      naar vi vandred` Herrens Veie,
      rækker os en Haand saa blød,
      hulde Død !

      2.
      Stille Grav !
      Du modta`er hvad Jorden gav.
      Livet, som vor Aand maa bære,
      i din Arm skal henlagt være;
      thi du fordrer kun dit Krav,
      stille Grav !

      3.
      Salighed !
      Ord, som giver Hjærtet Fred !
      Naar vi med et barnligt Øie
      skue til den Evighøie,
      staaer for os alt længst bered
      Salighed !
      (E. Esbensen.)

      Til Graven fulgtes hun af tvende af sine Børn, Hanna og Christopher ved hver sin Side af mig, (de ældre Smaapiger vare ei i Stand til at gaae med), af begge sine Forældre, af sine Brødre Gottfred, Frederik, Ivar, Wilhelm og Thomas, af min Fader og mine Brødre Harald og Frederik samt min Søster Louise og Svigerinderne Clara Hoffmann, Anna Brinchmann og Annette Arveschoug, foruden af en talrig Skare af andre Slægtninge, Venner og Deeltagende, hvoriblant samtlige Skolens Disciple.

      Saa vare da hendes jordiske Levninger stedte til den sidste Hvile paa den Kirkegaard, som gjemmer hendes tvende forudgangne Søskende, og som, om Gud saa vil, skal modtage flere af hendes efterlevende Kjære.

      Omtrent midt paa denne Kirkegaard vil du finde hendes Gravhøi lige ved det fjerde Træ i vestre Række af den Allée, der fører ned fra Kirkens søndre Udgangsdør.

      I denne Kirke var hun bleven confirmeret, i den var hun bleven ægteviet, i den var hendes Børn døbte, i den havde hun jævnlig været Gjæst ved Herrens Bord, i den havde hun været en flittig Gudsordets Tilhørerinde; - i dens indviede Jord skal hendes Støv hvile!

      Jeg hidsætter som Slutningsord et lidet anonymt Vers, som jeg fandt anbragt paa Graven den 7de Septbr:

      Fra dit lyse Hjem smil venlig ned,
      hvor din Aand sig fryder, blide Døde!
      Med dit Støv Velsignelse og Fred -
      Til jeg dig bag Gravens Nat skal møde!

      Tak Alle I, som elskede hende i Livet!
      Tak Alle I, som hædrede hendes Minde! [2]
    Hoffmann Maren Johanne begr 1863 Molde.jpg
    Hoffmann Maren Johanne begr 1863 Molde.jpg
    Kirkebok.
    Anecdote Aft 18 Aug 1863  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Historien til: Fru Maren Johanne Brinchmann født Hoffmann... af Alexander Brinchmann. 
    • Træk af hendes Liv til et Minde for Slægt og Venner
      nedskrevne af Alexander Brinchmann.

      Molde 1863.
      Trykt af L.G.Hauw.

      Maren Johanne fødtes den 2den Februar 1830 paa Gaarden Bjerke i Nordrehovs Præstegjæld paa Ringerike, hvor hennes Fader, Jacob Ludvig Hoffmann, gift med Sognepræst i Bolsø og Molde Provst Frederik Christian Steenbuchs yngste Datter Hanna Gabriele, dengang var Districtslæge. Den 4de Juli s. A. stadfæstedes hendes Hjemmedaab i Nordrehovs Kirke, i Nærværelse af følgende Faddere: Farmoderen Fru Anne Margrethe Mellbye, Fru Beata Hoffmann og Fasteren Frøken Julie Lovise Thora Mellbye (senere Fru Bremer), samt Pr.lieutn. (senere Capt.) Breien, Sec.lieutn. (senere Brigade-Intendant) Juell og Stud.Jur. (senere Oberst og Hofmarskalk) Johan Georg Boll Gram.
      Sine første 7 Barndomsaar tilbragte hun paa Ringerike, i Familien sædvanlig kaldet "Artikeka", et Kjælenavn opstaaet ved hendes egen fordreiede Udtale af "artig pige". Senere kaldtes hun fordetmeste med sit fulde Døbenavn "Maren Johanne", udtalt som eet sammenhængende Ord.
      I 1837 blev hendes Fader udnævnt til Districtslæge i Romsdal, og flyttede samme Aar med Hustru og deres daværende 6 Børn til Molde, hvor mine Forældre allerede havde været bosatte siden 1832, da min Fader, Departementsfuldmægtig i Christiania, var bleven udnævnt til Toldkasserer i Molde. Byen var dengang endnu ubetydeligere end den nu er og Antallet af de saakaldte "conditionerede" Familier meget mindre end for Nærværende. En ny Embedsmands Tilflyttelse med sin Familie var en Begivenhed, som vakte ikke ringe Opmærksomhed ; Rygtet om den nye Læges Ankomst gik som en Løbeild gjennem Byen, og i de første Dage samledes udenfor hans Bolig, saavelsom naar Familiens Medlemmer viste sig ude, Flokke av Nysgjerrige, som brændte af Begjærlighet efter at se og kunne fortælle Andre, hvorledes de Fremmede saae ud, hvor mange og hvilke de vare o.s.v. Blandt disse Selystne var det da navnlig en heel Deel Smaagutter, hvilket i dette Tilfælde var saa meget naturligere, som de snart havde udforsket, at Doctoren medbragte 5 Sønner. Med disse sluttede jeg og mine Brødre snart et Venskab, der med Aarene tiltog i Styrke og Inderlighed. Denne Tilslutning befordredes ved mange Omstændigheder. I Dr. Hoffmanns og mine Forældres Familier fandt en stor Overeensstemmelse Sted mellem de enkelte Familielemmers Alder. Dr. Hoffmann er født 8de Febr. 1795. min Fader 30te Juni s. A, Fru Hoffmann 16de Marts 1807, min Moder 22de Marts 1804.

      Familien Hoffmanns Børn :
      1. Gottfred f. 27/2 -1826
      2. Frederik f. 27/12-1827
      3. Maren J. f. 2/2 - 1830
      4. Johan f. 19/10-1831
      5. Ivar f. 8/9 - 1833
      6. Reinholdt f. 21/5- 1836
      7. Nicolai f. 18/8- 1838
      8. Beata f. 20/6- 1841
      9. Wilhelm f. 26/8 -1843
      10. Thomas f. 4/11 - 1846

      Familien Brinchmanns Børn :
      1. Alexander f. 18/3 - 1826
      2. Harald f. 17/12- 1827
      3. Ludvig f. 25/8 - 1830
      4.Christopher f. 5/6 - 1833
      5. Hagbarth f. 20/4 - 1835
      6. Frederik f. 19/10 -1837
      7. Louise f. 3/10 - 1839
      8. Julie f. 7/5 - 1844

      Børnenes fulde Navn og nærværende Stilling, m. M.
      A. Hoffmanns (No. 1, 7, 8, 9 og 10 fødte i Molde, de øvrige paa Ringerike) :
      1). Gottfred Anton, Handelsborger i Molde, gift med Clara Emilie Constance Bützow. 2 Døttre.
      2). Frederik Christian, Districtslæge i Stegen (Saltens Fogderi).
      4). Johan Christian Hedegaard, Districtslæge i Yttre-Namdal, gift med Louise Frederikke Brinchmann. 1 Datter.
      5). Ulrich Ivar August Peter Andreas Victor, Handelsborger i Molde.
      6). Reinholdt, Candidatus medicinae.
      7). Nicolai Bernhard, død som Skolediscipel 23de April 1849.
      8). Beata, død i Molde 21de Marts 1846.
      9). Wilhelm, Handelsbetjent i Christianssund.
      10). Thomas Skjelderup, Do. i Do.

      B. Brinchmanns. (No. 1, 2, og 3 fødte i Christiania, de øvrige i Molde) :
      1). Alexander, Rector ved Molde Lærd- og realskole.
      2). Harald, Undertoldbetjent paa Valderhoug, gift med Anna Margrethe Athlewsen Rechdahl, 3 Børn, 1 Søn og 2 Døttre.
      3). Ludvig, Sognepræst i Lekø, gift med Frederikke Sophie Heyerdahl.
      4). Christopher, Handelsborger i Trondhjem, gift med Marie Brinchmann, 2 Døttre.
      5). Hagbarth, Civilingenieur.
      6). Frederik, Cand.med., practicerende Læge i Aalesund, forlovet med Anette Arveschoug.
      7). Louise Frederikke, gift med Districtslæge Johan Hoffmann.(see ovenfor A No. 4.)
      8). Julie Augusta Christence Daa.

      Da jeg i Juli 1841 for første Gang forlod Forældrehjemmet, vare altsaa i hver af de to Familier 6 sønner fødte; de af disse, som befandt sig paa samme Alderstrin, havde været eller bleve Skolekamerader, ligesom de alle udenfor Skolen i Fritiden daglig vare sammen. Dr. Hoffmann, som ved sin Hidkomst leiede Bolig i den da saakaldte Hagerupgaard, nu eiet og beboet av Kjøbmand G.S. Krogh, Matr.No. 105, flyttede nemlig to Aar efter ind i sin nu eiende Gaard Matr.No. 150, og blev saaledes nærmeste Nabo til mine Forældre, som fra 1835 til 1843 boede tilleie i daværende Apotheker Aas`s, nu Sagfører Paulsens Gaard Matr.No. 149. Den ved Naboskabet og indbyrdes Venskab foraarsagede hyppige Omgang mellem Forældrene medvirkede naturligviis til den daglige Samfærsel mellem begge Familiers Børn.
      Det hører ikke med til disse Optegnelsers Plan nærmere at omtale, hvor nøie vi, Hoffmanns og Brinchmanns Børn i al vor Færd vare forenede; kun et enkelt af de Momenter, der bidrog til saa ofte at føre os sammen, skal jeg berøre.
      I den Hoffmannske Familie vare Alle, Forældre saavelsom Børn, i høi Grad musikalske; allerede ved Ankomsten til Molde kunde de 4 ældste Børn udføre fleerstemmige Sange sammen, og efterhaanden som de voxede til, lærte de at spille et eller andet, stundom flere Instrumenter. Den næstældste, Frederik, drev det især snart til en temmelig stor Færdighed paa Violin; jeg kan endnu til Nød spille en Engelskdands, som han i 11-12 Aarsalderen componerede en Eftermiddag, da vi skulde sidde sammen og repetere Geographie til en Hovedexamen; han spillede Tonerne paa Violin, og jeg nedskrev Noderne. Ogsaa jeg havde nemlig, saavelsom mine ældste Brødre, lært at spille Violin hos den samme Lærer som Frederik Hoffmann, daværende Organist Ohlsenn. Hoffmanns og Brinchmanns Sønner afløste hverandre i Musiktimerne Lørdags Eftermiddag, og, naar vi saa kom hjem samt ellers ofte i Ugen, spillede vi sammen, deels Primo- og Secondostemmer, som vi havde lært hos vor Informator, dels etter Gehør Dandse, hvori da til den enes Primo den anden spillede en Understemme eller, som vi den Gang kaldte det, "basserede".
      Vor herved opnaaede Dygtighed i at prestere Dandsemusik foranledigede snart de saakaldte Fridandse. Søndags Eftermiddagene og forøvrigt ofte, især naar vaare Forældre vare ude i Selskab, fik vi Børn Tilladelse til at komme sammen en 2-3 Timers Tid vexelviis hos hverandre, dog hyppigst hos Hoffmanns, hvis store Stue var saa beqvem til Dandselocale, og da Marenjohanne var det eneste Pigebarn i begge Familier, hentede vi endeel Smaapiger ude fra Byen, hvilke som oftest tillige ledsagedes av flere Cavalierer.
      Til disse Dandse var der ikke Tale om Balpynt; enhver kom i den Dragt, han ved det improviserede Selskabs Istandbringelse var iført; den nu herskende Luxus i Børns Paakledning var heller ikke endnu naaet til dette Sted og ligesom Damerne ofte gjorde stormende Lykke paa Ballet i sine Verkenskjoler, saaledes dansede Herrerne som oftest i Vadmelsbuxer og hæljernbeslagne Fidtlæderstøvler. Handsker kjendte man ikke og selv ved de offentlige Børneballer i Klubselskabets Locale var det i min Tid kun faa Damer som drev det saa vidt, at de stadsede i hvide Bomuldsvanter. Den simple Paakledning bidrog dog ingenlunde til at forringe disse Fridandses uskyldige Glæder; de fleste af Deeltagerne morede sig vistnok der ypperligere end de paa mangt et senere med Pragt udstyret Bal have gjort. At Maren Johanne ved disse Sammenkomster var meget avgjort, var ikke blot en Følge af, at hun som oftest tillige var Datter i Huset - jeg tør ei kalde det "Vertinde", da man derved kunde falde paa den Tro, at der ved Fridandsene i Almindelighed vankede Bevertning af Mad og Drikke -; men hun var ogsaa, ligesom Brødrene meget musikalsk (sang og spillede Pianoforte) , samt, hvad der her var Hovedsagen, dansede fortrinlig og det med Liv og Lyst. Det var imidlertid ikke blot ved disse Fridandse, at der blev hende en synlig Udmærkelse til Deel; hendes blide Venlighed og uskyldige Munterhed, men vistnok fremfor Alt den ukunstlede Naturlighed, som gjennem hele hendes Liv udgjorde Hovedtrækket i hendes Charakteer, vandt hende alles Venskab og Kjærlighed.
      Af hendes Barndomsvenner var der faa eller ingen, som ikke i kortere eller længere Tid var hendes erklærede Tilbeder; selv havde jeg allerede, førend jeg 15 aar gammel forlod Hjemmet, begyndt at faae hende kjær, uden dog at røbe mine Følelser for Nogen, end ikke for hende selv, som først, efter at vi vare blevne forlovede, fik Kundskab derom. Aarsagen til denne Hemmeligholdelse fra min Side laa deels i en Frygt for aabent at træde i Skrankerne mod dem af mine Kamerader, i hvem jeg tydelig saa Medbeilere, deels i en vis overdreven Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, hvilken allerede i Børneaarene havde gjort sig gjældende hos mig, deels vel ogsaa i en gammelklog Tvivl om, at denne min første Kjærlighed var Andet end en af de almindelige Barndomsforlibelser.
      Ved de ovenfor omtalte Fridandse havde jeg saa meget lettere Anledning til at dølge min Tilbøielighed, som jeg fordetmeste havde min Plads i Orchesteret, og da, saavelsom ellers, naar jeg var sammen med hende, søgte jeg i min Feighed snarere at undgaae hende end at vise hende nogen Opmærksomhed; ja, hun har selv senere fortalt mig, at en Venlighed fra min Side mod hende i Børneaarene var saa sjælden, at den, naar den en enkelt Gang kom tilsyne, var hende paafaldende.
      Mangt et Træk af min Opførsel mod hende i den Tid var ofte senere Gjenstand for Omtale mellem os og vil altid staae levende i min Sjel, men var af for ubetydelig Beskaffenhed til at kunne paaregne Andres Interesse. Netop dette Baand, som jeg paalagde mig ligeoverfor hende, bidrog vistnok i høi Grad til at bevare hende i min Erindring i de 8 Aar, hvori jeg fra 1841 til 1849 var fraværende fra Hjemmet. Saa ofte Tankerne hvilede paa mine Kjære i Molde, var Billedet af hende - saadan som hun stod for mig ved Afskeden - altid et af de første og meest fremtrædende, og hver Nat, naar jeg lagde mig til Hvile, indesluttede jeg ogsaa specielt hende i min Aftenbøn. I disse 8 Aar, erfarede jeg imidlertid Lidet om hende, naturligvis af den Grund, at jeg i mine Breve til Hjemmet ikke vilde spørge efter hende, og mine Breve fra Hjemmet ialfald ikke ofte særskilt omtalte hende.
      Selv i de to Besøg, jeg som Student aflagde paa Molde, i 1843 og 1846, var jeg kun lidet sammen med hende, deels fordi mit Forældrehjem i Mellemtiden var flyttet til den aldeles motsatte Udkant af Byen (Matr.No. 10), og deels fordi hun under mit sidste Besøg for en Tid var fraværende fra Byen; i alle Fald lod jeg hende heller ikke da ane, hvor kjær hun var mig. Under min Fraværelse ved Universitetet fortsatte imidlertid hun sin Skolegang, idet hun fra Jomfru Lieunges Skole, hvor hun først havde gaaet, var bleven overflyttet til Madame Deinbolls Pige-institut, hvor hun foruden i de almindelige Skolefag tillige havde Underviisning i Pianofortespil.
      Disse sine Skoleaar omtalte hun senere stedse med inderlig Glæde, ikke blot fordi hun i dem lagde Grunden til sit senere mere befæstede Venskab med mange Skolekamerader og altid med hjærtelig Kjærlighed mindedes sin Lærerinde og sine Lærere, men ogsaa fordi hun med Flid og Interesse omfattede selve Underviisningen. Ofte faldt det hende imidlertid tungt at opfylde sine Discipelpligter saaledes, som hun ønskede, deels fordi hun i et Par Aar paa Grund av stærk Legemsvext var svag af Helbred, hvorfor hun ogsaa tilbragte et Par Sommere paa Landet hos Familier, som stode i Venskabsforhold til Forældrene, deels fordi hun i en meget tidlig Alder maatte begynde at deeltage i Forældrenes paa Grund af den store Børneflok besværlige Huusholdning - en Øvelse, som imidlertid dog senere, da hun selv blev Huusmoder, kom hende særdeles til gode.

      I September 1845 blev hun confirmeret af Provsten Deinboll, efter dertil at være bleven forberedt dertil hovedsagelig af Pastor Jervell, hvem hun allerede paa Skolen havde faaet inderlig kjær som Lærer. Efter denne Tid fortsattes vistnok hendes Underviisning, saavel i boglige Fag, navnlig Sprog, af Privatlærere, som i Pianofortespil, men hendes Arbeide var dog væsentlig optaget af Huusholdningen, der nu saagodtsom ganske kom til at hvile paa hende, da de mange smaa Børn gave Moderen mere end nok at bestille og Familiens Talrighed i Forening med Forældrenes udstrakte Gjæstfrihed lagde for stærkt Beslag paa Doctorens Indtægter til at kunne tilstede, hvad der vel ellers kunde tiltrænges, Antagelsen af en Huusholderske.
      Under dette ofte anstrængende Arbeide, hvortil hun dog som til al sin Gjerning, gik med et let og muntert Sind, glede Aarene vel ofte byrdefuldt, men idetheletaget dog lykkeligt hen, indtil hun med Forældre og Søskende rammedes af den dybeste Hjærtesorg ved hendes eneste Søster, den elskelige, endnu ikke 5aarige Beatas Død. Efter dette haarde Slag var den hele Familie i lang Tid ikke sig selv lig, og endnu efterat Marenjohanne var bleven min Hustru, randt ofte hendes Taarer, naar hun tænkte tilbage paa hiin Begivenhed.
      En stor Adspredelse i Sorgens første Tid tilflød hende imidlertid fra det Venskab, som fra et ved Naboskab oprindelig foranlediget Bekjendtskab, snart udviklede sig til et gjensidig inderligt, næsten søsterligt Forhold. Nogle Dage før Maren Johannes Confirmation, havde Apotheker Pettersen, Doctorens Nabo, fra Drammen hjemført sin Brud, Mathilde Allum. Uden Bekjendte i sit tilflyttede nye Hjem nærmede denne ædle Qvinde sig snart til Nabohusets Datter, der, vel nogle faa aar yngre, dog paa Grund af den Stilling, hun allerede i længere Tid havde indtaget i Forældrenes Huus, og som kjendt paa Stedet, med Lethed kunde sætte sig ind i den unge Huusmoders økonomiske Interesser, og følte sig stærkt tiltrukken ved den nye Venindes udmerkede Gjæstevenlighed. De Bevæggrunde, som bragte de to Veninder i en saa nær Forbindelse, vare imidlertid kun for den mindste Deel af materiel Beskaffenhed; fælles Sympathier for alt, hvad der skjønt, ædelt og godt, aabnede Hjærterne for hinanden, og hidførte en indbyrdes Fortrolighed, inderlig som den sjælden findes mellem Andre end Barndomsvenner.
      Den Alder, hvori Maren Johanne da var, lod hende ikke blot af dette Venskab høste de Frugter, som det ligetil hendes Livs sidste Øieblikke vedbleve at skjænke hende, de reneste Glæder, men bevirkede ogsaa at den daglige Omgang med den mer erfarne Veninde var saa særdeles velgjørende for hende.
      Hun stod da netop paa Overgangen fra Barn til voxen Pige, hendes Legeme var saagodtsom fuldt udviklet; hun var confirmeret; og hendes daglige Huusholdningssyssler og Deeltagelse i Forældrenes økonomiske Bekymringer havde i Forening med Sorgen over hendes kjære lille Søsters Død, ladet hende faae et Indblik i Livets Alvor; og dog var hun endnu et Barn i Sind, livsglad, aaben, meddeelsom og troskyldig, bøielig og let modtagelig for Paavirkning, hjærteligt medfølende i Sorg som i Glæde, forsonlig mod dem, som havde fornærmet hende, og redebon til at be om Tilgivelse, naar hun havde saaret, opoffrende til at hjælpe ikke mindre end villig til at modtage Hjælp - kortsagt i moralsk Henseende saa uskyldig og uforfalsket som, jeg tør sige, Faa. At hun til sit sidste Aandedræt bevarede disse herlige Egenskaber, var vistnok nærmest en Frugt af den barnlige Christentro, der som en Arv fra hendes elskelige Moder tidlig havde slaaet dybe Røtter i hendes Sjel; men de havde ogsaa fundet en kraftig Understøttelse gjennem den kjærlighetsfulde Opdragelse i Hjemmet og befæstedes ikke lidet ved den Paavirkning, som Omgangen med den ædle Veninde ydede hende lige fra hendes Indtrædelse i den voxne Alder. Hendes aandelige Synskreds var naturligviis ogsaa efterhaanden bleven udvidet, deels ved hendes lidt efter lidt tiltagende personlige Deelagtighed i de Voxnes Selskabsliv, deels ved hendes Venindes mundtlige Fremstilling af de i dennes Hjembygder mere fremskredne sociale Forholde.
      Paa dette stadium i sin Livsudvikling glædedes hun ved det for hele Familien kjære Besøg, som hendes Cousine Hanna Hoffmann (senere Fru Jervell) fra Christiania i 1847 aflagde i Forældrenes Huus. Det daglige Samvær med denne omtrent jævnaldrende Veninde, hvem hun allerede som Barn, naar Hanna med sine Forældre gjæstede Doctorens Familie paa Ringerike, havde lært at elske som en Søster, gjorde Marenjohanne ikke blot Livet i Hjemmet mere indholdsrigt, navnlig ved den Nydelse som Cousinen i høi Grad udviklede musikalske Sands og kunstneriske Færdighed i Pianofortespil forskaffede hende, men fordoblede ogsaa for hende Behageligheden af de selskabelige Fornøielser, hvori den moldensiske i hiin Tid endnu mer end nu almindelige Gjæstfrihed gav begge Cousiner Anledning til at deeltage.

      Naar jeg her specielt har nævnt to af de Veninder, der spredte saa rige Glæder over Marenjohannes Liv fra hendes tidligste Ungdomsaar, har det naturligvis ikke været min Hensigt i nogen Grad at fordunkle den Kjærlighed, hvormed hun omfattede sine øvrige talrige Veninder thi hendes Hjærte rummede mange, og hvor skulde jeg, om jeg skulde nævne flere, begynde, hvor ende ?, men en Skildring af de meest fremtrædende Træk i min Marenjohannes Liv vilde blive endog uforstaaelig, naar jeg ikke vilde berøre den forædlende Indflydelse, som Mathilde Pettersen og Hanna Hoffmann øvede paa hendes hele Aandsretning ligefra deres Venskabs første Stund.

      I September 1848 tiltraadte Hanna Hoffmann sin Hjemreise til Christiania efter at have indbudt Marenjohanne til at følge hende og tilbringe en Tid i Onkelens Huus. Med en for den 18-aarige Pige naturlige Glæde havde Marenjohanne modtaget denne Indbydelse, og hendes første længere Udvandring fra Forældrehuset iverksattes under Forudnydelsen af den Behagelighed, som et fornyet Samvær med hendes kjære Slægtninge og Opholdet i Hovedstaden vilde skjænke hende. I Farbroderens Hjem glede Dagene i Hannas og hendes Forældres Selskab lykkeligt hen for Marenjohanne, hvis Broder Frederik ovenikjøbet som Student boede i samme Huus; gjennem sin Familie indførtes hun i flere behagelige private Kredse, ligesom hun, for en stor Deel ved Onkelens Gavmildhed, havde jævnlig Adgang til offentlige Forlystelser, navnlig Theatret, Concerter, og det dramatiske Selskabs Baller.
      Da Marenjohanne kom til Christiania, var jeg indtraadt i mit sidste Studenteraar, og den nærforestaaende Embedsexamen gav mig nok at bestille. Imidlertid vilde jeg naturligvis kunne have havt saa megen Tid at afse, at jeg idetmindste kunde have aflagt hende en Visit; men ligesom Visiter i Almindelighed stedse have været mig generende, især til Fremmede og Familien Hoffmann i Christiania var mig dengang fremmed saaledes bidrog den Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, som, fortsat fra Børneaarene, ved en forkjert Reflexion var bleven endmere befæstet hos mig som Yngling, ogsaa til at afholde mig fra at vise Marenjohanne endog en saa ringe Opmerksomhed, og det uagtet jeg selv ikke blot følte en saa sterk Trang til at see hende, men ogsaa gjennem hendes Broder Frederik, som daglig omgikkes mig, og min Broder Ludvig, med hvem jeg boede sammen og som havde besøgt hende og talt med hende flere Gange, hørte udtalt hendes Forundring over, at jeg skulde være den eneste af hendes moldensiske Bekjendte i Christiania, der ikke havde besøgt hende. Jeg følte det Grundede i denne Bebreidelse, i min Qvindeskyhed kunde jeg ikke bringe det over mig at forsøge paa en Retfærdiggjørelse.
      Under hendes et heelt Aars Ophold i Christiania saa jeg hende kun enkelte Gange paa Frastand; een Gang mødte jeg hende paa Gaden se da talte jeg nogle Ord med hende, og da jeg som Candidat i juni 1849 skulde forlade Byen, drev jeg det saavidt, at jeg i Forening med min Broder og en anden Reisefælle sagde hende Farvel i hendes Bolig. Ei vidste jeg dengang, hvor haardt denne Forseelse senere skulde straffe sig selv. Efterat hun var bleven min Forlovede og senere min Hustru, bebreidet jeg mig ofte, at jeg saa slet havde benyttet den Anledning, jeg i Christiania havde havt til at være sammen med hende, og nu, da hun er borte, falder denne Selvbebreidelse dobbelt tungt paa meg.

      Fra Christiania gjorde hun i Følge med Hanna og sin broder Frederik Juleaften 1848 en Tour til Ringerike, hvor hun efter Indbydelse besøgte daværende Procurator, nu Sorenskriver Zeiers familie, med hvem hendes Forældre under sit Ophold dersteds havde pleiet daglig Omgang, og i hvilken hun paa Grund af den aabne Venlighed hvormed hun blev modtagen, og den udmærkede Gjæstfrihed, hun nød, snart lærte at betragte sig næsten som hjemme, saamegetmere som hun i Husets unge elskværdige Datter fik en hjærtenskjær Veninde. Julebesøget blev derfor temmelig langvarigt (indtil de første Dage af Februar), og desuden ud paa Sommeren (i Juli Maaned ) efterfulgt af et fornyet Besøg. Hendes Ophold i denne Familie, saa rigt paa kjære Barndomsminder og forskjønnet ved alle de Glæder, som daglig Omgang med elskværdige og dannede, fordetmeste unge Mennesker af begge Kjøn og en rig Afvexling af selskabelige Fornøielser kan skaffe en ung Pige, skulde dog tilføie hendes Hjærte et Saar, som hun silde, om nogensinde forvandt. Uden at være sig selv den afgjørende Grund fuldkommen bevidst, afslog hun her en Kjærlighedserklæring fra en ung Mand, der i Besiddelse af en ualmindelig Aandsdannelse og Dygtighed nød ikke blot hendes, men Alles høieste Agtelse, og som ovenikjøbet kunde støtte sit Ægteskabstilbud til glimrende Fremtidsudsigter. Som et mærkeligt Vink fra den usynlige Magt, der førte Marenjohanne og mig sammen, anfører jeg efter hendes egne Ord, at netop mit Billede fremtraadte for hendes Sjel i det Øieblik, hun paa Ringerike meddeelte den anden sit Afslag, og det uagtet hun da selv ligesaalidt nærede nogen Kjærlighed til mig, som jeg paa nogen Maade havde røbet mine Følelser for hende.

      Den 28de September 1849 kom hun, efterat have benyttet sit Ophold i Christiania, blandt Andet til at erhverve Uddannelse i Modepynt og i Musik (fornemmelig Sang, hvori hun tog Information hos Fru Hoff), tilbage til Molde. Jeg havde da efter min Hjemkomst allerede været her i 3 Maaneder, fungerede som Adjunct ved Skolen og boede i mine Forældres Huus. Vel mindes jeg den første Anledning, ved hvilken jeg her igjensaa Marenjohanne og hvilket fordeelagtigt Indtryk hun da atter gjorde paa mig. Fælles Deltagelse i Selskabslivet førte os jævnlig sammen, især i det nylig stiftede musikalske Selskab, der i den første Tid afholdt sine ugentlige Prøver og sine Soireer i den samme Stue , som havde været Scenen for vor Barndoms Fridandse og som af Marenjohannes Forældre velvillig var bleven Selskabet overladt til Afbenyttelse. Her spillede hun Pianoforte og sang saavel i Chor som fornemmelig Duetter; hendes Stemme, skjønt egentlig ikke stærk, gjorde sig dog altid behageligt gjældende paa Grund af sin Reenhed, og dens Omfangsrighed tillod hende, alt efter Behovet, at overtage saavel Sopran- som Altpartier.
      I Duetter maatte hun som oftest synge Sopran, navnlig i dem, hun udførte med Laura Dahl (senere Fru Dass) der var en decideret Altstemme, og disse Duetter vare i hiin Tid Selskabets Glandsnummere.
      De to Veninder, som ved det hyppige Samvær, Indstuderelsen af disse Duetter fremkaldte, knyttedes nærmere og nærmere sammen, anede ei dengang at de inden føie Tid skulde forenes endnu stærkere sammen ved Svogerskabs Baand og som vordende Huusmødre leve sammen paa det fælles Hjemsted. Ligesaalidt kjendte Marenjohanne den virkelige Grund til min stadige Nærværelse ved deres private Duetprøver, hvortil jeg i min Stilling som det musikalske Selskabs Directeur kunde paaskyde Berettigelse. Paa disse Sammenkomster fulgte som oftest en fælles Spadseretour, og lidt efter lidt modnedes nu den Kjærlighet, som jeg trods mine Bestræbelser ikke havde kunnet holde ganske skjult for hende og som jeg endelig aabent erklærede hende den 6te Februar 1850, hvorpaa jeg øieblikkelig fik hendes Ja. Forlovelsesdagenes Glæder, selv om de kunde skildres, ere for hellige til at afsløres; jeg iler derfor hurtig hen over de nu følgende 3 Aar, hvori hver enkelt Dag lærte mig nøiere at kjende min Marenjohannes Elskværdighed.
      Fordetmeste tilbragte vi sammen al den Tid, som levnedes mig fra mine Lærerforretninger. I følgeskab aflagde vi et Besøg i Aalesund hos en Familie af mig. I Sommerferierne 1851, den 8de Juli, tiltraadte jeg en Tour til London, og traf paa Hjemreisen min kjæreste i Christiania, hvorhen hun 3 Dage efter min Afreise fra Molde for ved en Reises rekreerende Indflydelse at søge modvirket en Blegsot og dermed i Forbindelse staaende Brystsvaghed, hvoraf hun i nogen Tid havde lidt. Ogsaa paa denne Reise til Christiania havde hun været ledsaget af Cousinen Hanna, som atter, fra 20de Septbr. 1850 havde været i Besøg paa Molde og her var bleven forlovet med sin nuværende Ægtefælle. Ved min Afreise fra Christiania, hvor jeg kun opholdt mig 5 Dage og hvor Marenjohanne havde indført mig i sine og jeg hende i mine Bekjendtskabskredse, ledsagede hun tilligemed Hanna, sin bror Frederik og min Broder Ludvig mig til Skiftet Skrimstad, hvorhen vi reiste i Vogn, da Jernbanen endnu ei var kommen i Stand.
      Marenjohanne kom fra Christiania, hvor hendes Helbred var bleven restitueret, den 23de Septbr. hjem igjen til Molde, ledsaget af Hannas Forlovede, der havde været min Reisefælle til London. Hun var selv af den Formening at Luften, og især Vandet i Christiania havde en særdeles gavnlig Indflydelse paa hendes Sundhed; ogsaa under sit første Besøg i Farbroderens Huus havde hun befundet sig særdeles vel, hvorom hendes friske og fyldige Udseende ved Hjemkomsten vidnede.

      Næste Aar, 1852 den 8de Marts, tiltraadte Marenjohanne i Følge med Broderen Gottfred atter en Reise til Christiania, hvorfra hun den 19de samme Maaned at have overværet Hannas Bryllup, den 22de fortsatte Touren til Kjøbenhavn, hvorhen hun ankom den 27de Marts og hvor hun den 7de Mai overvar Gottfreds Bryllup med Clara Bützow, en Svigerinde hun snart lærte at agte og elske som Søster. Denne Reise var med alle sine Behageligheder, hvoriblandt Opholdet i Svigerindens Hjem og Glæden af at lære personlig at kjende sin Faders og Claras familie i Kjøbenhavn og at see Livet i Danmarks Hovedstad, dog forsaavidt uheldig for Marenjohanne, som hun paa en yderst besværlig Landreise gjennem Sverige fra Gøteborg til Helsingborg i streng Vinterkulde paadrog sig en Forkjølelse, der tvang hende til i nogle Dage at holde Sengen i Kjøbenhavn.
      Den 21de Mai kom hun tilbage til Molde i Følge med Gottfred og Clara samt sin Fader, der paa Tilbagereise fra Hamburg ligeledes havde overværet Sønnens Bryllup. Jeg var fra Molde reist dem imøde, men paa Storfjorden havde vi havt det Uheld at omfares uden at see hverandres Baade, hvorom jeg ikke fik Underretning, førend jeg havde naaet næsten til Veblungsnes; og først den næste Dags Morgen traf jeg Marenjohanne inde ved Lergrovig, idet hun i den Tro, at jeg kom Landeveien, havde tænkt at møde mig, medens jeg havde taget til søs til Molde.
      Vi havde nu været forlovede i over 2 Aar, og begyndte stærkt at forberede os til Giftermaalet, som jeg nu saa mig i Stand til at fastsætte til næste Foraar. Vel havde vi allerede saa smaat forsynet os med lidt Indbo; blandt Andet kan jeg erindre, at jeg kort efter at vi var blevne forlovede, havde kjøbt en Fladbrødkjævle, som dog aldri kom i Brug, fordi Bagstekonen, naar hun bagede Fladbrød i vort Huus, her som andre Steder medtog og brugte sin egen tilvante Kjævle. Men de vigtigere Anskaffelser stode dog endnu tilbage, deriblandt Sengklæder, Dækketøi, Gardiner og Andet deslige, som skal syes. Alt Saadant vilde da Marenjohannne selv istandbringe og hun arbeidede troligt derpaa fra Morgen til Aften med en Flid, som ofte bragte Forældrene og mig til at minde hende om Hensynet til Helbreden.
      Under dette hendes Arbeide tilbragte jeg oftest Eftermiddagen og Aftenen ved hendes Side og assisterede hende i hvad jeg kunde udrette, og begge glædede vi os næsten som Børn, hver Gang et nyt Stykke var bleven færdigt. Navnlig var det en stor Fest for os, da hun havde lagt den sidste Haand paa et hvidt, hæklet, stort dobbelt Sengetæppe, hvorpaa hun havde anvendt Uger og Maaneder.
      Jeg havde paa min Side anskaffet Møbler og andet Huusgeraad, og om Vinteren leiede jeg fra 14de April 1853 Beqvemmeligheder i daværende Skibscaptaine Lies nye, beqvemt indrettede og smukt udstyrede lille Gaard oppe i Kirkebakken (Matr.No. 55). Vi skulde have hele Bygningen til Disposition, indeholdende 5 Kakkelovnsværelser, foruden Kjøkken, Pigekammer og ydre Beqvemmeligheder for en Leie af 35 Spd. aarlig. Kort efter havde vi da bestemt hvorledes hvert Rum skulde benyttes og lagt Planen til den fuldstændige Møblering.

      Under saadanne Sysler løb Vinteren hurtigt, og Brylluppet blev fastsat oprindelig til 13de April, mine Svigerforældres Bryllupsdag, men da Marenjohannes broder Gottfred til den Tid ikke kunde naae hjem fra en Udenlandsreise, hvorpaa han befandt sig, omberammedes Dagen til den 24de April, en Søndag. Klar og sommervarm fremskinnede endelig den længselsfuldt forventede Dag, Gottfred kom om Formiddagen og Alt var færdigt. Mathilde Pettersen i Forening med de to Brudepiger, Maren Johannes Barndomsveninder, daværende Trina Rechdal (nu Fru Lind), og Sara Gørvell (nu Fru Greger) havde pyntet Bruden. Hendes Dragt var simpel, men fiin - hvit klar Bobinetskjole med hvidt Slør over Myrtekrandsen: ikke engang som Brud vilde hun svigte det Princip, hun hyldede og i sit hele Liv gjennemførte Tarvelighed i Klædedragt; (af Guldstads bar hun sjælden andet end sin Forlovelsesring; hun havde ikke engang, som de fleste af hendes Veninder, Huller i Ørene til Ringe). Kl. 2 om Eftermiddagen rullede det store Vogntog afsted fra Brudehuset foruden Brudeparret og Brudepiger, Forældre og de talrige Søskende paa begge Sider samt Andre af de nærmeste Slægtninge; de fjærnere staaende Bryllupsgjæster, paa nogen faa Familier nær saagodtsom alle Byens conditionerede Indvaanere, vare tilsagte til Møde i Kirken. Denne var af Brudens Veninder festligt udsmykket, Sangen udførtes af et indstuderet Mandschor af Brudeparrets Venner, og efter en gribende Tale forrettedes Vielsen af den alderstegne Præst, Provst Deinboll, der i sin Tid havde confirmeret os begge. Hjemkomne til Brudehuset modtoge vi den hele Bryllupsskares Lykønskninger, hvorpaa man begav sig til Middagsbordet. Her havde Venskab beredt os en ny Overraskelse i nedenstaaende to af Adjunct P. G. O. Dørum og Corpslæge Chr. Smith forfattede Sange, der i elegant utstyrede Exemplarer fandtes omlagte ved hvert Couvert, og som ved Bordet bleve afsungne af samtlige Gjæster, saa mange, baade Damer og Herrer, som kunde synge.

      Sange ved Adjunct Alexander Brinchmanns og Jomfru Maren Johanne Hoffmanns Bryllup den 24de April 1853.

      Mel. For Norge Kjæmpers Fødeland.
      1.
      Da I for Altret knælede
      En Lysets Alf var inde
      I Eders Bo og levnede
      Hva vist I der vil finde.
      Gid selv den Skat fra Himmelen
      I silde bære hjem igjen !
      Thi holde I kun fast ved den,
      Som Leg vil Livet svinde.
      2.
      Det er en kostbar Ædelsteen :
      O, Hvor dens Straaler tindre !
      Et Kors med Farve sølverreen
      Fremskinner fra dens Indre.
      Den Steen, som hedder : M u n t e r t S i n d
      I N ø i s o m h e d bør fattes ind :
      Og havde I end Jasons Skind,
      Da var dets Værd vel mindre.
      3.
      En Plante fiin staaer tæt derved,
      En Blomst af Edens Have,
      Og Blomsten kaldes : H u u s l ig F r e d,
      Er Himlens bedste Gave.
      Med varsom Haand den kjærlig plei,
      Den da for Eder visner ei,
      Og saares I paa tornet Vei,
      Af den I Balsom have.
      4.
      Saa deiligt lyser Brudekrands,
      De fagre Lokkers Smykke :
      Vi see i Haabets Straalekrands
      Vor Brinchmanns Fremtidslykke :
      Thi K j æ r l i g h e d er Glædens Lyst
      Og Kjærlighed er Sorgens Trøst.
      Gid mange Aar du til dit Bryst
      Din elskte Viv maa trykke ! ! !

      Mel. Vær du kun rolig, du skal gaa fri."
      1.
      Nu har I ventet i trende Aar
      - de var jo vistnok lange -
      men naar i dag I hinanden faaer,
      kan I ei meer forlange.
      2.
      Jeg selv har gaaet i hele ni
      - tro mig, det var for mange -
      og ventet paa, at jeg skulde i
      Ægteskabshavn anlange.
      3.
      Jeg lærte dengang den Kunst at spaae,
      for at fordrive Tiden.
      Nu skal I deraf Profiten faae,
      Takken faaer jeg nok siden.
      4.
      Jeg seer i Aanden nu Parrets Hjem
      - Kjærligheds lille Eden -
      der kommer Lykken og kroner dem
      med alle Goder herneden.
      5.
      Ja rigtig er det et yndigt Hjem
      - inderlig peent og propert -
      det passer netop saa vel for dem,
      smagfuldt og smukt og sobert.
      6.
      Men skjønt det ret er et deiligt Huus
      - Vægge med Glandstapeter -
      er der ei Rum dog for Suus og Duus,
      og ei for store Fêter.
      7.
      Nei smaae morsomme Vennelag
      vil der i stedet vanke,
      Munterhed og Musik og Smag
      og lidt fornuftig Tanke
      8.
      Om ei jeg feiler - et Aar i dag,
      - lyver vel Almanakken ?-
      da staaer det netop et saadant Lag
      midt op`i Kirkebakken.
      9.
      Men Bakkehuset blir snart for smaat,
      - Stakler I maa udvandre -
      dog faae I altid det saare godt,
      hvor I følge hverandre.

      Disse Sange bidrog ikke lidet til at forhøie den glade Stemning ved Bordet, og denne udstrømmede i en rig Afvexling af Skaaltaler. Efter Middagen, der indtoges i 2den Etage, fordeelte Gjæsterne sig i de nedre Værelser og udenfor Huset, hvor den deilige Sommerdag tillod selv de Ældre at færdes uden Overtøj. Ud paa Aftenen dandsedes atter i de gamle Fridandses minderige Stue, og, som rimeligt kunde være, var Bruden Ballets lykkelige Dronning.
      Denne Dags glade Begivenheder, o hvor klart staae de for min Erindring, og dog hvor tungt falder det mig at fæste dem paa Papiret nu, efterat jeg har fulgt min unge Hustru til Graven. Fortid og Nutid med sine skjærende Modsætninger storme for voldsomt ind paa mig til at min Skildring kan formaae at give et endog nogenlunde anskueligt Billede af den Lykke, hvorom jeg nu alene kan sige: den har været. Derfor - hvor gjerne jeg end ønskede at dvæle noget længere ved dette det betydningsfuldeste Afsnit i min Marenjohannes Liv, den Dag, der førte hende ud fra Forældrehjemmet for at skabe hende et nyt Hjem, jeg tør ikke engang forsøge paa i sammenhængende Fremstilling at gjengive de Betragtninger, som Tilbageblikket paa hiin Tid fremkaller.
      Ledsagede af Forældre og Søskende paa begge Sider begave vi os efter endt Bryllupsgilde til det lille Huus i Kirkebakken, som vor Bryllupssanger med altfor smigrende Hentydning har kaldet "Bakkehuset". Her stod Alt saa blankt og nyt lige fra Kjælderen til Mørkeloftet og Bordet i vort Stadsværelse overlæsset med rige Gaver, Kjærlighedsgaver fra Slægt og Venner. Alle disse Gjenstande maatte naturligviis beskues og beundres endelig bleve vi ladt ene for sammen med Tjenestepigen at udgjøre den hele Befolkning i Huset, vi to, som hver i vort Hjem havde været vante til at omgives af saa mange Kjære. Og dog følte vi os ei forladte: vore Forældre og de allerfleste af vore Søskende vare os jo saa nær, og i Tillid til den Almægtiges Bistand og i den gjensidige Kjærlighed til hinanden følte vi Kraft til at gaae det nye Liv imøde, som nu skulde udfolde sig for os.
      Det var en deilig Sommer paa Molde hiint Aar, og i den herlige Natur, der lokkede os ud fra vort koselige Hjem, henrandt mange af vore Fristunder, naar de ikke optoges af de selskabelige Glæder, som Slægtninge og Venner kappedes om at berede de Nygifte.

      Vor Bolig havde ingen store Værelser og Rummet tillod os ikke at see mange Gjæster udenfor vor nærmeste Familie samlede paa een gang hos os: men ligesom Forældre og Søskende og vore daglige Omgangsvenner ofte uden Indbydelse besøgte os, saaledes havde vi naturligviis Lyst til efter Ævne at gjengjælde den os viiste Gjæstfrihed i saa stor Udstrækning som muligt. Kun nogle faa Dage efter Brylluppet havde vi derfor samlet et Herreselskab, saa stort som vi kunde modtage, og jeg har ikke glemt den næsten barnagtige Glæde, Maren Johanne som Vertinde følte saavel under Forberedelsen hertil, som da Alt var færdigt til Gjæsternes Modtagelse, og da hun ved Aftensbordet fik Anledning til at fremvise de der opstillede fra forskjellige af Gjæsterne som Brudegaver skjænkede Service-Gjenstande; vi havde ogsaa den Tilfredsstillelse, at Selskabets Munterhed udtalte sig gjennem de fra Bryllupet gjentagne Skaaler og Sange. Disse reproduceredes atter og atter i de mange Selskaber, som Slægt og Venner holdt for os.
      Ja det var glade Dage, glade for os ikke blot ved Nydelsen af vor egen og vore Nærmestes Lykke, men ogsaa paa Grund af den almindelige Velgang og Trivsel, der i hine Aar var utbredt over den hele By. Skjønt mine Indtægter vare smaa, tillod dog en sparsommelig Huusholdning og Billigheden af de fleste Nødvendighedsartikler os at leve uden Savn og uden Næringssorger; vor Helbred var jævn god, om end ikke stærk; vort Arbeide lyktes; vi saae os omgivne af Kjærlighed og Venskab. Derfor kan ublandet Glæde falde i Dødeliges Lod, saa faldt den i vor, og der hengik heller ikke nogen Dag, uden at vi opsendte vor fælles Taksigelse til al Godhets Giver.

      Næste Aars Sommer, den 6te Juli, blev Marenjohanne Moder; medens jeg om Eftermiddagen paa Skolen sat beskjæftiget med Deeltagelsen i Charakteercensuren efter endt Hovedexamen, fik jeg et Iilbud om at hun havde født en velskabt, trivelig Datter, og da jeg naaede hjem, laa hun allerede med Barnet ved Siden begge i et efter Omstændighederne lykkeligt Velbefindende, uagtet Fødselen havde været temmelig haard. Smilende under Taarer lykønskede hun mig som Fader, og modtog igjen mine Lykønskninger, medens vi i Forening med hendes Forældre, der begge havde assisteret under Fødselen, nedbad Himlens Velsignelse over Barnet. Afkræftet som hun var, kunde hun ikke blive mæt af selv at betragte Barnet og at fremvise det for mig, og dog var det, ligesom hun led under Trykket af en Skuffelse, for hvilket hun endelig skaffede sig Luft, idet hun, slyngende Armene om min Hals, udbrød: "Men du havde dog været endnu gladere, Alexander, hvis det havde været en Søn". Vel kunde jeg ikke nu fornægte det Ønske, som jeg herom i tidligere Samtaler med hende havde yttret, men hun beroligedes dog snart i denne Henseende ved mine Bemærkninger, der stemte saa vel med hendes egne Anskuelser, at det ikke sømmede sig for os herom at gaae i Rette med Gud, der baade altid havde været os saa god og nu havde ladet os føle Forældreglædens Velsignelse, og at vi, hvis han vilde skjænke oss flere Børn, vel ogsaa turde haabe at see opfyldt vort Ønske om at faae en Søn. Marenjohanne vilde nødig, at jeg skulde forlade hende den Aften; jeg udvirkede derfor Permission fra Skolen og blev siddende hos hende, indtil jeg fandt det raadeligst at fjerne mig for at skaffe hende Rolighed til Hvile og Søvn.
      Jeg ilede ud i Byen til Slægt og Venner, der alle mødte mig med Lykønskninger, men jeg havde ikke Ro til at opholde meg længe paa noget Sted udenfor Hjemmet, hvorhen jeg derfor snart igjen søgte tilbage og fandt Maren Johanne endnu søvnløs og begjærlig efter at modtage alle de Hilsener, jeg bragte hende, og at høre hvad Enhver havde sagt om det Passerede o.s.v.; for ikke at anstrænge hende for meget, maatte jeg fatte mig saa kort som muligt og dog bidrog maaske ogsaa denne Forstyrrelse sit til, at hun hele den første Nat ikke fikk Søvn, uagtet hendes Moder vaagede over hende og Barnet med den samme Kjærlighed, Agtpaagivenhed og Udholdenhed, som hun altid har offret sine Kjære og ikke mindst den Datter, der ved Beatas Død, var bleven hennes eneste. Da efter et Par Døgns Forløb Søvnen havde indfundet sig, gik Alt saa regelmæssigt og naturligt, som ønskes kunde; baade Moder og Barn kom sig synligt Dag for Dag, og ved Moderens Bryst indsugede Barnet den samme sunde og rigelige Næring, hvorpaa hun havde Overflod til alle sine Børn. For Enhver som selv har været Moder, og for Enhver, som har kjendt Marenjohanne og været Vidne til den opoffrende Kjærlighed, hvormed hun i Forhold til Alle, der stod hende nær, og vel meest til sine Børn ofte glemte det tilbørlige Hensyn til sig selv, vil det være overflødigt at skildre den Ømhed, hvormed hun pleiede sin Førstefødte og for Andres Læsning ere heller ikke disse Blade bestemte. Hjemmets Glæder havde faaet en ny Skjønhed for hende som for mig, og det lille uskyldige Væsen, der var bleven os anbetroet, havde knyttet det Kjærlighetsbaand, der allerede før forenede os, om muligt endnu fastere.

      Efter Almanakkens Navn paa den Dag, da Barnet var bleven født, kaldte jeg den lille Datter "Dion", et Navn som dog, og det ikke blot paa Grund av dets masculine Form, ikke behagede Marenjohanne, der hellere brugte sine egne Kjælenavne som "lille Bassa" og Lignende, hvilke da ogsaa jeg snart adopterede. Havde der hidtil fundet nogen Uenighet eller Uovereensstemmelse i Anskuelser Sted mellem os, da var denne altid og let bleven udjævnet fornemlig ved Marenjohannes Eftergivenhet; nu da den Tid nærmede sig, at "lille Bassa" skulde døbes, reiste der sig mellem os en Meningsforskjel, som dessværre skulde have mere blivende Følger. Maren Johanne havde ønsket at opkalde Barnet efter en af Bedsteforældrene, navnlig sin egen Moder; jeg fandt at en saadan Opkaldelse, især for Døttre, havde liden Betydning, og ønskede at give Barnet et gammelnorsk Navn, f. Ex. "Aagot"; jeg havde ogsaa fra en Ven, der er vel hjemme i Fædrelandets gamle Sprog og Historie erhvervet en Fortegnelse over saadanne Navne; han havde ved Siden af andre foreslaaet "Gro", "Thurid", "Ingrid". Disse vare imidlertid for Marenjohanne og, jeg tilstaaer det, ogsaa for mig saa lidet tiltalende, at min Beslutning var bleven rokket, da heller ikke "Aagot" fandt Marenjohannes Bifald. Jeg gjorde dog endnu et Forslag, Marenjohanne gav efter, og det blev besluttet at Barnet skulle hedde "Ragnhild".
      Jeg har omtalt denne lille Begivenhed, som dog paa ingen Maade foranledigede nogen uvenlig eller bitter Yttring fra nogen af Siderne, ikke blot for at fremstille et Beviis af de mange paa den Eftergivenhed, hvormed Marenjohanne, naar jeg havde en for hende afvigende Mening, opoffrede sin egen Interesse, men ogsaa for at vidne om den Selvbebreidelse, hvormed min Paastaaelighed ved hiin Anledning straffer mig nu, da jeg ikke har Mere tilbage af hende, ikke engang hendes kjære Navn, som jeg dog sandsynligvis vilde have havt bevaret, i vor tredie lille Datter, hvis de to ældste efter hendes Ønske vare blevne opkaldte efter Bestemødrene.

      Til den Fest, hvormed vi vilde feire Ragnhilds Daab, kunde vi. som sædvanlig paa Grund av vort indskrænkede Huusrum, ikke indbyde alle de Kjære, vi ønskede, da alene Forældre og Søskende tilligemed Præstens Familie og Vert og Vertinde udgjorde et temmelig talrigt Selskab; og da vi ikke ved Indbydelsen til Faddere vilde tilsidesætte nogen af vore Forældre eller Søskende, bleve vi enige om at indbyde dem alle, saa mange som vare confirmerede og tilstede i Byen; saaledes fikk Ragnhild 10 Faddere, nemlig foruden de 4 Besteforældre Marenjohannes Søskende Gottfred med Hustru og Ivar, samt mine Brødre Harald, Ludvig og Frederik; min Moder bar Barnet ved Daaben, der forrettedes i Kirken den 14de Septbr. 1854 af Provst Deinboll.

      Ved den forandrede Stilling som Moder havde Marenjohanne naturligviis ikke blot faaet sit Arbeide forøget, men hun havde ogsaa i Barnet erholdt et Selskab, som forkortede hende den ledige Tid, og foraarsagede, at hun ikke længere saa meget som før kunde deeltage i Adspredelser udenfor Huset eller beskjæftige sig saa meget med Musik som før, især da Pianofortet havde sin Plads paa et Kammer, der laa fjernet fra vore Dagligværelser. Ved Vinterens Nærmelse blev vistnok Pianofortet, som vi ikke kunde savne, flyttet ned i Dagligstuen, men hendes Spil blev dog jævnlig forstyrret deels ved Barnets Pleie, og deels ved dets Søvn, medens vi til andre Tider glædede os over den Opmærksomhed og Interesse, hvormed Barnet allerede tidlig syntes at lytte til tonerne. Forøvrig bragte naturligviis hver Dag nye Glæder gjennem de Fremskridt, som Barnet fra Tid til anden røbede, Fremskridt, som hos den Førstefødte vistnok altid vække meest Opmerksomhed.

      Ud paa Efteraaret fik Ragnhild fra min ovenomtalte ven, der havde foreslaaet hende kaldt "Gro" o.s.v. tilsendt som Foræring en sort halvblods Newfoundlænder, der angaves at være født omtrent paa samme Tid som Ragnhild og hvis Fødselsdag derfor senere blev høitideligholdt sammen med Ragnhilds. Hunden, der lød, og endnu lyder navnet "Vægter", fortjener at nævnes i Marenjohannes Mindeblade, ikke blot som et Vidne om den Kjærlighed hvormed hun behandlede den saavelsom ethvert andet Huusdyr - hun glemte den ikke noget Maaltid med Mad; hun pleiede den, naar den var syg, hun lukkede den ind i et varmt Rum, naar det var for koldt om Vinteren -. men ogsaa for den Troskab, hvormed denne lønnede denne Kjærlighed, saavel ved at værne om Huset og Børnene, hvem den stedse har ledsaget paa deres Spadsertoure, som ved troligt at følge sin Herskerinde, naar og hvorhen hun vandrede, ogsaa paa den sidste Vandring til Graven.
      Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at gjengive et Træk, der tydelig synes at røbe en høi Grad af Forstand hos dette Dyr og for hvis Sandhed jeg tør indestaae. Den var endnu ikke ganske fuldvoxen, da den en Dag havde omspredt paa Kjøkkengulvet en Mængde Fjær af en Støvevinge, som den havde iturevet. Da Kokkepiken kom til og saa hvad den havde gjort, skjændte hun paa den, hvorpaa den strax gav Tegn til at ville ud; hun lukkede op for den, men kun faa Minuter efter kom den tilbage, og kradsede udenfra paa Døren; neppe var denne bleven aabnet, førend Vægter stak Hovedet ind; bærende mellem Tænderne en anden Støvevinge, som den formodentlig havde hentet i Nabolaget og som den ligesom til Erstatning for den iturevne kastede ind paa Kjøkkengulvet. Da vi fikk "Vægter", havde vi allerede et Aars Tid havt en anden mindre Hund, som Marenjohanne havde stelt med næsten som med et Barn; men da vi ikke vilde føde to Hunde og Vægter blev foretrukken af Hensyn til Giveren og paa Grund af sin Størrelse, gave vi den mindre bort; Marenjohanne græd, da den førtes ud af Huset, men havde dog den Glæde at vide den i en kjærlig Pleierskes Eie.

      Vi boede i Lies Gaard til 15de Octbr. 1855, da vi flyttede til Farver Olsens nye Leiegaard paa Røisen (Matr.No. 214). Vi bleve derved Naboer til mine Forældre, fik alle vore Værelser til Solsiden og en herlig Udsigt, medens vi før havde manglet baade Sol og Udsigt, og erholdt et meget større Locale; men Marenjohanne fjernedes fra sit Forældrehjem der laa i den motsatte Ende af Byens lange Gade. Dette bevirkede da ogsaa at hun saa meget sjældnere kunde besøge sine Forældre samt Pettersens, hvis Dør hun paa Besøg til hine sjælden gik forbi og hvor hun saavelsom jeg fremdeles nød den samme venlige Modtagelse og Gjæstfrihed som før og senere; dog hun havde ikke alene nok at gjøre i sit eget Hjem, men hendes Arbeide forøgedes snart, da hun den 27de Marts 1856 (Kl. henved 12 om Natten) fødte vor andre Datter.
      Da dennes Daab var bleven fastsat til den 25de Mai næstefter, lod jeg Marenjohanne raade og blev Barnet kaldt "Louise" efter min Moder, som ved den Tid var saa syg, at man frygtede for hendes Liv, hvorfor vi vilde søge hendes Navn bevaret. Louise blev ved Daaben, der forrettedes av Provst Deinboll, baaret af Mathilde Pettersen, de øvrige Faddere vare Hanna Jervell og Anna Rechdal (senere gift med min Broder Harald) samt Rector (nu Toldkasserer) J.O.Horn, Corpslæge Christen Smith og Cand. jur. (Overretssagfører) L.Daae.
      Paa Grund af det større Locale kunde vi ved denne Barnedaab see hos os saagodtsom alle vore Venner og Bekjendte, blandt dem ogsaa Nathalie Bützow, Clara Hoffmanns Søster, som i dette Aar besøgte Molde.

      Vor Huusstand omfattede nu det dobbelte Antal Personer af hvad den udgjorde det første Aar: vi havde to Børn og to Tjenestepiger; paa samme Tid vare de fleste Næringsmidler og andre Nødvendighedsartikler stegne til en her før ukjendt Priis og vedblev fremdeles at stige, medens mine Indtægter bleve staaende paa omtrent samme Trin. Følgen heraf var, at vi, trods al Økonomi, begyndte at trykkes af Gjæld og Næringssorger; mangen Aften, naar Børnene var bragt til Hvile, sade vi i alvorlig Samtale, bekymrede for Fremtiden; ja jeg omgikkes for fuldt Alvor med den Plan at opgive min Embedsstilling, der i pecuniær Henseende var saa lidet tilfredsstillende, og at gaae over til Handelsstanden, der syntes saa glimrende; da indtraf om Vinteren i Decbr. 1857 den store Handelscrisis; ved den betoges mig enhver Lyst til at blive Kjøbmand, og synet af den Forlegenhed, der rammede de Handlende ogsaa paa dette Sted, vakte os til Erkjendelse af det Fordeelagtige ved en sikker, omend mindre Indtægt.

      Vi deeltoge fremdeles i Præstationerne i det musikalske Selskab, af hvis Bestyrelse Marenjohanne saavelsom som jeg oftere vare Medlemmer. Dette Selskab fik forøget Interesse ved de dramatiske Øvelser, som til Afvexling med de musikalske i 1856 der vare blevne indførte, og saavel Marenjohanne som jeg overtoge Roller i de Smaastykker, som bleve spillede, og af hvilke især Hertz`s "Audiencen" gik meget godt (den 4de Jan. 1857).

      Den 14de April 1857 flyttede vi igjen midt ind i Byen, til daværende Dreyers Gaard (Matr. No. 95), hvor vort Locale atter blev meget indskrænket, da der af de 6 Værelser ikke var eet nogenlunde rummeligt.
      Dette Aars Sommer tilbragte Marenjohanne med Børnene 14 Dage paa Gaarden Friisvold i Eidsbygden, hvorhen jeg fulgte dem, idet vi paa et svensk Dampskib gik til Veblungsnes den 24de Juni, og hvorfra jeg atter afhentede dem den 6te Juli, efterat jeg i Mellemtiden havde udført min Andeel i Examen. Men dette Ophold paa Landet skaffede ikke Marenjohanne den paaregnede Nydelse, da Veiret den hele Tid var ualmindelig koldt og stormfuldt. Ikke før var hun kommen hjem igjen, før Louise fik en voldsom Lungebetændelse, hvorunder hendes Liv et par Dage svævede i Fare, og som afløstes af en langvarig Kighoste, der ogsaa angreb Ragnhild.
      Næringssorgerne trykkede fremdeles, vore smaa Børn vare farligt syge og Marenjohanne ventede sin tredie Nedkomst; under disse Lidelser viiste hun dog en Styrke og Udholdenhed, der vidnede om at hun var i Besiddelse af en høi Grad af baade Sjels- og Legemskraft; herpaa fik jeg mange Gange gjentagne Beviser i den følgende Tid, og bestyrkedes derved i det Haab, som jeg nærede ligetil hendes Død blev mig meldt, at hun vilde komme til at nyde et langt Liv.

      Den 19de Novbr. ( Kl.6 Eftmdg.) forløstes hun med den 3die Datter, som den 8de Januar næstefter blev døbt av min Broder Ludvig, daværende personel Capellan, i nærværelse af følgende Faddere : Bedstemoderen Hanna Hoffmann, (der bar henne ved Daaben), Jomfru Anne Bruun Taarvig og min Søster Louise, samt min Fader, Morbroderen Frederik og mig selv. Vi maatte atter af Hensyn til det indskrænkede Locale gjøre Fadderstadsen saa simpel som muligt. Denne Gang fikk da Marenjohanne sit Ønske opfyldt, da Barnet erholdt Mormoderens navn "Hanna".
      Da Hanna saavelsom da Ragnhild blev født, var jeg fraværende ude i Byen; de øvrige Børns Fødsel har jeg overværet og derved hat Anledning til at beundre Marenjohannes Ævne til at beherske sig under Smerten, idet hun baade før og under Forløsningen næsten ikke lod en Lyd høre.
      Hun var endnu ikke saavidt restitueret efter Barselsengen, at hun kunde deeltage i min Broder Haralds Bryllup den 3die December.

      Den 14de April 1858 maatte vi atter flytte og fik da Bolig i Consul Jac. Jervells nyinrettede Leiegaard (Matr. No.108). Beqvemmeligheden var ikke stor, men inneholdt dog rummeligere Værelser end den, vi havde forladt, og var idetheletaget ret comfortabel paa Kjøkkenet nær, hvis slemme Damp ofte generede Huusmoderen.

      Dette Aar har jeg at takke for at jeg endnu har et synligt Billede af Marenjohanne: vistnok havde hun i Christiania som ung Pige ladet seg daguerrotypere; men, hvad enten det nu var hendes eller Daguerrotypistens Skyld, Billedet var og er temmelig mislykket. I 1858 blev hun igjen daguerrotyperet paa een Plade med mig og Smaapigerne, og dette Billede af hende er det bedste, som nu haves; thi paa en Gruppe, som indbefattede os begge sammen med vore Søskende (med Undtagelse af hendes Broder Reinholdt og mine Brødre Hagbarth og Frederik) og de to Svigerinder Anna og Annette, og som blev taget i 1860, er atter netop hendes Billede uheldigt. Hvad skulde jeg ikke nu have givet for at faae et veltruffet Billede af hende ! Saalenge hun levede og jeg havde Originalen for mig, fandt jeg det, sikker i min Tro paa, at hun vilde overleve mig, altid tidsnok at erhverve et saadant. Dog det blev for seent !

      For at fuldstændiggjøre Billedet af hendes Ydre og fornemmelig til Efterretning for vore Børn, som vel ikke engang vilde kunne erindre sin Moders Udseende og hvem jeg hovedsagelig har havt for Øie under Nedskrivningen af disse Blade, tilføier jeg her følgende Oplysninger:
      Hun var temmelig høi af Væxt, og formeentlig var det Bevidstheden herom, der ofte gjorde hendes Gang noget fremludt, uagtet hendes Figur af Naturen var rank og ret, fri for ethvert Slags Skjævhed; uden Fyldighed, var hendes Legeme veldannet og proportioneret; Haaret lysebrunt, hverken meget langt eller rigt, men blødt og silkefiint; Øinene lyseblaa, med et ualmindelig skarpt og stærkt Syn; Hudfarven skjær og strax forraadende enhver Sindsbevægelse. I Forhold til den høie Væxt og kraftige Beenbygning vare Yderlemmerne ikke store, men hun var i Besiddelse af en ved legemligt Arbeide tidlig udviklet og senere vel vedligeholdt Muskelstyrke.

      I dette Aar (1858) kan jeg erindre, at Marenjohanne med mine Søstre fulgte mig paa en Fisketour til Fjelds; siden gjorde vi flere saadanne Toure sammen, og der gives faa Fjeldvande her i Omegnen, som hun ikke med mig har besøgt. St. Hansdag 1861 deeltog hun ogsaa med mine Søstre i Skoledisciplenes og Lærernes Tour til toppen af Fjeldet "Tusten", som ved denne Anledning blev barometrisk maalt, og befundet at være 2.250 Fod høit. Paa saadanne Toure som overhovedet paa Reiser var det en sand Fornøielse at have hende med; aldrig raadvild, stedse kjæk og udholdende paa Søreiser aldrig søsyg var hun altid selvhjulpen, og som oftest den, der paatog sig Bryderiet med sit Reisefølges Forpleining og opretholdt dets Mod, om en eller anden Ulempe tilstødte.

      I 1858 begyndte vore økonomiske Kaar at forbedres, da jeg ikke blot var naaet op til en ved Løns- og Dyrtidstillæg adskillig forøget Gage, men ogsaa havde faaet nogle Biindtægter; endnu lykkeligere vare dog de to følgende Aar, der mærkedes ved saa mange glade Begivenheder: 1859 ved mine Brødre Frederiks og Ludvigs Forlovelse (7de Januar, og en af de sidste Dage af Septbr), samt ved min Udnævnelse til Rector (den 22de Juni), 1860 ved Marenjohannes Broder Johannes Forlovelse med min Søster Louise (23de Januar), og ved vor førstefødte Søns Fødsel (2den Mai Kl. 2 2/3 om Morgenen).

      At Marenjohanne deelte den overvættes Glæde, hvormed jeg modtog Efterretningen om min Befordring til Rector ved den Skole, ved hvilken jeg selv i 8 Aar havde været Discipel, og derpaa i 10 Aar havde tjent som underordnet Lærer, ved Skolen paa mit og Marenjohannes Hjemsted, hvor vi begge havde vore Forældre og saa mange Søskende og saa mange Venner og Veninder om os, er vel oveflødigt at bemærke: mine Ønskers Maal paa Embedsbanen var naaet og hvad der glædede mig, glædede altid hende. Den Lykke vi følte var saa stor, at vi, især hun, længe ligesom ikke kunde blive fortrolig dermed; faa Maaneder i Forveien havde vi, Arm i Arm spadseret forbi Skolebygningen og for hinanden udmalet, hvor heldigt vi vilde ansee det for at være, om jeg om 10 Aar kunde naae den Forfremmelse, som jeg nu havde naaet. Dog ogsaa denne Rose havde Torne: jeg og Marenjohanne med mig maatte beklage, at jeg ved Befordringen var bleven foretrukken for en Medansøger, der ikke blot var min bedste Ven, men som ogsaa havde større Anciennitet og andre til Fortrin berettigede Qvalificationer at paaberaabe sig.

      Den 5te August 1859 flyttede vi ind i Rectorboligen, der vel i visse Henseender var rummelig, men hvad Indredning og Værelsernes Udstyr angik lod Meget tilbage at ønske Mangler, som dog for største Delen lidt efter lidt bleve udbedrede.

      Jeg kjendte Marenjohanne som ydmyg og fordringsfri; man kunde have troet at hun ved min Ophøielse kunde have røbet Noget af den Forfængelighed, som ofte fremtræder, navnlig hos Qvinden med hensyn til Livets ydre Comfort, Bohave, Klædedragt, Betjening o.s.v. Hos hende var der ikke Spor deraf, og lige til sin Død bevarede hun den Simpelhed, Tarvelighed og Nøisomhed, der altid havde udmærket hende.

      Da saa vor ældste Søn blev født, havde vi naaet Toppunktet af jordisk Lykke: vi havde fast intet uopfyldt Ønske tilbage. Han fik min Faders Navn "Christopher Bernhoft" og blev døbt den 27de Juni af Sogneprest Jervell. Hans Faddere vare : Laura Dass, Trina Lind, Annette Arveschoug og Nathalie Bützow samt Kjøbmand Peter Christian Hoffmann, Apotheker Westye Pettersen og Morbrødrene Johan og Reinholdt.
      Ved den Fest, hvormed Barnets Daab høitideligholdtes, udtalte Presten Jervell et Ønske, som dengang gjorde et stærkt Indtryk paa os og hvis Indhold i vore senere Samtaler tit og ofte var Gjenstand for vore Betraktninger, Ønsket om at Gud vilde skjænke vor Lykke Bestandighed og os Ævne til at nyde den paa den rette Maade.

      Dette Ønske kom, det veed jeg, fra et oprigtigt Hjærte og deeltes vistnok af vore øvrige, talrige Gjæster, men ak dets første Deel, hvor snart, hvor bittert blev det skuffet!. Uvilkaarlig har Grækernes Forestilling om Gudernes Misundelse paatrængt sig mig, hver Gang jeg har tænkt paa den Forandring i mit Livs Skjæbner, som den sidste Tid har medført. Den første af de Modgangs Dage, som Maren Johanne og jeg i vort Samliv skulde prøve, var den, da det opdagedes, at en ny, paa det Bedste anbefalet Barnepige, som vi havde fæstet, var besmittet, før hun tiltraadte sin Tjeneste. Hun havde allerede været i vort Huus et Par Uger, da Opdagelsen skeede og hun havde i denne Tid tildeels behandlet Børnene! Hvilken Forfærdelse! Ubeskrivelig Rædsel greb oss begge; ja der vare Stunder, hvori jeg frygtede for Maren Johannes Forstand! Dog Gud være lovet, saavel denne min Frygt, som vor Ængstelse for, at Smitten kunde været overført paa nogen af Børnene, viiste sig ugrundet; men de mange kummerfulde Dage, de mange søvnløse Nætter havde tæret paa vor Sundhet og lagde maaske den første Grund til den svagelige Helbred, hvorunder Marenjohanne senere ofte led, og til den Sygelighed, for hvilken jeg siden den Tid aldrig har været ganske befriet, og som virkede saa nedbrydende ikke blot paa mine, men derved ogsaa paa Maren Johannes Legemskræfter.

      Efter forgjæves at have søgt Lægehjælp her foretog jeg fra 22de April til 12te Mai 1861 en Tour til Christiania; hvor jeg consulterede en anseet Læge; men Ondet, en ubehagelig og ofte yderst generende Fornemmelse af Smerte i den venstre Side af Tungen i Forbindelse med nerveus Svækkelse, hævedes ikke. Den Skuffelse, som Marenjohannes Haab om at se mig helbredet vende tilbage havde lidt, i Forening med mit under Sygdommen lidende Humeur lode ofte føle, at der af alle jordiske Goder neppe er noget, som den lykkelige Indehaver nyder mere ubevidst og tildeels mere uskjønsomt end en god Helbred.

      I dette Aars Sommerferier (1861) skulde vor Beqvemmelighed undergaae Reparationer af en saadan Udstrækning, at den midlertidig blev ubeboelig; vi valgte da atter, som fire Aar tidligere at tilbringe Sommeren paa Landet og toge den 15de Juli med hele vor Huusstand afsted til Sætnes i Romsdalen, hvor vi havde betinget os Logis. For at tilsee Arbeidet i Skolebygningen, maatte imidlertid jeg efter et Par Dages Ophold paa Sætnes atter reise hjem til Molde, men modtog her kort efter Telegram fra Marenjohanne, at vor lille Hanna var bleven stærkt angreben af den i Bygden grasserende trondhjemske Halsesyge.

      Jeg havde seet saa mange Exempler paa Marenjohannes Ængstelse, naar noget var tilstødt Børnene, selv en tilsyneladende ubetydelig Upasselighed, og det her i Hjemmet, hvor hun altid, naar Noget stod paa, kunde see sig omgiven af al den Bistand, som kan tilveiebringes. Vel havde hun paa Sætnes hos sig sin trofaste, hengivne og erfarne Veninde Mathilde Pettersen, som med sine Børn ogsaa havde villet nyde godt af et Sommerophold paa Landet, men hun var dog fjernet fra mig, fra sin Fader, der altid havde været hendes og Børnenes ufortrødne Læge, fra sin Moder, til hvem hun under saadanne Omstendigheder altid tyede, fra Læge og Apothek, ude af sit vante Huusstel og den lille Hanna farlig syg.
      Jeg behøvede ikke Mere for at vide, hvordan hendes Tilstand var. Iilsomt skyndte jeg mig ind til hende, og traf hende Gudskelov noget beroliget, efterat hun havde ladet den fjerntboende Læge hente. Ved omhyggelig Pleie blev ogsaa Barnet saavidt restitueret, at vi allerede den 8de Aug. kunde beslutte os til, efter Lægens Raad at søge bort fra denne Egn, hvor Sygdommen fremdeles greb om sig, og drage hjem. Men Aftenen, før denne Beslutning blev iverksat, fik Hanna formodentlig som Følge af Overtrædelse af de diætetiske Forskrifter et nyt og endnu heftigere Angreb af Sygdommen, hvis Voldsomhet tiltog under Nattens Løb, men nu, da alle Reiseforberedelser vare trufne og vor vidtløftige Bagage indpakket, dog ikke hindrede os i at drage afsted med det syge Barn, især da vi haabede under Reisen at kunne pleie det tilstrækkeligt i Dampskibets Cahyt og ventede at faa Lægen i Tale paa et af Anløbsstederne.
      Dette sidste lykkedes vistnok ogsaa, men for Lægen, som under det korte Besøg nede i Cahytten kun svagt formaaede at berolige vor Ængstelse, var der intet Andet at gjøre end med Gjentagelse af tidligere givne Forskrifter at indskjærpe os Forsigtighed og Taalmodighed under Reisen, indtil vi naaede vort Hjemsted og derværende Læger.
      Vore øvrige Børn vare allerede nogle Dage i Forveien under Marenjohannes Ledsagelse, medens jeg var tilbage paa Sætnes for at passe Hanna, bragte til Molde for om muligt at undgaa Sygdommens Smitte og der indqvarterede hos Marenjohannes Forældre. Ved Hjemkomsten toge hun og jeg med den syge Hanna Bolig i de to smaa Værelser i Skolebygningen, som vare de eneste, der stode nogenlunde udenfor den ved Bygningens Reparation (derunder begge Skorstenes Nedrivelse i Grunden og Gjenopførelse) bevirkede Forstyrrelse. Under saadanne Omstændigheder var det, at Marenjohanne endnu i lang Tid, udmattet som hun var, maatte offre Dag og Nat for at pleie Barnet, hvis Sygdom, efterat vi vare komne tilbage, om muligt endog tiltog, men dog ved Lægens Hjælp lykkelig beseiredes.

      Imidlertid var Hanna efter flere Ugers Forløb neppe bleven Reconvalescent efter Halsesygen i dette Tidsrum deeltoge vi i at feire Broder Johans og Søster Louises Bryllup den 8de Septbr. førend vi opdagede en Eftervirkning af Sygdommen i tydelige Symptomer til Skeeløiethed, som viiste sig hos hende; samtidig blev Christopher ogsaa angreben af Halsesygen; ikke før vare disse mindste to Børn blevne helbredede, saa bleve de to ældste Smaapiger sengeliggende udover Vinteren; om Foraaret fik først jeg og saa endelig Marenjohanne selv Halsesygen.
      Lægges hertil, at ogsaa vore Tjenestepiger i Mellemtiden havde været tildeels haardt angrebne af forskjellige Sygdomme og at tilsidst Marenjohannes Moder, der under alle Sygdomme i vort Huus stedse havde været en omhyggelig og opoffrende Pleierske, selv faldt i en farlig Sygdom, skulde det næsten synes uforklarligt, at Marenjohanne trods alt det anstrængende Arbeide, som i næsten et heelt Aar uafbrudt havde paahvilet hende og som ovenikjøbet var bleven i høi Grad forøget derved, at hun, saalænge hun selv formaaede, Lidet eller Intet kunde overlade til Andre, havde bevaret Legemskræfter til den forestaaende 5te Nedkomst. Den 6te April 1862 (Kl. 9 Aften) fødte hun vor yngste Søn, og denne overgik endog i store Legemsformer sine ældre Søskende, der dog, paa Hanna nær, alle havde været storlemmede (den Nyfødtes Vægt befandtes at være 10 ½ pund (?) ).
      Nu indtraadte den Reaction, som Marenjohanne under de forudgaaende Anstrængelser og Lidelser havde tilbagetrængt; hun fik et Anfald av Hjernebetændelse og hendes Kræfter svækkedes i den Grad, at der var Fare for hendes Liv. Vel reiste hun sig igjen fra Sykeleiet, men for aldrig dog at gjenvinde sin tidligere Helbred, hvor meget jeg end haabede at dette vilde lykkes under Sommerens velgjørende Indvirkning.

      Den 13de Juli blev "Jacob Ludvig Hoffmann" døbt med Morfaderens Navn af Præsten Roggen; Marenjohanne bar selv Barnet ved Daaben, de øvrige Faddere vare Caroline Charlotte Owren (født Arveschoug), min Søster Julie samt Sagfører
      J. Georg Dass, Adjunkt T.A. Owren og Consul Emil Mace.

      Trods vor egen Svagelighed følte Marenjohanne og jeg os saa inderlig lykkelige , da, efterat Ragnhild heldig havde gjennemgaaet Meslingerne, Børnene i lang Tid forskaanedes for Sygdom en Glæde, som vi ikke paa over et Aar havde følt. Juleaften o, jeg har ikke før nævnt denne Dag, som af alle Aarets Dage med de meest iøinefallende Træk fremstillede Billedet av Mare [2]
    Person ID I392  My Genealogy
    Last Modified 28 Jun 2018 

    Father Jacob Ludvig Hoffmann,   b. 08 Feb 1795, Sør-Odal, Hedmark, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 07 Feb 1869, København, Sjælland, Danmark Find all individuals with events at this location  (Age 73 years) 
    Relationship Birth 
    Mother Hanna Gabrielle Steenbuch, "Hoffmann",   b. 16 Mar 1807, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 11 Mar 1880, Trondheim, Sør-Trøndelag, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 72 years) 
    Relationship Birth 
    Married 13 Apr 1825  Bolsøy, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2, 6
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch viet 1825 Bolsøy Molde.jpg
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch viet 1825 Bolsøy Molde.jpg
    Kirkebok.
    Event-Misc2 1832 
    Avfotografert portretter. 
    • Kvinne og mann malt av Mathias Stoltenberg; Fru Hoffmann og Hoffmann, Jacob Ludvig.
    Photos
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch.jpg
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch.jpg
    Jacob Ludvig og Hanna Gabrielle Hoffmann.
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch2.jpg
    Hoffmann Jacob Ludvig og Hanna G Steenbuch2.jpg
    Jacob Ludvig og Hanna Gabrielle Hoffmann.
    Family ID F235  Group Sheet  |  Family Chart

    Family Alexander Brinchmann,   b. 18 Mar 1826, Kristiania, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 09 Sep 1895, Kristiania, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 69 years) 
    Anecdote Bef 6 Feb 1850  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Historien til hvordan de ble et par, Alexander og Maren Johanne. 
    • Alexander forteller om sin første forelskelse i nabojenta Maren Johanne:

      Den ved Naboskabet og indbyrdes Venskab foraarsagede hyppige Omgang mellem Forældrene medvirkede naturligviis til den daglige Samfærsel mellem begge Familiers Børn.

      Det hører ikke med til disse Optegnelsers Plan nærmere at omtale, hvor nøie vi, Hoffmanns og Brinchmanns Børn i al vor Færd vare forenede; kun et enkelt af de Momenter, der bidrog til saa ofte at føre os sammen, skal jeg berøre.

      I den Hoffmannske Familie vare Alle, Forældre saavelsom Børn, i høi Grad musikalske; allerede ved Ankomsten til Molde kunde de 4 ældste Børn udføre fleerstemmige Sange sammen, og efterhaanden som de voxede til, lærte de at spille et eller andet, stundom flere Instrumenter.

      Den næstældste, Frederik, drev det især snart til en temmelig stor Færdighed paa Violin;
      jeg kan endnu til Nød spille en Engelskdands, som han i 11-12 Aarsalderen componerede en Eftermiddag, da vi skulde sidde sammen og repetere Geographie til en Hovedexamen;
      han spillede Tonerne paa Violin, og jeg nedskrev Noderne.

      Ogsaa jeg havde nemlig, saavelsom mine ældste Brødre, lært at spille Violin hos den samme Lærer som Frederik Hoffmann, daværende Organist Ohlsenn. Hoffmanns og Brinchmanns Sønner afløste hverandre i Musiktimerne Lørdags Eftermiddag, og, naar vi saa kom hjem samt ellers ofte i Ugen, spillede vi sammen, deels Primo- og Secondostemmer, som vi havde lært hos vor Informator, dels etter Gehør Dandse, hvori da til den enes Primo den anden spillede en Understemme eller, som vi den Gang kaldte det, basserede.

      Vor herved opnaaede Dygtighed i at prestere Dandsemusik foranledigede snart de saakaldte Fridandse.
      Søndags Eftermiddagene og forøvrigt ofte, især naar vaare Forældre vare ude i Selskab, fik vi Børn Tilladelse til at komme sammen en 2-3 Timers Tid vexelviis hos hverandre, dog hyppigst hos Hoffmanns, hvis store Stue var saa beqvem til Dandselocale, og da Marenjohanne var det eneste Pigebarn i begge Familier, hentede vi endeel Smaapiger ude fra Byen, hvilke som oftest tillige ledsagedes av flere Cavalierer.
      Til disse Dandse var der ikke Tale om Balpynt; enhver kom i den Dragt, han ved det improviserede Selskabs Istandbringelse var iført; den nu herskende Luxus i Børns Paakledning var heller ikke endnu naaet til dette Sted og ligesom Damerne ofte gjorde stormende Lykke paa Ballet i sine Verkenskjoler, saaledes dansede Herrerne som oftest i Vadmelsbuxer og hæljernbeslagne Fidtlæderstøvler. Handsker kjendte man ikke og selv ved de offentlige Børneballer i Klubselskabets Locale var det i min Tid kun faa Damer som drev det saa vidt, at de stadsede i hvide Bomuldsvanter. Den simple Paakledning bidrog dog ingenlunde til at forringe disse Fridandses uskyldige Glæder; de fleste af Deeltagerne morede sig vistnok der ypperligere end de paa mangt et senere med Pragt udstyret Bal have gjort.
      At Maren Johanne ved disse Sammenkomster var meget avgjort, var ikke blot en Følge af, at hun som oftest tillige var Datter i Huset - jeg tør ei kalde det Vertinde, da man derved kunde falde paa den Tro, at der ved Fridandsene i Almindelighed vankede Bevertning af Mad og Drikke -; men hun var ogsaa, ligesom Brødrene meget musikalsk (sang og spillede Pianoforte) , samt, hvad der her var Hovedsagen, dansede fortrinlig og det med Liv og Lyst.

      Det var imidlertid ikke blot ved disse Fridandse, at der blev hende en synlig Udmærkelse til Deel; hendes blide Venlighed og uskyldige Munterhed, men vistnok fremfor Alt den ukunstlede Naturlighed, som gjennem hele hendes Liv udgjorde Hovedtrækket i hendes Charakteer, vandt hende alles Venskab og Kjærlighed.
      Af hendes Barndomsvenner var der faa eller ingen, som ikke i kortere eller længere Tid var hendes erklærede Tilbeder; selv havde jeg allerede, førend jeg 15 aar gammel forlod Hjemmet, begyndt at faae hende kjær, uden dog at røbe mine Følelser for Nogen, end ikke for hende selv, som først, efter at vi vare blevne forlovede, fik Kundskab derom. Aarsagen til denne Hemmeligholdelse fra min Side laa deels i en Frygt for aabent at træde i Skrankerne mod dem af mine Kamerader, i hvem jeg tydelig saa Medbeilere, deels i en vis overdreven Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, hvilken allerede i Børneaarene havde gjort sig gjældende hos mig, deels vel ogsaa i en gammelklog Tvivl om, at denne min første Kjærlighed var Andet end en af de almindelige Barndomsforlibelser.

      Ved de ovenfor omtalte Fridandse havde jeg saa meget lettere Anledning til at dølge min Tilbøielighed, som jeg fordetmeste havde min Plads i Orchesteret, og da, saavelsom ellers, naar jeg var sammen med hende, søgte jeg i min Feighed snarere at undgaae hende end at vise hende nogen Opmærksomhed; ja, hun har selv senere fortalt mig, at en Venlighed fra min Side mod hende i Børneaarene var saa sjælden, at den, naar den en enkelt Gang kom tilsyne, var hende paafaldende.

      Mangt et Træk af min Opførsel mod hende i den Tid var ofte senere Gjenstand for Omtale mellem os og vil altid staae levende i min Sjel, men var af for ubetydelig Beskaffenhed til at kunne paaregne Andres Interesse. Netop dette Baand, som jeg paalagde mig ligeoverfor hende, bidrog vistnok i høi Grad til at bevare hende i min Erindring i de 8 Aar, hvori jeg fra 1841 til 1849 var fraværende fra Hjemmet.

      Saa ofte Tankerne hvilede paa mine Kjære i Molde, var Billedet af hende - saadan som hun stod for mig ved Afskeden - altid et af de første og meest fremtrædende, og hver Nat, naar jeg lagde mig til Hvile, indesluttede jeg ogsaa specielt hende i min Aftenbøn.
      I disse 8 Aar, erfarede jeg imidlertid Lidet om hende, naturligvis af den Grund, at jeg i mine Breve til Hjemmet ikke vilde spørge efter hende, og mine Breve fra Hjemmet ialfald ikke ofte særskilt omtalte hende.

      Selv i de to Besøg, jeg som Student aflagde paa Molde, i 1843 og 1846, var jeg kun lidet sammen med hende, deels fordi mit Forældrehjem i Mellemtiden var flyttet til den aldeles motsatte Udkant af Byen (Matr.No. 10), og deels fordi hun under mit sidste Besøg for en Tid var fraværende fra Byen; i alle Fald lod jeg hende heller ikke da ane, hvor kjær hun var mig...

      ...Da Marenjohanne kom til Christiania, var jeg indtraadt i mit sidste Studenteraar, og den nærforestaaende Embedsexamen gav mig nok at bestille. Imidlertid vilde jeg naturligvis kunne have havt saa megen Tid at afse, at jeg idetmindste kunde have aflagt hende en Visit;
      men ligesom Visiter i Almindelighed stedse have været mig generende, især til Fremmede og Familien Hoffmann i Christiania var mig dengang fremmed saaledes bidrog den Tilbageholdenhed ligeoverfor det andet Kjøn, som, fortsat fra Børneaarene, ved en forkjert Reflexion var bleven endmere befæstet hos mig som Yngling, ogsaa til at afholde mig fra at vise Marenjohanne endog en saa ringe Opmerksomhed, og det uagtet jeg selv ikke blot følte en saa sterk Trang til at see hende, men ogsaa gjennem hendes Broder Frederik, som daglig omgikkes mig, og min Broder Ludvig, med hvem jeg boede sammen og som havde besøgt hende og talt med hende flere Gange, hørte udtalt hendes Forundring over, at jeg skulde være den eneste af hendes moldensiske Bekjendte i Christiania, der ikke havde besøgt hende. Jeg følte det Grundede i denne Bebreidelse, i min Qvindeskyhed kunde jeg ikke bringe det over mig at forsøge paa en Retfærdiggjørelse.

      Under hendes et heelt Aars Ophold i Christiania saa jeg hende kun enkelte Gange paa Frastand; een Gang mødte jeg hende paa Gaden se da talte jeg nogle Ord med hende, og da jeg som Candidat i juni 1849 skulde forlade Byen, drev jeg det saavidt, at jeg i Forening med min Broder og en anden Reisefælle sagde hende Farvel i hendes Bolig. Ei vidste jeg dengang, hvor haardt denne Forseelse senere skulde straffe sig selv. Efterat hun var bleven min Forlovede og senere min Hustru, bebreidet jeg mig ofte, at jeg saa slet havde benyttet den Anledning, jeg i Christiania havde havt til at være sammen med hende, og nu, da hun er borte, falder denne Selvbebreidelse dobbelt tungt paa meg.

      Alexander forsetter videre å fortelle om at Maren Johanne fikk en beiler under et besøk på Ringerike:

      Fra Christiania gjorde hun i Følge med Hanna og sin broder Frederik Juleaften 1848 en Tour til Ringerike, hvor hun efter Indbydelse besøgte daværende Procurator, nu Sorenskriver Zeiers familie, med hvem hendes Forældre under sit Ophold dersteds havde pleiet daglig Omgang, og i hvilken hun paa Grund af den aabne Venlighed hvormed hun blev modtagen, og den udmærkede Gjæstfrihed, hun nød, snart lærte at betragte sig næsten som hjemme, saamegetmere som hun i Husets unge elskværdige Datter fik en hjærtenskjær Veninde.
      Julebesøget blev derfor temmelig langvarigt (indtil de første Dage af Februar), og desuden ud paa Sommeren (i Juli Maaned ) efterfulgt af et fornyet Besøg.

      Hendes Ophold i denne Familie, saa rigt paa kjære Barndomsminder og forskjønnet ved alle de Glæder, som daglig Omgang med elskværdige og dannede, fordetmeste unge Mennesker af begge Kjøn og en rig Afvexling af selskabelige Fornøielser kan skaffe en ung Pige, skulde dog tilføie hendes Hjærte et Saar, som hun silde, om nogensinde forvandt. Uden at være sig selv den afgjørende Grund fuldkommen bevidst, afslog hun her en Kjærlighedserklæring fra en ung Mand, der i Besiddelse af en ualmindelig Aandsdannelse og Dygtighed nød ikke blot hendes, men Alles høieste Agtelse, og som ovenikjøbet kunde støtte sit Ægteskabstilbud til glimrende Fremtidsudsigter. Som et mærkeligt Vink fra den usynlige Magt, der førte Marenjohanne og mig sammen, anfører jeg efter hendes egne Ord, at netop mit Billede fremtraadte for hendes Sjel i det Øieblik, hun paa Ringerike meddeelte den anden sit Afslag, og det uagtet hun da selv ligesaalidt nærede nogen Kjærlighed til mig, som jeg paa nogen Maade havde røbet mine Følelser for hende.

      Maren Johanne vender hjem etter utdannelse i Kristiania i september 1849. Her møtes de to i et musikalsk fellesskap:

      Vel mindes jeg den første Anledning, ved hvilken jeg her igjensaa Marenjohanne og hvilket fordeelagtigt Indtryk hun da atter gjorde paa mig. Fælles Deltagelse i Selskabslivet førte os jævnlig sammen, især i det nylig stiftede musikalske Selskab, der i den første Tid afholdt sine ugentlige Prøver og sine Soireer i den samme Stue , som havde været Scenen for vor Barndoms Fridandse og som af Marenjohannes Forældre velvillig var bleven Selskabet overladt til Afbenyttelse. Her spillede hun Pianoforte og sang saavel i Chor som fornemmelig Duetter; hendes Stemme, skjønt egentlig ikke stærk, gjorde sig dog altid behageligt gjældende paa Grund af sin Reenhed, og dens Omfangsrighed tillod hende, alt efter Behovet, at overtage saavel Sopran- som Altpartier.
      I Duetter maatte hun som oftest synge Sopran, navnlig i dem, hun udførte med Laura Dahl (senere Fru Dass) der var en decideret Altstemme, og disse Duetter vare i hiin Tid Selskabets Glandsnummere."

      Samværet mellom Alexander og Maren Johanne gjør til slutt at Alexander tilkjennegir sin kjærlighet til henne. [2]
    Engaged 6 Feb 1850  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    • Alexander skrev:

      ...Ligesaalidt kjendte Marenjohanne den virkelige Grund til min stadige Nærværelse ved deres private Duetprøver, hvortil jeg i min Stilling som det musikalske Selskabs Directeur kunde paaskyde Berettigelse.
      Paa disse Sammenkomster fulgte som oftest en fælles Spadseretour, og lidt efter lidt modnedes nu den Kjærlighet, som jeg trods mine Bestræbelser ikke havde kunnet holde ganske skjult for hende og som jeg endelig aabent erklærede hende den 6te Februar 1850, hvorpaa jeg øieblikkelig fik hendes Ja.
      Forlovelsesdagenes Glæder, selv om de kunde skildres, ere for hellige til at afsløres... [2]
    Married 24 Apr 1853  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [3, 4, 7
    • Den 27 år gamle adjunkt Alexander Brinchmann ble gift med 23 år gamle jomfru Maren Johanne Hoffmann.

      Fedre og forlovere var toldkasserer Kristofer Brinchmann og distriktslege Jakob Hoffmann.

      Tillysningsdagene var 27.mars, 3. og 10.april.

      Artig å merke seg:

      Eneste datter på Brinchmann-siden (Louise Fredrikke, Alexanders søster) ble gift Hoffmann (Johan Christian, Maren Johannes bror).
      Eneste datter på Hoffmann-siden (Maren Johanne) ble gift Brinchmann (Alexander).

      Alexander selv skriver i 1863 om deres bryllup slik:

      Under saadanne Sysler løb Vinteren hurtigt, og Brylluppet blev fastsat oprindelig til 13de April, mine Svigerforældres Bryllupsdag, men da Marenjohannes broder Gottfred til den Tid ikke kunde naae hjem fra en Udenlandsreise, hvorpaa han befandt sig, omberammedes Dagen til den 24de April, en Søndag. Klar og sommervarm fremskinnede endelig den længselsfuldt forventede Dag, Gottfred kom om Formiddagen og Alt var færdigt. Mathilde Pettersen i Forening med de to Brudepiger, Maren Johannes Barndomsveninder, daværende Trina Rechdal (nu Fru Lind), og Sara Gørvell (nu Fru Greger) havde pyntet Bruden. Hendes Dragt var simpel, men fiin - hvit klar Bobinetskjole med hvidt Slør over Myrtekrandsen:

      ikke engang som Brud vilde hun svigte det Princip, hun hyldede og i sit hele Liv gjennemførte Tarvelighed i Klædedragt; (af Guldstads bar hun sjælden andet end sin Forlovelsesring; hun havde ikke engang, som de fleste af hendes Veninder, Huller i Ørene til Ringe).

      Kl. 2 om Eftermiddagen rullede det store Vogntog afsted fra Brudehuset foruden Brudeparret og Brudepiger, Forældre og de talrige Søskende paa begge Sider samt Andre af de nærmeste Slægtninge; de fjærnere staaende Bryllupsgjæster, paa nogen faa Familier nær saagodtsom alle Byens conditionerede Indvaanere, vare tilsagte til Møde i Kirken.

      Denne var af Brudens Veninder festligt udsmykket, Sangen udførtes af et indstuderet Mandschor af Brudeparrets Venner, og efter en gribende Tale forrettedes Vielsen af den alderstegne Præst, Provst Deinboll, der i sin Tid havde confirmeret os begge.
      Hjemkomne til Brudehuset modtoge vi den hele Bryllupsskares Lykønskninger, hvorpaa man begav sig til Middagsbordet. Her havde Venskab beredt os en ny Overraskelse i nedenstaaende to af Adjunct P. G. O. Dørum og Corpslæge Chr. Smith forfattede Sange, der i elegant utstyrede Exemplarer fandtes omlagte ved hvert Couvert, og som ved Bordet bleve afsungne af samtlige Gjæster, saa mange, baade Damer og Herrer, som kunde synge.

      Sange ved Adjunct Alexander Brinchmanns og Jomfru Maren Johanne Hoffmanns Bryllup den 24de April 1853.

      Mel. For Norge Kjæmpers Fødeland.
      1.
      Da I for Altret knælede
      En Lysets Alf var inde
      I Eders Bo og levnede
      Hva vist I der vil finde.
      Gid selv den Skat fra Himmelen
      I silde bære hjem igjen !
      Thi holde I kun fast ved den,
      Som Leg vil Livet svinde.

      2.
      Det er en kostbar Ædelsteen :
      O, Hvor dens Straaler tindre !
      Et Kors med Farve sølverreen
      Fremskinner fra dens Indre.
      Den Steen, som hedder : M u n t e r t S i n d
      I N ø i s o m h e d bør fattes ind :
      Og havde I end Jasons Skind,
      Da var dets Værd vel mindre.

      3.
      En Plante fiin staaer tæt derved,
      En Blomst af Edens Have,
      Og Blomsten kaldes : H u u s l ig F r e d,
      Er Himlens bedste Gave.
      Med varsom Haand den kjærlig plei,
      Den da for Eder visner ei,
      Og saares I paa tornet Vei,
      Af den I Balsom have.

      4.
      Saa deiligt lyser Brudekrands,
      De fagre Lokkers Smykke :
      Vi see i Haabets Straalekrands
      Vor Brinchmanns Fremtidslykke :
      Thi K j æ r l i g h e d er Glædens Lyst
      Og Kjærlighed er Sorgens Trøst.
      Gid mange Aar du til dit Bryst
      Din elskte Viv maa trykke ! ! !

      Mel. Vær du kun rolig, du skal gaa fri.
      1.
      Nu har I ventet i trende Aar
      - de var jo vistnok lange -
      men naar i dag I hinanden faaer,
      kan I ei meer forlange.

      2.
      Jeg selv har gaaet i hele ni
      - tro mig, det var for mange -
      og ventet paa, at jeg skulde i
      Ægteskabshavn anlange.

      3.
      Jeg lærte dengang den Kunst at spaae,
      for at fordrive Tiden.
      Nu skal I deraf Profiten faae,
      Takken faaer jeg nok siden.

      4.
      Jeg seer i Aanden nu Parrets Hjem
      - Kjærligheds lille Eden -
      der kommer Lykken og kroner dem
      med alle Goder herneden.

      5.
      Ja rigtig er det et yndigt Hjem
      - inderlig peent og propert -
      det passer netop saa vel for dem,
      smagfuldt og smukt og sobert.

      6.
      Men skjønt det ret er et deiligt Huus
      - Vægge med Glandstapeter -
      er der ei Rum dog for Suus og Duus,
      og ei for store Fêter.

      7.
      Nei smaae morsomme Vennelag
      vil der i stedet vanke,
      Munterhed og Musik og Smag
      og lidt fornuftig Tanke .

      8.
      Om ei jeg feiler - et Aar i dag,
      - lyver vel Almanakken ?-
      da staaer det netop et saadant Lag
      midt op`i Kirkebakken.

      9.
      Men Bakkehuset blir snart for smaat,
      - Stakler I maa udvandre -
      dog faae I altid det saare godt,
      hvor I følge hverandre.

      Disse Sange bidrog ikke lidet til at forhøie den glade Stemning ved Bordet, og denne udstrømmede i en rig Afvexling af Skaaltaler.

      Efter Middagen, der indtoges i 2den Etage, fordeelte Gjæsterne sig i de nedre Værelser og udenfor Huset, hvor den deilige Sommerdag tillod selv de Ældre at færdes uden Overtøj. Ud paa Aftenen dandsedes atter i de gamle Fridandses minderige Stue, og, som rimeligt kunde være, var Bruden Ballets lykkelige Dronning.

      Denne Dags glade Begivenheder, o hvor klart staae de for min Erindring, og dog hvor tungt falder det mig at fæste dem paa Papiret nu, efterat jeg har fulgt min unge Hustru til Graven. Fortid og Nutid med sine skjærende Modsætninger storme for voldsomt ind paa mig til at min Skildring kan formaae at give et endog nogenlunde anskueligt Billede af den Lykke, hvorom jeg nu alene kan sige: den har været.
      Derfor - hvor gjerne jeg end ønskede at dvæle noget længere ved dette det betydningsfuldeste Afsnit i min Marenjohannes Liv, den Dag, der førte hende ud fra Forældrehjemmet for at skabe hende et nyt Hjem, jeg tør ikke engang forsøge paa i sammenhængende Fremstilling at gjengive de Betragtninger, som Tilbageblikket paa hiin Tid fremkaller.

      Ledsagede af Forældre og Søskende paa begge Sider begave vi os efter endt Bryllupsgilde til det lille Huus i Kirkebakken, som vor Bryllupssanger med altfor smigrende Hentydning har kaldet Bakkehuset.
      Her stod Alt saa blankt og nyt lige fra Kjælderen til Mørkeloftet og Bordet i vort Stadsværelse overlæsset med rige Gaver, Kjærlighedsgaver fra Slægt og Venner.
      Alle disse Gjenstande maatte naturligviis beskues og beundres endelig bleve vi ladt ene for sammen med Tjenestepigen at udgjøre den hele Befolkning i Huset, vi to, som hver i vort Hjem havde været vante til at omgives af saa mange Kjære.
      Og dog følte vi os ei forladte:

      vore Forældre og de allerfleste af vore Søskende vare os jo saa nær, og i Tillid til den Almægtiges Bistand og i den gjensidige Kjærlighed til hinanden følte vi Kraft til at gaae det nye Liv imøde, som nu skulde udfolde sig for os.

      Det var en deilig Sommer paa Molde hiint Aar, og i den herlige Natur, der lokkede os ud fra vort koselige Hjem, henrandt mange af vore Fristunder, naar de ikke optoges af de selskabelige Glæder, som Slægtninge og Venner kappedes om at berede de Nygifte. [4, 7]
    Brinchmann Alexander og Maren Johanne Hoffmanns vielse 1853 Molde.jpg
    Brinchmann Alexander og Maren Johanne Hoffmanns vielse 1853 Molde.jpg
    Kirkebok.
    Anecdote21 Aft Oct 1854  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Hunden Vægter. 
    • Hunden - Vægter - som Alexander skriver om slik:

      Ud paa Efteraaret fik Ragnhild fra min ovenomtalte ven, der havde foreslaaet hende kaldt - Gro - o.s.v. tilsendt som Foræring en sort halvblods Newfoundlænder, der angaves at være født omtrent paa samme Tid som Ragnhild og hvis Fødselsdag derfor senere blev høitideligholdt sammen med Ragnhilds.
      Hunden, der lød, og endnu lyder navnet - Vægter - fortjener at nævnes i Marenjohannes Mindeblade, ikke blot som et Vidne om den Kjærlighed hvormed hun behandlede den saavelsom ethvert andet Huusdyr - hun glemte den ikke noget Maaltid med Mad; hun pleiede den, naar den var syg, hun lukkede den ind i et varmt Rum, naar det var for koldt om Vinteren -. men ogsaa for den Troskab, hvormed denne lønnede denne Kjærlighed, saavel ved at værne om Huset og Børnene, hvem den stedse har ledsaget paa deres Spadsertoure, som ved troligt at følge sin Herskerinde, naar og hvorhen hun vandrede, ogsaa paa den sidste Vandring til Graven.

      Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at gjengive et Træk, der tydelig synes at røbe en høi Grad af Forstand hos dette Dyr og for hvis Sandhed jeg tør indestaae. Den var endnu ikke ganske fuldvoxen, da den en Dag havde omspredt paa Kjøkkengulvet en Mængde Fjær af en Støvevinge, som den havde iturevet. Da Kokkepiken kom til og saa hvad den havde gjort, skjændte hun paa den, hvorpaa den strax gav Tegn til at ville ud; hun lukkede op for den, men kun faa Minuter efter kom den tilbage, og kradsede udenfra paa Døren; neppe var denne bleven aabnet, førend Vægter stak Hovedet ind; bærende mellem Tænderne en anden Støvevinge, som den formodentlig havde hentet i Nabolaget og som den ligesom til Erstatning for den iturevne kastede ind paa Kjøkkengulvet.

      Da vi fikk - Vægter - havde vi allerede et Aars Tid havt en anden mindre Hund, som Marenjohanne havde stelt med næsten som med et Barn; men da vi ikke vilde føde to Hunde og Vægter blev foretrukken af Hensyn til Giveren og paa Grund af sin Størrelse, gave vi den mindre bort; Marenjohanne græd, da den førtes ud af Huset, men havde dog den Glæde at vide den i en kjærlig Pleierskes Eie. [2]
    Event-Misc2 Aft 14 Apr 1858  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location  [2
    Familiebilde. 
    • Om bildet skriver Alexander:

      Dette Aar har jeg at takke for at jeg endnu har et synligt Billede af Marenjohanne: vistnok havde hun i Christiania som ung Pige ladet seg daguerrotypere; men, hvad enten det nu var hendes eller Daguerrotypistens Skyld, Billedet var og er temmelig mislykket. I 1858 blev hun igjen daguerrotyperet paa een Plade med mig og Smaapigerne, og dette Billede af hende er det bedste, som nu haves... [2]
    Brinchmann Alex og Maren med barna.jpg
    Brinchmann Alex og Maren med barna.jpg
    Alex og Maren Brinchmann med barna Louise, Ragnhild og Hanna 1858.
    Event-Misc 1886  Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location 
    Storfamilien samlet hos fotograf sommeren 1886. 
    Brinchmann gruppebilde 1886.jpg
    Brinchmann gruppebilde 1886.jpg
    Storfamilien Brinchmann sommeren 1886:

    Bak f.v. Louise og Carl Bjørset, Ragnhild Brinchmann Hansen, Knut og Hanna Brekke.
    Midten f.v. Ludvig og Henny Brinchmann, Olaf Brinchmann Hansen, Alexander Brinchmann, Maren Johanne Brinchmann Hansen, Erika Wilhelmine Hiorth og Christopher Brinchmann.
    Nedre midtre rekke f.v. Helga Bjørset, Alexander Brekke, Alexander Brinchmann Hansen.
    Foran f.v. Sophie Brekke, Louise (Visse) Brinchmann Hansen og Inga Bjørset.
    Children 
    +1. Ragnhild Brinchmann, "Brinchmann-Hansen",   b. 06 Jul 1854, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 24 Nov 1936, Oslo, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 82 years)  [Birth]
    +2. Louise Brinchmann, "Bjørset",   b. 27 Mar 1856, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 14 Jan 1893, Drammen, Buskerud, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 36 years)  [Birth]
    +3. Hanna Brinchmann, "Brekke",   b. 19 Nov 1857, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 21 Jan 1932  (Age 74 years)  [Birth]
    +4. Christopher Bernhoft Brinchmann,   b. 02 May 1860, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 22 Dec 1943, Oslo, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 83 years)  [Birth]
    +5. Jacob Ludvig Hoffmann Brinchmann,   b. 06 Apr 1862, Molde, Møre og Romsdal, Norge Find all individuals with events at this location,   d. 25 Jul 1931, Narvik, Nordland, Norge Find all individuals with events at this location  (Age 69 years)  [Birth]
    Photos
    Brinchmann Alexander Christopher og Ludvig.jpg
    Brinchmann Alexander Christopher og Ludvig.jpg
    Brinchmanns:

    Christopher, far Alex og Ludvig.
    Brinchmann Ragnhild Hanna og Louise som barn.jpg
    Brinchmann Ragnhild Hanna og Louise som barn.jpg
    Ragnhild Hanna og Louise Brinchmann som barn.
    Brinchmann og Hoffmann familiene.jpg
    Brinchmann og Hoffmann familiene.jpg
    Familiene Brinchmann og Hoffmann samlet før 1863.
    Last Modified 28 Jun 2018 
    Family ID F38  Group Sheet  |  Family Chart

  • Photos
    Hoffmann Maren Johanne gBrinchmann personfoto.jpg
    Hoffmann Maren Johanne gBrinchmann personfoto.jpg
    Maren Johanne Brinchmann (1830-1863).

  • Sources 
    1. [S1023] Kirkebok Norderhov, Ringerike, Buskerud (Reliability: 3).

    2. [S899] Bok: Fru Maren Johanne Brinchmann født Hoffmann. Træk af hendes Liv..., Alexander Brinchmann,, (Forlag: Trykt af L.G.Hauw, 1963) (Reliability: 2).

    3. [S284] Bok: Stamtavle over slægten Bernhoft, Emilie Bernhoft, (J.Chr. Gundersens Bogtrykkeri 1885) (Reliability: 2).

    4. [S1331] Kirkebok Molde, Møre og Romsdal (Reliability: 3).

    5. [S272] Bok: Musikanter i Romsdal, Anders Gjendem, (Romsdal sogelag, Molde 1979) (Reliability: 2).

    6. [S1331] Kirkebok Molde, Møre og Romsdal, Bolsøy (Reliability: 3).

    7. [S896] Bok: Rektor Alexander Brinchmann, Sverre Berg, (1982) (Reliability: 2).


This site powered by The Next Generation of Genealogy Sitebuilding ©, v. 12.0.2, written by Darrin Lythgoe 2001-2019.

Maintained by Tor Kristian Zinow.